GLIMT AF MAGI PÅ ANFIELD
Her er Martin Busks analyse efter Liverpools sejr over Newcastle United.
-
-
-
Martin Busk
1. februar 2026, kl. 14:03
-
-
-
Martin Busk
1. februar 2026
En standard fodboldbane måler 105 x 68 meter. Anfield måler dog kun 101 meter fra den ene til den anden mållinje, hvorfor Liverpool har en dispensation.
Det var ikke ny verdensrekord på 100 meter, men jeg elskede altså alt ved at Alisson Becker fløj afsted nede fra eget mål og helt op i den anden, da Ibrahima Konaté gjorde det 4-1 sent inde i overtiden. Det er sateme teamspirit, det er støtte og sammenhold.
Når en spiller som Konaté har været igennem halvanden uges nedtrykt tilstand og en større følelsesmæssig rutschetur ovenpå sin fars dødsfald, hvor han missede tre kampe undervejs, men valgte at komme tilbage til dette opgør grundet den generelle skadessituation i forsvaret, så skal man bakkes op, støttes og modtage kærlighed, som den Alisson og resten af holdet gav Ibou.
Præcis som det samme skete for Alisson selv, da han i 2021 havde mistet sin far og efterfølgende scorede sit fantastiske hovedstødsmål mod West Bromwich Albion.
Det gjorde Ibou - og han fortjente at sætte punktum på en flot præstation, hvilket Nick Pope heldigvis også syntes, ved at score kampens sidste mål. Det var et rørende moment da hele holdet fejrede scoringen sammen med ham og det var også noget der trak lidt i mine tårekanaler, som den ældre herre nogle vil hævde jeg er ved at blive.
Men det er en del af mit Liverpool, det er en del af det jeg kender ved min klub. Her er man aldrig alene, uanset hvor dårligt det går, uanset hvor ringe man præsterer.
Det samme gælder Ibou Konaté, der vel er den spiller jeg har været mest efter i denne her sæson. Det synes jeg har været fortjent og jeg er fortsat ikke overbevist om at han er manden for fremtiden, men ret skal være ret og i går viste han det tårnhøje niveau, som vi godt ved at han også besidder.
Jeg tager hatten af for Konaté og hans evne til at rejse sig. Det ændrer dog ikke på at han bør få både modstand og konkurrence på sin ellers faste plads som makker til Virgil van Dijk og med et transfervindue der lukker i morgen aften, så undrer jeg mig stadig helt vild over at der (endnu) ikke er tilført en nærmest hvilken som helst forstærkning til vores midterforsvar.
Hvem ved, måske sker der alligevel en smule med de rygter der trods alt er opstået og nu florerer om både Lutsharel Geertruida og Denzel Dumfries som mulige tilgange, så det berømte og ikoniske hollændersving, et hårnålesving på bjerget Alpe d'Huez under Tour de France, kan få en helt ny betydning.
På samme måde som Konaté rejste sig, så rejste Liverpool sig også. Både efter den svage præstation på Vitality Stadium sidste lørdag mod Bournemouth, men også efter i vi kom bagud på Anthony Gordons scoring da uret havde rundet den gode halve time - og faktisk bedst som Liverpool langt om længe var begyndt at vise noget offensiv fremdrift ovenpå en første halv time, hvor vi så meget shaky ud og hvor vi som alt for ofte før set i denne sæson, ikke for alvor kunne få hjulene til at fungere.
Da vi først kom bagud og det igen var op ad bakke, så var jeg da heller ikke specielt optimistisk. Liverpool afvikler som regel kampe på to måder; enten kommer vi bagud og skal kæmpe os tilbage eller også sørger vi for, efter at have haft det komfortabelt, at bringe stor spænding ind i kampene.
Jeg vil altid foretrække at vi kan vinde på den såkaldte problemfrie måde, altså noget i stil med en scoring i løbet af den første halve time, en udbygning lige efter pausen og det afgørende stød med 10-12 minutters tid tilbage. Det kunne være fedt hvis det skete noget oftere, frem for de her enten eller-opgør, hvor vi skal knokle på eller hvor vi mister al sund fornuft og overblik mod slutningen.
