BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
BLIV MEDLEM I DAG
SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET

SPAR PÅ LIVERPOOL FODBOLDSKOLE

 

Jürgen Klopp
 
Foto: Getty Images ©

Det bedste, det værste og lidt derimellem i Klopps tid


Om lidt er det forbi med Jürgen Klopp. Det kalder på en form for prisuddeling, hvor eneste jurymedlem er mig. Her følger en subjektiv uddeling af diverse priser fra Klopps tid i Liverpool - fra bedste signing til værste signing, største skuffelse til største øjeblik plus det løse.



Med knap ni år i Liverpool er det umuligt at lave en endegyldig liste over de bedste, de største, de værste og alt derimellem. Men nu, hvor Jürgen Klopp lige om lidt er fortid i Liverpool – kun som manager, bevares, for Jürgen som menneske vil leve i Liverpool for evigt – vil jeg forsøge at komme med nogle bud på, hvad jeg synes har været bedst, størst, værst og det derimellem. Det er mit bud på et bidrag til at sige ’danke Jürgen’. For alt det, du har gjort. For alt det, du har betydet for mig og så ufatteligt mange andre mennesker. Tak.

Bedste signing

Jürgen Klopp er en mand, der ved, hvad han vil have, og han ved, hvad (eller i dette tilfælde hvem) han mangler. For han var og er urokkelig i sin stil. Jovist, han har skiftet stil undervejs i sin karriere, men når han sætter sig for noget, så går han 100 procent efter det. Det har vi set flere gange. Og når man er så stålfast i sin spillestil, kræver det ofte nogle specifikke typer til specifikke positioner. Og dem har Jürgen været en sand mester til at finde.

Jeg troede, at jeg ville finde det svært at finde frem til, hvem jeg synes, der har været den bedste signing i Jürgen Klopps tid i Liverpool. For der har godt nok været rigtigt mange rigtig gode af slagsen. Også langt flere, end der har været decideret dårlige signings. Men da jeg sad og lavede en bruttoliste – først ud fra hovedet, derefter med hjælp fra diverse statistikker – var jeg faktisk slet ikke i tvivl.

For hvis du mener, at tallene alene ikke retfærdiggør denne "pris", kan der blot kigges på, hvordan Mohammed Salah fra sin første kamp højnede niveauet i Liverpool FC. Men til en start kigger vi lige på de helt utrolige stats, Salah indtil nu har for Jürgen Klopp: 348 kampe med 211 mål og 89 assists - altså 300 direkte målinvolveringer.

Mohamed Salah
 

Én ting er de mange mål og assists. Noget andet er det høje antal kampe, han har spillet. I de syv sæsoner, der er gået siden sommeren 2017, har han spillet henholdsvis 52, 52, 48, 51, 51, 51, og 43 kampe. Det er én kamp i ugen over syv år - og samtidig har han spillet 44 landskampe for Egypten, hvoraf langt størstedelen har været fuld tid.

Mo Salah har ifølge Transfermarkt spillet 28.085 minutter for Liverpool. Det svarer til lige over 312 kampe á 90 minutter. Udover at fortælle, hvor mange minutter han rent faktisk spiller, når han er på banen, fortæller det også noget om, hvor vildt et slutprodukt han har haft. Med de 300 direkte målinvolveringer ender Salah på 0,96 målinvolveringer per 90 minutter. Over syv sæsoner. Syv sæsoner! Det er helt utrolige tal.

Den anden ting omkring den egyptiske konges tid i Liverpool FC handler om det, der ikke kan smides ind i en lommeregner, og som der derpå kan konkluderes noget ud fra. Det handler om, at der er et Liverpool før Salah. Og et Liverpool efter Salah. I sin første sæson medvirker han i den grad til, at CL-fodbolden sikres, da han med sine 32 ligamål slår den daværende rekord for en enkelt sæson.

I de kommende sæsoner bliver han ved med at score mål på samlebånd, og han er en stor grund til, at Liverpool i de år vinder alt, hvad der er værd at vinde. Selv efter han har rundet de 30 år og har mistet en lille smule fart og antrit, har han været en nøglefigur på Klopps hold. For Salah har været i stand til at omlægge sin stil en smule, så den passer til den spiller, han er nu og her, og ikke den han var en gang. Det er definerende for en verdensklassespiller. Dét at turde stole på sin træner, der beder dig ændre din stil for holdets bedste. Og det har Salah gjort, samtidig med at han i hele sin tid har været instrumental for den sprudlende offensiv, vi har set i Liverpool, siden Jürgen Klopp tog over i oktober 2015.

Så derfor får Salah min ydmyge pris som værende den bedste signing i et ellers stærkt felt.

Værste signing

Jürgen Klopp har historisk set ramt plet på rigtige mange af de indkøb, han har lavet. Så den liste, jeg har lavet til denne kategori, er faktisk ret kort. Men på listen er der en, der virkelig stikker ud fra de andre. Især med tanke på de parametre, jeg har vurderet ud fra. Det værende prisen, (mine) forventninger, antal kampe, skader og potentiale. Der er umiddelbart kun én spiller, der har skuffet mig på samtlige parametre.

