BUSKELYSEN: LFC 2 - WEST HAM 1
Liverpool tog endnu et skridt mod mesterskabet med en 2-1-sejr over West Ham i endnu en kamp, der næppe vil blive husket for godt spil af hjemmeholdet.
-
-
-
Martin Busk
14. april 2025, kl. 12:43
-
-
-
Martin Busk
14. april 2025
Du husker nok Queens “Crazy Little Thing Called Love”. Det var et nummer som Freddie Mercury skrev i 1970 til sine musikalske helte Cliff Richard og Elvis Presley.
Andet vers i sangen går således:
This thing, called love …
It cries (like a baby), in a cradle all night …
It swings (woo), it jives (woo) …
Shakes all over like a jellyfish …
I kinda like it …
Crazy little thing called love …
Det er nogenlunde sådan jeg har det med Mohamed Salah, der sammen med den klub han og hans familie elsker allermest, fredag formiddag udgav verdens bedste nyhed:
Vores kærlighedsaffære med Mo fortsætter yderligere to år. Det er ovenud fantastisk og gør mig virkelig lykkelig. Det var på tide og nu har jeg godt to år til - formentlig- at forberede mig på, at så er det slut efter ti helt vanvittige år.
Egypteren har gjort en massiv forskel for Liverpool og som har brudt nærmest alle rekorder i den tid han foreløbig har været hos os. Det er ikke slut endnu og han skal nok nå at rage endnu flere til sig, ligesom han nok skal nå at tage endnu flere pokaler.
Nyheden kom i øvrigt på min yngste søns 18-års fødselsdag, så det var en ovenud fantastisk dag, selvom han som Tottenham-fan, havde håbet på at Salah smuttede til Saudi.
Han blev endnu mere forfærdet da jeg lørdag aften spurgte om han var klar over, at Liverpool med tre sejre på stribe ville sikre sig det engelske mesterskab - og at den tredje kamp var mod Tottenham på Anfield … ‘Åh nej’ udbrød han bare …
Der kan Queen og Freddie Mercurys smukke sangstemme så lyde igen, blot på “We Are The Champions” …
Selve kampen i går var ikke noget at skrive hjem om. Alligevel har jeg dog et par noter og bemærkninger eller to. Der findes nemlig kort bane og lang bane, præcis som i svømning.
Arne Slots mandskab brystsvømmer lige nu - langsomt og usikkert - sæsonen færdig på denne her korte bane vi befinder os på. Det er helt fint for mig. Men mandskabet skal altså på den lange bane op i gear og udøve svømmesportens hurtigste disciplin; crawl.
Det håber - og tror jeg på - at Arne kan se, at Hughes og Edwards kan se og at FSG kan få øje på, og vil bakke op om. Det er glimrende at man forlænger med Salah. Det er lige så glimrende at man forlænger med Virgil van Dijk, som jeg forventer.
Men, vi kan ikke klare os med de to alene, der skal mere til. Det har vi set her den seneste måneds tid, hvor sæsonen og afgørelsen nærmer sig sin ende. Det står efterhånden klart for os alle - og vi så det så sent som i går.
Arne er selv inde på det: med undtagelse af et par kampe eller tre, har næsten alle kampe i sæsonen været bøvlet. Vi har været så vanvittig stabile så man tror det er løgn og vi har fundet en spillestil som passer til os, i forhold til stabiliteten.
Vi er som fanbase gået med på det her kompromis at med større sikkerhed og bedre kontrol, får vi flere point, selvom det er knap så underholdende til tider. Det kan vi ikke tillade os at anfægte på nogen måder. En ny manager, Head Coach om man vil, er kommet til, uden chance for at sætte sin trup, men blot har fået overdraget den gamle trup.
“Værsgo’, sæt noget i gang, Arne. Vi ved du kan, det fortæller dine stats og al data os, at du kan. Det er den samme trup som Jürgen havde, men du kan transformere dem til metal af den ypperste karat”. Det må være nogenlunde sådan budskabet har været til Arne Slot tilbage i sommeren 2024.