I forvejen var vi jo blevet tidligt advaret da Ryan Gravenberch begik et torskedumt og klodset frispark som Harvey Barnes sendte på stolpen og ved de hele syv hjørnespark som gæsterne fik i første halvleg. Newcastle kom med fin selvtillid efter uafgjort mod PSG på udebane i midtugen og de havde nogle ganske kvalitative og farlige indlæg fra især deres egen venstreside, hvor The Reds var gevaldigt udfordret.
For mig var det tydeligt at vi endnu engang spillede uden mod og uden selvtillid. Men vi begyndte trods alt omkring den halve time at live lidt op og det samme gjorde publikum hjemme Anfield, hos hvem man så småt godt kan fornemme at de ønsker at se deres helte skøjte henover isen og spille med større risiko end det er tilfældet.
Problemet er bare - hvilket vi netop fik at se ved scoringen, at når vi bevæger os op i banen, så efterlader vi så enorm meget plads bagtil og det åbner så op for vores modstandere, når man først kommer for langt frem. Her er vi mega sårbare, hvilket blev en konsekvens da The Magpies bragte sig på 1-0, efter en situation hvor vi ellers netop havde spillet direkte offensivt fodbold, eller i hvert fald givet det et forsøg.
Heldigvis gik der bare fem minutter, så ville en tysker - og især en franskmand det helt anderledes. På nærmest ingen tid fik Hugo Ekitiké med to scoringer vendt kampen rundt.
Første gang var efter indledende magi fra Florian Wirtz, hvor han bare stod som en boks-9’er på Wirtz’ cutback og prikkede kuglen ind bag Pope, mens han anden gang - på en suveræn Milos Kerkez-pasning op i banen - som en anden primetime Fernando Torres, skød forbi Malick Thiaw og sendte bolden fladt i det lange hjørne.
To helt sublime scoringer fra en sublim angriber, der mere og mere tager os med storm. Ekitiké har nu leveret flotte 15 mål i sine 32 hidtidige optrædender for klubben, hvilket må siges at være ovenud flot i sin første sæson. Jeg tror i øvrigt vi har meget mere i vente fra ham - og ingen taler pt. om Alexander Isak.
Dermed kunne vi gå i omklædningen med en pauseføring som nok kun de færreste havde set fem minutter før pausefløjtet. Det føltes rart og min egen pessimisme var da også med ét vendt til i hvert fald moderat optimisme.
For vi ved jo om nogen hvordan et LFC-hold kan komme ud til anden halvleg. Opgaven var selvfølgelig ganske klar; nemlig at klø på og ikke skabe spænding om udfaldet, men derimod at jagte den tredje scoring og gå efter at få lukket opgøret mere eller mindre definitivt ned.
Hugo Ekitiké burde have fuldendt et hattrick da han i begyndelsen kom alene igennem, men afslutningen med indersiden var aldrig på vej i nettet og i stedet skulle vi endnu engang prise os lykkelige for Alisson inde på stregen der flot tog sig af et forsøg fra distancen fremført af dygtige Harvey Barnes, efter en times spil.
Det var dog egentlig også det nærmeste Newcastle kom på en udligning og jo længere kampen skred frem jo mere komfortable så vi rent faktisk ud i vores opbygningsspil, hvilket faktisk overraskede mig en smule, når man nu efterhånden er blevet vant til noget andet.
Gæsterne var ikke ret gode. Det kan godt være at deres angreb ser potent ud, men de var det ikke, tværtimod. Derudover var det tydeligt at uden Bruno Guimarães til at lede og fordele spillet inde centralt samt komme med den fornødne trussel bagfra, så var de ikke for alvor farlige.
I stedet skete der netop det vi alle sad og håbede på. Mohamed Salah, som på ny underpræsterede i den røde trøje, fandt Florian Wirtz, der stensikkert kunne sætte bolden i mål. Intet, som i absolut intet, lykkes for Mo Salah, men endnu engang var han involveret i en scoring, hvilket endnu engang forårsagede en af hans utallige rekorder, hvor han nu som den første spiller i historien har leveret både ti mål og ti assists mod den samme modstander, og dette på blot 19 kampe.
