GLASSET HALVT FYLDT ELLER HALVT TOMT
Martin Busk er klar med sin Buskelyse efter en 5-2-sejr over West Ham på Anfield
-
-
-
Martin Busk
1. marts 2026, kl. 11:10
-
-
-
Martin Busk
1. marts 2026
Det er da lidt blevet den omvendte verden efterhånden. Da vi tog hul på det her år, var vi det dårligste hold på standardsituationer, nu er vi vist hvis ikke det bedste hold, sæt tæt på det bedste hold, og her taler vi endda uden scoringer på straffespark. Alene i går nettede vi de første tre mål efter tre hjørnespark og vi er nu oppe på hele ti scoringer i efter standarder i 2026. I like.
Jeg har ellers været modstander af at Mohamed Salah skulle sparke hjørnespark, men jeg må indrømme at de altså ligger meget fornuftigt og de er til at arbejde med. Det er Dominik Szoboszlais hjørnespark fra den modsatte side også, og hvis han ikke lige er der, så ligger de også fint fra Cody Gakpo.
Modsat ‘de gamle dage’, hvor Trent Alexander-Arnold og Andy Robertson lagde dem som udadskruet, så er de nu om dage indadskruet fra Szoboszlai og Salah - og det gør Liverpool farligere, især når man har Virgil van Dijk som target at sigte efter inde i det lille felt.
Tænk hvis vi så også snart lærte det nede i vores eget felt. Det mål som Castellanos fik lov til at heade ind i går, var jo katastrofalt, men intet blev dog bygget på bare en enkelt dag, og generelt synes jeg faktisk også at der på det seneste har været fremgang at spore på de defensive hjørnespark.
Noget andet fra den omvendte verden i går, var vores egen første halvleg, med hele tre scoringer til følge.
Jeg sad faktisk og tænkte på om det her virkelig kunne passe, men det kunne det. Tre mål, i øvrigt mod det hold i Premier League der scorer flest mål i første halvleg. Gad vide om det var fordi lodtrækningen blev tabt og vi skulle angribe ned mod The Kop i første halvleg? Hvis ja, så lad os da bare tabe lidt flere af de lodtrækninger, selvom vi altid aktivt har gået efter at vi skal angribe ned mod The Kop i de sidste 45 minutter.
For det var altså rart nok. Rart nok at kunne gå til pause foran med 3-0. Der sker enormt sjældent at jeg har så meget ro i maven når første halvleg er overstået.
Omvendt er vi også Liverpool. Vi skal sgu nok sørge for at bidrage til spændingen, hvis ikke på den ene, så på den anden måde. Det er en præmis i denne her sæson, og det gør også at man aldrig er helt tryg.
Det er nok det der irriterer mig allermest ved kampen i går eftermiddags, hvor vi ellers havde chancen for at vinde med 5-0 eller 6-0 og dermed for alvor sætte et statement om at være tilbage for fulde gardiner.
I stedet efterlod vi et kvart indtryk af fortsat at være til at tale med. Jeg havde gerne set det fjerde clean sheet i træk, hvilket absolut var muligt, men vi formåede desværre at lade to reducerende mål sejle ind. Det første i en situation hvor Ibrahima Konaté ikke fandt det nødvendigt at hoppe højt og det andet efter et hjørnespark der ganske ubemærket fik lov til at ryge ind ovre ved bagerste stolpe, hvor man vel sagtens kan argumentere for at med bare en smule opdækning ved stolpen, så var det mål aldrig blevet scoret.
Det er også meget muligt at vi gik til pause med en 3-0 føring, men alligevel skulle vi lige lade The Hammers få smag for det, da først Alisson og sidenhen Ryan Gravenberch var ved at forære dem et par scoringer. Det er jo desværre Liverpool i en nøddeskal, og vi blev igen nervøse for at føre, da vi med et kvarter igen lod West Ham reducere til 2-4. Havde de fået scoret til 3-4, er jeg faktisk slet ikke sikker på at vi var sluppet ud af den kamp med en trods alt så resultatmæssig overbevisende sejr, som 5–2 trods alt lyder.
Vi overlod igen initiativ og kontrol, vi blev igen presset langt tilbage og vi havde igen i store problemer med at få spillet boldene ud af egen forsvarszone. Flere gange smed vi kuglen lige hen i fødderne på West Hams spillere, og flere gange var de ved at stryge lige igennem og de kunne godt med større kynisme have sendt en scoring ind til 3-4, hvilket for alvor havde skabt kæmpe drama og formentlig sendt os til tælling som så mange gange før i denne sæson.
Det virkede alt sammen totalt unødvendigt, fordi der jo samlet set var klasseforskel på de to hold. West Ham kom ellers fra en god periode hvor de foruden et par sejre i FA Cup’en også har slået hold som Tottenham, Sunderland og Burnley samt spillet uafgjort mod Man United og Bournemouth. Så Nuno Espírito Santos tropper var bestemt et bedre sted, end de var i det omvendte opgør nede på London Stadium tilbage i slutningen af november måned, hvor Liverpool vandt med 2-0 og var med til at kickstarte lidt af vores sæson, hvor vi sidenhen blot har tabt to gange i 20 kampe.
