BUSKELYSEN: GALATASARAY (A)
Martin Busk er klar med sin analyse af Liverpools udebanetur til Tyrkiet, hvor Galatasaray - noget overraskende - lykkedes med at besejre The Reds.
-
-
-
Martin Busk
1. oktober 2025, kl. 09:35
-
-
-
Martin Busk
1. oktober 2025
Andet nederlag i træk. Denne gang dog noget mere ‘spiseligt’ end nederlaget i lørdags på Selhurst Park.
Det gode ved nederlag er at der altid få dage senere kommer en ny mulighed for at svare tilbage og derfor kom kampen i går aftes nede på RAMS Park i Istanbul da også belejligt, så vi kunne vaske pletten af.
For der er altså en plet der har siddet i mig lige siden. Normalt har jeg ikke så svært ved at acceptere et nederlag, men hele måden hvorpå vi tabte nede i London, har bare været så tungt og ildevarslende, at jeg så meget frem til genrejsningen i går.
Det blev det desværre ikke til. I hvert fald ikke hvad angår resultatet. For anden gang på blot fire dage måtte vi gå fra banen med et et-måls nederlag, hvilket bestemt er med til at gøre min onsdag tung, men jeg synes dog at Liverpool denne gang kunne være indsatsen noget mere bekendt, end det var tilfældet i lørdags.
Det er ikke det samme som at det var skidegodt, for det var det absolut ikke, men der var forskel i både attitude og indstilling, hvilket selvfølgelig var vigtigt, men det manglede da også bare!
Jeg ønsker ikke at blive misforstået. Selvom jeg så forbedringer, så var det en utilfredsstillende måde vi måtte rejse tilbage til det engelske på. Det var en kamp hvor vi skulle have haft mere med. Det kan godt være at det er et intimiderende sted at spille fodbold og at hjemmepublikumet gør både voldsomt og hedt for sine gæster, men i min verden skal der være så meget niveauforskel på Galatasaray og Liverpool, at vi aldrig må tabe til dem.
Jeg synes dog også vi skal passe på med den helt store omgang af kritik og lynch, som jeg ser udspille sig flere steder. Vi må altid kritisere, men lad os holde de store bulderbasse-overskrifter væk. Der er langt fra grund til dommedagsprofetier om ‘Slot ball’ i negativ forstand, meldinger om at vi savner Jürgen Klopp og vi er røvkedelige at se på uden ideer og opfindsomhed. Der synes jeg er at gå for langt, det er i hvert fald for tidligt at slå fast.
Lad os ikke glemme at vi har været ovenud henrykte for Arne Slot indtil videre. Han har nu fået sine ‘egne’ spillere og den slags tager selvfølgelig tid at få indkorporeret ordentligt på et fodboldhold. Tid har han ikke meget af med det vilde kampprogram der spilles efter, men jeg tror fuldt og fast på at jo længere sæsonen skrider frem, jo mere reaktionært bliver det hele.
Vi har endnu tilgode at se fulde 90 af de gode sammensatte minutter fra The Reds i denne sæson, men Arne Slot har jo heldigvis en rolig hånd, der nok skal bane vejen for at det sker inden længe. Her er det - trods alt - værd at huske på, at vi imens denne proces er i gang, er nummer et i Premier League, er videre i Liga Cuppen og lagde fra land med en sejr i Champions League.
Netop i CL så vi jo i den forgangne sæson, at man ikke behøver at vinde samtlige kampe for at gå hele vejen, tværtimod, og uden at jeg er ude på at negligere gårsdagens nederlag, så er min overordnede konklusion, processen taget i betragtning, at det hele ikke så skidt endda.
Til gengæld er der ting inde på selve fodboldbanen der er ekstremt skidt for tiden. Det starter ved Ibrahima Konaté, der fortsatte hvor han slap i lørdags, ved at begå den ene fejl efter den anden. Besvares, det var ikke nær så katastrofalt som forleden, men det var tæt på. Det er helt vildt som manden underpræsterer i de her dage, og det bider os lige nu gevaldigt i røven, at det ikke lykkedes at sikre Marc Guehis underskrift på Deadline Day.
Konaté sidder simpelthen for sikkert på sin plads, især med den hjerteskærende korsbåndsskade til Giovanni Leoni in mente, for næste mand på holdkortet til at tage pladsen er Joe Gomez, der både har en langvarig historik for egne skader og samtidig har tendenser til at underpræstere, eller i hvert fald svinge i sine præstationer. Men altså, omvendt så kan det umuligt blive værre med Gomez end hvad vi i øjeblikket ser fra Big Ibou, der i den grad trænger til en tur på bænken.
