BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
BLIV MEDLEM I DAG
SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET

VIND BILLETTER & TURE TIL ANFIELD HVER MÅNED

 
KLUBBEN BEKRÆFTER: 2500 NYE STÅPLADSER...

Henderson Milner Gini
 
Foto: Getty Images ©

EN ÆRA ER SLUT


En løbestærk og driftsikker midtbane har været fundamentet for Liverpools succes de seneste år. Men nu er den løbet tør.



Med godt en tredjedel af PL-sæsonen afviklet er det for længst for sent at tale om, at vi lige skal i gang. Det har kort og godt været en dårlig ikke bare start på sæson, men snart halvdel af den.

Sejren over Manchester City var den oplagte mulighed for et vendepunkt, men da den mulighed blev smidt over bord med nederlag til Nottingham Forest og Leeds, begge placeret under nedrykningsstregen, blev den formøblet på mest frustrerende vis.

Et resultat- mere end spillemæssigt opsving i de sidste kampe inden VM-pausen gør, at status nu er 22 point efter 14 kampe. 1,57 point per kamp. Ni point fra nedrykningsstregen, og syv point fra top 4. Med andre ord en ordentlig omgang leverpostej. Det er for alvor blevet hverdag, efter fem års weekend med Klopps tropper.

Et stensikkert avancement i Champions League i en ellers halvbesværlig pulje fortæller i bund og grund samme historie som den foreløbige kampagne i Premier League: Liverpool er fortsat i stand til at præstere et fortrinligt topniveau, men bundniveuaet er miserabelt – og medianen er tættere på sidstnævnte end førstnævnte.

I de forgangne fem sæsoner har vi altid vidst, hvilket udtryk vores hold ville komme på banen med. Men ikke i denne sæson. Det har før hver eneste kamp – om det så er i mod Manchester City eller Nottingham Forest – føltes, som om det både kunne blive en dreng eller en pige. Vi aner simpelthen ikke hvad vi kan forvente af hverken kvalitet eller udtryk.

Jeg sad selv på Anfield mod Leeds og havde forventet, at vi ville overfalde udeholdet ovenpå misæren mod Nottingham Forrest. Overfaldet udeblev. Det var med garanti ikke sket i én eneste hjemmekamp med tilskuere i de forgangne fem år.

Forklaringerne er mange, eller rettere: Forsøgene på forklaringer. For i bund og grund er der jo ikke nogen af alle os, der gætter, som er tæt nok på klubben, truppen og holdet til at vide, hvad et så uventet og markant styrtdyk i niveau reelt skyldes.

Men det skal ikke afholde os – og i dette tilfælde mig – fra at komme med kvalificerede gæt.

Overpræstation over længere tid

Begrebet overpræstation har jeg altid syntes er underligt selvmodsigende, for en præstation er vel et udtryk, for det niveau man har.

Når jeg alligevel mener, at vi, i perioden fra og med sæsonen 2017/2018 til og med sæsonen 2021/2022, har overpræsteret, er det set i et økonomisk perspektiv. Vi har fået langt mere for hvert enkelte pund investeret i truppen end vores konkurrenter.

Vi har handlet godt, solgt dyrt og fik i Klopp-æraens begyndelse sammensat en trup, hvor synergierne var så gode, at vi kunne få én gange elleve til at blive tolv. Det er lige præcis dét, teamarbejde handler om, og i den kategori har vi været fuldstændig urørlige.

Tilmed er vi udstyret med en manager, der formår at få ikke bare det bedste ud af hver enkelt spiller, men også lige en lille smule mere.

Vi vidste nok inderst inde godt i perioden fra sommeren 2018 til sommeren 2020, at det hele egentlig var en lille smule for godt til at være om ikke sandt, så en permanent tilstand. Men elitesport er indrettet sådan, at mere vil have mere, og når man er på toppen, vil man blive der, og sådan skal det være.

Den enhed vi fik bygget op, var helt uhyggelig god og stabil. Det mest ærgerlige var, at Manchester City var på samme niveau, måske endda en mikrotand bedre, og det har gjort, at vi har fået færre pokaler, end vi ville have vundet, hvis vi havde ramt samme niveau på stort set alle andre tidspunkter i fodboldhistorien.

Selvom vi har vundet alle pokaler (fraset Europa League, som vi jo trods alt havde muligheden for at sikre os i Basel) under Jürgen Klopp, så er det også et faktum, at vi har vundet for få.

Det er selvfølgelig meget at bede om et mesterskab eller to mere og en Champions League titel mere, men det er reelt det, holdets niveau har været til. Det er selvsagt ekstremt ærgerligt nu, hvor pilen peger i en anden retning, hvor der ærlig talt ikke er udsigt til snarlig trofæhøst.

Bunden er gået ud

Alene det faktum at vi i denne sæson foreløbig 12 gange er gået fra banen efter som hold at have løbet færre meter end modstanderne fortæller sin egen historie.