Naby Keïta havde igennem 16/17-sæsonen befundet sig som blommen i et æg på RB Leipzigs midtbane, da Liverpool i sommeren 2017 sprængte sin egen transferrekord og købte ham for lige over 52 millioner pund i en forhåndsaftale, der sikrede Keïtas ankomst sommeren efter. Klopp udtalte, at Liverpool havde været "heldige med at lave en tidlig aftale", og at Keïta "var værd at vente på".

Bevares, guineaneren havde været god i Bundesligaen, hvor Leipzig som oprykker blev nummer to efter Bayern München. Men hvor passede han ind i Klopps Liverpool? Hvis jeg skal være lidt hård: ingen steder. Han er slet ikke fysisk eller Fabinho'sk nok til at spille den defensive midtbane. Ej heller løbestærk eller klog nok til at spille den ene af de to 8'ere.

Skaderne skal naturligvis nævnes. For han var ude med skade intet mindre end 18 gange. Altså ikke ude med skade i 18 kampe. Nej, 18 forskelllige skader. Og her skal lige nævnes et par stykker, som en sjov Twitter-bruger lister op. Mine to yndlings må være, da han slog sin fod ved at sparke græsset, og da han misser de næste 18 kampe, fordi han – som Klopp beskrev det – "faldt ud af ingenting" på gåturen inden en kamp.

Men Jürgen Klopp er, som Jürgen Klopp nu en gang er: loyal. Og Naby fik sine chancer. Han fik hele 129 kampe – et gennemsnit på 25 kampe per sæson. Med alle hans skader in mente må det jo næsten være alle de kampe, hvor han var til rådighed. Og de kampe spillede han uden for alvor at efterlade et aftryk. Han formåede kun at score 11 mål - ét mål mere, end han fik gule kort.

Så kære Naby Lad. Du har spillet i Liverpool, og derfor vil du altid have en plads i mit hjerte. Men når du som en dyrt indkøbt midtbanespiller ikke sætter et større aftryk, vil jeg tænke tilbage på dig som et kuriøst indslag med sjove (skades)historier i en tid, hvor Liverpool var verdens bedste fodboldhold.

Største enkeltstående moment

Du kan jo fodre svin med store enkeltstående momenter i Klopps knap ni år i Liverpool: Dortmund-semifinalen, 90+6, Alisson mod West Brom, Mané mod Aston Villa…..

Men for mig er der et moment, der er større end de andre. Corner taken quickly. Jeg vil ikke fortælle så meget om momentet. For du, kære læser, har helt sikkert gemt en plads i hjertet til din oplevelse i netop det moment. Så jeg vil bare lige kort skrive om min aften, som jeg husker, som var det i går.

Jeg har aldrig misundt og på samme tid undt en kammerat det så meget, som jeg gjorde med min ven Victor, der havde billetter til og var på plads på Anfield til returopgøret mod Barcelona. Men i ugen efter 3-0 nederlaget på Camp Nou havde de faktisk snakket om IKKE at tage af sted, fordi det jo var umuligt.

Jeg selv boede i Herning på det tidspunkt, og jeg var fast ganger på Old Irish Pub. Af de mange gange, jeg har været der, har der aldrig været større fremmøde end til kampen på Camp Nou. Det var en anden historie ugen efter, fordi det jo var umuligt.

Min faste makker spurgte endda, om vi ikke bare skulle se kampen derhjemme. For det var jo umuligt. Nej, sagde jeg. For vi er Liverpool. Og hvis miraklet nu skulle ske, ville jeg ikke være ham, der bare stod og hoppede i sofaen. Jeg ville opleve det med ligesindede. I dét øjeblik gik det op for mig, at Jürgen Klopp havde fået mig omvendt fra at være en 'doubter' til at være en 'believer'. En lillebitte del af mig helt nede i maven troede på, at det kunne lade sig gøre.

Fremmødet var i bedste fald sløjt den tirsdag aften i maj. Men per mål Liverpool scorede, dryssede flere og flere til. Efter slutfløjt husker jeg det, som om der var dobbelt så mange som inden kampens første fløjt.

Divock Origi Barcelona
 

Den aften, de mål og den oplevelse står krystalklart for mig. Jeg genser målener, jeg genser highlights, jeg genhører lægternes kvælende larm, hvert eneste år på årsdagen. Som Jürgen Klopp siger i det netop udgivet interview med The Anfield Wrap:

"This only happened because of us… Because we created this atmosphere. Barcelona only happend to us."

Tænk sig, at vi fik lov til at opleve det her. Sammen. Sammen med Jürgen. Som en familie, der er spredt over hele verden, men hvor alle var tunet ind på samme frekvens og fik lov til at leve i det sammen.

Det største øjeblik

Det var, som om der ikke gik mere end en sæson eller to, før jeg fik den fornemmelse, at Jürgen Klopp ville blive manden, der skulle bryde forbandelsen. En forbandelse, der havde varet hele mit dengang 23-årige liv, og som i de første mange år af min tid som Liverpool-fan lod til at kunne vare, indtil solen ville brænde ud.