I går aftes var han igen igen ved at koste os dyrt, da han i begyndelsen af anden halvleg smed en bold direkte ind i fødderne på en Galatasaray-spiller, hvilket gav en hurtig omstilling og afslutning, der ovenikøbet forårsagede en skade til Alisson, da han reddede forsøget. Det er jo så markant en fejl, der får følgevirkninger fra vores holds bedste for tiden, nemlig vores keeper, der nu er ude på ubestemt tid. Det er stærkt bittert og ufatteligt frustrerende!
Generelt er det et sted at tage fat for Arne Slot, det her med at minimere de mange personlige fejl. Vi så det også med Ryan Gravenberchs boldtab lige før pausen der gav frispark på kanten af feltet og vi så det da Curtis Jones fumlede rundt i starten af anden halvleg, hvilket også gav dem en stor chance. Vi er simpelthen nødt til at komme den del til livs, for det bliver straffet af ethvert fodboldhold og når vi samtidig selv kæmper med at sammensætte en god gang fodbold over en hel kamp, så har vi bare ikke brug for den slags.
Arne Slot havde forsøgt at ryste posen lidt i forhold til lørdagens nederlag. Ud på bænken en tur måtte Conor Bradley, Alexis Mac Allister, Mohamed Salah og Alexander Isak, mens det blev til startpladser for Jeremie Frimpong, Curtis Jones, Cody Gakpo og Hugo Ekitiké.
Spørgsmålet var så om det gav bagslag? Målt på resultatet, så ja - og målt på det spillemæssige, så var det vel hverken fugl eller fisk. Udfordringen er jo at vi ikke har en decideret afløser for Salah til den højre kant. Den eneste der umiddelbart kan gå direkte ind er Federico Chiesa, der dog desværre var blevet hjemme for at pleje en mindre skade han åbenbart pådrog sig i lørdags. Arne Slot forsøgte sig så med Frimpong, hvilket han også tidligere har indikeret kunne tænkes at skulle vikariere på den højre kant. Selvom Frimpong er hurtig, så var han ikke hurtig nok i går, og fik derfor ikke ret meget ud af det.
Samtidig betød det så at vi for fjerde gang i ni kampe startede med Dominik Szoboszlai som højre back. Jeg sagde efter i lørdags, var han blev lagt derud fra starten af anden halvleg., at han pt. var vores bedste bud på en spillende højre back. Det fastholder jeg, selvom han ikke var helt oppe på dupperne i går og blev overspillet med en dyb stikning allerede i det andet minut, da Baris Yilmaz kun takket være Alisson, ikke bragte tyrkerne i front.
Efter et kvarters tid fik værterne så - lige efter en stor Cody Gakpo-chance oppe i den anden ende der blev clearet på stregen, tilkendt et straffespark efter en duel, hvor Szoboszlai desværre strittede løs med først venstre og sidenhen højre arm, og som endte med en teatralsk falden-til-jorden af netop Baris Yilmaz.
Dommer Clément Turpin pegede straks på pletten. Jeg synes sgu den var tynd, men det er vel en af dem man kan forsvare at fløjte for. Det kan godt være at ham Turpin er en god dommer med et godt ry der har dømt aktivt i den største klubturnering i årevis, men elsker altså også bare at fløjte de der straffespark.
Se bare da han heller ikke - før VAR brød ind - var et sekund i tvivl mod slutningen, da han prompte fløjtede for endnu et begået mod Konaté. Faktisk var det Turpins 23. straffespark han har tildelt i sine 48 kampe som han har dømt siden starten af sidste sæson, inklusive 9 i hans sidste 11 europæiske kampe, heraf 7 til hjemmeholdet. Det er i sig selv ret vanvittigt.
Det betød - som i lørdags - at vi igen kom tidligt bagud og dermed var det så op ad den berømte bakke herfra. Det var isoleret en smule uheldigt, for så skidt var vi heller ikke startet, og det viste sig, på trods af en høj forechecking fra de tyrkiske løvers side, at når vi fik spillet os forbi deres førstepres, hvilket vi ofte gjorde, så var der egentlig masser af plads og rum at boltre os på og i. Det var i sig selv ret opløftende- målt op på netop i lørdags, hvor vi ikke fik et ben til jorden. Det gav resten af første halvleg ud flere lige-ved-og-næsten situationer, men hvor det sidste afgørende touch eller den sidste gode fod, lige nøjagtigt manglede.