Vi hører ofte fra nærmest en hvilken som helst kommentator “Mohamed Salah elsker bare at spille mod Xxxxxx” og målt på stats alene, så er det svært at argumentere imod. Foruden førnævnte rekord slog han endnu en, nemlig ved at være den spiller i PL, der har haft flest mål-involveringer på den samme bane, nemlig 107 mål og 45 assists på Anfield, hvilket gjorde at han gik forbi Wayne Rooney på Old Trafford med 101 scoringer og 50 assists samt Thierry Henry på det gamle Highbury med 114 mål og 37 assists. Det kan sgu da også noget og viser vel - trods alt - at egypteren ikke er helt bagom dansen endnu.
Florian Wirtz til gengæld: Wow mand, han er ved at få tur i den. Han er i den grad ankommet til engelsk fodbold og det bliver bedre og bedre det vi ser fra hans fødder i takt med at sæsonen skrider frem. Jeg tænker at det han viser for tiden, er den absolutte hovedårsag til at man så massivt investerede i den dygtige tysker. Man kan se på hans spil, at han mestrer magien, som var han en prime Philippe Coutinho, og jeg tror kun at han bliver bedre herfra!
Scoringen faldt på et kærkomment og vel nærmest perfekt tidspunkt. Man formåede på den måde at få lukket kampen godt ned efter små 70 minutters spil og Arne Slot kunne samtidig spare lidt på netop Salah, Wirtz og Ekitiké til sidst, omend det ikke var særlig meget.
Jeg vil i den forbindelse, selvom det nok ikke er helt velanset hos alle, gerne sende en lille smule kredit i Slots retning for kampen i går. Jeg synes han formåede at ramme en god balance, både med hensyn til startelleveren, der måske dog også gav sig selv, men også med hensyn til at holdet pushede på og spillede en god kamp i begge retninger. Som med Michael Carrick i Man United, så gror træerne selvfølgelig ikke ind i himlen, selvom man vinder to i træk, men sejre er trods alt vigtige for en ellers presset mand i spidsen for en stor fodboldklub.
Liverpool kløede til min store fornøjelse endda yderligere på og forfulgte helt uvant også scoringen til 4-1, frem for at stille sig tilfredse tilbage i banen. Her kunne Cody Gakpo med en smule større held tilsat en smule mere dygtighed godt have øget, inden Konaté på Popes foræring, i stedet for gjorde det.
I øvrigt, sjov fætter, Gakpo. Han er som regel ret målfarlig og også den tredjemest scorende Liverpool-spiller i denne sæson, og så arbejder han på hver en meter i holdets tjeneste, men alligevel er det Arne Slot der af os alle virker mest tilfreds med hollænderen. Han kan også hurtigt blive vores offer for når det ikke går godt, lidt på samme måde som Salah, men personligt kunne jeg nu godt tænke mig at Slot fandt lidt større tillid til Rio Ngumoha, og gav ham et run på bekostning af netop Gakpo der så kunne komme ind med sit slutprodukt og score et par kasser i ny og næ.
Det sker ikke på søndag når vi spiller vores næste kamp, den tredje hjemmekamp på stribe, når ingen andre end Manchester Ciry kommer på besøg. Her har vi i høj grad en revanche til gode efter den sløje indsats på Etihad tilbage i november måned, hvor vi blev spillet ud af brættet og tabte med klare 3-0 efter nogenlunde den opskrift jeg har beskrevet længere oppe, altså en scoring fulgt op af en ny omkring pausen og så en trumf på efter en god times spil.
Med sejren i går aftes holdt vi snor i Chelsea og Manchester United, som vi skal kæmpe om fjerde- og femtepladsen med. Det var vigtigt, på samme måde som det var vigtigt i midtugen at slutte højt ude i Champions League og være sikret videre avancement uden playoff-kampe.
Jeg synes ugen generelt har været en opløftende en af slagsen, to hjemmekampe der tilsammen har givet en score på 10-1 MÅ nødvendigvis have tanket noget selvtillid og givet truppen et boost forud for kampen mod City, hvilket gør at jeg tør tro på et godt resultat, dog også vel vidende at vi sagtens kan få ørerne i maskinen alligevel.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!