TENNISCIFRE PÅ ANFIELD
Liverpool sikrede sig det videre avancement uden at skulle ud i playoff-kampe, da der blev gjort kort proces mod azerbadjanske Qarabag på Anfield. Ét spørgsmål står blinkende tilbage: Kan formen fra Champions League snart overføres til den hjemlige liga?
-
-
-
Martin Busk
29. januar 2026, kl. 16:29
-
-
-
Martin Busk
29. januar 2026
Der findes sætcifre på 6-0 i tennis nede i Australien Open, hvor de pt. går ind i den afgørende fase. Der findes som den mest grundlæggende formation et 6-0-forsvar i håndbold, hvor der pt. er et EM i gang hvor de går ind i den afgørende fase, og så findes der resultater på 6-0 i fodbold, som fx. i Champions League, der efter kampene i går aftes, nu går ind i sin afgørende fase.
Ja det var da noget af en indledning, men man skal skrive et eller andet for at komme i gang. For det er faktisk ikke så nemt at gå i gang med at analysere på en kamp hvor det kun var et spørgsmål om sejrens størrelse, men det er endnu mindre nemt at analysere på et omskifteligt Liverpool-hold der i den ene kamp glæder for at så at skuffe i den næste.
Det sidste er nok min egen største konflikt for tiden. Jeg konflikter med mig selv og min tro på min fodboldklub. Det er bestemt ikke første gang i de 41 år jeg har været fan af The Reds, at jeg er konfliktet og haft mistet noget tro. Altid har jeg fået min tro tilbage, nogle gange har det taget lang tid, andre gange kortere tid.
Min manglende tro lige nu går mere på klubbens ledelse end den direkte går på Arne Slot og spillerne. Det ulmer mere og mere inde i mig. Jeg erkendte dog - langt om længe - efter nederlaget i lørdags til Bournemouth, at Liverpool nok godt kan trænge til en luftforandring og et nyt skud energi, og det står jeg sådan set ved, hvilket en enkelt storsejr mod hvad jeg vil kalde en upåagtet modstander, ikke ændrer på. Men når jeg indimellem tager en stille stund og gør en del af boet op, så står det også mere og mere klart for mig, hvordan klubbens sportslige ledelse er totalt fraværende, hvilket bliver til en større og større skuffelse jo mere jeg analyserer på tingene.
Jeg savner action. Jeg savner at vi følger med tiden. Når man spoler tiden tilbage til i sommer, så var vi næppe mange der ikke var begejstrede over tilgangene af Giorgi Mamardashvili, Milos Kerkez, Jeremie Frimpong, Florian Wirtz, Hugo Ekitiké og Alexander Isak. Det så jo lovende ud og endda også mere til i de flestes øjne, herunder mine.
Jeg tror dog også bare at jeg glemte at holde det op imod hvad det var vi samtidig gav slip på, nemlig Caoimhin Kelleher, Trent Alexander-Arnold, Kostas Tsimikas, Jarrell Quansah, Harvey Elliott, Luis Díaz, Diogo Jota og Darwin Núñez. Med det mener jeg, at flere af dem vi - af forskellige årsager - sagde farvel til, kunne noget andet end dem vi fik ind. Man behøver heller ikke at erstatte én til én i nye handler, men styrker, forcer og spidskompetencer bør gå nogenlunde hånd i hånd, hvis det samtidig er planen, at man ikke er ude på at gøre sit fodboldhold dårligere.
De største savn er Trent Alexander-Arnold, Luis Díaz og Diogo Jota, målt på netop spidskompetencer, fordi der med dem er forsvundet kreativitet og den er ikke fundet i deres afløsere, faktisk er en spiller som Luis Díaz jo slet ikke blevet erstattet.
På keeperpositionen er der blot blevet byttet, på venstre back er Milos Kerkez både yngre og dygtigere end Tsimikas, centralt er Wirtz langt dygtigere end Elliott, mens Ekitiké og Isak har afløst Jota og Núñez, hvilket heller ikke har stillet os svagere.
Marc Guehi skulle så have erstattet Jarrell Quansah, men den handel brød sammen kort før deadline. Nogle kan helt med rette argumentere for at Giovanni Leoni var Quansahs afløser, hvilket er rigtigt, men derudover skulle der jo tilføres en til her- og nutiden, som kunne presse Ibrahima Konaté til sokkeholderne.
Det var nok den vigtigste handel af alle som vi missede lige der. Der blev heller intet tilført til positionen på den centrale dybe midtbane - og sandheden er at Liverpool i perioden fra august og frem mod nu har været hårdest ramt på netop centerbacken og den centrale midtbane.
Jeg savner nok allermest at ledelsen havde været mere forudseende, vel vidende at det altid er nemt at være bagklog. Man burde i min bog ikke bare have nøjedes med at tænke i erstatninger alene, man burde også have været mere fremsynet og vurderet hvor det var der ydeligere skulle sættes ind. Man kunne med fordel have spekuleret i en ny 6’er og en ny kantspiller, frem for at være tilfredse med hvad man allerede havde.
Nuvel, det gik som det gik, men så er min næste pointe bare: hvor fanden er vi dog henne i det her transfervindue der lukker på mandag? Hvorfor stod der ikke mindst én ny centerback parat for 30 dage siden? Det er her jeg mener at Arne Slot, den aktuelle spillertrup og vi fans bliver svigtet. Der gambles med vores sæson ved ikke at styrke det bagerste geled.
