BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
BLIV MEDLEM I DAG
SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET

SPAR PÅ LIVERPOOL FODBOLDSKOLE

 

Gravenberch i kamp om bolden med Zinchenko i kamp mod Arsenal
 
Foto: Getty Images ©

BUSKELYSEN: ARSENAL 3 - LFC 1


For første gang siden skandalekampen mod Spurs i oktober gik Liverpool søndag aften fra banen som tabere i af en Premier League-kamp. Hvordan er følelsen så her morgenen efter? Den er egentlig okay.



Puha, så kom vi da ned på jorden igen. Problemet er jo, at dernede er vi ikke vant til at være i denne sæson, og så niver den jo lige lidt ekstra, når vi skuffer og ikke får det med os, som vi både havde håbet på og troet på. Det gør lidt ondt at vågne sådan en mandag og som det første blive mindet om, at vi tabte i går.

På den måde føler jeg mig priviligeret over, at det blot er anden gang, jeg har det sådan - og at senest var helt tilbage på den første dag i oktober. Måske skal vi sige, hvis vi regner skuffelser uden nederlag med, at det er den fjerde gang i sæsonen, da følelsen var ligeså slem ovenpå de to uafgjorte kampe mod Luton og Manchester United.

Jeg vil faktisk sige, at jeg er mere okay ovenpå gårdsdagens nederlag, end det var tilfældet efter de to nævnte kampe, mens Spurs-kampen for altid vil stå som en form for en ond spøgelseskamp med nogle mærkværdige årsager til nederlaget. Lidt sarkastisk skrevet, så kan vi vel stadig kalde os ubesejret - når vi taler om at spille med 11 mand fra start til sidste fløjt.

Jeg er okay af flere årsager. For det første så synes jeg, at man skal anerkende Arsenal for generelt at spille flot fodbold. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at de er bejler til titlen. Dernæst er jeg okay, fordi Liverpool var et godt stykke fra at ramme noget, der minder om det, de normalt kan.

Det tænker jeg sker i ny og næ, også for os, ligesom det løbende er sket for alle øvrige hold i Premier League, herunder Arsenal og Manchester City. Når det så sker, er det ingen skam, at det sker på Emirates mod et dygtigt fodboldhold. Endelig er jeg også okay, fordi jeg føler mig temmelig overbevist om, at vi rejser os hurtigt igen, at vi stadig er nummer et og stadig har så mange ting at kæmpe for og opnå i denne afskedssæson for Jürgen Klopp.

Men lige nøjagtig i går evnede vi desværre ikke at holde den gående længere. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg var i tvivl om, at vi ville komme bagud, da jeg først havde set indledningen af opgøret, hvor værterne, ikke overraskende, lagde ud som lyn og torden.

Det fremstod ret tydeligt, at Liverpool ikke kunne holde til et sådan opskruet og hæsblæsende tempo. Det er sådan, vi selv ofte moser vores modstandere ned, og når man er hjulpet godt på vej af veloplagte fans på hjemmebane, så kaster det automatisk de der 5-10 procent mere af sig. Anført af Martin Ødegaard var det et toptændt Arsenal-mandskab, der lignede et hold, som både ville og kunne mere end de lillaklædte gæster.

Jeg synes det var en imponerende start af The Gunners. De elsker at spille inde i mellemrummene, og det er derinde, de skal stoppes, og det er der, der skal lukkes ned, så det ikke bliver muligt for dem. Det kunne LFC ikke, og det betød bare ekstra energi, at de havde succes med at tage os på sengen i en masse sekvenser.

Skal man være i stand til slå Arsenal på Emirates, så kræver det en meget hurtig boldomgang, og det så vi alt for lidt til i den indledende fase, hvor vi smed mange bolde væk, blandt andet fordi vi ledte efter afleveringsmuligheder. Jeg synes dog også, efter den ret så tempofyldte indledning, at Liverpool langsomt men sikkert fik arbejdet sig bedre ind i opgøret i løbet af første halvleg.

På nogle tidspunkter lignende det også det spil, vi ofte har set i denne sæson, nemlig med en del possession og en bold, der blev flyttet pænt rundt uden for Arsenals felt. Så halvlegen endte optimistisk, for når Liverpool ligner sig selv, så ved man også godt, at en scoring ikke er langt væk.

Og ganske rigtigt. Bedst som man forberedte sig på en pausestilling på 1-0, fandt Ryan Gravenberch med en god pasning en arbejdsom og ihærdig Luis Díaz, der fik knoklet bolden i mål via Gabriels hånd. Denne gang gik det så ikke så godt at afprøve basketballspillet frem for fodbold. Nogle skreg ‘tyveri’, hvilket jeg er uenig i, for så langt væk havde vi altså heller ikke været i første halvleg, da vi først fik en lille smule styr på modstanderen.

Anden halvlegs begyndelse gav egentlig også lovning om mere. Liverpool kom bedst ud, mere aggressive og tillod hjemmeholdet mindre. Opgøret blev langt mere jævnbyrdigt, men det var også som om at initiativet slap op, når vi nærmede os deres straffesparksfelt, hvorimod når de nærmede sig vores, så virkede det mere farligt.

Faktisk sad jeg med følelsen af glæde, hvis vi kunne hive en uafgjort med os hjem fra det nordlige London, men så - og helt ud af ingenting - blev en ufarlig bold revet op centralt i banen, og inden jeg havde nået at blinke med øjnene, havde Virgil van Dijk og Alisson foræret The Gunners en scoring til 2-1, på en kæmpe bommert.

Den kan først og fremmest tilskrives Alissons manglende træf på en bold, han ellers altid rammer ti ud af ti gange. Av for helvede da. Helt klart deja-vu til tidligere episoder og sekvenser med Alisson, men jeg ville ikke undvære ham for noget eller nogen anden, af den grund.

