BUSKELYSEN: PSG (H)
Martin Busk er klar med sin Buskelyse efter det ærgerlige Champions League-exit
-
-
-
Martin Busk
12. marts 2025, kl. 21:40
-
-
-
Martin Busk
12. marts 2025
Er jeg trist i dag? Ja jeg er da så. Jeg er altid trist når Liverpool taber en fodboldkamp, og jeg er især altid trist når Liverpool må lade livet i Champions League. Det gør væsentlig mere ondt end at ryge ud til Plymouth Argyle i FA Cup’en.
Champions League er bare min turnering. Det har den jo været siden 1984, hvor den hed European Cup, eller Europa Cup’en for Mesterhold om man vil. Den 31. maj er det 41 år siden at min kærlighed til LFC opstod, da vi vandt i Rom - efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Dengang var det - for romerne - en ond skæbne, en skæbne jeg selv smagte i går.
Men, der er forskellige grader af tristhed. For nøgternt, så er der ingen grund til at være ovenud trist, hvis man ryger ud til et over to kampe bedre, smartere og dygtigere fodboldhold. Uagtet hvor ondt det gør på at indrømme, så må jeg også bare erkende, i dag nok mere end jeg var i stand til i går aftes, at det var hvad der skete. Paris SG var bedst over de to kampe. Vi stjal sejren i Paris, jeg synes ikke de stjal sejren i går, selvom de lige så godt som os, kunne været røget ud.
Allianz Arena den 31. maj. Det skulle jeg jo så mene var en perfekt dato. Nu skulle det være! Det var nu man skulle vise at sidste uges indsats nede i Paris ikke var det nye normale. At man godt kunne spille god fodbold og at man sagtens kunne matche Paris Saint-Germain og dermed også ekspedere dem ud.
Men som jeg skrev efter sidste uges sejr i byernes by, så frygtede jeg for det her returopgør på Anfield, for hvis PSG spillede på nogenlunde samme måde men samtidig var effektive, så var jeg langt fra tryg ved den 1-0 føring vi tog med os hjem.
Alt kunne således også være blevet punkteret indenfor de første fem minutter i gårsdagens kamp, hvor Mohamed Salah burde have scoret to gange på to mega store chancer, som han normalt sjældent misser. En flot sidste øjebliks blokering af Nuno Mendes og en skidt træffersikkerhed gjorde dog desværre forskellen.
Derefter blev det PSG’s tur til at sende en mavepuster ud over hele Anfield, da den dygtige Ousmane Dembélé søgte ned i banen uden iført overfrakke, vendte rundt og fandt Bradley Barcola ude på højre flanke, som fladt sendte bolden ind iblandt venner og fjender, i en situation hvor Alisson Becker og Ibrahima Konaté ikke virkede til at få kommunikeret tydeligt, hvilket betød at Dembélé fik kuglen foræret og kunne sende den i mål til en fransk føring.
Jeg tænkte alligevel positive tanker og vurderede at det blot var op på hesten igen, da der jo var masser af muligheder for Liverpool i den anden ende af banen.
For første gang i lang lang tid havde vi nu virkelig brug for Anfield og den stemning man ved der kan brede sig fra tribunerne på en europæisk aften hvor Liverpool er på hælene. Her må jeg bare sige at jeg synes stadion skuffede ret fælt. På intet tidspunkt fik jeg den der fornemmelse af det berømte brøl og det vanvittige tryk man ved at Anfield er i stand til at sætte på en kamp. Konstant var Liverpools fans overmatchet af PSG’s, der på alle måder desværre fik en festlig aften i det nordvestlige England. Vi angreb endda ned mod The Kop og jeg havde egentlig forventet, særligt efter deres føringsmål, at de ville få en hed resterende halv time af første halvleg.
Det blev og det var en åben kamp halvlegen ud. PSG kunne snildt have scoret til 2-0 og havde ret beset større chancer; to som Alisson pillede og en som Ryan Gravenberch fik blokeret med foden i sidste øjeblik. Rent faktisk var pariserne dødsensfarlige i deres lynhurtige kontra- og omstillingsspil og de formåede at finde de åbne rum op igennem banens midte, inden de så blev endnu mere farlige ved at sende boldene ud på kanterne ned bag vores backs, især i vores egen venstreside.
