KATASTROFE PÅ MOLINEUX
Martin Busk er klar med sin analyse efter den sene dukkert mod ligaens bundprop
-
-
-
Martin Busk
4. marts 2026, kl. 10:21
-
-
-
Martin Busk
4. marts 2026
Jeg er stadig rasende og harmdirrende. Jeg er stadig efterladt i en følelse af vrede, men også opgivenhed. Hvad fanden fuck nytter det, at være opløftet efter en 5-2 sejr og bræge løs om at vi er på rette vej, for så at tage til sæsonens ultimative bundhold, for at tabe. Tabe ved at pisse tingene væk!
Vores liv er en konstant bevægelse mellem op- og nedture. Nogle dage føles lette og fyldt med glæde, succes og håb, mens andre bringer modgang, tvivl og skuffelser. Oplevelser, relationer, job og drømme former vores rejse, og det er netop kontrasterne, der giver livet dybde. Uden nedturene ville vi ikke sætte samme pris på opturene. Uden udfordringer ville vi ikke vokse. Livets bølger minder os om, at intet varer evigt, og at både glæde og svære tider er en naturlig del af det at være menneske.
Fodboldlivet er på mange måder en koncentreret udgave af selve livet, bare med stærkere følelser og kortere mellemrum mellem opturene og nedturene.
Når man holder med Liverpool så ved man også bare, at det sjældent er kedeligt. Den ene uge kan man føle sig urørlig efter en stor skalp eller en flot sejr, og den næste uge sidder man bare frustreret tilbage efter et nederlag til et bundhold. I går gjorde det ondt, ikke bare fordi der var tale om tabet af tre point, men fordi mine forventninger havde fået et løft, ovenpå fire sejre i træk.
Jeg er helt med på at netop dét jo også bare er fodboldens væsen. Storfavoritter snubler. Det samme skete for Aston Villa i fredags. For nylig nappede Wolves også point fra Arsenal. Tidligere på sæsonen også fra Manchester United og endnu tidligere fra Tottenham.
Bundhold kæmper som løver, eller, skal vi i dette tilfælde sige ulve … og som fans lærer vi jo at stå igennem det hele. For hver evige kæmpemæssige skuffelse vi oplever, så ligger der heldigvis en ny kamp og venter. En ny mulighed for at rejse sig.
I vores tilfælde endda en mulighed for at få kærkommen revanche mod præcis den samme modstander, på præcis den samme bane og endda om kun lige godt to døgns tid.
Det er det der - trods alt - gør fodboldlivet ægte. Man jubler helhjertet, men man lider desværre også helhjertet. Når sejrene så kommer igen, så er min erfaring også, at så smager de bare endnu bedre.
Se, det var min terapeutiske nedtakt. Det er noget jeg har brug for. Jeg håber det hjælper mig igennem dagen og at det er det jeg vil tænke mest på når dagen tager sin gang, for her fra morgenstunden hvor jeg sidder og skriver disse sætninger, så føles det hele bare som det rene bras!
Det hjalp en nattesøvn ikke på, efter at jeg i går aftes tungt måtte bevæge mig ind i seng ovenpå et katastrofalt resultat og ikke mindst nederlag på Molineux mod Premier Leagues bundprop fra Wolverhampton.
Deres fans har næsten hele sæsonen igennem, endda for halvtomme tribuner, sunget “Ooh wanky wanky, wanky wanky wanky wanky wanderers” med en åbenlys hentydning til at deres hold blot har hentet søllet 13 point, eller vent … Nåh nej, nu er det så 16 point, fordi Liverpool syntes at de havde fortjent dem alle tre i går, så de måske kan lave et mirakel og blive oppe.
Gud fri mig vel for en kæmpe klassisk omgang Liverpool. Man fristes til at sige at vi aldrig lærer det.
Crystal Palace (90+7), Chelsea (90+5), Leeds (90+6), Fulham (90+7), Bournemouth (90+5), Man City (90-+3) og nu Wolves (90+4). Syv - som i tallet 7 - kampe hvor vi stod til mindst det ene point. Læg dertil andre sene scoringer der har kostet som f.eks. mod Man United (84). Det er ved at være en skandale efterhånden. Ja ja, jeg er med på at vi også selv har nydt godt af det samme, især i sæsonens begyndelse, men også for ganske nylig på City Ground.
Det er måske det der er hele kernen, eller rettere hele hurdlen: Et hold som Liverpool skal ganske enkelt være for gode til at deres fodboldkampe skal afgøres i den dybe tillægstid. Der skal ganske enkelt være langt mere format over det når man stiller op og spiller for en topklub. Der skal være et mere suverænt udtryk end hvad der er tilfældet i denne sæson og det er præcist det jeg mener, når jeg ofte skriver at “med Liverpool ved man bare aldrig helt”.
