BURET ER DIT, MAMARDASHVILI
En ny skade til Alisson Becker betyder at Giorgi Mamardashvili nu får muligheden for at vise hvad han er lavet af.
Jeg skal være helt ærlig. Jeg elsker målmandsposten. For mig er målmandsposten en af de mest spændende poster i moderne fodbold. Kravene er højere end nogensinde før. Det er en unik position, hvor man tit og ofte er meget alene.
Vi har set det før. Faktisk ser vi det næsten hver sæson: Alisson Becker, vores verdensklasse-keeper, vores trygge sikkerhedsnet og måske endda den vigtigste spiller i den forgangne uges tid, rammes af en skade.
Og så overlader han handskerne til andetvalget. En velsignet post, men derfor også en post som Liverpool generelt tager sig meget godt af. Vi ved alle, at der er en eller to perioder i løbet af sæsonen, hvor Alisson er ude i minimum nogle uger.
For os Liverpool-fans betyder det blandede følelser – på den ene side nervøsitet over at mangle verdens bedste målmand, men på den anden side en vis tryghed i, at klubbens backup-løsninger traditionelt har leveret på højt niveau.
Både Adrian og især Kelleher har leveret kæmpe præstationer i Alissons fravær. Nu er det så blevet tid til at smide Marmardashvili ind i perlerækken af vidunderlige andenvalg.

Alisson – verdens bedste, men desværre skrøbelig
Personligt synes jeg ikke, at det kan siges tydeligt nok: Ingen keeper i verden matcher Alisson Becker, når han er på toppen. Siden han kom til klubben i 2018 har han været en gamechanger. Hans stats fortæller alt:
104 clean sheets I Premier League.
En redningsprocent, der konsekvent ligger blandt de bedste i Premier League.
Flere sæsoner i træk med direkte pointafgørende aktioner – blandt andet mindes vi vel alle hans ikoniske scoring mod West Bromwich i 2021.
Men der er også bagsiden. Siden sin ankomst har Alisson misset i gennemsnit 8–10 kampe pr. sæson på grund af skader. Muskelproblemer, lårskader og små tilbagevendende skavanker gør ham til en spiller, man desværre ikke kan regne med at have til rådighed hele sæsonen. Det betyder, at Liverpools andenkeeper-rolle er langt mere central, end den er i de fleste andre klubber.

Kelleher – den perfekte stand-in
Caoimhín Kelleher har i mange år været svaret på vores bønner, når Alisson har været væk. Han har leveret uforglemmelige præstationer i Carabao Cup-finalerne, holdt hovedet koldt i straffesparksdramaer, og i Premier League har han vist, at han kan stå fast, selv mod de største modstandere.
Hans rolige udtryk, styrke i 1-mod-1-situationer og evne til at præstere under pres, har givet ham ry som en af de mest pålidelige andenkeepere i Europa. Mange klubber i Premier League ville uden tøven gøre ham til deres nr. 1. Og det måtte vi så også tage konsekvensen af i sommer, da han flyttede adresse til Brentford. Kelleher havde længe været klar til at sprede sine vinger og flyve fra reden
Og måske derfor er det naturligt, at han før eller siden skulle videre. Da vi erhvervede os Marmardashvili allerede i slutningen af august, 2024 vidste Kelleher godt hvad klokken var slået. Han ville hverken blive førstevalg eller få lige så meget spilletid på Merseyside, som hidtil. Og det er her, Giorgi Marmardashvili kommer ind i billedet.

