BUSKELYSEN: LFC 3 - WEST HAM 1
Liverpool har vundet en kamp 3-1 igen. Efter at have lukket mål ind i første halvleg og holdt buret rent efter pausen. Igen. Denne gang var der dog tale om en forløsende arbejds-sejr mod et formstærkt West Ham-hold, der tidligere har voldt andre af konkurrenterne i toppen endnu større problemer.
-
-
-
Martin Busk
25. september 2023, kl. 09:55
-
-
-
Martin Busk
25. september 2023
Så skete det. Torsdag aften glippede jeg en Liverpool-kamp for første gang i årevis. Jeg tror faktisk ikke det er sket siden 1998 og 2007, og det var endda kun lidt af de to kampe dengang.
Den 9. september 1998 kom min ældste søn til verden samme aften. Her sneg jeg mig ud fra fødestuen ved flere lejligheder på Frederiksberg Hospital for at følge kampen på en transistorradio, der stod i venteværelset, hvor jeg så sad og lyttede til mellembølgeradio fra BBC Radio 5 Live.
Det var jo dengang, hvor langt fra alle kampe blev vist på tv. Derfor kan man egentlig slet ikke kalde det en misser. Vi mødte Coventry hjemme på Anfield og slog dem 2-0 i den daværende Carling Cup på mål af tjekkiske Patrik Berger og Jamie Redknapp.
Den 11. april i 2007 var historien lidt den samme, for her valgte min yngste søn at komme til verden. Lokationen var den samme, men her var vi dog på tv i Champions League, hvor vi slog PSV Eindhoven med 1-0 på en scoring af Peter Crouch. Han blev født før kickoff, så jeg kunne efterlade dem inde på stuen efter at navlesnoren var kappet. Det var helt optimalt for mig. Andre var ikke helt tilfredse med min forsvinden.
Der har også været nogle få andre Liverpool-kampe, jeg ikke har haft mulighed for at tune ind på, men de er så alle blevet optaget og set forskudt. Så kampen i torsdags var nok den allerførste Liverpool-kamp nogensinde, jeg slet ikke har set. Jeg var ramt af møder, og det kræver godt nok noget af en tilvænning og ikke mindst en overordentlig stor portion accept at finde hvile i, at Liverpool skal spille europæisk om torsdagene i denne sæson. Så min planlægning var glippet.
Det føltes tragisk, og jeg blev faktisk trist til mode tirsdag aften, da jeg kom i tanke om, at Champions League startede igen uden Liverpool. Helt ærligt, vi hører sgu da hjemme i CL frem for i EL. Jeg bliver ked af det, når jeg skal glo på hold som Young Boys, Antwerp, Braga og Lens i verdens fornemmeste klubturnering, særligt når det er på bekostning af mine røde helte.
Af samme årsag kom der heller ikke nogen analyse efter torsdagens kamp. Jeg gad ganske enkelt ikke at gense den, da jeg endelig var hjemme.
Jeg fandt selvfølgelig diverse highlights frem, fik set scoringerne og fik læst mig frem til den overordnede præstation, som jeg forstod var lidt det samme mønster som sejren over Wolves sidste lørdag; altså en dårlig første halvleg afløst af en tilfredsstillende anden halvleg.
Det var jo fint med en god start ovre i det der gruppespil, godt for de normale reserver at komme i kamp, men jeg skal ærlig indrømme, at før vi begynder at spille playoff-kampe, som jeg bestemt forventer, så er mit humør til for alvor at gå op i den turnering tæt på nulpunktet.
Det er død og pine nødvendigt at vi samler os sammen og sikrer os den her top fire/fem placering i denne sæson. Det må være det helt store minimumskrav - og heldigvis er vi godt på vej.
Det så vi igen i går hjemme mod ellers stærke West Ham. Jeg vil beskrive det som en stor arbejdssejr, og man skal bare ikke tage fejl af sådan et opgør. Det er ikke en walk over og det kan nemt gå galt. Det gjorde det for Brighton - og Man City fik først knækket dem i det sidste kvarters tid af deres indbyrdes opgør i seneste spillerunde.
De har stor kvalitet og nogle fremragende individualister, hvor især Lucas Paqueta og Jarrod Bowen virkelig var i spillehumør, ligesom deres signing af James Ward-Prowse helt automatisk giver dem flere strenge at spille på, særligt i forhold til standardsituationer.
Derfor var jeg også både lettet og lykkelig, da Diogo Jota ekspederede bolden ind over mållinjen til 3-1. Jeg synes nemlig, at vi var begyndt at slække på fokus og sænke tempoet lige lovligt meget. Faktisk så meget at jeg sad og frygtede for, at The Hammers pludselig ville slå til og udligne. Jotas scoring var vital, når man tænker på al den tid der nu om dage bliver lagt til kampene i Premier League.
Det var en sejr der beviste, at selvom vi har været meget efter ledelsen omkring (manglende) indkøb henover sommeren, så er vi på ganske kort tid nået rigtig langt. Jeg må bare lette på hatten over både Alexis Mac Allister og især Dominik Szoboszlai, ligesom Ryan Gravenberch også ser spændende ud.
Læg dertil at Curtis Jones, præcis som mod slutningen af den seneste sæson, virkelig ser god og ikke mindst komfortabel ud. Jeg er faktisk ganske tryg ved Curtis, når han er på bolden, og jeg synes han, langsomt men sikkert, bliver mere og mere en slags Gini Wijnaldum på den venstre side af midten, omend han dog stadig mangler en del på fysikken.
