NEDTUR PÅ ANFIELD
Martin Busk er klar med sin Buskelyse efter Liverpools ærgerlige nederlag til Manchester City på Anfield.
-
-
-
Martin Busk
9. februar 2026, kl. 10:51
-
-
-
Martin Busk
9. februar 2026
Av ja, det gør jo ondt. En kamp vi skulle have vundet på baggrund af en stærk dominans i anden halvleg, men hvor vi endnu engang ikke formåede at holde en føring og i stedet bidrog vi til at sende vores rivaler tilbage i mesterskabskampen på stort set ingen tid.
Tænk sig at spille næsten 85 fokuserede minutter og bringe sig i front med et stort kvarter tilbage, for så alligevel at tisse det hele væk til sidst. Det er blevet en klassisk Liverpool i denne sæson, og selvfølgelig skulle det være lige præcis os, der gav Manchester City mulighederne for at score i anden halvleg for første gang i Premier League, i det nye kalenderår.
Det er for at sige det lige ud af posen: pisseærgerligt. Endnu mere ærgerligt at vi i de døende sekunder får vist Dominik Szoboszlai efter en rodet omgang med VAR, hvor City fik underkendt sin 3-1 scoring. Ingen kan nu spille højre back på onsdag mod Sunderland. Calvin Ramsey er bedste bud, men det bliver formentlig i stedet for Curtis Jones eller Wataru Endo der skal ned for at vikariere, når vi nu er uden Conor Bradley, Jeremie Frimpong, Joe Gomez og så altså Szoboszlai. Alternativt kan vi ændre formation og spille med tre mand i bagerste geled inde centralt, eller vent, nåh nej, det kan vi heller ikke, da vi jo kun har to centerbacks til rådighed.
Jo jo, i Liverpool går det godt, her handler man rettidigt og er enormt forudseende, frem for at være på bagkant. Det har været rart at konstatere at ledelsen er handlekraftig i et åbent transfervindue, i stedet for at ligge på den lade side og håbe på at det hele nok skal gå. Se, det er jo det der kendetegner et mesterhold i en stor klub …
Med ovenstående sarkasme er vi tilbage ved det jeg har påpeget en del gange før, nemlig at det er bemærkelsesværdigt og enormt underligt at vi ikke står stærkere med garderinger, når man nu kæmper om adgang til næste sæsons Champions League-udgave. Jeg forstår det helt simpelt slet ikke, men okay, det er måske heller ikke alt jeg behøver at forstå.
Ikke overraskende ser jeg også at Arne Slot igen står for tur iblandt os fans. Få ham nu sparket ad helvede til, må vi forstå. Det viser sig pludselig også at han slet ikke bor i byen, men derimod tættere på Manchester, sikke en farisæer! Jeg har personligt lidt svært ved at få øje på hvad han i går skulle have gjort anderledes, og jeg tænker ikke at taktikken fra hans side er lagt til at vi - for at holde en føring - skal stille os langt tilbage for at forsvare noget hjem, men at det derimod kommer fra et dygtigt fodboldhold der er bagud og skal bruge et resultat, hvilket gør at de helt automatisk og ganske naturligt får flyttet spillet langt op på vores banehalvdel.
Når det er sagt, så ændrer det selvfølgelig ikke på at Liverpool er helt enormt dårlige til netop at forsvare i slutminutterne af fodboldkampe, hvor nervøsiteten indtræder og hvor modstanderen sætter alt på ét bræt. Det er et gigantisk problem!
Det er nu i alt 11 point på kontoen som vi har smidt i tillægstiden af de PL-kampe vi har spillet i denne sæson og Citys scoring på straffespark kunne dermed føje dem til klubber Crystal Palace, Chelsea, Leeds, Fulham og Bournemouth. Det udgør derfor også den helt store forskell mellem at halte efter nede på sjettepladsen og så at ligge komfortabelt placeret oppe på rækkens tredjeplads, og så skal vi da i øvrigt slet ikke tale om de yderligere pointtab vi har haft, hvis vi også tager de sidste ti minutter med af den ordinære spilletid, for så havde vi jo nærmest været kandidat til at forsvare vores mesterskab.
Jeg synes jo i bund og grund at det er skide synd for drengene. Mit hjerte rives jo godt og grundigt igennem når det sker så ofte som det er tilfældet. Det var endnu en fodboldkamp hvor jeg sådan helt grundlæggende syntes at vi gjorde mange ting rigtigt og det havde nok også været de flestes take, hvis vi havde været i stand til at holde føringen som vi tog i det 74. minut da Dom Szoboszlai tordnede kuglen i mål på endnu et vanvittigt flot frispark af ungareren, der må siges for alvor at have taget over fra Trent Alexander-Arnold når det kommer til eksekvering af disse.
