BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
BLIV MEDLEM I DAG
SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET

SPAR PÅ LIVERPOOL FODBOLDSKOLE

 

Andy Robertson på banen fra start for første gang siden oktober
 
Foto: Getty Images ©

BUSKELYSEN: LFC 3 - BURNLEY 1


Et afbudsramt Liverpool-hold startede sløvt, men i sidste ende var der ikke den store spænding om udfaldet, da Burnley blev sendt hjem med et nederlag på 3-1 i bagagen.



Efter en uge hvor fans af ligaens nummer tre og nummer seks har hygget sig, både fordi deres egne hold vandt og fordi de kunne løfte ‘Jeg så Liverpool tabe’-trofæet for anden gang i denne sæson, så var det tid til genrejsning, da Anfield lørdag satte ny tilskuerrekord.

Optakten gav dog anledning til lidt ‘hmm’-agtige bekymringer, med sygdomsafbud fra Alisson og Joe Gomez, karantæne til Ibrahima Konaté, samt skader til Dominik Szoboszlai og Mohamed Salah, som mærkbar fravær. Læg dertil så endnu en skade til Thiago Alcântara og fraværet af Conor Bradley der selvfølgelig stadig skal være med familien ovenpå sin fars alt for tidlige død.

Det gav ikke frygt og ængstelse da vi jo efterhånden er vant til at måtte undvære omkring fem faste startere, men det kan risikere at være mærkbart, fordi det kan ødelægge rytme og relationer. Selvom man skal behandle alle med respekt, så var det alligevel her jeg sagde ‘godt at det trods alt bare er mod Burnley’.

Det blev også lidt den slags kamp som vi har set en del af i sæsonen. En indsats der hverken var prangende eller overdådig og en især passiv midtbane. Men som sædvanlig fandt Liverpool løsningerne og fandt en måde at skabe problemer for modstanderen på, der så igen kunne koges ned til forskellen i kvalitet.

Som vi har sagt et hav af gange efterhånden, så bliver vi nødt til at forbedre os og vi bør være glade for at komme igennem på det halve af det niveau vi kan præstere, men ikke desto mindre generobrede vi med sejren, Premier Leagues førsteplads.

I går skulle vi lige bruge en halv times tid på at komme bare en smule i gang. Det er for mig helt fint. Jeg ved godt at kampe på hjemmebane mod bundhold ofte er en stor tålmodighedstest, den præmis kender jeg og lader mig ikke forstyrre eller frustrere af, men det er alligevel irriterende at vi skal lukke et mål ind, for ti ud af ti gange bør vi spille til nul på hjemmebane mod et mandskab som netop Burnley.

Men fra den halve times spil og efter Diogo Jota med sin femte scoring i 2024, havde bragt os foran, så begyndte spillet trods alt at flyde en smule bedre og jeg sad egentlig og forventede at vi kunne udbygge føringen og gå til pause med 2-0, men så kom Burnley minsandten alligevel tilbage i opgøret, da de ved Dara O’Shea - flot - kunne heade bolden i mål efter hjørnespark, hvilket selvfølgelig var en skuffelse at gå til pause med.

Liverpool var i første halvleg mest farlig, når de sendte lange bolde ned bagom Burnley-forsvaret. Det var de bedste sekvenser og det var her vi var farligst. Det var ikke meget initiativ vi så fra hverken Wataru Endo, Curtis Jones eller Alexis Mac Allister, hvilket betød at de lange bolde måtte i spil i stedet for.

Det er selvfølgelig et redskab og det skal også kunne både benyttes og udnyttes, især når modstanderen har svært ved at dæmme op for det, men jeg synes ofte at vi mangler en rigtig sammensat midtbane til både at være kreative og opfindsomme samtidig med at man har snor i de andres forsøg på at bygge op.

Når det er sagt, så er vi lidt tilbage ved rytme og relationer, for det er sjældent at Jürgen Klopp endnu i denne sæson, har kunne stille med de samme tre over en længere periode, så samtidig giver det selvfølgelig også mening, at midtbanen ikke ringer hver gang.