Jeg tænker i hvert fald ikke længere på Fabinho, James Milner, Naby Keita og Jordan Henderson, ja det er nærmest lige før jeg også glemmer Thiago Alcântara og Stefan Bajčetić, fordi vi jo ligeledes har både Wataru Endo og Harvey Elliott at kunne bringe i spil.
Det er stadig ret åbenlyst, at vi mangler det, man kan kalde for en “top 6’er”, men foreløbigt så går det jo okay uden. Udfordringen kommer nok først, når enten vores nye argentiner eller ny ungarer må sidde udenfor på et tidspunkt. Det skal nok blive interessant.
Der er scoret seks gange mod Liverpool i sæsonens første syv kampe. Alle seks mål er scoret imod os i løbet af første halvleg. Det ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene om. I bund og grund er det jo lidt lettere ligegyldigt når vi selv har scoret 18 gange, hvoraf de 12 er scoret i anden halvleg.
Men det er det bare ikke helt alligevel, for det er klart at det (nok) ikke bliver ved at gå. Vi skal til hver en tid stræbe efter og dermed foretrække, hvis der absolut skal lukkes mål ind - en sen reducering, frem for tidligt at komme bagud eller at der bliver udlignet imod os.
Men vi er tilbage ved at lige nu og her gør det ikke så meget, da vi har så meget klasse oppe i den anden ende, så næsten hver gang vi nærmer os et modstander-felt, så er vi farlige. Vores offensiv er altså brandvarme for tiden, og uanset hvem Mohamed Salah spiller sammen med oppe i front, scorer vi nærmest efter behag.
Jeg skjuler ikke at jeg foretrækker trioen fra i går. Mo Salah, Luis Díaz og Darwin Núñez er et tæt på sindssygt angreb, selvom det kan virke som en hård skæbne for Cody Gakpo og især Diogo Jota. Nuvel, Núñez brænder oplagte chancer, men der sker så utroligt meget omkring ham, at man ikke kan forsvare, at han skal sidde og varme bænken. Med fire træffere hidtil overgås han jo også kun af Salah.
Noget nyt jeg har bemærket i denne sæson er vores evne til at spille langt mere direkte end tidligere. Det bekommer os virkelig godt. Det gælder både bolde fra bagerste geled, men det gælder især bolde fra vores midtbane, der slet ikke i samme omfang som tidligere kun har sigte mod kanterne eller at blive varmet så meget, at den mistes.
I går talte jeg utrolig mange kugler direkte op i banen til primært Núñez, men også til Díaz og Salah, når de var trukket længere ind centralt. Det er smukt at se på, også selvom det ikke går godt hver gang og selvom det er med en smule mere risiko, fordi det jo selvsagt også er ‘farlige’ bolde, hvis pasningen ikke sidder som den skal. Det klæder Liverpool at spille direkte frem for at varme bolden så meget som det ofte før har været tilfældet.
Når vi er ved roserne, så lad mig da bare fortsætte. Topklasse-redning, endnu engang, af Alisson, da han dykkede ned og pillede hovedstødsforsøget fra Tomáš Souček i starten af kampen. Der kunne vi snildt være kommet bagud, men med den stopklods inde på stregen, så er det svært for alle hold. Monsterredning, igen-igen.
Vi kunne også være kommet bagud da Michail Antonio i helt fri position headede forbi mål - og det er altså stadig i de faser af det defensive spil, at vi er udfordret, hvilket vi også så da West Ham udlignede. Det må der arbejdes med, så vi bliver markant bedre i vores afvisningsspil.
Jeg synes dog samtidig også at vores forsvarsspil generelt var ganske pålideligt. Joe Gomez, Andy Robertson og Virgil van Dijk løste deres opgaver fint, og så synes jeg at Joël Matip spillede en af sine bedste kampe i meget lang tid. Der var stort set intet der kom forbi ham, han clearede fornuftigt og han var god i afspillet.
Hurra for at han ser ud til at have fundet formen og jeg tænker også det var derfor, at han startede, selvom Ibrahima Konaté jo er klar igen efter sin skade.
Sjov type ham Matip. Han er en af dem vi oftest dømmer ude og vi er nok en del der tror at han er væk til næste sommer når han har kontraktudløb. Personligt bliver jeg ikke specielt overrasket hvis han forlænger, men måske er det rettidig omhu hvis han ikke gør, præcis som vi så det med andre (etablerede) spillere denne sommer.
Alle sejre er vigtige sejre, men den i går virker alligevel særlig vigtig. En sejr til West Ham og de havde været á point med os og samtidig havde vi allerede været seks point efter Manchester City, der vist bare fortsætter hvor de slap. Men vi er i kontakt med dem og det er absolut vigtigt, når man ser på at deres kommende modstandere efter Wolves på lørdag, hedder Arsenal, Brighton og Man United.
Vores eget program er dog ikke meget nemmere med udekampe mod både Tottenham og Brighton samt Merseyside Derby mod Everton. Jeg tror langtfra på at vi kan holde trit med City over tid, men i denne sæson kan mindre også gøre det i vores Klopp & Liverpool 2.0-periode.
Jeg glædes i hvert fald over en superflot sæsonstart og en aktuel andenplads.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!