Anden halvleg blev til gengæld en lidt mere tam forestilling. Hjemmeholdet hverken ville og kunne formentligt heller ikke styre spillet, Liverpool kom endnu mere på bolden, men Galatasaray var fantastiske til at slå kampen i stykker med et hav af afbrydelser. Den fik på alle de velkendte tyrkiske tangenter, hvor spillerne - anført af Victor Osimhen - faldt til jorden i ét væk, hvilket gjorde at Liverpool aldrig for alvor fik etableret et egentlig pres.
Dommer Turpin gik med på galejen og fløjtede løs stort set lige så snart spillet igen var blevet frigivet efter endnu et spilstop - og på den måde gik tiden for tyrkerne, som klart lykkedes med sin gameplan om at vi hverken skulle få rytme eller flow i vores spil. Det skal dog også siges at det ikke kun var Galatasaray og dommeren der bidrog, for vi begik også selv den ene fejl efter den anden der gjorde at vi måtte nedlægge en spiller i fremdrift, hvis vi da ikke bare begik et åndssvagt frispark selv, der snildt tog et par minutter yderligere af klokken.
Arne Slot satsede og bragte Alexander Isak samt Mohamed Salah, og det endda uden at tage Hugo Ekitiké fra banen. Vi nåede dog desværre aldrig at se hvad det kunne, da Szoboszlai slog en irriterende dårlig pasning, der gjorde at Ekitiké kom ud i en yder-position og måtte udgå med noget der lignede krampe.
Det gik formentlig ud over Alexander Isaks præstation på en eller anden måde, da Slot valgte ikke at bringe en naturlig erstatning i form af Rio Ngumoha til venstrekanten, men derimod Alexis Mac Allister, så det blev Florian Wirtz der trak ud i venstre side i stedet for.
Isak nåede på den gode halve time han fik, at røre bolden blot fire gange, herunder den ene gang hvor Wirtz kort efter svenskerens indhop med en lækker støbt bold, fandt ham til en en mod en-situation med keeper Cakir, men det endte med en forkølet og uskarp afslutning.
Resultatet siger det meste, hvorfor det også sådan helt overordnet er svært at pege på alt for meget positivt. Vi formåede ikke på noget tidspunkt sådan for alvor at få lagt et tryk mod slutningen, og vi virkede en smule ramt på selvtilliden, hvilket var tydeligt i det offensive når der skulle etableres spil og muligheder. Alt for mange gange havnede bolden tilbage i banen, fordi en del spillere spillede på det sikre - og de fleste spillere spillede derfor også ret anonymt.
Jeg kunne godt tænke mig at spillere som Milos Kerkez, Cody Gakpo, Curtis Jones, Florian Wirtz, Alexis Mac Allister, Mohamed Salah og Alexander Isak gik langt mere aggressivt og fandenivoldsk til værks med en større tro på at kunne skabe mere på egen hånd.
Jeg savner især at se Macca komme tilbage og op i de omdrejninger som vi ved han kan komme op på, der hvor han bare tager taktstokken og dirigerer rundt med sit mandskab. Det er lidt mystisk med ham, for enten er han skadet eller også er han ikke skadet. Jeg er med på at kroppen er udfordret, men så lad ham få det hvil der tales om over en lidt længere periode, eller også spil med ham, så han kan finde den form og ikke mindst kontinuitet der mangler.
Efter de her par nederlag føles opgøret nu på lørdag aften på Stamford Bridge nærmest som en must-win kamp. Det er selvforskyldt og jeg kan frygte for hvordan snakken kommer til at gå, hvis vi rammer det tredje udebanenederlag i træk på en uge. Det vil ikke være godt og Chelsea fik tanket lidt selvtillid ovenpå deres sejr mod Benfica i går, så det bliver langt fra nemt på endnu en rejse ned til London.
Enten kommer vi tilbage på sporet hvor lidt af den negative snak forstummer, eller også går vi på landsholdspause med bøjet hoved. Skulle det sidste ske, er jeg lykkelig for at det er Manchester United der efterfølgende venter, for der kan man da heldigvis tale om et hold, der har det langt sværere end der hvor vores eget elskede hold lige pt. står!
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!