BUSKELYSEN: LFC 2 - ASTON VILLA 0
Liverpool fik vendt en bekymrende stime af nederlag i Premier League med en forløsende sejr over Aston Villa på Anfield.
-
-
-
Martin Busk
2. november 2025, kl. 16:34
-
-
-
Martin Busk
2. november 2025
Er det rimeligt at sige, at så var den der?
Kampen jeg længe har talt om, kampen hvor vi fandt en base og en basis. Kampen der blev ‘kørt i hus’. Kampen hvor vi fik lukket fint ned og kampen hvor vi - måske - kom retur på sporet?
Jeg ved det ikke selv helt. For præcis som efter nederlagene dybt i overtiden til Crystal Palace og Chelsea, hvor jeg syntes det var for tidligt at fælde en decideret dom over alle ulykkerne, så er det nok også en god kende for tidligt at fælde dom her, over om Liverpool igen er oppe at køre. Min første tanke er sådan lige umiddelbart, at det er vi ikke, på trods af gårsdagens 2-0 sejr hjemme over Aston Villa.
Jeg kunne desværre ikke se kampen live i går aftes grundet et andet arrangement. Det er ikke noget der gør mig glad og det sker jo stort set aldrig, men jeg har altid noget andet den første lørdag i november hvert år og det er intet mindre end topfrustrerende, med tanke på hvor ofte Liverpool rent faktisk spiller søndagskampe, at det næsten aldrig sker i den første weekend af november. Det er decideret skandaløs og dårlig planlægning af tv-stationerne og Premier League!
Derfor måtte jeg se kampen her til morgen og det er jo selvfølgelig bare aldrig helt det samme, når man ikke sidder med den der spænding og kriller i maven. Det var dog på én gang både rart og betryggende at vide, at vi havde hevet en 2-0 sejr i hus, så det ikke endnu engang var den rene elendighed at stå op til for gud ved hvilken uge i træk.
Jeg havde defineret kampen som værende af enorm betydning, fordi vi står overfor Real Madrid og Manchester City, hvor jeg ikke regner med det helt store, andet end at jeg som altid bevarer et håb om at lykkes. Den store betydning gjorde også, at vi ‘lignede os selv’ fra de seneste kampe i den indledende fase og meget kunne også sagtens have været anderledes, med tanke på det tidlige stolpeskud fra Morgan Rogers, hvor vi igen var få centimeter fra at komme tidligt bagud.
Generelt er det jo det der med om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt, for Matty Cash var også tæt på at bringe Aston Villa foran efter 19 minutter på et afrettet godt spark, som tvang Mamardashvili helt op i krydset med en god redning, ligesom Rogers kort efter igen forsøgte sig fra distancen med et fint hug.
Jeg syntes stadig i den fase af opgøret, at vi som sædvanligt - fristes man til at skrive - var alt alt for åbne bagtil og endnu engang så det ud til at være for nemt enten at spille sig hurtigt igennem med skarpe former for kombinationer eller via de farlige lange bolde som vi pt. ikke for alvor har de rette værktøjer til bare at få dæmmet op for eller rettere få lukket ned for.
Det er nok en blanding af at presset ikke sidder som det skal, og kun da en endnu engang meget velspillende Dominik Szoboszlai fik erobret bolden via netop et aggressivt og energisk presspil, blev vi selv farlige, selvom hans afslutning med venstreskøjten lod meget tilbage at ønske. Netop der så vi dog effekten hvor vigtig del del er.
Så Aston Villa fik det præcis som de ville have det; en urolig kamp, hvor de konstant blev farlige, når de selv kom på bolden. Det her - selv når man ikke ser kampen i realtid - at man sætter sig helt ud på kanten af sin sofa, og bliver lidt harmdirrende og arrig, fordi man har så svært ved at forstå, hvorfor det skal gøres så nemt for dem. Det er af samme årsag, at jeg ikke bare sådan kan fastslå, at vi nu er tilbage.
Dertil er det selvfølgelig stadig alt for nervøst og tøvende, uden hverken soliditet eller opbakning i de forskellige facetter af spillet rent defensivt. Det ellers på trods af at jeg synes Arne Slot gjorde klogt i, som jeg også forventede, at lade Andy Robertson starte frem for Milos Kerkez. Robbo bringer noget ballast, som også afstresser Virgil van Dijk lidt, der jo med Kerkez på sin side ofte skal tænke for to, hvilket han ikke behøver med Robbo.