Den har han grebet og fører os om lidt til et af de - pointmæssige - sikreste mesterskaber nogensinde, med en aktuel margen på hele 13 point med seks runder tilbage. Det er fucking klasse, for at sige det rent ud.
Kæmpe kredit og cadeau til Arne & Co. 36 sejre i sine første 50 kampe for Liverpool. Han overgår dermed både Joe Fagan (29) og Kenny Dalglish (29). Han har også overgået alle mine forventninger, for de rakte højest til en plads i top fire når jeg tænker tilbage på forud for sæsonen.
Jeg vil så nødig bruge ordet ‘men’, når vi på den måde hjemtager mesterskab nummer 20. Jeg gør det dog lidt alligevel - i og med at der ER et ‘men’, eller måske skal jeg sige snarere en forventning om at han til sommer får muligheden for at danne sig sin helt egen trup og derved aftryk.
Det skal ske ved, at han sammen med den sportslige ledelse peger på de rette forstærkninger, der gør at han bliver mere tryg i de absurd mange kampe der spilles på en sæson, forstået på den måde, at han er NØDT TIL fremover at benytte flere spillere end dem har han benyttet i denne sæson.
Det skal immervæk så være spillere han kan og skal stole på. Stole på at han kan rotere mere rundt, uden at der koster på hverken kort eller lang bane, så der ikke trækkes alt for store veksler på de samme 10-14 spillere pr. kamp.
For kampen i går er jo et glimrende eksempel herpå. Upåagtede West Ham på hjemmebane. Jeg forventede helt klart nogle ændringer ovenpå nederlaget til Fulham sidste søndag. Det skete såmænd også, men det var blot på begge back-positioner foruden på keeper-pladsen, og så var det med Curtis Jones på midten frem for Dominik Szoboszlai og Luís Díaz frem for Cody Gakpo.
Altså, vi var - måske med undtagelse af backerne - igen fremme ved at det var de samme spillere som har været brugt mestedelen af sæsonen. Igen ingen Jarrell Quansah (for Ibrahima Konaté), igen ingen Wataru Endo (for Ryan Gravenberch), igen ingen Harvey Elliott (for Curtis Jones) og igen ingen Federico Chiesa (for Diogo Jota).
Misforstå mig ikke. Jeg er ikke negativ ladet overfor hverken Ibou, Gravenberch, Curtis og Jota, jeg så bare gerne friske kræfter, for med friskhed - og noget at bevise for de spillere der potentielt kunne finde vej og som nærmest ikke er blevet benyttet - holder man også dampen oppe hos dem der så ‘presses ud’ og ikke er alt for sikre valg på holdkortet.
Det er de scenarier jeg synes vi har set for lidt af, i hvert fald her siden nytår.
I den første halvdel af sæsonen synes jeg det gav mening, men jeg tror også at en del af årsagerne til at det er gået en smule skævt - især spillemæssigt - og indimellem også resultatmæssigt - på det seneste, skyldes træthed, både mentalt og i kroppen, som følge af enorme veksler på de samme spillere uge ind og uge ud.
Vi løber - for det meste - sejrene i hus. Også i går eftermiddags. Her synes jeg vi spillede en supergod første halvleg, der så desværre blev afløst af en forfærdelig anden halvleg.
Vi startede strålende ud. Vi skulle vise at vi var på toppen, at vi var tophold og vi skulle være ærgerrige for at tage et 13 points forspring ned til Arsenal, der endnu engang klokkede i det lørdag aften. Man kan jo tilsyneladende spille Real Madrid ud af brættet, men ikke slå Brentford på den samme bane. Er det mon Premier Leagues styrke, eller Kongeklubbens forfald?
Vi så en oplagt Mohamed Salah fejre sin kontaktforlængelse med sine velkendte finurligheder og kattepoter. I gårsdagens første halvleg var han tilbage på det niveau vi har set fra ham i store dele af sæsonen, men som har knebet på det seneste.
Det afstedkom også PL-sæsonens 18. assist, og jeg tror han kan stryge forbi både Thierry Henrys og Kevin De Bruynes rekorder på de 20 for en single sæson. Han har seks kampe til at overgå det, og det bør være muligt.
