BUSKELYSEN: WEST HAM 0 - LFC 2
Liverpool reagerede på midtugens fadæse ved at besejre West Ham på udebane. Spørgsmålet er nu, om det kan blive et vendepunkt for sæsonen?
-
-
-
Martin Busk
2. december 2025, kl. 15:15
-
-
-
Martin Busk
2. december 2025
Jeg landede fra den engelske hovedstad i går middag, og selv om det var med en Liverpool-sejr i babagen, vil jeg starte med at fortælle om, hvor skuffet jeg er: Jeg er skuffet over både oplevelsen og stemningen på London Stadium søndag eftermiddag.
Den var død vurderet fra min position på Bobby Moore Stand. Hvad det store stadion, der stod færdigbygget i forbindelse med OL i 2012, kan på både infrastruktur og tilgængelighed, kan det absolut ikke på det, der er en kæmpe del af den traditionelle engelske fodbold, nemlig sang, ‘roar’ og glade dage.
Den bedste stemning på dagen fandt man en lille kilometers penge væk, nemlig henne på pubben ‘The Carpenters Arms’, hvor atmosfæren til gengæld var god, hvor pints og pies flød i stride strømme, en pub som har alt det, jeg forbinder med den gode fodboldstemning på Matchdays.
I starten af 90’erne tog jeg med færgen fra Esbjerg til Harwich, hvorfra der gik busser mod London. Her husker jeg, at jeg var afsted til et opgør mellem West Ham og Aston Villa på det gode gamle, men nu desværre hedengange Upton Park.
Lettere naiv, som jeg kan være, så håbede jeg på - selvom jeg har hørt meget om, at det ikke var tilfældet - at bare en smule af den fede stemning fra Upton Park var taget med over på London Stadium. Men ak nej. Jeg tror faktisk det var den sløjeste stemning, jeg endnu har mødt på noget engelsk fodboldstadion.
Selvfølgelig kan ‘Forever blowing bubbles’ noget, men det var da så også det. Hvis ikke legendariske Billy Bonds var blevet hyldet efter sin bortgang samme morgen, så havde stemningen kun været endnu mere mere død.
Det var velsagtens kun The Travelling Kop, der præsterede. Det var til gengæld udtalt og forrygende. Jeg må bare konstatere, at jeg ikke står helt alene med min opbakning til Arne Slot, hvis sange troligt lød fra de mange medrejsende fans, der fyldte to sektioner. Vores egne billetter var mere til en form for neutral zone. Eller, det tror jeg. Men jeg aner det virkelig ikke, for det kunne lige så godt være West Ham-fans, der bare ingenting sagde eller sang, som vi var omgivet af.
Her var det fandeme svært at sidde stille og ikke storjuble ved Alexander Isaks og Cody Gakpos scoringer. Det er en underlig fornemmelse, som jeg dog har prøvet før. Man er jo ved at eksplodere indeni. Min og min ældste søns indebrændte jubel forblev ved lårklask og skubben hårdt til hinanden i begejstring, mens vi forsøgte at se lettere småbitre ud. Ikke desto mindre bilder jeg mig selv ind, at også min støtte til drengene i en voldsom svær tid i sidste ende gav dem sejren!
Den kamp betød nemlig sindssygt meget. Den var ultravigtig. Det samme var sejren selvfølgelig, som vi kunne tage med os hjem til Merseyside. Første sejr i London siden januar måned, hvor vi slog Brentford på Community Stadium. Det var på høje tid, at det skete igen. Det var faktisk lige før, mine tårer pressede sig på, da dommer Darren England fløjtede af, så vigtigt var det at hive alle tre point.
Sjældent er Liverpools startellever blevet diskuteret så meget, som det var tilfældet forud for søndagens kamp. Alle talte om, hvem vi stillede op med, også fans af West Ham, der nærmest gik mere op i, hvem der var til start for Liverpool, end hvem de selv stillede op med.
Håbet hed først og fremmest Joe Gomez og Andy Robertson, mens mange også håbede på at Mohamed Salah ville få en tur ud på bænken. Noget af det gik i opfyldelse, og andet gjorde ikke, men fælles for det hele var dog, at Liverpool virkede markant forbedret i forhold til de seneste ugers mareridtspræstationer, hvilket var det absolut vigtigste at tage med sig fra kampen.
The Irons kom dog heller ikke med noget som helst. Jeg synes virkelig de var ringe og allerede midtvejs i første halvleg tog jeg mig selv i at tænke: “hvis vi taber til dem her, så er det en stor bekræftelse på hvor udtalt en krise vi er i”.
Alligevel fløj mit hjerte så langt op i halsen, at det var ved at blokere for mine luftveje, da Jarrod Bowen fra sin yndlingsposition til højre i den forreste del af banen, fik serveret kuglen for fødderne og sendte den afsted mod Alisson Beckers mål med kort tid tilbage af kampen.