Jeg har haft pænt travlt med at nævne det her run efter City-kampen vi nu havde frem til starten af maj måned med modstandere som Sunderland (U), Nottingham Forest (U), West Halm (H), Wolves (U), Tottenham (H), Brighton (U), Fulham (H), Everton (U) og Crystal Palace (H), som “kærkomne” modstandere vi i bund og grund kunne hente 27 point imod.
Det HAR dog hele tiden været med det forbehold der netop hed “men det ER jo Liverpool” og ikke specielt overraskende fik jeg ret i den profeti, og det gjorde jeg også i går aftes efter Mohamed Salahs ellers så fine udligning, hvor jeg nærmest var fuldt ud overbevist om, at vi nok skulle indkassere i overtiden, hvilket selvfølgelig så skete, endda via en klassisk afretning fra en forkølet afslutning.
Vi har råbt og skreget på spilletid til Rio Ngumoha på bekostning af Cody Gakpo. Argumentet for at beholde Gakpo var hans defensive hårde fysiske arbejde og mon ikke, hvis det var hollænderen der havde stået samme sted som Ngumoha i går, da André opsnappede Alisson Beckers sløje forsøg på et udspark eller clearing om man vil, at vi havde set Gakpo gå til brasilianeren og fræse ham i gulvet? Jeg skyder ikke på Ngumoha her, for det er jo ikke noget vi kan forvente fra en 17-årig at han er i stand til at forudse og tænke hurtigt omkring, jeg skyder måske nok nærmere på os fans og vores ofte sort-hvide holdninger til tingenes tilstand.
En hel masse fra det berømte “Slot Out”-kor fandt vej til tasterne i går aftes, og det ved jeg i udgangspunktet godt skyldes både den konkrete frustration det er igen at tabe i overtiden samt det faktum at vores sæson som helhed har været enorm skidt, men jeg må endnu engang også lige forsvare Arne Slot en smule her, for det er fandeme ikke hans skyld, i hvert fald ikke alene hans skyld, at vores spilleres indsats på banen blot tre dage efter at stort set de samme spillere har vundet 5-2, var så ringe som det var tilfældet i går.
Vi ejede jo den kamp, som så mange andre, men vi evnede slet ikke at få udnyttet hverken spilovertag eller mulighederne og så er det sgu svært at gøre mere som træner. Når man totaldominerer og har bolden i næsten 70 procent af en kamp, når man har 19 afslutninger mod blot de fire til hjemmeholdet, hvor de så scorer på to af dem og når man har 11 hjørnespark, ja så er faktum jo også bare, at vi får alt for lidt ud af en sådan dominans. En anden mand i spidsen havde næppe kunne gøre noget anderledes, omend jeg dog medgiver at han måske mentalt har kunne overbevise sit hold om en anden tro på egne evner.
Det var jo f.eks. bare sort uheld at Curtis Jones ikke bragte os på 1-0 i begyndelsen af anden halvleg efter et hjørnespark hvor han og Cody Gakpo i fælleskab formøblede et mål, og det er fandeme også røvtur at Mohamed Salah ikke fik spillet bolden videre hen til Dominik Szoboszlai kort før tid, på en lynhurtig kontra, men i stedet smed den lige hen i fødderne på den eneste Wolves-spiller der var i nærheden, i en nærmest fire mod en-situation.
Det var de små marginaler, som Sepp Piontek altid sagde, og det er enormt frustrerende at se med på. Det gør os rasende og skidesure, og det er helt på sin plads, og selvom det lyder som en floskel, så må jeg bare sige, at netop øjeblikke som dem, er svært for Arne Slot at gøre noget yderligere ved.
Så jeg vil egentlig foretrække at skyde mere på spillene, både defensivt og offensivt, frem for på træneren alene. Det bliver sgu lidt et narrativ at man bare kører løs på den samme mand hver gang det går galt, selvom også jeg, og som medgivet før i den her sæson, godt kan få øje på, at mandskabet måske godt kan trænge til en luftforandring.
Det var jo ellers det samme som vi ofte ser fra The Reds, som vi så i går på Molineux. Vi spillede i første halvleg ofte for langsomt, men vi så også eksempler på det modsatte, hvor vi spillede bolden okay hurtigt rundt, noget vi jo ellers ofte er efter spillerne omkring. En helt klassisk første halvleg, hvor det lignede det, det næsten altid ligner; nemlig at den bare skal overstås, for at vi så fra starten af anden halvleg, kan komme op i gear og sætte mere tempo på.
