BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
LIVERPOOL SÆLGER KOUMETIO

Mohamed Salah
 
Foto: Getty Images ©

BUSKELYSEN: BRIGHTON (H)


Martin Busk er klar med sin faste analyse af Liverpool. Denne gang efter en ny sejr over Brighton



Pyha, det holdt sgu hårdt, må man sige. En ting var Brightons føringsmål, som bare var flot sparket ind af Ferdi Kadioglu, noget andet var vores egen generelle præstation i løbet af første halvleg, hvor Liverpools passivitet desværre åbnede op for at gæsterne var succesfulde med deres aggressivitet end vi selv var.

Selvom der var tale om nærmest to nye hold, så var der - modsat vores Carabao Cup-opgør i onsdags mod selvsamme modstander - ikke meget der lykkedes. Hverken i vores afspil eller i presspillet, hvilket gjorde at The Seagulls forholdsvis nemt, kunne spille sig både udenom og igennem.

Ret beset så var Brighton tættere på 2-0 efter deres forholdsvis tidlige føringsmål, end Liverpool var på at komme på 1-1. Vi var ikke til stede i duellerne, de fik alt for meget plads at boltre sig på og det var ret så skuffende at se hvordan selv simple pasninger havnede i modstanderens fødder.

Jeg synes vi var med til at forære dem første halvleg, selvom jeg dog også anerkender at Brighton er et glimrende fodboldhold med et klart koncept og en plan for hvordan de vil spille, både med og uden bold. De kom først på bolden stort set overalt på banen, havde langt mere speed og meget mere mod til at spille og gå uimponeret til sagen. Det var noget blodfattigt hvad vi så fra vores røde helte - og det krævede altså noget af en forvandling i kampens sidste halvdel, hvis vi skulle vende et truende nederlag til sejr.

Jeg er helt med på at der er kompromisser som vi ser ud til at være nødt til at acceptere med Arne Slot i trænersædet, i forhold til hvordan vi har spillet i tiden under Klopp - men jeg er også temmelig sikker på at Slot ikke var tilfreds med hvad han var vidne til i de første 45 minutter.

Vi kan mene hvad vi vil om den her nye måde at gribe kampene an på, hvor det ikke nødvendigvis bare er frem over stepperne, men mere afventende. Jeg har ikke så meget imod det, mest fordi det jo altså overordnet set går ganske godt i samtlige af de turneringer vi spiller med i. Kun nummer tre fra Nottingham Forest og nummer fire fra Arsenal har formået at nappe point fra os, og det er vi altså nødt til at have med i vores betragtninger. Alt andet er blevet vundet, hvilket gør Slots start i Liverpool til noget der minder om en regulær drømmestart.

Det er også en statistik der smækker Arne-drengen direkte ind på en førsteplads over de folk i spidsen af klubben, der er startet bedst efter de første ti ligakampe. Flotte otte sejre ud af ti mulige, placerer ham foran legendariske managers som King Kenny, Joe Fagan, Gerard Houllier, Bob Paisley, Rafa Benitez, Jürgen Klopp og Bill Shankly.

Anden halvleg blev heldigvis langt bedre end første. Det var også kun naturligt. Det var og er dog bekymrende, at Ibrahima Konaté måtte udgå i pausen. Måske har han brækket noget, hvilket desværre godt kan betyde et længere ophold ude på sidelinjen. Gudskelov har vi jo så to yderst kompetente afløsere i Jarrell Quansah og Joe Gomez, hvor sidstnævnte i går kom ind og spillede en fejlfri og fænomenal anden halvleg. Et signal til Quansah? Ja det var det måske, men omvendt har en vinder altid ret.

Intensiteten og energien blev heldigvis også meget bedre og Liverpool fik 'oppet sit game', godt hjulpet på vej af et sjældent - i hvert fald for en lørdag eftermiddag - veloplagt Anfield, der bar holdet frem fra starten af de sidste 45 minutter.

Der blev for alvor sat kog på kedlerne da Arne Slot ganske klogeligt valgte at udskifte et par trætte folk i form af Dominik Szoboszlai og Alexis Mac Allister til fordel for Curtis Jones og Luis Díaz. Det flyttede Liverpool mere over i en slags ultra-offensiv men også en nødvendig 4-2-4-formation, hvor Lucho blev lagt op på siden af Darwin Núñez - og hvor Ryan Gravenberch nærmest var efterladt alene i det dybe midtbanearbejde.

Det gav i hvert fald bonus, både i forhold til et endnu større tryk ned mod Brightons mål, en masse spilovertag og derudover var vi langt bedre på bolden. Med andre ord var der en større sammenhæng mellem det vi ville og det vi kunne, kontra første halvleg, hvor vi ikke kunne omsætte ret meget til noget konstruktivt.

Trykket gav udligningen, hvor Cody Gakpos indlægsbold sejlede direkte ind bag Bart Verbruggen, og kort efter så vi endnu engang vores egyptiske konges vanvittige kvaliteter. Hold nu magle for en lækker scoring fra Mohamed Salah, med sit signatur-træk ind i banen og en efterfølgende afslutning op i målhjørnet. Han er nu den mest scorende LFC-spiller i Premier League-tiden og er gået forbi ellers så fantastiske Robbie Fowler.

Det er ganske enkelt både fænomenalt og imponerende - og jeg er altså ikke med på den vogn, der synes at han snart skal videre. Ti PL-kampe, syv mål, fem assists. Han er for vild, og det er han jo sæson efter sæson. Jeg var vild med hans reaktion efter scoringen, ja med hele holdets reaktion. Det var en forløsning ned mod The Kop - og en sammentømret flok der udviste ambitioner om at forfølge mesterskab nummer 20.

Vi formåede, efter vi kom foran, at holde både energi og tempo i spillet, så vi ikke blev trykket for langt tilbage, hvilket også betød at vi kunne køre sejren ind over målstregen, og dermed generobre førstepladsen, ovenpå Manchester Citys overraskende nederlag nede på Vitality.

Flere vigtige kampe står for døren. Vi starter allerede i overmorgen på en European Night under the Lights hjemme mod Xabi Alonsos Bayer Leverkusen i Champions League, inden den tredje hjemmekamp på en uge, venter sent lørdag aften mod Aston Villa.

Det er to kampe hvor der nok skal komme masser af knald på, både på banen og på lægterne - og to opgør jeg virkelig ser frem til og er fortrøstningsfuld omkring.

KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND LIVERPOOL-BILLETTER - HVER MÅNED!




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..