Det kunne lige have passet som fod i hose på den elendighed vi pt. gennemgår. Den bold så jeg inde hvorfra vi sad, så det var en kæmpestor lettelse at se den stryge forbi. Det var så også noget nær det eneste som de havde igennem hele kampen, hvilket overraskede mig med tanke på at de var ubesejret i deres seneste tre opgør under Nuno Espírito Santo - og blandt andet havde slået Newcastle på samme bane for blot en lille måneds tid siden.
Måske skyldes det endda mere Liverpools ihærdige indsats, end det skyldtes deres egne dårlige tilstand, for jeg synes faktisk at vi spillede en stærk kamp, leverede en solid og koncentreret indsats og spillede bedre end længe, med en god defensiv og en ganske udmærket offensiv, hvor både Alexander Isak og Florian Wirtz kunne og burde have sørget for en pauseføring. Vi spillede med en god balance og med ret så stor tålmodighed, hvilket jeg har savnet i en længere periode.
Det var rart at kunne komme til pause uden at være kommet tidligt bagud. Det var endnu mere rart at komme foran efter en times spil og hold nu fast hvor var det rart, at det var Alexander Isak der nettede. Det var en virkelig god afslutning, som indeholdt noget af det han også var så kendt for hos Newcastle. En ting var det kyniske træf han fik på bolden fra Cody Gakpos flade indlæg, noget andet var den tekniske udførsel af selvsamme. Jeg har bestemt ikke givet op på Isak.
Det samme kan jeg sige om Florian Wirtz. Efter en mindre skade, var han blevet klar til det her opgør og det tror jeg var vigtigt. Han var katalysatoren bag 1-0 scoringen, men derudover spillede han en god kamp, hvor han var levende og bevægelig, holdt kuglen på fødderne frem for at miste den, var ofte et skridt foran i tanke og handling, alt sammen som en del af den store pakke han er købt for.
Slutprodukt, ja tak, for det mangler stadig - men jeg tænker det kommer på et eller andet tidspunkt inden længe. Jeg kan i hvert fald godt få øje på hvad det er han bidrager med. Liverpools bedste spiller søndag.
Offensiven blev sat sammen af netop Isak, Wirtz, Gakpo og så var valget faldet på Dominik Szoboszlai som ham der skulle spille på Mohamed Salahs position ude til højre. Jeg synes det er at handicappe os selv en smule at placere Szobo derude. Han spillede hverken strålende eller skidt, måske bare lidt mere ordinært, men også en anelse ‘gemt væk’.
Jeg føler lidt med vores bedste spiller i denne her sæson, som nærmest konsekvent må ofre sin stærkeste position inde centralt i en 8’er/10’er-rolle, for holdet. Jeg kunne sagtens se hvad han bragte defensivt i støtte til Joe Gomez, noget som vi ikke har set Mo Salah gøre i lang tid, og det at Salah kom en tur ud på bænken, syntes jeg sådan set kun var fint og gav mening, omend jeg dog savner lidt mere respekt for en mand der har fået ren legende-status i Liverpool.
Jeg er dog også med på at alt er og skal være et øjebliksbillede, og at han i denne sæson har underpræsteret.
Netop Joe Gomez på højre back, gav også rigtig god mening. Stabil og flot indsats af vores evigt loyale trupspiller, der både spillede simpelt og klogt, hvilket er et godt sted at starte, især når man er en del af et fodboldhold i krise. Det var også dejligt at se ham bidrage offensivt, hvor han fik en pæn assist til Cody Gakpo i forbindelse med scoringen til 2-0.
Egentlig havde jeg håbet på at han var blevet foretrukket som centerback inde ved siden af Virgil van Dijk, men så kan man vende tilbage til hvem der så skulle have spillet højre back.
Når vi nu er ved Virgil van Dijk: Efter den rystende midtuge CL-kamp mod PSV Eindhoven, så var han tilbage i normale omdrejninger i søndags. Hvad jeg dog bemærkede og faktisk ikke har bemærket før, var hvor meget han generelt har at se til. Jeg kan godt forstå at han indimellem har udfald.
Jeg ved ikke om andre har set det samme, men live på et stadion, hvor man trods alt får lidt andre aspekter med end når man sidder foran fjerneren, så lagde jeg ekstra meget mærke til hvor meget han har at koncentrere sig om når han er omgivet af Ibrahima Konaté og Milos Kerkez. Det er altså lige før han nærmest spiller for tre derinde.
Han bestilte ikke andet end at dirigere og guide de to rundt, holde snor i dem, ja han skulle nærmest holde dem i hånden. Det er nok ikke altid lige nemt og det er også en af årsagerne til at jeg hellere ser Andy Robertson på venstrebacken lige nu og her.
