BUSKELYSEN: LFC 2 - REAL MADRID 0
Jeg skal gøre det kort på denne dejlige torsdag: Imagine being us!
-
-
-
Martin Busk
28. november 2024, kl. 09:29
-
-
-
Martin Busk
28. november 2024
Det her skal vi nyde. Liverpool har slået de største rivaler i Europa. Dem der altid finder en vej. Dem der altid ender op med at slå os. Dem der - næsten - altid ender op med at vinde nærmest alt hvad de stiller op i.
For første gang siden 2009 under Rafael Benitez, hvor vi slog dem 1-0 nede på Bernabeu og efterfølgende ødelagde dem med 4-0 hjemme på Anfield, var vi i stand til igen at slå Real Madrid. Undervejs har vi tabt syv gange til dem og fået en enkelt 0-0’er med os ud af anstrengelserne, så det var helt bestemt noget af en befrielse at være i stand til endelig at slå dem i går aftes på et elektrisk Anfield.
Jovist, de hvidklædte var uden Carvajal, Militao, Alaba, Tchouameni, Rodrygo og Vinicius Junior, hvilket da - indrømmet - er lidt hård kost for dem, men undskyld mig; så er det vel heller ikke værre … Jeg savnede i hvert fald at flere af deres danske supportere var i stand til at gentage Jude Bellinghams sætning efter kampen: ‘They were just better than us. Sometimes we have to be honest’.
Men så igen, det må de jo om …
Arne Slot gjorde hvad Jürgen Klopp aldrig kunne, nemlig at slå Los Blancos. Jeg er altså ved at forelske mig i Slot. Så’ det sagt! Men jeg elsker fandenedeme også Caoimhin Kelleher, Conor Bradley, Ibrahima Konaté, Virgil van Dijk, Andy Robertson, Ryan Gravenberch, Alexis Mac Allister, Curtis Jones, Mohamed Salah, Luis Díaz og Darwin Núñez.
Hov. Det var sgu da hele vores startellever jeg lige nævnte der. Det gør jeg selvfølgelig fordi jeg synes de hver som en, spillede en gigantisk monsterkamp. Peg lige på en af dem der ikke spillede på et tårnhøjt niveau. De fleste vil sige Andy Robertson, nok især på grund af det straffespark han begik - og som ikke behøver at blive til en vane, men altså han rejste sig så igen og leverede en fantom-assist ind til Cody Gakpo, som jeg i øvrigt også elsker, der så kunne afgøre kampen.
For mig var det en helstøbt holdindsats. Vi kan sagtens lede efter pletterne, så som Robbos koks, som Ryan Gravenberchs fejlpasninger indimellem, som Mohamed Salahs brændte straffespark, som Darwins ineffektivitet, men sandheden var også at Thibaut Courtois leverede små mirakler inde imellem deres stænger, præcis som han har for vane, når det kommer til de europæiske kampe mod Liverpool. Det fjerner bare ikke mit enorme flotte helhedsindtryk af et LFC-hold i total balance, i total kontrol og med et både fysisk og mentalt overskud, som jeg sjældent har set.
The Reds spillede en glimrende - men efterhånden også velkendt gang fodbold i første halvleg, for efter pausen så at skrue tempoet yderligere op, angribende ned mod et elektrisk og yderst veloplagt The Kop, der sammen med de øvrige tribuner langt om længe var tilbage på højeste standard når det kommer til de såkaldte smukke og vilde European Nights.
Sejren på 2-0 betød også at Liverpool er det eneste hold med maksimumpoint i det nye Champions League-format, og samtidig har vores fantastiske mandskab nu ikke indkasseret mål i de seneste snart 450 minutter af verdens største klubturnering. Sammenholdt med at man selv har nettet flotte 12 gange, så er det jo kæmpestort. En kæmpe succes, som nogen ville sige det.
Folk har hele tiden sagt: “Men vent nu bare til de møder et rigtigt hold, så går det da helt sikkert galt”. Altså, jeg venter stadig. Jeg ved så ikke helt hvad det er jeg venter på. Om det er at det går galt, eller hvornår - og ikke mindst hvem det er, der er et af de ‘helt store hold’. Måske på søndag, hvor Manchester City kommer på besøg, men vinder vi også den, så får vi jo nok bare at vide, at det jo da er klart, når City er uden Rodri og i øjeblikket har stor nedtur på.
