KARAKTERER: BOURNEMOUTH (H)










  • FLERE STATISTIKKER


KARAKTERER: BOURNEMOUTH (H)

Skrevet af Redmen Family
Den 10. Feb. 2019





Efter 1-1 imod både Leicester og West Ham kom vi endelig ovenpå igen lørdag eftermiddag på Anfield med en meget komfortabel sejr på 3-0 imod Eddie Howes Bournemouth. En sejr, der var tiltrængt og som kommer på det helt rigtige tidspunkt, inden vi tager hul på en ni-dages pause før det første af to opgør i Champions League imod Bayern München.

Af Alexander Pilgaard Kjær

En helt igennem fantastisk kamp hvor Mané bliver ved med at vise målnæse, comeback til Gini Wijnaldum fra start og senere Trent Alexander-Arnold, der bliver skiftet ind og får minutter i benene, og hvor vi endelig fik set Naby Keita folde sig ud på en 3-mands midtbane i en 4-3-3 formation. Det kan om noget give mig lidt ro på tilværelsen, og en endnu stærkere tro på at vi går et sublimt forår i møde. Og hermed karaktererne til gårsdagens kamp.



Karakterskala

UB
Ubedømt
1
Elendig

2
Dårlig

3
Utilstrækkelig
4
Bestået

5
Under middel

6
Middel
7
Over middel

8
God
9
Fremragende

10
Ekstraordinær


SE SPILLERSTATISTIK





STARTOPSTILLING:

8
Alisson Becker
Sæsongennemsnit: 7.2
Form (Seneste fem kampe): 6.3
MotM i denne sæson: 4

Alisson havde vel streng taget ikke noget at lave udover Ryan Frasers forsøg efter 75 sekunder, som han behandler helt som han skal, og et skud han sikkert redder, da kampen er lukket efter 78 minutter. Han er som altid god med bolden og får den afleveret sikkert videre.




7.5
James Milner
Sæsongennemsnit: 6.6
Form (Seneste fem kampe): 6.0
MotM i denne sæson: 2

Alt-mulig-manden gør, hvad der skal gøres. Solid defensivt og kommer egentlig fint med offensivt. Smider et perfekt indlæg ind i panden på Mané, der bringer os på 1-0 og kommer i flere gode positioner til indlæg, hvor man dog godt kan se, at han ikke er skolet højre back og har øvet indlæg fra barnsben.




7
Joel Matip
Sæsongennemsnit: 6.3
Form (Seneste fem kampe): 6.1
MotM i denne sæson: 0

Matip laver - hvad der for mig ligner – en sindssyg vigtig clearing efter 17 minutter på Ibes hovedstødsaflevering, mens der stadig stod 0-0. Han har i de seneste kampe haft en tendens til at drive bolden langt op på banen uden at skille sig særlig godt af med den, men i går gjorde han ofte bare det simple.




7.5
Virgil Van Dijk
Sæsongennemsnit: 7.5
Form (Seneste fem kampe): 6.6
MotM i denne sæson: 2

Der var ikke meget at lave defensivt, men han vinder alligevel de dueller, der nu engang skal vindes. Hans positionering i starten af kampen sad ikke helt i skabet, som det plejer, men efterhånden som kampen skred frem, fik han spillet sig varm. Og der er ingen tvivl om, at han stadig er en af de vigtigste spillere på dette hold. 




8
Andrew Robertson
Sæsongennemsnit: 7.4
Form (Seneste fem kampe): 6.9
MotM i denne sæson: 3

Skotten har stadig til gode at spille sin første dårlige kamp for os. Hold nu op hvor er han god – offensivt som defensivt. Vanvittigt gode tacklinger, hvor han altid formår at ramme bolden først. Altid spilbar på venstre side og et pasningsspil, hvor han ikke nødvendigvis gør det sværere, end det er. Skøn assist til Ginis mål.




8
Fabinho
Sæsongennemsnit: 7.1
Form (Seneste fem kampe): 7.1
MotM i denne sæson: 3

Fabinho lå som alene 6’er og gjorde det fremragende. Han var hurtig i tanke og i handling og lavede nogle fornemme sideskift, der gjorde, at vi fik bragt spillet langt frem på Bournemouths banehalvdel. Han er god til at forudse, hvad der kommer til at ske og placerer sig derefter. En midtbane bestående af ham og Gini er der ikke nogen, der kan være utilfreds med.




9
Georginio Wijnaldum - MAN OF THE MATCH
Sæsongennemsnit: 7.2
Form (Seneste fem kampe): 7.0
MotM i denne sæson: 2

Hvis nogen før kampen var i tvivl om, at Gini er en af de vigtigste spillere for os i denne sæson, kan de ikke være det mere. Han er så god med og uden bold. Han formår at holde presset langt oppe på Bournemouths banehalvdel, samtidig med at han er sindssygt klog med bolden. Og så er der jo hans mål. Behøves jeg sige mere? En magtdemonstration af en lidt sygdomsramt Gini på den centrale midtbane, der måtte se sig udskiftet efter 77 minutter med Trent.