Heldigvis kom vi da planmæssigt tidligt tilbage på sejrssporet da Luis Díaz bragte os på 2-1 efter oplæg fra indskiftede Harvey Elliott, der kom på banen fra anden halvlegs start og igen viste prøver på hvorfor det er vi en dag om nogle år, godt kan kalkulere med ham som en stjerne på vores midtbane

 Desværre var det på bekostning af Trent Alexander-Arnold, der nu igen kan forventes ude i en periode, hvilket er skidt nyt. Dog kan man sige, at vi i Conor Bradley, formentlig og heldigvis, har afløseren parat og sådan er det i øvrigt gået mange gange i sæsonen hidtil.

Når Alisson ikke kan spille, så træder Caoimhin Kelleher til med den rette kvalitet. Da Andy Robertson røg ud i lang tid, trådte Joe Gomez ind. Da Alexis Mac Allister var ude, trådte Endo ind og da Mohamed Salah rejste til AFCON blev Diogo Jota klar efter sin skade og har funklet lige siden. Det er Liverpool anno 2024; der er kvalitet i vores bredde og det er fedt.

Vi diskuterede længe hvem der skulle afløse Salah. Jeg plæderede meget for netop Harvey Elliott som bedste bud, men her tog jeg fejl, for i vanlig Klopp-stil, efter et par indledende forsøg med hhv. Elliott, Díaz og Cody Gakpo, har Diogo Jota nu fundet sig til rette ude til højre. Stadig meget svævende og vekslende, men dog med udgangspunkt til højre, hvilket har virket og vel derfor egentlig har været ret så fundamentalt og monumentalt.

Godt at vi kom forholdvis tidligt foran i anden halvleg, for Liverpool sejlede på ny rundt mellem spilleminut 60 og 70. På ti minutter kom Burnley meget mere med i opgøret igen. Liverpool begik fejl og The Clarets kom ofte først på andenboldene, ligesom de burde have scoret, ikke bare én men hele to gange, da deres Chelsea-lejesvend Fofana, var alene igennem. Her skulle vi den ene gang prise os glade for Kelleher, der generelt stod en ganske god kamp.

Heldigvis fik vi styr på det igen og fik stoppet Burnley i deres fremdrift, men på en dårligere dag, kunne de ligeså godt have udlignet. De sidste 20 minutter tilhørte dog Liverpool og da Darwin Núñez endelig fik lukket og slukket med målet til 3-1 kunne jeg finde den fornødne ro i kroppen. At vi så burde have vundet med tenniscifre i stedet for, er så en anden ting.

Endnu engang må jeg også bare vende tommelfingeren op for vores fronttrio, der alle igen fik scoret. Det er og bliver deres fornemmeste opgave og det har de i den grad forstået i Mo Salahs fravær. 13 mål og 6 assists har vi fået fra de tre i front mens Salah har været væk i de seneste otte kampe. Det er eddermame godt gået, jeg vil endda sige at det er gået over al forventning.

Men ellers var det jo ikke en kamp der går over i historiebøgerne, andet end for tilskuerekorden. Opgøret var meget lidt ‘action-packed’ og oftest når vi har den slags kampe, har jeg det med at komme til at fokusere på andre ting undervejs. Det bidrager så heller ikke til mit fokus, at det er Carsten Sæbye der kommenterer langt de fleste af Liverpools opgør, der ikke er findes værdige nok til at have et par siddende på selve stadion.

Gårsdagens Sæbye-dongs direkte fra OptaJoe eller Squawka, var da han pludrede om et Burnley-stat der tog ham 30 sekunder at forklare og som jeg endte op med ikke at forstå - og det var vel at mærke så ved siden af sine sædvanlige fejl, blandt andet om at Kostas Tsimikas stadig ikke var fit ovenpå sit brækkede kraveben (selvom han sad ude på bænken), om at blå kort i mange år har været afprøvet i dansk børnefodbold (børnefodbold i DK er officielt op til U12), eller i overtiden da Assignon tog bolden fra Andy Robertson (selvom det var Jota, da Robbo stod nede ved vores eget felt).