Endnu engang var det den efterhånden ret så berømte yderside der gjorde forskellen, da han fandt Luís Díaz, der nemt kunne sende sin 11. ligatræffer ind over stregen.
Som mod Fulham, forventede vi vel nu allesammen at West Ham ville blive kørt over, men for anden søndag i træk skulle vi tage fejl. Eneste forskel var vel blot at The Hammers ikke udnyttede vores fejl på samme måde som Fulham udnyttede dem.
Og nåh jo, så var der måske også lige den kendsgerning, at vi havde Alisson tilbage i buret, der bare igen viste hvorfor han - med afstand - er vores førstevalg mellem stængerne! Han spillede en flot kamp med flere kampafgørende redninger og han var utvivlsomt Liverpools bedste mand - dog tæt forfulgt af Alexis Mac Allister - og ikke mindst også redningsmand i den her kamp.
Liverpools helt store udfordring som jeg ser det, er som regel når modstanderen spiller sig forbi det første pres, for så er der bare åbent hus, det gælder både inde centralt op igennem banen men også ude på kanterne. Det så vi flere eksempler på igen i går.
Når vores pres ikke sidder lige i skabet, så er motorvejen for stor og der kan de fleste hold i Premier League altså sagtens være med. Det bringer vores hold ud af balance og det bliver ikke bedre af at vores forsvarsspillere begår sløsede fejl for tiden.
Vi lukkede på den måde West Ham ind i opgøret og man sad vel egentlig bare og ventede på at de skulle udligne, hvilket så også skete da Virgil van Dijk og Andy Robertson åbenlyst ikke fik kommunikeret ordentligt og vupti, så havde Graham Potters mandskab bragt balance i regnskabet med blot fire minutter tilbage af den ordinære spilletid.
Heldigvis for både vores eftermiddag og for ham selv, gjorde Virgil van Dijk skaden god igen, da han steg til vejrs kort før tid og headede Alexis Mac Allisters hjørnespark i kassen.
Man kan så bare undre sig over at der skulle en udligning til før vi igen besluttede os for at komme op over midten af banen. Havde vi ikke taget sejren, havde kritikken også været større, men nu endte det jo i en sejr, selvom det var med hiv og sving.
Nu står vi så her, at hvis Liverpool på søndag aften slår Leicester, og Arsenal kort forinden har tabt til Ipswich, så vil det ikke længere være muligt at vælte Arne Slot og Liverpool af tronen i Premier League. Med andre ord; vi KAN blive mestre på søndag!
Det er dig formentlig utopi, da jeg har svært ved at tro, at The Gunners taber på Portman Road, men man skal bare aldrig sige aldrig. Jeg er ikke i tvivl om at vi selv vinder på King Power Stadium, men i min optik er det mest sandsynlige scenarie, at vi hjemtager mesterskabet, når Tottenham kommer på besøg om små 14 dage.
Ja ja, lad os nu ikke ‘sælge skindet før bjørnen er skudt’, altså skal man ikke love noget, før grundlaget er i orden. Men nu ER grundlaget er jo i orden. Det er mere bare et spørgsmål om hvornår det sker.
Uanset hvad, så bliver det festligt - og jeg synes faktisk vi skylder Liverpool FC at pakke al vores skepsis ned i rygsækken og så bare nyde, at vi er de kommende engelske meste efter en sæson der - foreløbigt - blot har budt på to nederlag. Jeg forstår godt kritikken og jeg er bestemt enig i at vi vakler og virker en smule lammet, men det her er altså kæmpestort, det der er ved at ske!
Med alt det vi har har været igennem siden de glade 80’ere må vi altså aldrig tage noget for givet og da slet ikke mesterskaber, hvor vi var tørkeramt i 30 år. Jeg synes vi i disse uger, fordi Liverpool ikke præsterer som vi forventer, har en tendens til at være mindre glade og mindre tilfredse end vi burde være.
Det synes jeg vi skal glemme. Det er præcis derfor jeg skriver om ‘kort bane’ og ‘lang bane’. På den her korte bane, skal vi bare juble og løbe rundt sammen med armene hævet og hænderne knyttet.
Up the Mighty Reds 
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!