Det er samme antal gange som i de seneste fire sæsoner – tilsammen. Bunden er gået ud af holdet på en måde i denne sæson, vi ikke har set før.

Pludselig kan vi ikke dække op. Løber ikke længere mere end modstanderen. Midtbanen, der i starten af æraen var en (løbe)styrke, er nu den store svaghed. Angrebsmønstrene synes læst. Og så videre.

Tilbage i 2020/2021 virkede det også som om, bunden gik ud af os, da vi i starten af kalenderåret 2021 tabte seks hjemmekampe i træk. Vi havde ingen midtstoppere, og spillemæssigt hang ikke meget sammen.

Dengang var der dog nogle underlæggende parametre, der alligevel fortalte en historie om at ikke alt var galt. På det tidspunkt fik vi slet og ret ikke de point, vi spillede til.

Den berømte og berygtede xG fortalte en historie om, at vi i mange kampe var direkte uheldige med ikke at få flere sejre og flere point end tilfældet var. I de fleste kampe havde vi bolden mest, spillede bedst, afsluttede mest, havde flest chancer, og selvom vi alle kunne se, at vi ikke var helt oppe at køre på alle cylindre, så var vi oftest bedre end modstanderne, uden at vinde.

Den føromtalte statistik omkring sprintmeter fortalte også, at vi også på det parameter var hvor vi skulle være. I det hele taget var der mere tale om ’fluke-resultater’ - og mange af dem - end om en spillemæssig elendighed, om end det selvsagt kunne have været bedre.

Historien i 2022/2023 er en helt anden. I de fleste af de kampe vi ikke har vundet, har vi slet og ret været næstbedst. Og der er nok at tage af.

Mod Fulham, Crystal Palace, Manchester United, Everton, Napoli, Brighton, Arsenal, Nottingham Forrest og Leeds er Liverpool gået fra banen uden at have vundet.

Jeg kan ikke pege på én eneste af dem og sige, at det var pivhamrende ufortjent, at vi ikke vandt. Ikke én.
Det kunne jeg i 2020/2021. Vi kan tilmed nu være glade for at et par af de uafgjorte kampe, trods alt, kastede point og ikke nederlag af sig.

Når så mange kampe fortæller den samme historie, kan vi desværre ikke være virkelighedsfornægtere og påstå, at der er tale om et øjebliksbillede. Nej, det har været normalen i godt en tredjedel af sæsonen. Og det ændrer enkelte præstationer, der minder om tidligere tiders niveau, ikke på.

Heller ikke selv om det er mod Manchester City, man pludselig rammer topniveauet og ikke bare vinder kampen, men også præsterer bedst på alle de underlæggende parametre.

For snart titter bundniveauet frem igen, og det er af så mangelfuld karakter, at det ikke er til at bygge en sæson på, hvis man vil spille med i toppen.

Den sidste kamp inden VM-pausen mod Southampton, var et glimrende eksempel. Vi sprudlede i første halvleg og førte stensikkert, alligevel måtte vi lade vores højt skattede keeper rage kastanjerne ud af ilden - på hjemmebane mod et hold i en krise så dyb, at det netop havde kostet manageren jobbet.

Jovist, det er det, Alisson er med for. Men at gå fra fuld kontrol til absolut ingen kontrol på fem minutter. Det har vi ikke været vant til.

Hvorfor er vi havnet her?

Det er i bund og grund nok en kombination af mange ting: Skader, ekstrem belastning af de samme spillere over lang tid, manglende erstatning af Wijnaldum, Mané, Thiago som eneste indkøb til midtbanen siden 2018, generelt manglende aktivitet i sommerens transfermarked, mental mæthed, manglende sult osv. osv.

Jeg hører til dem, der tror, at forklaringen på nedturen skal findes i mange små faktorer, der tilsammen danner en giftig cocktail.

Men den største enkeltfaktor er nok den manglende fornyelse på midtbanen. Ja, vi fik Thiago i 2020. Desværre har enten han eller dem, han skulle spille sammen med i maskinrummet, været skadet i lange perioder siden da, så vi har aldrig fået udnyttet hans enorme kvaliteter til fulde.

Jeg mener ikke, der er nævneværdige problemer med personalet i forsvarskæden, herunder keeperpositionen.

Ja, Trent Alexander-Arnold har spillet som noget, der er løgn det meste af denne sæson, men jeg er af den opfattelse, at han kan re-bootes både fysisk og mentalt med en VM-pause og en pause til sommer.

Vi skal have erstattet Matip og Gomez over de næste par år, og efter dem Van Dijk, men nu og her kan kæden re-kalibreres, og præstationerne i bagkæden er da også blevet bedre, som denne sæson er skredet frem.

Angrebskæden er i mine øjne også tilpas stærk til at udgøre en trussel mod snart sagt alle europæiske og engelske forsvar.