Så jeg står lidt tilbage ved den der klassiske om "glasset er halvt fyldt eller halvt tomt”. Det er jo et generelt udtryk for optimisme vs. pessimisme. Ser jeg glasset som halvt fyldt, er jeg optimistisk og vælger at fokusere på det positive, men ser jeg det som halvt tomt, er jeg mere pessimistisk og fokuserer på det der mangler. Begge beskriver den samme situation, det handler bare om perspektiv.
Jeg tror dog at jeg overordnet står der, når nu kampen her dagen derpå har lagt sig lidt, at jeg mest ser glasset mest som værende halvt fyldt. Jeg synes det er mere brugbart at forlade Anfields græstæppe med en 5-2 sejr end det er uholdbart at lukke et par mål ind omend det var unødvendigt, og jeg vil hellere fokusere på det positive end på det på det negative.
For der ER altså fremgang at spore for The Reds. Vi haler gradvist mere og mere ind på Aston Villa i tabellen og er ved at sørge for, som jeg i øvrigt hele tiden har sagt, at også de kommer til at indgå i det vilde ræs der venter om placeringerne i top 5. Det sørger de først og fremmest selv for, ved kun at have hentet tre Premier League-sejre her i det stadig nye år.
Samtidig smider vi et vedvarende tryk på både Man United og Chelsea ved at vinde, ligesom vi gradvist også er i gang med at forbedre vores målscore i forhold til de tre klubber vi kæmper med om de gyldne pladser. Vi er også videre i FA Cup’en og vi står overfor to møder med Galatasaray i Champions Leagues 1/8-finaler.
Det er ikke helt skidt det hele og pt. står vi med et halvfyldt glas, hvor det er tilladt at finde lidt optimisme frem. Vi er igen med hvor det trods alt er sjovere at opholde sig end hvis vi lå parkeret på en 8. plads uden chance for hverken fugl eller fisk. Det kan sagtens ende skidt alligevel og det kan sagtens ende med at glasset bliver halvt tomt i stedet for. Det kræver fuld fokus i de kommende mange PL-kampe der venter mod Wolves (U), Tottenham (H), Brighton (U), Fulham (H), Everton (U) og Crystal Palace (H), inden vi til maj måned skal en tur til Old Trafford i en formentlig yderst definerende og afgørende kamp.
Jeg synes det er svært at svinge de individuelle præstationer højt op ovenpå i går, hvorfor jeg vælger at kalde det en holdindsats. Jeg synes ikke sådan helt åbenlyst at der var nogen iblandt de i alt 14 benyttede spillere, der spillede deres livs kamp eller var tæt på. Det var egentlig udmærket over det meste af banen, men hvis jeg skal vælge en Man of the Match, så har jeg svært ved at pege på en enkelt mere iøjnefaldende spiller end en anden. Det tætteste jeg kommer på er vel Hugo Ekitiké der foruden en scoring også lagde op til to andre. Jeg synes også jeg ser fremgang hos Alexis Mac Allister, men måske det bare mest skyldes at han scorede for anden PL-kamp i træk.
Jeg var fortsat ikke synderligt imponeret over hverken Cody Gakpo eller Mohamed Salah, når man ser på deres præstationer. Ej heller selvom Gakpo fik scoret. Jeg ville igen have ønsket at Rio Ngumoha havde fået mere spilletid end et kvarter, men til gengæld var det rart at se min lille spirrevip i form af Jeremie Frimpong tilbage i aktion. Jeg har skrevet det før og gentager gerne mig selv; han bringer altså noget godt når han er på banen, foruden at han bare er en nuttet lille sød fyr.
Noget andet godt var at Arne Slot lod Joe Gomez starte som højre back, så vi kunne få gavn af Szoboszlais enorme løbepensum inde på den centrale del af banen. Som man siger i det engelske, så er 70 procent af jorden dækket af vand, resten er dækket af netop Szoboszlais arbejdsradius, hvilket er sindssygt vigtigt for Liverpools måde at spille på, selvom han ikke spillede sin allerbedste kamp i går.
Nu har vi - langt om længe ramt foråret. Selv på Anfield skinnede solen i går. I den kommende uge er solen dog gået ned begge gange vi spiller. Begge opgør er på Molineux mod Wolverhampton Wanderers, først i Premier League tirsdag aften og så venter FA Cup’ens 1/8-finale fredag aften.
Det er to kampe der alt andet lige bør give to sejre, men omvendt så fornemmer jeg at Wolves så småt er ved at finde noget der minder om en form for form.
Det kan sagtens gå hen at blive betændt i begge opgør, men på sådan en herlig søndag som den i dag, vælger jeg alligevel ja-hatten mere end nej-hatten og tror på fuld gevinst i begge opgør, hvilket i øvrigt også er stærkt nødvendigt.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!