Både Ibou og Kerkez slap dog denne gang ganske fint fra kampen, men det må være mentalt hårdt ikke altid at vide hvor man har de to henne, der på hver deres måde, er to hvirvelvinde, der enten er til stede eller helt ved siden af sig selv. Det var for mig, en ny dimension af van Dijks rolle som kaptajn på et mandskab hvor det langt fra svinger.
Arne Slot, manden på alles læber - og med rette, i den forgangne uge, kan nu ånde en anelse mere lettet op. I London lød spørgsmålet flittigt, når folk opdagede at vi holdt med Liverpool; “What about your manager? Is Slot getting shot?”, hvilket jo blot bekræfter mig i at der er tale om en mand der er ekstremt presset.
Han kan jo også kun ånde kortvarigt op, for allerede i morgen aften, har vi en situation hvor tingene igen kan vende for ham, når vi får besøg af Sunderland, og hvor det er ultimativt og strengt nødvendigt, at de seneste blamager på Anfield vaskes bort.
Slot var formentlig klar over hvor fatalt et nederlag på London Stadium kunne være, men han fik en sejr og han formåede at stabilisere det skib han har været - og nok også stadig er i gang med at støde ned mod afgrunden. Hans startopstilling var god, han fortjener ros for at benytte Florian Wirtz i tyskerens bedste rolle og for at bringe Joe Gomez ind på mandskabet, samtidig med at han traf den modige beslutning som det var at droppe Salah.
West Ham var dog også forfærdelige, så der er slet ikke nogen grund til at tro, at træerne nu er vokset ind i himlen, men det lunede selvfølgelig gevaldigt for både holdet og for Slot at hente en sejr.
Mit håb er, at han tør holde fast. Jeg tror Mohamed Salah er tilbage i startelleveren mod Sunderland i morgen aften. Jeg tror dog også at der bliver genvalg til samtlige andre der startede i søndags. Szoboszlai starter selvfølgelig ikke ude, så jeg kunne godt se at det i stedet blev enten Alexis Mac Allister eller alternativt Cody Gakpo, der må en tur ud for at hvile stængerne.
Det er stadig hårdt at se Macca spille under det niveau vi ved han kan præstere på. Han er en af dem der leder efter sin form. Søndag spillede han en anelse dybere for både at deltage i opbygningen men også for at skabe den fornødne plads og rum til Florian Wirtz. Jeg synes dog, at han flytter boldene for langsomt rundt og efter syv startende kampe i træk for LFC, så er han måske den spiller der mest trænger til et hvil, når man spiller weekend-midtuge i en længere periode som vi gør for tiden.
Sejren skabte også kontakt til top 4-ræset. Det er nok mest fordi alle andre hold end Arsenal, er noget nær lige så svage som Liverpool er det. At vi blot er sølle fire point fra Manchester City oppe på tabellens andenplads, er ret vildt med tanke på hvordan vi har set ud indtil videre i denne sæson.
Det er dog også tæt og jeg tror at det berømte tog kører lige om lidt, så hvis vi skal med, så kræver det en stribe af sejre mod hold som vi normalt også vil sige skal give tre sikre point, nemlig når vi tager imod Sunderland, skal til Leeds på lørdag og næste lørdag får besøg af Brighton.
Det er desværre bare langt fra sikkert at det bliver til sejre. Det er de bange anelser vi helt naturligt går rundt med, for vi har set det laveste niveau for et Liverpool-hold i 10-15 år på det seneste, og det helt store spørgsmål er selvfølgelig om der er blevet sat prop i.
Jeg tillader mig at tvivle, fordi det hele stadig er så hamrende sårbart. Vi er hårdt ramt på selvtilliden, og selvom både spillet og resultatet var stærkt opløftende i søndags, så står jeg ikke efterladt med en følelse af, at nu kører det bare. Sunderland er heldigvis langt stærkere hjemme på Stadium of Light end de er på udebane, hvor de blot har hentet syv point.
Men det er ikke længe siden at de slog Chelsea på Stamford Bridge, så ueffen på fremmed græs er de bestemt ikke. De har gjort det imponerende flot som oprykker og har gang i en flot sæson, hvor man formentlig allerede nu kan slå fast, at de ikke behøver at fokusere på at undgå nedrykning.
Manuskriptet blev skrevet flot i søndag: To mål, et clean sheet på udebane, nul afslutninger på mål tilladt og en fejlfri præstation, giver mig følelsen af en lille optur. Nok var West Ham ikke ret gode, men Liverpool har været så nemme at slå selv for dårlige fodboldhold i den seneste måneds tid. Vi havde også fremgang at spore efter sejrene over Aston Villa og Real Madrid, men vi røg hurtigt tilbage i farezonen, og kunsten bliver nu at undgå et lignende tilfælde.
Kom så, Liverpool - lad os få gang i opturen!
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!