Problemet er jo bare at vi ikke spiller med “synd for” i fodbold. Her er det rå output selvfølgelig at resultaterne skal i hus. Kommer de ikke det, så skyder man først og fremmest på manageren, og det gør man især når der ses tydelige tendenser eller mangel på samme i selve spillet og i selve slutningen af alle de kampe der spilles. På den baggrund er det også fair nok at der råbes og skriges efter nyt blod til sidelinjen, jeg siger bare endnu engang, at jeg ikke er sikker på at en ny mand ved roret løser den opgave bedre end Arne Slot er i stand til. Men derfor kan hele vores måde at spille på godt forbedres og endda forbedres betydeligt, hvorfor det kan give mening, at se på om ikke man skal skifte ud på den post når vi rammer maj måned og sæsonen bliver overstået.
Det blev således også en kamp med et udfald som vi slet ikke er vant til når vi spiller på hjemmebane. Vi har vist nok aldrig før ført så sent i en kamp på Anfield og tabt, hvilket opsummerer præcist, hvor dårlige vi er blevet i denne sæson til at spille de gode resultater i hus.
Manglen på kontrol og styring i kampens sidste minutter har været tæt på forfærdelig, og det gør ondt at se Alisson, der forsøger at kaste sig ned imod en bold fra en splller i en spids vinkel, så det giver kampens dommer en mulighed for at dømme straffespark. Selvsamme og dygtige Alisson som ellers stod til at blive kampafgørende med sin forrygende redning på Erling Haalands forsøg allerede det tredje minut, hvor jeg sad og fik tanken om at det var hele forskellen på ham og Mamardashvili mellem stængerne, krydret med flot og ihærdigt forsvarsspil af Milos Kerkez i situationen.
Med endnu et nederlag så langt inde i en overtid, så er den smertefulde virkelighed, at vores mulige manglende kvalifikation til Champions League kan sætte vores projekt tilbage i årevis, især pengene i verdens største klubturnering taget i betragtning.
For at vende tilbage til positionen på højre back i forhold til kampen der venter mod Sunderland, så kan jeg heller ikke helt lade være med at dvæle lidt ved hvorfor det er at Arne Slot partout skal spille med Szoboszlai dernede. I min optik og som jeg også har været inde på en del gange i denne sæson, så går vi altså glip af Szoboszlais sande værdi, når vi benytter ham som substitut og en midlertidig løsning på højre back.
Han er vel efterhånden - med afstand den spiller i den røde trøje, der har præsteret bedst i den her sæson, og derfor er det altså også tæt på kriminelt at vi bliver ved med at spille ham ude af den position hvor han er klart bedst og hvor vi får mest ud af ham, nemlig inde centralt i banen. Her er jeg ikke ude på at beskylde ham for en dårlig placeringsevne ved Citys udligning, hvor offside-fælden kiksede fordi han stod for langt tilbage, for det er jo hvad der sker, når det hele går så hurtigt og jeg taler heller ikke om det underlige og ret så komiske røde kort han pådrog sig i de døende sekunder.
Nej det er sgu mere alt det holdet misser ved at han ikke er til stede oppe på den sidste tredjedel af banen, der gør at vi lammes mere end vi holdes til ilden, når man tænker på både hans skudfarlighed samt afgørende afleveringer. Her mister vi i min optik vores dygtigste spiller på sin position, bare for at vi kan lappe tingene nede på positionen som højre back, og jeg forstår nok ikke helt hvorfor det er det her ‘safty first’-princip der skal spilles på, hvor Curtis Jones i min bog kunne gøre det lige så godt som Szoboszlai. Jeg synes det signalerer Liverpools altoverskyggende problem, nemlig at man er bange for at risikere for meget, men hvad nytter det efterhånden, når man riskerer det alligevel?
Vi så en typisk første halvleg af Liverpool, hvor det var Manchester City der havde bolden mest. Jeg synes dog de vakler en del for tiden, hvorfor de også er til at tale med. Vi havde store problemer med at spille os ud nede fra vores egen bagerste zone, ikke fordi City som sådan lagde et voldsomt pres på os, men mere fordi vores egen kvalitet i afspillene ganske enkelt manglede.
Så snart vi erobrede bolden, smed vi den straks væk igen, hvilket var udslagsgivende for spillere som især Ryan Gravenberch og Mohamed Salah, der end ikke formåede at få ordentlig kontrol på boldene, hvilket igen gjorde at Man City fik den foræret og kunne bibeholde spillet på vores banehalvdel. Det var skuffende at se og det gør alt andet lige betingelserne noget sværere for lynhurtigt at skabe noget oppe i den anden ende. Vi kom dog fint ud af halvlegen med 0-0 og kunne derfor også gå ned for at lægge en slagplan om, angribende ned mod The Kop, at få overtaget i kampen og bevæge os meget længere frem.
Det har vi ofte formået - også i denne sæson - at gøre, og det blev også tilfældet i går, hvor vi straks fra begyndelsen kom langt mere aggressive ud. Hugo Ekitiké kunne (og burde) have styret sit hovedstød i mål til 1-0 efter 55 minutters spil, som en af de første muligheder for, for alvor, at sætte os fuldt ud på kampen.