Vi har blot scoret 11 gange i første halvleg i vores nu 29 ligakampe i denne her sæson. Vi har kun scoret fem mål i løbet af den første halve time af de 29 kampe. Det er de kolde facts. Jeg er helt med på at man lige skal i gang og alt det der gøgl, men det er simpelthen så sløjt som det overhovedet kan være. Vi taler altså om en hel halvleg med fodbold, hvor enhver mulighed for at score bliver forpasset og hvor chancen for at tage troen ud af vores modstander går tabt.
Det var det samme i går. Wolves var totalt ufarlige og vi kunne have lagt et enormt tryk på dem langt tidligere, men ventede med at komme med det tryk og sværme inde omkring deres felt til vi ramte de sidste 45 minutter, hvor den sidste farlighed dog udeblev, hvor det bare aldrig blev rigtigt farligt, og hvor det endte med stolpe ud, de få gange det skete, som på føromtalte hjørnespark hvor bolden endte på overliggeren eller på Ngumohas forsøg mellem benene på en forsvarer, hvor bolden endte på stolpen via José Sa’s hånd.
Dåseåbneren i form af Florian Wirtz, var en åbenlys mangelvare i går, men det hele kan altså heller ikke bero på en enkelt spiller, når man møder et bundhold.
Med en sejr kunne vi have lagt en behagelig afstand til Chelsea, som i aften møder Aston Villa, hvorfor det siger selv at enten begge eller et af de to hold, ville have været svagere stillet i kampen om en placering i top fem. Den chance blev misset big time, hvilket jo bare betyder, at vi er med til at bevare den ulidelige spænding om, om den skal stå på europæisk tirsdags/onsdags-fodbold i den nye sæson, eller om vi skal over i den røvkedelige torsdagsfodbold.
Det er sgu lige før jeg så hellere undværer, hvis det sidste bliver tilfældet, hvilket vel egentlig ikke engang er utopi, med tanke på at både Brentford og Everton er godt kørende og blot er fire og fem point efter os, som to hold vi snart skal møde.
Faktum er også, foruden selve nederlaget, at vi står tilbage med 16 benyttede spillere fra i går, hvor ingen af dem havde noget der bare mindede om personlig succes. Over stort set hele linjen blev der undervældende leveret og det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.
Hvis vi skal videre til FA Cup’ens kvartfinale på fredag aften på samme bane som i går aftes, så kræver det denondelynemig en helt anden fokuseret indsats og ikke mindst en langt større udnyttelsesgrad af den spildominans vi sikkert igen kommer til at besidde. Jeg er langt mindre optimist nu end jeg var før kampen i går, og selvom det på sin vis er det smukke ved fodbold og ikke mindst følelser i fodbold, så er det sgu bare helt ubrugeligt lige nu og her. Men fredag aften står jeg der igen, på ny med en tro på at mit hold kan gøre det bedre end sidst, og det kan vel også noget ..
Lad mig afslutte med et tillykke: et tillykke til Sir Kenny Dalglish, den for mig, med afstand, største Liverpool-spiller igennem tiden, der i dag runder flotte 75 år. King Kenny var indbegrebet af en intelligent fodboldspiller, en spiller der forenede teknik, overblik og en næsten instinktiv forståelse for spillets rytme. Mentalt var han modsat store dele af vores nuværende trup, helt exceptionel. Han havde et voldsomt skarpt fodboldhoved og læste kampene, som om han var et træk foran alle andre. Han bevarede roen i pressede situationer og traf næsten altid de rigtige beslutninger, hvad enten det var selve afslutningen eller den afgørende aflevering.
Hans lederskab var stille, men tydelig! Han inspirerede mig i min barndom igennem sine aktive handlinger. Han var teknisk elegant og effektiv. Hans førsteberøring var guddommelig og vildt kontrolleret, vendingerne var smidige og hans evne til at kombinere i små rum gjorde ham konstant farlig. Han kunne både skabe og afslutte, og hans samspil med sine medspillere i de glade 80’er-dag, var præget af timing og præcision.
Kort sagt: King Kenny var en komplet angriber, hvor intelligens og teknik gik hånd i hånd med en naturlig fornemmelse for mål og oplæg. Han vil altid for mig stå som den største og på trods af gårsdagens nederlag, håber jeg han må få et brag af en dag når han runder det her skarpe hjørne hvor 75 leveår signalerer erfaring, livsvisdom og et langt levet liv, der bør fejres af alle Liverpool-fans uagtet vores frustration over at have tabt i går.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!