Nunez skal fortsat bruge tid på tilvænning, og det kunne sagtens tage - ser det ud til - en sæsons tid. Men råmaterialet er tilstede, og med klassespillere omkring ham tror jeg også på, at potentialet bliver forløst.

Vi skal have erstattet Firmino, når hans tid udløber med tilsvarende kvalitet, og så mener jeg, at den kæde har 3-4 gode år foran sig.

Midtbanekæden derimod er et kæmpe problem - og har reelt været det længe. Allerede sidste sæson syntes jeg, at succeserne kom på trods af midtbanen, ikke på grund af den.

Jovist, Naby Keita havde fantastiske præstationer, det samme have Thiago, men samlet set spillede midtbanen markant over par.

Milner og Henderson er begge over sidste salgsdato. Fabinhos formkurve er forsvundet ud gennem bunden af skærmen, og vi har reelt ikke et alternativ til ham som midtbaneanker. Thiago er skadet halvdelen af tiden, Ox er trefjerdedele af tiden og Keita er hele tiden.

Tilbage står Harvey Elliott, der laver nogle gode præstationer, men for ofte minder om Shaqiri. Han er ung, sky is the limit, og jeg er ikke nervøs for ham på lang sigt. Men endnu kan han ikke bære en Liverpool-midtbane – trods alt.

Og så er der Curtis Jones, der synes at løbe ind i den ene mystiske skade efter den anden og derefter skal bruge en hulens bunke kampe på at finde form. Måske er det et naturligt knæk på grund af en svær periode i karrieren, måske er han reelt bare ikke god nok.

Endelig er der Carvalho, der som nyankommet spiller på bare 20 år ikke kan forventes at skulle løfte et Liverpool-hold, der ikke kan finde sine fødder.

Med andre ord har vi et persongalleri af for skadede, for gamle og for unge spillere, hvor hestekræfterne samlet set er for få til at holde Liverpool-motoren kørende.

Som med mekaniske maskiner, bliver også menneskelige maskiner slidt og mister power. I særdeleshed når de ikke får hvile, og derfor er det et problem, der måske er opstået pludseligt, men som har været til at forudse længe.

Klopp har allerede fra start af sin tid på Anfield købt ind på FSG´s præmisser, og det er et meget langt stykke hen ad vejen også både godt og rigtigt.

Bare ikke når det gælder almindelig rettidig omhu, som jeg anser dette som. Her burde han i mine øjne tidligere have sat foden ned, for med de omstændigheder, der omkranser denne sæson, mener jeg, at en sommer som i 2018 med et par solide tilføjelser havde været det eneste rigtige.

De tilføjelser kom i øvrigt, efter en tabt Champions League-finale mod Real Madrid havde udstillet, at midtbanen var blevet for statisk. Lyder det bekendt?

Er alt tabt?

Spørgsmålet er, hvor stort genopbygningsarbejdet er. Og det er i mine øjne ikke givet, at det behøver være af nogen større karakter.

Afhængig af om det viser sig, at Fabinho er over the hill, så skal vi hurtigst muligt have to mand ind på midtbanen. Hvis Fabinho viser sig at være færdig, så skal også han erstattes, men med de rigtige folk omkring sig og måske endda lidt aflastning forventer jeg, at han kan re-bootes.

Får vi de to rigtige midtbanespillere, tror jeg på, vi relativt hurtigt kan genfinde vores ben og få løftet bundniveauet betragteligt.

Og så kommer det uundgåelige spørgsmål: Hvem skal det så være? Alle snakker om Bellingham, og det er da en mulighed. For mig er det egentlig ikke vigtigt hvem. For mig er det vigtigt, at det bliver to mand, der fra dag ét kan gå ind i startopstillingen og forstærke os. Så har jeg fuld tillid til, at manageren og teamet bag og omkring ham kan finde de rigtige.

Men det skal gå hurtigt, og helst allerede ske i vinterens transfervindue, for det er tvivlsomt, om vi har råd til at vente. I fodboldverdenen går det stærkt, og når vi står stille eller går tilbage, så går vores konkurrenter fremad, og der er hold omkring os, der tager store og hurtige skridt i øjeblikket.

Der skal sendes et signal til fremtidige transferemner om, at ambitionerne er intakte. Om at vi ikke lader os nøjes med fem gode år efter 30 års dvale, men går benhårdt efter at få ny benzin på trofæhøsteren.

Klopp har kontrakt til 2026, og i min optik er han helt klart manden til at foretage denne genstart af et projekt, han selv har ført til tops, og nu også selv har ladet forfalde.

Han har gennem hele sin tid på Anfield vist evnen til at finde løsninger, udvikle spillestilen og få det bedste ud af hver enkelt spiller.

Det har skabt en fantastisk æra, der nu er nået til vejs ende. Spiller vi endnu engang vores kort rigtigt, kan en ny begynde.

KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND BILLETTER & TURE TIL ANFIELD HVER MÅNED




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..