YNWA

Mohamed Salah
 
Foto: Getty Images ©

BUSKELYSEN

EVERTON (A)


Martin Busk er klar med sin Buskelyse efter den flotte derbysejr



Merseyside Derby. Jeg elsker dem. Jeg elsker dem især i december, så vi i en julemåned kan holde traditionen i hævd og synge ‘Merry Christmas, Everton’. 
Når vi så kan tilføje dem deres største Derby-nederlag på Goodison i 39 år og samtidig tager en samlet 41-40 føring over dem på udebane, så er det bare ekstra særligt og ekstra herligt at vågne op dagen derpå. 
Det var den fjerde Liverpool-opvisning på halvanden uges tid. Alt kører som smurt i olie her efter seneste landsholdsperiode. Det meste fungerer og det eneste ærgerlige ved kampen i går aftes, var vel at det ikke blev til endnu et clean sheet samt at vi tillod Everton at skabe en smule tvivl om udfaldet af opgøret fra det 35. minut og frem mod pausen. 


Everton: 

En klub i krise. En klub i forfald. Alligevel var jeg lidt nervøs for at skulle møde dem. For de her derbies har, eller kan have, deres helt eget liv, uagtet hvilken generel forfatning man ellers ankommer i. 
Den lokale formand Bill Kenwright samt sportsdirektør Marcel Brands, er dog i fuld gang med at smadre klubben til små partikler der bare breder sig mere og mere og det virker som om de slet ikke kan samles igen. De mangler helt klart Dominic Calvert-Lewin til at lave mål for dem og så mangler de et generelt klub-DNA, hvor man ikke desperat, hiver en Liverpool-legende ind på managerposten. Det er helt håbløst. 
Derfor var det bestemt heller ikke det Merseyside Derby jeg nogensinde har frygtet mest og jeg vidste jo inderst inde godt, at spillede Liverpool bare op til normal standard, så ville det blive til ‘A walk in Stanley Park’. 


Holdopstillingen:

Jeg var egentlig kun i tvivl om hvorvidt Jürgen Klopp ville stille til start med Thiago Alcântara eller med Alex Oxlade-Chamberlain. Resten gav sig selv. Det gjorde det jo sådan set også med Thiago, men med Klopp ved man bare aldrig helt. Han har det med at trække en uventet kanin frem i ny og næ. 
Gårsdagens startellever er dog Liverpools absolut stærkeste. Det er vel kun en skadesfri og i topform, Roberto Firmino, der kan trænge sig på til den i stedet for Diogo Jota. Men Jota er i min optik markant foran Bobby for tiden, altså såfremt Bobby havde været til rådighed. 

 

Lynanalyse:

 Fire scoringer bragte vores total op på hele 43 mål i de første 14 Premier League-kampe af denne sæson. En lommeregner fortæller at Liverpool dermed i snit har scoret 3,07 mål pr. kamp. Hold kæft hvor er det vildt. Det er alene mod Burnley, Chelsea, Man City og West Ham, at vi ikke har rundet tre mål i en kamp. Det er alene mod Chelsea at vi ikke har rundet to mål. Det er jo helt åndssvagt. Vi har ikke prøvet at gå fra en fodboldbane uden at score, siden den 14. april i Champions League mod Real Madrid, hvor vi spillede 0-0. 

I går vil jeg mene at vi blev hjulpet på vej af Rafael Benitez. Jeg synes det var en klar fejl af Rafa, at stille til start i en 4-4-2-formation. Det gav lige præcis al den frihed i vores opbyggende spil som vi havde brug for. Vi kunne have ført 2-0 efter bare tre minutters spil, så stærkt gik det, når vi skulle spille os igennem. Efter at have spillet hen over deres førstepres, så var Everton jo bovlamme og kunne intet stille op. Liverpool boltrede sig i de små halvrum, hvor især Jordan Henderson kunne gøre hvad der passede ham. Det var tæt på en ren foræring og det var ovenud velfortjent, at vi bombede os på 2-0 inden der var spillet 20 minutter. 