Derfra var det kun et spørgsmål om, om kampen skulle ende 2-1, 2-2 eller 3-1. Sidstnævnte kunne ske, hvis Liverpool kastede alt overbord for at søge en udligning, og det var hvad der skete - dog også forårsaget af, at vi var blevet reduceret til ti mand qua udvisningen til Ibrahima Konaté.

Liverpool blev aldrig rigtigt farlige efter Arsenals 2-1 scoring. De var svære at nedbryde og stod godt i deres kæder, mens vi ikke selv havde ideerne til at bryde dem op. For første gang mærkede vi nok afsavnet af Mohamed Salah og den automatiske trussel, han udgør i enhver kamp han spiller, alene med hans blotte tilstedeværelse. Det har gået fint an i januar måned med modstandere som Fulham, Bournemouth, Norwich og Chelsea, men i går var han en savnet figur, ingen tvivl om det.

Jeg stillede også - for første gang i denne sæson, tror jeg - spørgsmålstegn ved de tre indskiftninger, som Jürgen Klopp foretog sig lige før der var spillet en time. Især gav det ikke mening for mig at skifte Trent Alexander-Arnold ud. Nuvel, han var ikke på sit ypperste, men har han jo alligevel den der gyldne fod, som ingen andre har, og da han gik ud, synes jeg også et stærkt våben forsvandt fra en offensiv, der skulle søge en scoring.

Jeg var skuffet over de tre afløsere. Andy Robertson, Harvey Elliott og Darwin Núñez bragte intet, som i absolut intet. Det var nærmest tre ligegyldige indskiftere, der blev sendt på banen. Isoleret havde jeg ikke det store imod at skifte Gravenberch og Cody Gakpo ud, men jeg er decideret uenig i, at Robbo skulle på banen for Trent, med det formål at sætte Joe Gomez over som højre back.

Det var tre bidrag der aldrig blev nogen succes. Jeg er med på, at Darwin Núñez var tvivlsom, men hvis han kunne få 40 minutter, når man tæller tillægstiden med, så kunne han altså også være startet på banen, og havde det så ikke spillet, kunne Gakpo være kommet ind, som han har været okay dygtig til i løbet af sæsonen.

Her bagefter sidder jeg tilbage med en tanke om, at det måske ikke så meget er det, at vi taber på Emirates, men mere hvordan vi har kunne vinde og få så mange point forud for i går. Måske er overraskelsen ikke, at Liverpool var ret dårlige i går, det er nok mere, at vi har spillet så godt og vundet de sidste fire uger med op til 10 spillere utilgængelige.

Det er nok en større overraskelse end at vi tabte på Emirates med syv spillere ude, hvoraf især nok Conor Bradley, Wataru Endo, Dominik Szoboszlai, Mohamed Salah og Darwin Núñez havde kunne gøre en betydelig forskel. Et eller andet sted og på trods af at fraværs- og skadessituationen lysner, kan man ikke blive ved med at vinde for evigt, under de omstændigheder.

Jeg er enig i fortællingen om at Arsenal “fortjente det". Ikke fordi de var markant bedre, men mere fordi Liverpool havde en offday og set over alle kampens 90 minutter ikke præsterede det vi ellers små småt har vænnet os til at se fra dem.

Der var ikke mange af vores spillere der levede op til noget ekstraordinært. Tværtimod så underpræsterede de fleste eller spillede på det jævne. Skal jeg fremhæve nogen, så må det være Alexis Mac Allister, Curtis Jones og Luiz Díaz, som de tre bedste, uden at de dog på nogen måde var flyvende.

Flyvende var til gengæld Mikel Arteta. Lidt for flyvende til min smag. Han opførte sig som om at han tror, at han nu har vundet ligaen. Her deler jeg holdning med Jamie Carragher; slap nu af Mikel, glæd dig, men gå ned i omklædningsrummet og bær din ydmyghed med dig frem imod de næste opgør der venter mod West Ham og Burnley, da det ellers vil gå galt for dig, præcis som du har haft det for vane i dine 4,5 sæsoner på Emirates.

Alene derfor tror jeg ikke på Arsenal når titlen skal overrækkes i maj måned. Jeg tror stadig det bliver et kapløb mellem Manchester City og Liverpool, selvom Arsenal nu igen er med. Det var de også op til jul, men så røg de ind i netop West Ham og i Fulham og vupti, så var de 3’er frem for 1’er.

Man City er stadig favoritter, som de for mig har været hele tiden, men over den seneste måneds tid, har jeg fået en større og større tro på at Liverpool kan spille med om det. Det er jo i og for sig stadig i vores egne hænder, men jeg er heller ikke så naiv anlagt, at jeg tror at vi vinder de sidste 15 kampe på stribe.

Vi kan i hvert fald slå fast, at spændingen er fuldstændig intakt og at der venter små fire måneder med spændende og vanvittige opgør i samtlige turneringer og lige netop det scenarie, havde vi alle købt, da vi så at sommervinduet alene gav os fire nye midtbanespillere som direkte erstatninger til dem der sagde farvel.

Nu venter - forhåbentlig - en ‘blød’ kamp på lørdag, når Burnley kommer på besøg på Anfield. Det er en kamp der selvfølgelig skal give tre point. De har kun vundet tre gange, og det over Luton, Sheffield United og Fulham, så det hverken må eller kan komme på tale at smide point mod dem.

Før Man City-kampen har vi modstandere som vi på papiret skal slå, der foruden The Clarets, tæller Brentford, Luton og Nottingham Forest, hvilket er med til at bevare min optimisme på sådan en mandag hvor humøret ellers bør være tæt nede ved nulpunktet.

KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

SPAR PÅ LIVERPOOL FODBOLDSKOLE




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..