Det var i samme ombæring at også Anfield vågnede op til dåd. Pludselig var der forrygende stemning fra tribunerne og jeg blev mindet om hvilket tryk det er vi er i stand til at lægge med The Kop og de andre tribuner i ryggen. Vores fans har været en mangelvare i massiv støtte sæsonen igennem, men lige netop her kunne jeg genkende noget af det jeg ofte betegner som værende ‘mit Liverpool’ både på banen og på lægterne.
Vores dominans varede ved og jeg fik da også undervejs en tanke om at skulle den her kamp havde en vinder, så skulle det vel være os. Længe glemte jeg alt om hvor dårlige vi har været til sidst i kampene og jeg fik pludselig den her tyrkertro på at få noget godt med os fra opgøret, der ikke alene ville bringe os op i numsen på Man United og Chelsea, der begge har nappet fire sejre i træk med nye managers, men faktisk også tæt på både Man City og Aston Villa, for så lidt skal der jo på en måde også til, før det er mere himmel end det helvede vi så alligevel befinder os i denne mandag.
Det gav brænde til bålet, da Szobo igen bragede kuglen i mål til 1-0 i det 74. minut. Wow mand hvor var det bare suverænt godt sparket ind. Gianluigi Donnarumma stod som forstenet mellem stængerne og Anfield eksploderede på samme måde som jeg gjorde det. Glemt var Mo Salahs forsøg fra en ellers favorabel position for ham, på et andet frispark kort forinden, og alt tydede derfra på en gentagelse af 1-0 sejren fra kampen mod Arsenal tilbage i august måned.
Men det var så bare lige indtil jeg igen blev mindet om hvor stort besvær vi har med at holde på de her føringer. Jo længere det skred frem, jo mere vi nærmede os et slutfløjt, jo oftere sad jeg og tænkte, at det her sagtens kunne nå at gå helt galt. Min frygt blev til virkelighed, da først Ibrahima Konaté kom alt for sent frem til at hovedstødsduel med Erling Haaland, hvorefter min City-hadespiller nummer et, Bernardo Silva kunne udligne, inden Alisson så unødvendigt dykkede ned i Matheus Nunes efter at de 90 ordinære minutter var afviklet. Der vidste jeg straks, når nu keeperen netop var Alisson, der ikke er kendt for at redde fra ellevemeterpletten, at kampen var afgjort og at vi måtte lide sæsonens ottende nederlag i ligaen.
Uden at være overrasket og choktilstand, var det bare et kæmpe øv, og det er efterhånden svært at sætte ord på de her afslutninger, fordi de efterhånden mere er reglen end undtagelsen.
Tillykke til Man City og Pep Guardiola for at holde liv i deres eget håb om et mesterskab, hvor det må være fair at konkludere, at sker det, så har Liverpool bidraget positivt til det i denne sæson.
Der er således endnu engang masser at kritisere os for og Arne Slot bærer en stor del af skylden for det sådan overordnet. Det meste har jeg været inde på ovenover, og der ER noget galt et eller andet sted. Han spiller, i øvrigt præcis som i sidste sæson, med alt for mange af de samme spillere.
Der er åbenbart for få der presser sig på, eller i dagligdagen viser at de besidder et niveau der kan eller skal slå andre spillere af. Jeg er med på at skaderne gør en betydelig forskel, men det er omvendt de færreste klubber der ikke lider af en skadesliste, så det er ikke i sig en plausibel undskyldning for at tingene udvikler sig som de gør.
Jeg konstaterer bare at der er en manglende brugbar bredde hvor der findes tillid til andre end de sædvanlige 13-15 spillere, og det gælder både i forsvaret og i angrebet. Det er alarmerende at man ikke har handlet fornuftigt og forudseende, og det tenderer uansvarlighed i min verden.
Nu skal vi, for gud ved hvilken gang, forsøge at genrejse os. Det skal ske på Stadium of Light i overmorgen. Der er heldigvis en forskel på Sunderland med og uden Granit Xhaka, og han ser heller ikke ud til at blive klar til onsdag, hvilket vel gør, at vi med en fokuseret indsats, forøger vores chancer for at vinde. Omvendt så sidder jeg også med tanken om at “tænk sig, at jeg skal skrive det” som værende en måde at knytte sig til et håb på og det siger nok desværre bare alt om vores følelser som fans.
Alligevel er jeg der igen. Alligevel støtter jeg op og alligevel tror jeg på at vi kan vinde. Sådan er det stort set altid, og det er sjældent at jeg er pessimistisk, selvom jeg ellers har alle grunde til at være det ud fra denne sæsons spil og resultater.
Men hvis ikke jeg havde troen og håbet at knytte mig til, hvad skulle jeg så have?
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!