Jeg ved godt at jeg burde være bedre end at bashe løs på den stakkels Sæbye, men omvendt betaler jeg altså i dyre domme for mit tv-produkt og jeg synes gerne jeg må tillade mig at forlange et højere niveau af en person der så ofte som det er tilfældet, kommenterer mit fodboldhold.

Sune Højrup Bencke, journalist på Politiken, skrev for et par år siden følgende anmeldelse:

“-Som kommentator kan jeg bedst lide Carsten Sæbye, der har den enestående evne, at han kan kaste sin kommentering op i et særligt overdrive, når der sker noget spændende. Vokalen kommer simpelthen helt op og ruller i overmunden med en næsten brølende rallen nede fra svælget, hvilket får alle op af sofaen – selv efter en juleoverdosis af blød nougat og sød portvin. Jeg vil vædde på, at det er noget, Carsten Sæbye får ros for til sin MU-samtale, for det indikerer både begejstring og tænding.”

Fair nok, Sune, for det er jo ørerne der hører og subjektive holdninger er jeg selv en mester i, men personligt kommer jeg altså kun op i sofaen over det umådeligt ringe niveau, der kommenteres på. En anden og langt vigtigere ting at fokusere på, er Liverpools næste manager. Jeg har indtil videre nægtet at tale om det, da jeg stadig er hårdt ramt over Jürgen Klopps kommende exit til sommer.

Det oplagte valg er jo helt klart Xabi Alonso. Selv jeg, der ellers aldrig for alvor gider at bruge tid på den tyske Bundesliga, så i går Bayer Leverkusen mod Bayern München, og det gjorde jeg ikke fordi det var et regulært topopgør, men alene fordi den flotte spanier står i den stiplede zone ud for den ene udskiftningsboks.

Det er imponerende flot, det han har gang i nede i Leverkusen, og her taler jeg ikke bare om denne sæson, men også lige fra da han kom til Die Werkself på en dag i oktober i 2022, for dem der kommer til en ny klub i oktober måned, kan jo noget helt ekstraordinært.

Her overtog han et mandskab der lå håbløst placeret og tog dem helt op på sjettepladsen og fik dem ud i Europa, hvor de så sidenhen først røg ud til AS Roma i Europa Leagues semifinale. Nu er de godt på vej imod både et mesterskab og en pokaltitel, og som sagt virker han oplagt som den næste manager i Liverpool, ikke mindst med hans baggrund i klubben, hvor han var en af de fineste midtbanespillere vi nogensinde har haft, da han huserede for os i fem sæsoner.

Det er faktisk lige før jeg håber på at Leverkusen og Alonso ikke vinder det tyske mesterskab, for med tanke på det velkendte ragnarok i Bayern München, så skulle det ikke undre mig at Thomas Tuchel sagtens kan være fortid, og at de kan lokke Xabi Alonso til i stedet for med deres astronomiske mange penge. Det er her vi må appellere til hjertet og vi må se hvad der sker, rygterne svirrer allerede løs om ‘den første kontakt’, men jeg tror ikke på noget som helst, før den dag hvor han eventuelt officielt præsenteres.

Nu venter så en spillefri midtuge, og næste opgør er derfor på Community Stadium hos Brentford på lørdag i en tidlig kamp. Det er ikke et sted der bekommer os vel. Første kamp for to sæsoner siden endte 3-3 og i seneste tabte vi 3-1. Jeg vil hundrede gange hellere en tur til London Stadium eller Craven Cottage, for The Bees er og bliver en farlig modstander, især med Ivan Toney tilbage på holdet.

Det er en kamp der skal vindes, og Man City viste vejen i starten af denne uge, hvor kvaliteten var afgørende og da jeg har fablet om ‘kvalitet til forskel’ hele sæsonen igennem, så er det lige præcis på lørdag den for alvor skal vises.

KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

SPAR PÅ LIVERPOOL FODBOLDSKOLE




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..