Nu: Marmardashvili skal vise sit værd
Den 25-årige georgiske keeper blev hentet i sommer fra Valencia, hvor han i La Liga havde udviklet sig til en af de mest roste unge målmænd. Med en højde på 1,97 meter, en vild rækkevidde og stærke reaktioner har han allerede vist, at han kan matche nogle af de bedste angribere i Spanien.
I sidste sæson for Valencia holdt han 8 clean sheets i 34 kampe, på et ikke-imponerende Valencia-hold.
Det er altså ikke en anonym reserve, Liverpool har hentet. Marmardashvili er kommet for at konkurrere – og måske endda på sigt gøre krav på tronen, når Alisson en dag skal videre i sin karriere.
Vi var måske ikke alle blæst bagover af Marmardashvilis pre season-kampe. Og han har tilmed kun spillet 1 Carabao Cup-kamp og 40 minutters Champions League for Liverpool, men jeg tror ikke, at der er mange af os, der er i tvivl om niveauet. Nu er det tid til at vise sit værd.
Valg er en udsøgt luksus på Anfield
At være reserve-keeper i de fleste klubber er ofte ensbetydende med en tilværelse på bænken, hvor spilletiden er minimal og udsigten til at overtage førstevalgets plads nærmest ikke eksisterer.
På Anfield er situationen dog en helt anden. For selvom Alisson Becker uden tvivl er en af verdens bedste målmænd, har hans tilbagevendende skadesfravær gjort rollen som reservekeeper til noget nær en luksuspost. Hvert år åbner der sig perioder, hvor andenmanden får chancen i Premier League, Champions League OG pokalturneringerne – ikke kun i “mindre” kampe, men i nøgleopgør, hvor Liverpools sæsonmål er på spil.
Det giver en unik mulighed for både at vise sit niveau på den største scene og samtidig udvikle sig bag en målmand, som sætter standarden internationalt. Kombinationen af spilletid, læring og status i en klub af Liverpools kaliber gør, at andenkeeper-positionen her er langt mere attraktiv end i de fleste andre topklubber.
Hvor mange gange har vi ikke haft diskussionen om, hvorvidt Kelleher skulle beholde handskerne på, når Alisson kom tilbage fra sine skadespauser? Alle gange har Alisson i øvrigt gjort vores tvivl til skamme, da han hver gang er gået ind og har bevist, hvorfor han er nummer ét

Også en luksus for os…
Vi taler ofte om bredden i offensiven eller midtbanen, men måske er Liverpools keeper-situation lige nu det bedste eksempel på reel luksus. Hvor mange klubber i verden kan stille med to målmænd, som begge kunne være førstemålmand i topklubber rundt om i Europa? Vi har gjort det i årevis, og det er faktisk en enorm luksus.
At have to keepere på et voldsomt højt niveau giver ro. Det betyder, at Liverpool ikke behøver at frygte de store udsving, når uheldet rammer. Og det betyder også, at konkurrencen er så skarp, at begge målmænd bliver presset til konstant at præstere.
Hvad nu?
Personligt føler jeg, at vi er lige så godt dækket ind som vi har været vant til. Nu kræver det koncentration for at bevise, at Liverpool er bedre stillet, end vi nogensinde har været før. Selvfølgelig er det et kæmpe tab at miste Alisson – hans aura og erfaring kan ikke kopieres eller findes andre steder. Men Marmardashvili skal måske heller ikke repræsentere det samme udtryk. Måske er det tætteste, vi kan komme på en ny æra af 2. valg, at han går ud og viser sig selv med sin personlighed og styring af bagrummet.
Mamardashvili er ikke færdigudviklet som keeper og har da også sine mangler. Spillet med fødderne er ikke international topklasse, men selvom at det før har været afgørende, så er der lige nu gang i en udvikling, hvor især større og mere fysisk stærke keepers med gode reflekser og unikke shot stopper-evner vinder frem. Kunne det skyldes at vi får flere dødbolde, lange indkast og fysiske dueller i felterne? Formentlig.
Det er her at Mamardashvili skal ind og sikre os den ro, som Alisson ellers har givet os. Det kræver at holdkammeraterne giver den nye mand i buret en ærlig chance og ikke risikerer alt for meget i de bagerste geledder.
Mamardashvilis entré giver også os fans en sjælden luksus: At kunne se frem til, at en ung, sulten og allerede internationalt anerkendt keeper får chancen på Anfield uden at vi mister Alisson Becker - det er i sandhed en ren luksus. Hvis han lever op til sit potentiale, kan vi stå med det bedste keeper-par i Europa – og det er ikke en dårlig situation at være i.
Alisson er stadig vores nr. 1, og det vil han være, så længe han er fit. Men rollen som Liverpools 2. keeper er blevet en af de mest vitale og mest spændende i poster for mig. Men jeg elsker simpelthen også bare en god målmand. Og set i bakspejlet har jeg vel egentlig altid gjort det.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!