Det var nu heller ikke ude i vores venstre forsvarsside at der opstod problemer. Jeg så og ser også på et mere generelt plan, at kilen til den her uro, ofte er placeret inde centralt med et stort ansvar hos Ibrahima Konaté, der efter endnu en vanskelig første halvleg i går, dog fik spillet sig op efter pausen.
Jeg er nok nået til det sted hvor jeg bliver mere og mere trist over at vi solgte Jarrell Quansah, men i endnu højere grad at købet af Marc Guehi ikke kom i mål. Konaté er alt for sikker på sin plads, han presses ikke af nogen som helst, hvilket Joe Gomez beviste i sin Carabao Cup-kamp i midtugen.
Der ER ingen alternativer med et højere eller bare ligeværdigt niveau, til franskmanden, hvilket virkelig er begyndt at irritere mig. Jeg holder meget af Big Ibou - som jeg gør det af alle Liverpool-spillere, men jeg synes ikke han evner at holde en speciel høj kadence, men i stedet evner han at rode sig ud i nogle ekstremt dumme situationer, hvilket jeg vil skyde på også smitter af på den øvrige del af holdet.
Ibou Konaté er langt fra hele problemet, og det er ikke hans skyld, at der så ofte som det er tilfældet, bliver spillet nemt igennem centralt på banen, men han er bare heller ikke ham Mr. Reliable der som den næste i rækken tordner ren flag og kommer perfekt ind i en benhård afvisning, når så vores modstandere HAR spillet sig videre i faserne.
Jeg savner et alternativ, en der skubber til hans præstationer og en der byder ham kompetitivt op til den store dans, der kan skærpe ham! Når det så er sagt, så synes jeg også at der var en del andet der virkede bedre, og som jeg har efterlyst i en efterhånden længere periode.
Først og fremmest synes jeg vi stillede op med de rigtige spillere. I hvert fald ud fra hvad der er til rådighed og hvad der dermed er muligt at vælge. Foruden Robbo, så var det en korrekt løsning at vælge Alexis Mac Allister før Florian Wirtz og det var enormt dejligt at Ryan Gravenberch nåede at blive klar.
Fremme iblandt de tre forreste synes hej også det gav mening, og man kan jo på den måde sige, særligt her på bagkant, at Arne Slot vel et eller andet sted gjorde rigtigt i at stille med det hold han gjorde mod Crystal Palace på trods af exit’en fra årets Carabao Cup. I en presset situation, hvor bredden er udfordret af skader, og hvor konkurrencen ikke er specielt stor, så havde det været skidt hvis endnu en stamspiller var løbet ind i et eller andet i onsdags.
En anden ting der virkede bedre var i det offensive spil, hvor vi særligt kom rigtig godt med i det sidste kvarters tid af første halvleg. Mohamed Salah virkede lidt mere Salah’sk end det forholdvis længe har været tilfældet. Sidst jeg så ham lykkes med lige så mange ting som i går, var i Champions League-kampen mod Atlético Madrid. Han var selvfølgelig ikke ‘over the moon’, men han var aktiv og virkede i bedre spillehumør, ligesom jeg synes der var den berømte adresse på de fleste pasninger han havde.
Den helt store fornøjelse og katalysator var dog Szoboszlai. Hold op hvor er han dog vigtig for Liverpool i denne tid. Han bliver mere og mere et omdrejningspunkt og den spiller som holdkammeraterne forsøger på at finde, når de skal løse tingene. Han har ikke Wirtz-kreativitet over sig, han har heller ikke den store kompakthed i den defensive fase, men han har eddermame både energi, løbevillighed og skudfarlighed bygget ind i sit spil.
Han løber jo solen sort, presser godt, spiller det simple når det er påkrævet, men er samtidig heller ikke bange for at forsøge sig fra distancen. Når man taler om Szobo på den offensive 10’er-position, så ser man også hvordan han indgår i samarbejde og relationer med fx. Mo Salah. Jeg tør ikke rigtigt tænke på, hvor vi ville være henne, hvis ikke han var til rådighed for tiden. Ham er jeg meget begejstret for.