Forskellen i forhold til kampen for en uge siden var dog at Liverpool denne gang var langt mere aggressive end det var tilfældet i Paris og derfor blev kampen en noget mere åben og jævnbyrdig affære. Vi havde da bestemt også vores muligheder, men de var ikke nær så store som gæsternes tilbud.
Anden halvleg blev langt bedre. PSG havde vel stort set ikke en chance, mens Liverpool buldrede løs, uden at det dog var særligt effektivt. Gianluigi Donnarumma stod en pragtkamp på sin egen måde, med blandt andet en vild redning på Luis Díaz’ forsøg med hovedet / skulderen.
Jeg begyndte efterhånden at ane hvad det måtte ende i, da det store spilovertag i de sidste 45 minutter ikke gav pote. Dominik Szoboszlai og Mohamed Salah-forsøg blev blokeret og Jarrell Quansahs hovedstød tog stolpen, hvorfor vi var helt level da den rumænske dommer fløjtede den ordinære kamp af. Synd for Trent Alexander-Arnold i øvrigt, at han måtte forlade banen med en skade, der formentlig holder ham udenfor søndagens finale. Jeg synes han har haft fremgang i sit spil på det seneste og har virket et mere motiveret, ligesom han også spillede en ganske udmærket anden halvleg i går, indtil han så måtte udgå.
Spændingen undgik vi så ikke. Ej heller det drama der naturligt hører med til både en forlænget spilletid og straffespark. Her zoner jeg som regel lidt ud. Jeg begynder at tjekke mails, svinge rundt med min kløpind eller hente en Sun Lolly i fryseren. Ikke fordi jeg bliver uinteresseret, men fordi jeg har svært ved at være i mig selv af spænding.
Den forlængede spilletid var - som det ofte er - en uskøn omgang. Men PSG både kunne og ville mere end LFC. De forfulgte sejren og var især i første halvleg ekstremt nærgående og tæt på at slukke opgøret. Samtidig så Liverpool-spillerne fysisk trætte ud. Ibou Konaté måtte udgå med krampe som en konsekvens af trætte stænger, ellers indskiftede Darwin Núñez lignede en træt gammel mand når han halsede efter de dygtige og boldsikre franskmænd - og generelt stod vi bare langt nede i egen zone.
Det udlignede sig mere i anden omgang og jeg var efterhånden meget lidt i tvivl om at det ville ende ud i konkurrencen om hvem der var de mest koldblodige.
Med tanke på at både Trent, Alexis Mac Allister og Szoboszlai alle nok skulle have eksekveret fra pletten, så havde jeg på sin allerede læst teksten. Det undrede mig at både Núñez og Curtis Jones var iblandt sparkerne. Mit eget regnestykke gik på Mo Salah, Virgil van Dijk, Wataru Endo, Harvey Elliott og Cody Gakpo. Sådan kan man jo så tage fejl. Fejl begik Donnarumma desværre ingen af og med sit store vingefang, pillede han både Darwin og Curtis samtidig med at Alisson intet tog.
Hård og ond skæbne, men sådan går det indimellem når det skal afgøres fra pletten, præcis som den aften i 1984 nede i Rom.
Nu bliver der så ingen tur til München den 31. maj, men til gengæld må man så tro på at mesterskabsparaden i Liverpool bliver med en spillertrup i højt humør, alkohol i lange baner og en festlig stemning på bussen. En parade hvor spillerne så ikke behøver at tænke nærmere over at der om lørdagen venter en finale i det de fleste kalder for verdens største og mægtigste klubturnering, men som jeg selv nu bare vil nøjes med at kalde ubetydelig og ligegyldig, præcis som FA Cup-finalen er det.
For næ nej, den største pokalfinale i England følger jo på søndag nede på Wembley. Det kan gå hen at blive en både grim og grum uge hvis også den glipper. Så bliver jeg for alvor trist. Noget mere trist end jeg er i dag.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!