Præcis som i lørdagens kamp mod Southampton, tydede alt på at det skulle blive en overlegen første halvleg. Der kom dog det enkelte skår i glæden, at Everton fik scoret på et ret tilfældigt indspil. Men man ved altså også at man har et stærkt hold, når kommentarorer, eksperter og fans påpeger at det var en bold som Alisson nok burde have reddet. Nuvel, han er stærk i mand-mod-mand-duellerne, men det er måske lidt utopi bare at ‘regne med’ at han tager sig af samtlige chancer der opstår. Det er jo kun fordi det er Liverpool og fordi det er Alisson, at man overhovedet taler om at han skulle have taget Demarai Greys afslutning. Men okay, Alisson var jo så heller ikke iblandt de ti nominerede på Lev Yashin-Award-listen, der blev uddelt i mandags. Komplet hovedrystende! 

Det samme kan man sige om selve Ballon d’Or-uddelingen. Hovedrystende at Mohamed Salah blot er verdens syvende bedste fodboldspiller. Længere er den ikke! Jeg er skam godt klar over at han ikke altid var lige fremragende fra januar og frem til august, samt at han intet vandt, men for mig er de uddelinger stadig lidt af en farce, eller som Johan Cryuff engang sagde det “What's the criteria? The best, the best of the season … Everybody pulls for their favourites and there are times when you think what is the point of it all. Let them do whatever they want”. Jeg er ganske enig! 
Igen i går satte Mohamed Salah en modstander skakmat. Han er ganske enkelt uhyggelig og hold kæft hvor vil jeg savne ham, når han desværre skal til AFCON i starten af 2022. Det bliver et kæmpe tab. Det var en stor lettelse da han smuttede fra Seamus Coleman og puttede LFC foran med 3-1. Det besejlede Evertons skæbne og derfra kunne vi køre sejren problemfrit i hus, endda uden at spille os helt ud. 

Defensivt synes jeg vi løste tingene nogenlunde som vi skulle. Det er selvfølgelig irriterende at Everton overhovedet kom på scoringstavlen, men ellers synes jeg vi var vågne og påpasselige bagtil. Jeg tænker det har været en forholdsvis hård mental kamp for Virgil van Dijk med tanke på hvad der skete sidste gang vi var på Goodison, omvendt er det dog heller ikke uden grund at han er calm i alt hvad han foretager sig, så han kom fint igennem kampen og tog endnu et par vigtige step på vej tilbage til storformen. 

 

Kampens top:

Jeg kunne snildt sætte en hel masse ord på Hendo og Salahs to top-præstationer, men at se brasilianske Allan blive fuldstændig rundbarberet og sendt hjem til Rio de Janeiro af Diogo Jota ved målet til 4-1, var bare en ekstrem ekstraordinær nydelse. Det er sådan et GIF-venligt mål, hvor brasseren blev efterladt i en så ydmyget tilstand, at han formentlig aldrig har lyst til at gense det. 

 

Kampens flop: 

Helt klart Jordan Pickfords målmandstrøje. Hooold nu kæft hvor er den meget lidt køn. Hvis jeg var ham, havde jeg nægtet at stå i den til offentlig skue. Det er slemt nok at man står til offentlig skue fordi man er en målmand med pænt mange udfald uge efter uge, men når man så ovenikøbet er tvunget til at gøre det i den trøje … 

 

Karakterer: 

Min 10-trins karakterskala med 1 som den laveste og 10 som den højeste, kommer her:
Alisson Becker: 7,5
Trent Alexander-Arnold: 7,5
Joël Matip: 7,5
Virgil van Dijk: 8
Andy Robertson: 8
Fabinho Tavarez: 8
Thiago Alcântara: 7,5
Jordan Henderson: 9
Mohamed Salah: 9
Sadio Mané: 7
Diogo Jota: 7,5
———————————————
James Milner: 7 
Alex Oxlade-Chamberlain: UB
Takumi Minamino: UB
Valget som Man of the Match stod mellem Jordan Henderson og Mohamed Salah. Begge var de stærke, begge spillede de fremragende, begge spillede de med stor forståelse for og samspil med hinanden. Begge scorede de. Begge var de pure pleasure. 
Jeg giver den til kaptajn Hendo. Han var vital. Først med den superflotte scoring med venstreskøjten på Robbo’s cut-back indlæg og efterfølgende ved at sende Salah afsted, der kunne nette til 2-0. 