Vi har lige nu en situation der nærmest minder om 20/21-sæsonen, hvor forsvaret blev sat på den ultimative prøve. Vi har aktuelt skader og fravær hos spillere som Conor Bradley, Frimpong, Leoni, Konaté og Joe Gomez. Dermed har vi også kun Virgil van Dijk tilbage og på trods af en flot kamp i går med hele tre assists, begynder han også at vakle indimellem, ligesom han heller ikke bliver yngre for hver sæson der går.
Jeg ved godt at man ikke for alvor kan gardere sig imod skader, men havde ledelsen været mere forudseende, så havde vi altså haft mindst en mere til rådighed lige nu.
I stedet er man fraværende og synlighed er noget som Arne Slot må stå for, immervæk en presset Arne Slot der ikke kan få det til at spille på banen, hvilket kommer sig til udtryk i de interviews han stiller op til for tiden. Den ‘sikre hånd’ jeg hele tiden har beundret ham for at have, er ved at forsvinde - og de mest heftige kritikere af hollænderen vil endda sige at korthuset er væltet for ham, at facaden er krakeleret.
Det spillemæssige er bestemt også hans ansvar langt mere end det er ledelsens, og Liverpools trup er jo som sådan heller ikke ringe, men skader eller ej, så er den heller ikke så god som den kunne have været, hvis man havde formået at investtere i andet end direkte erstatninger. Det er beskæmmende at en ledelse er parate til at gå så meget på kompromis med en sæson, hvor man i sidste ende risikerer at sætte den Champions League-givende fjerde/femteplads over styr.
Men hvad så? Vi kan jo omvendt bare vinde Champions League? Det må vi da kunne når vi helt uden at være prangende i ligafasen, alligevel kan ende på en flot tredjeplads iblandt det der er Europas 36 bedste fodboldhold. Så nemt er det bare heller ikke, hvilket vi også så i den seneste sæson, hvor 1/8-finalerne blev endestationen, endda efter at man havde vundet syv ud af otte kampe og dermed suverænt endte som nummer et.
Det er dog alligevel som om at vi befinder os en smule mere komfortabelt ude i Europa, hvor vi trods alt sejrede i seks ud af otte kampe. Vi leverede dog også et par bommerter eller blamager undervejs, men vi må samlet set være tilfredse med at slutte som treer og hive fine sejre i land over de to Madrid-klubber, Frankfurt, Inter og Marseille.
Kampen i går mod aserbajdsjanske Qarabag, der på trods af en flot kampagne og et nu videre avancement til play-off-kampene, var ren barnemad for et på dagen veloplagt LFC-mandskab. På den ene side fristes man til at sige, at det manglede da også bare, på den anden side, må man give holdet, at man leverede en fin fodboldkamp, hvor det eneste spørgsmålstegn var, hvor stor sejren i sidste ende skulle ende med at blive.
Når man ser på at Qarabag undervejs har slået både Benfica og FCK samt spillet uafgjort mod Chelsea, så borger de trods alt for en form for kvalitet, og så er det jo meget pænt at gå ud og baske dem med 6-0 i en kamp hvor de havde alt på spil.
Kendetegnende for Qarabag er dog også at de gerne vil spille fodbold. De vil gerne fremad og udover stepperne. Det er måske den eneste taktik man ikke skal bruge mod Liverpool for tiden. Her får man meget mere ud af at begrave sig i en lav blok og parkere bussen inde foran eget felt.
Det ser vi jo nærmest uge efter uge hjemme i Premier League, hvor de mindre hold har stor succes med at stille sig dybt og her er det vel fair at sige, at aserbajdsjanerne greb det naivt og forkert an, i og med at de så åbnede gevaldigt op for sluserne nede bagi.
Her kunne især Florian Wirtz og Hugo Ekitiké boltre sig. De to er for alvor ved at finde ind i et rigtigt fint samarbejde, i hvert fald på de dage hvor de får pladsen til det. Efter en skidt kamp på Vitality i lørdags, synes jeg især Wirtz skruede op for niveauet i går aftes, hvilket gør ham til en fornøjelig fodboldspiller at se på.
Generelt var der vel ikke for alvor spillere der i går decideret underpræsterede. Derudover bemærker jeg en opadgående formkurve på standardsituationer, som man må sige er værd at tage med. Det gælder sig på og efter hjørnespark, men det gælder især på frispark, hvor Mohamed Salah måske samlede en smule selvtillid, da han for første gang nogensinde i den røde trøje, efter sikkert 150 forsøg, satte et flot frispark i kassen. Det var samtidig Mo Salahs første scoring for The Reds siden den 1. november.
De gode individuelle præstationer skulle så gerne. sammenholdt med sejren, give et skud selvtillid inden Newcastle venter sent lørdag aften. Det er i hvert fald på sin plads at sige, at alle spillede sig op i forhold til Bournemouth-kampen, men det manglede da også bare. Qarabag var svage, men det var nu rart nok at se, at vi trods alt kan få det til at spille mod en svag modstander, for selv i FA Cup-kampen mod Barnsley for nylig var vi jo ikke ligefrem gode.
Nu er vi videre i Champions League og skal op imod en af to kendinge i form af Atlético Madrid eller Galatasaray, ligesom også Juventus eller Club Brügge kan blive næste modstander. Jeg ved godt hvem af dem jeg har mest lyst til at møde, nemlig sidstnævnte med Simon Mignolet på kassen, mens Atlético Madrid selvfølgelig nok vil være det værste hold at skulle møde over to kampe.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!