Men forbandelsen blev brudt. Og dét uden at solen brændte ud. Tværtimod skinnede den klarere og smukkere, end jeg havde turde drømme om. I en magtdemonstration af en sæson, der bød på 26 sejre og én uafgjort i de første 27 kampe, og hvor første nederlag først falder i runde 28, efter at sæsonen jo for længst er afgjort.

Jordan Henderson
 

Det, Jürgen Klopp og spillerne på banen havde bygget op over de tidligere sæsoner, kulminerede i den 19/20-sæson, som først og fremmest vil blive husket som mesterskabssæsonen og dernæst som Covid19-sæsonen. Pandemien, der gjorde, at vi ikke officielt måtte samles til den folkefest, vi alle havde fortjent.

Samfundet blev dog åbnet lidt op mod slutningen af sæsonen, og da Henderson efter 5-3 kampen mod Chelsea d. 22. juli 2020 løftede trofæet, fik jeg gåsehud og tårer i øjnene, mens jeg drak champagne og festede med en håndfuld venner på Old Irish Pub i Herning.

Da jeg festede med jer alle på Gladsaxe Stadion i 2019, var det fantastisk. Da jeg festede med et par håndfulde på Old Irish Pub i Herning i 2020, var det det største.

De(n) største skuffelse(r)

Klubber har før tabt og vil i fremtiden også komme til at tabe europæiske finaler til Real Madrid.  Og at Jürgen Klopps Liverpool to ud af tre gange skal ramme ind i Real Madrid i en Chamions League-finale, må siges at være… uheldigt. Især fordi jeg egentlig ikke klandrer ham for nogle af nederlagene. I begge finaler – både den i 2018 og den i 2022 – spillede en målmand en kampafgørende faktor, som begge gange faldt ud til Real Madrids fordel.

Alt det med at Klopp ikke kan vinde finaler, er noget sludder. I Liverpool har han vundet FA Cup, to gange Carabao Cup, Community Shield, VM for klubhold og UEFA Super Cup, der alle er blevet afgjort i én enkeltstående finale. Så derfor er dét, at Liverpool kun har vundet én ud af fire europæiske finaler, den største skuffelse hos mig.

Men når det er det, jeg er mest skuffet over – altså at have været i fire europæiske finaler… så har det jo været nogle meget gode år trods alt.

Største 'aarh, det er sgu en ommer'

Jeg synes, at Klopp i langt-langt-langt størstedelen af tilfældene kommer godt ud af et pressemøde eller et interview. Men der findes få undtagelser. Og den mest er i min bog kommet for blot et par måneder siden, da danske Niels Christian Frederiksen interviewede Klopp efter nederlaget til Manchester United i FA Cup'en.

Liverpool havde i lang tid døjet med mange skader og et tætpakket kampprogram, så da NC Frederiksen spørger Klopp ind til, hvorfor Liverpool manglede intensitet - som jeg ved Gud har været en konstant i Klopps tid - gad Klopp ikke høre mere. Han sagde eksplicit, at det var et dårligt spørgsmål, inden han direkte forlod interviewsituationen.

Man kan mene, hvad man vil om NC Frederiksen, men for mig at se var det et fuldstændig reelt spørgsmål, som Klopp jo burde vide ville komme. Der har ikke været mange svipsere, men lige i denne situation mener jeg, at Klopp skulle have håndteret det langt bedre, end han gjorde.

Største 'den havde jeg sgu ikke set komme’

Jeg havde ikke troet og slet ikke håbet, at Jürgen Klopps tid hos Liverpool slutter nu. Så da jeg står på toppen af et bjerg i Alperne den dag i januar, og min kammeret siger, at Klopp stopper, siger jeg noget a la: "Ja ja, helt sikkert". Jeg troede simpelthen ikke på det, før så det med mine egne øjne.

Klopp undskyld
 

Jeg fandt ud af, at jeg – modsat nogle af mine skribent-kolleger – har brug for tid til at fordøje sådanne udmeldinger. Så det var først, da jeg et par dage efter satte mig i den bus, jeg skulle sidde i de næste 24 timer, at det for alvor ramte mig. Da jeg så hele afskedsvideoen. Da jeg læste Martin Busks fremragende skriv. Da jeg så alle videoer af Klopps tid i klubben. Da ramte det mig som et godstod. Jeg sad og snøftede og tørrede kinderne, mens jeg tog det hele ind.

Jeg forstod ikke, hvorfor han skulle tage sin afsked. Hvorfor nu? Med et halvt år tilbage af sæsonen, som vi i øvrigt lå ret godt i. Hvad nu hvis vi endte med vinde? Vil du så ikke fortsætte, Jürgen? Please? Alle de spørgsmål boblede inde i mig. Men dét at løbe tør for energi – det, der er Klopps mojo – er så nede-på-jorden-menneskeligt, som noget kan være. Og det fortjener Jürgen, at jeg og vi respekterer. For fodbolden er jo trods alt kun det vigtigste af de ting, der ikke rigtigt er vigtige.

KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

SPAR PÅ LIVERPOOL FODBOLDSKOLE




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..