Konklusion: 

Jeg må bare konkludere at Liverpools topniveau er rasende godt og for mig også Premier Leagues bedste. Det jeg har set her i de sidste fire kampe, har været så hamrende suverænt, når vi bare har braget derudaf med masser af energi og et sindssygt opskruet tempo, hvor spillerne nærmest i blinde, finder hinanden og formår at tilspille sig den ene store mulighed efter den anden. Det er en fuldendt fornøjelse. 
Når vi ikke rammer vores topniveau, det vil sige når vi sænker tempoet og slapper lidt af, så skal vi til gengæld passe på, at det ikke bliver til for meget afslapning og for stor passivitet, hvor vi luller os selv lidt for meget i søvn indimellem. Det ser jeg i flere kampe lidt tendenser til. Det er fint nok, så længe fokus er til stede, for vi kender også Liverpool godt nok til at vide, at ligeså suveræne som vi kan virke, ligeså paniske eller rystede kan vi blive. Det er det eneste sted hvor jeg endnu ikke er helt tryg. 
Vi må også bare konstatere, at foruden at vi i denne sæson, 7-9-13, har et skadesfrit forsvar, så er Liverpool også et rigtigt publikumshold. Spillerne nyder tilskuere på lægterne. De nyder at de kan henrykke og begejstre. Vi tacklede ikke nedlukningen af stadions særligt godt, vel bedst bevist ved vores nederlag til netop Everton på Anfield i sidste sæson. 
Top 3 har sat sig 100 procent nu. Ingen kommer til at overhale Chelsea, Man City og Liverpool. Det er Englands med afstand, tre bedste fodboldhold. Spørgsmålet er så bare hvem af de tre der er stærkest og jeg tror det kan koges ned til de indbyrdes kampe mellem hinanden. 
Hvis jeg skulle give mit bud på en mester lige nu og her, så hælder jeg nok mest til City. De er bare utrolig stabile. Skulle jeg kåre en mester på den mest iøjenfaldende spillestil, så er det selvfølgelig Liverpool, men det er desværre bare ikke altid nok. Jeg har skrevet om lige fra starten af denne sæson, at det her kan blive vores 18/19-sæson, hvor vi var så tæt på og hvor vi var fænomenale på vores bedste dage, mens næste sæson kan blive vores 19/20-mesterskabssæson, hvor vi var helt suveræne, i hvert fald frem til at Corona-pandemien indtraf. 


Next up: 

På lørdag skal vi til bal på Molineux. Det er et sted jeg ikke er helt bekvemt med. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for vi har vundet rub og stub mod Wolves både hjemme og ude, siden deres genkomst til PL i 18/19-sæsonen. Det er alene i FA Cup’en det er gået galt et par gange mod dem. 

De er placeret i sub-toppen af tabellen og gør det overraskende godt, synes jeg. Deres defensiv er utrolig stærk og har ligesom Liverpool, blot lukket 12 mål ind, hvilket kun er overgået af Chelsea og Man City. Der hvor det kniber mest for dem, er oppe i den anden ende af banen, hvor de er ligaens næstdårligste til at score mål. Kun Norwich har scoret færre gange end Wolverhampton. 
Men spiller Liverpool som de har fået for vane her efter den seneste periode med landsholdsfodbold, så tænker jeg ikke der bør være tale om den helt store udfordring. Bare der er fuld fokus og fuld power, så skal det nok gå. 

Herefter skal vi på tirsdag en tur ned til Milano for at se om vi som det første engelske hold kan gå igennem et gruppespil i Champions League med lutter sejre. For mig er det ikke en vigtig rekord, faktisk kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg håber at Klopp sparer mange flere af de etablerede navne end det var tilfældet mod FC Porto, så vi har en fuld og frisk kampklar trup parat til næste weekends ‘Return of Steven Gerrard’-opgør på Anfield.




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..