Det var også rart at kunne komme til pause uden en scoring imod os. At vi så selv formåede at bringe os foran var jo kun endnu bedre, da Emiliano Martínez kom i gavehumør i overtiden af første omgang. Herligt at Mohamed Salah ikke fik den store betænkningstid i den spøjse situation, hvor han kunne runde vanvittige 250 scoringer, altså foruden 118 assists, for Liverpool i 415 kampe.
Én ting var at Martínez begik en katastrofal fejlpasning, men noget andet var at det lignede at egypterens prompte og resolutte højrebens-afslutning kom bag på argentineren, der var på vej i anden retning.
I anden halvleg synes jeg faktisk den var der. Altså noget af det Liverpool jeg kender. Den fornødne ro så ud til at være blevet skabt på en blanding af lidt stolpe-ud og en smule bedre spil end det vi har set i den seneste tid. Vi kom tilbage til noget basis, hvor vi i mere normal stil, blev bedre og bedre og fik stået imod, ligesom vi også blev noget mere dominerende. Den endelige ro indtraf allerede efter en lille times tid da Gravenberch via en afretning, bragte os på 2-0. Det gav os mere selvtillid og vi så langt mere komfortable ud.
Det så gjorde også, at vi kunne køre sejren forholdsvis afdæmpet i land, hvilket var både tiltrængt og nødvendigt ovenpå de pauvre resultater. Dermed blev sæsonens tredje clean sheet også en realitet, noget vi ikke har gjort siden dengang det stadig var sommer i Danmark, hvor vi slog Burnley på udebane.
At Arne Slot er presset på materialet for tiden er tydeligt. Jeg kan ikke huske, hvornår han sidst kun har skiftet ud en enkelt gang i løbet af et helt opgør. Eneste indskiftning i går aftes var da Wirtz afløste Hugo Ekitiké, og det lignede endda mere en indskiftning der var nødt til at ske, fordi man da ikke efterlader en så dyr herre ude på bænken i hel kamp. På sin vis kunne jeg nu godt lide det, da det var medvirkende til at bevare den rette basis og balance, at der ikke kom fem ændringer på tyve minutter.
Det var f.eks. tiltrængt at Alexis Mac Allister fik en hel kamp, noget jeg ikke tror er sket siden engang tilbage i det tidlige forår, måske lige med undtagelse af et par kampe for Argentina. Mit håb og min tro er at han bliver bedre og bedre fra nu af. Han viste mig også endelig noget fandenivoldskhed og hjerte, da han havde sine forskellige dueller og sammenstød med Amadou Onana inde i vores felt ved Aston Villas hjørnespark.
Det hele var lige på grænsen, men i begge retninger. På den ene side skulle man måske have set nærmere på det halsgreb som belgieren foretog sig, men på den anden side spillede Macca også selv op til dans. Det endte i en rigtig mandfolkedyst med en tilfreds Mac Allister, der udråbte sig selv som den rette vinder. Sådan noget kan godt være brugbart på den korte bane, ligesom det tænder lidt op for publikum på lægterne.
Ro på? Måske. Det var i hvert fald en stærk vigtig sejr at få hevet i hus. Det er bare en uge siden at Aston Villa slog Manchester City, godt nok på Villa Park, men så ringe en skalp, selvom man kan argumentere for at Unai Emerys tropper skuffede og greb kampen forkert an, er det nu heller ikke at tage, især ikke med tanke på at Villa ikke havde tabt en ligakamp siden slutningen af august forud for i går.
Netop Man City er vores næste modstander i Premier League, og det bliver selvfølgelig ovenud svært på Etihad om en uge, hvor sol, måne og stjerner skal stå helt korrekt, hvis vi skal slippe derfra med point. Jeg ved godt at det ikke er sådan at vi fans skal tænke, men det er uundgåeligt i denne tid.
Forinden venter altid mægtige Real Madrid ovre i Champions League. Vi får brug for al den støtte der findes når de kongelige gæster os på tirsdag, når Trent Alexander-Arnold bydes velkommen hjem, enten på bænken eller på banen. Vurderet på mit tv i gårsdagens kamp lød det også som at selve Anfield var på rette vej, særligt glædeligt var det at høre opbakningen til Arne Slot, som jeg stadig tror på er manden der skal være i spidsen for min fodboldklub.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!