Vi må jo forstå at vi har været heldige med et lukrativt kampprogram, at vi har været heldige med at Arsenal manglede Saliba og Ødegaard, at Real Madrid manglede Vinicius og at vi er heldige med at City mangler deres Ballon d'Or. Det hele gøres op i held frem for dygtighed, synes at være devisen. Heldigvis er jeg fløjtende ligeglad. Jeg tager hvad jeg kan få. Arne Slot ser ud til at synes det samme.
Ja, jeg både elsker - og roser hele holdet samt vores nye Head Coach. Men lad mig alligevel fremhæve nogle stykker af dem.
Caoimhin Kelleher, for satan da! Ej hvor er han god. Jeg bliver helt seriøst, mere og mere ked af det på hans vegne, over at han har funktion som verdens bedste reservekeeper. Han fortjener at starte inde for nærmest hvilket som helst hold. Det kan godt være at det er Virgil van Dijk der går under synonymet ‘Calm as you like’, men shit mand, ham Caoimhin, han er da om nogen, et roligt gemyt, mega cool og så er han bragende god mellem de to stolper. Jeg er faktisk tæt på at gå så langt som til at sige, at det må være Alisson der skal slå ham af, for spille sig af, kommer ireren aldrig til.
Vi kan fortsætte med Conor Bradley. Hold kæft en kamp af nordireren. Vanvittig indsats i begge retninger og eneste malurt var at han måtte udgå med en skade mod slutningen, hvorfor det måske giver sig selv, at det er Trent Alexander-Arnold der starter på søndag mod City. Kæmpe kamp af Conor-lad, der puttede Kylian Mbappé i sin baglomme, satte århundredets flotteste og smukkeste tackling ind på ham, samt bidrog med en assist til 1-0 og var selv ved at nette på et hovedstød, der desværre lige manglede den sidste yderlighed.
Curtis Jones mand. Nøj han shiner i sin nye rolle, hvor han skal løbe anderledes. Han completede 54 ud af 58 pasninger, rørte bolden hele 11 gange inde i Real Madrids felt, vandt seks af sine dueller, kreerede chancer, afsluttede selv, tacklede, vandt possession flere gange og var i det hele taget bare - endnu engang - en fornøjelse at se på. Han elsker bare at spille fodbold under Arne Slot, kan man se.
Det er meget sigende og ret vildt, at jeg reelt set fremhæver tre reservespillere som tre af Liverpools absolut bedste, men stadig på en aften hvor alle andre også var gode.
Jeg har virkelig svært ved at få armene ned og jeg er meget optimistisk. 89 procent vundne kampe i Arne Slots første 19 kampe. Det er jo galimatias, og fuldstændig uhørt. Selvfølgelig er der noget i mig, på trods af de høj hævede arme, der siger at det da på et tidspunkt må gå galt. Det er jo sådan set allerede gået galt, nemlig da vi tabte 0-1 hjemme til Nottingham Forest, så det er ikke umuligt, men måske det går hen og viser sig, at det nederlag var et af de bedste nederlag Liverpool nogensinde har fået, for siden da, har vi jo stort set ikke set os tilbage.
Det er fair at sige, at vi rider på bølgen der er forvandlet fra blå til rød, og det meste er på en overbevisende og overskudsagtig måde. Jo jo det kniber da indimellem som vi så det på St. Mary’s i søndags, samt ved andre lejligheder, men vi vinder vores kampe, mens andre konkurrenter ikke hele tiden formår det samme, og det gør at vi er nummer et alle steder. Der er en ro, et udtryk og et kæmpe format over det her hold, der også afspejler sig hos Arne Slot, som optræder med en enorm coolness og udstråling, uden hverken at være eller blive for arrogant eller utålelig. Alle på holdet tager et ansvar i forhold til deres roller og der er en tydelighed og stålsat vilje som jeg ikke har set siden vores forrygende mesterskabssæson i 2019/2020.
Early days og alt det der, jeg begynder efterhånden at tro på noget meget stort.
Det gjorde jeg også i sidste sæson, hvor vi var med i det hele langt ind i foråret, så armene, selvom de for tiden er højt oppe, skal helt sikkert bevares nede langs siden, længe endnu, den er jeg helt med på, men hvis det også lykkes os at slå Man City på søndag, så vil vi altså tage et forspring på hele 11 point ned til dem.
Det betyder ikke at noget er afgjort, men det betyder at vi skal til at tale mesterskab - og vores fans hos vores modstandere vil begynde at hævde at det er en skandale, hvis vi så ikke løber afsted med diverse titler. Sådan er det at være en storklub, sådan er det at være Liverpool- og jeg siger bare igen:
Imagine being us!
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!