8.5
Naby Keita
Sæsongennemsnit: 6.6
Form (Seneste fem kampe): 5.9
MotM i denne sæson: 2

Der er ingen tvivl om, at Keita føler sig mere til rette som 8’er på en 3-mands midtbane, end han gør på venstre kant i en 4-2-3-1. Han spiller DEN kamp, vi alle har ventet på, men som vi godt vidste skulle komme før eller siden. Han har tredjesidste fod på Salahs mål, hvor han smukt sender Bobby i dybden. Derudover var han den spiller på banen, der vandt flest tacklinger (7/8) og vandt bolden tilbage flest gange (12).




8
Sadio Mané
Sæsongennemsnit: 7.1
Form (Seneste fem kampe): 7.5
MotM i denne sæson: 2

Mané kommer på måltavlen for fjerde kamp i streg. Og i de sidste tre kampe har det været til 1-0. Har været kritiseret for ikke at have det bedste slutprodukt, men med det han viser lige nu, kan han vise sig at blive en større nøglespiller for os i foråret offensivt, end han hidtil i sæsonen har været defensivt. Forlader banen for Divock Origi i 88. minut.




7.5
Mohamed Salah
Sæsongennemsnit: 7.1
Form (Seneste fem kampe): 6.5
MotM i denne sæson: 7

Efter en meget anonym kamp mod West Ham virkede den egyptiske konge til at have fundet spillehumøret frem igen. Han lykkedes ikke med alt, men han prøver trods alt at skabe noget. Og er der noget, som en notorisk målscorer får selvtillid af, er det lige netop at score mål, som han selvfølgelig også gjorde ved stensikkert at ligge den over i sidenettet. Var tæt på at score et vidunderligt mål lige inden pause, hvis ikke Boruc, der faktisk stod en god kamp, nuppede hans forsøg med hurtige reflekser.




8
Roberto Firmino
Sæsongennemsnit: 6.8
Form (Seneste fem kampe): 7.0
MotM i denne sæson: 2

Bobby skulle i den grad løfte niveauet fra West Ham-kampen. Og det må man sige, han gjorde. Han missede egentlig et par simple afleveringer i starten af kampen, men fik spillet sig op. Han er – som altid – god i de kampafgørende situationer, og det stod nærmest skrevet i sol, måne og stjerner, at Bobby ville lave dét lille rul bagud til Salah på 3-0 målet. Blev skiftet ud med Sturridge i 90. minut.




SUBS:

7
Trent Alexander-Arnold
Sæsongennemsnit: 6.6
Form (Seneste fem kampe): 6.6
MotM i denne sæson: 0

Den unge scouser kommer ind i en kamp, hvor vi er i fuld kontrol. Han gør ikke det store væsen af sig, men han kommer ind og får nogle minutter i benene efter en skadesperiode. Forhåbentlig er han klar til at spille resten af sæsonen.




UB
Divock Origi
Sæsongennemsnit: 6.4
Form (Seneste fem kampe): 5.9
MotM i denne sæson: 0

Fik ikke tid nok på banen til at opnå bedømmelse.




UB
Daniel Sturridge
Sæsongennemsnit: 6.3
Form (Seneste fem kampe): 5.6
MotM i denne sæson: 0

Fik ikke tid nok på banen til at opnå bedømmelse.






8
Jürgen Klopp
Sæsongennemsnit: 7.5

Klopp går tilbage til en 4-3-3 formation, som vi kender den fra sidste sæson. For mig at se var det for at få brugt Naby Keita på hans yndlingsposition, og det gav pote. Vi spillede hurtigt, flydende og direkte, når mulighederne var der. Klopp havde tændt en ild i sine spillere, som ikke har været der de to sidste kampe. Super dejligt at se, at vi stadig kan spille 4-3-3-formationen. Det gør det endnu sværere for vores kommende modstander at forudse, hvordan vi kommer til at spille den pågældende dag. Eneste minus, jeg lige kan se, er at han – som næsten altid – venter så lang tid med at skifte ud.




8
Anfield
Sæsongennemsnit: 6.7

De første 10 minutter af kampen var da af en uforklarlig grund ikke nogen lyd på Old Irish i Herning, så de minutter kan jeg ikke snakke om. Men de sidste 80 minutter var der godt nok en god stemning derinde. Fansene havde hørt efter Klopp, da han har sagt, at vi har brug for dem i den sidste tredjedel af sæsonen. Hvis lydniveauet i de sidste seks PL-hjemmekampe er som i går, kan jeg ikke se os tabe nogle kampe. UP THE REDS!












Seneste nyheder