THE BOOT ROOM: DEN MANGLENDE KOMPAKTHED
The Boot Room er Redmen Familys nye faste taktiske klumme. I denne udgave kigger Anders Rørtoft-Madsen nærmere på Jürgen Klopps mange formationsskifter i efteråret.
-
-
-
Anders Rørtoft-Madsen
20. november 2022, kl. 13:15
-
-
-
Anders Rørtoft-Madsen
20. november 2022
Fra 4-4-3 til 4-4-2, 4-2-4, 4-2-3-1,4-4-2 med en diamant på midten – og tilbage i 4-3-3?
Opfordringerne til, at Jürgen Klopp skulle forsøge at vende Liverpools resultatmæssige krise ved at forsøge at ryste posen rent taktisk, blev i den grad hørt af manageren i dette efterår.
Det var hjemmekampen mod Glasgow Rangers, som var startskuddet for formationsændringen. Den altoverskyggende udfordring i sæsonen indtil da havde været et usammenhængende, højt og intensitetsløst presspil, der gjorde Liverpool yderst sårbare overfor omstillinger fra modstanderen.
Det var simpelthen blevet for let at score mål mod Liverpool, fordi der var alt for stor afstand mellem kæderne og de enkelte spillere, som gav alt for stor spillerum for modstanderen i både åbent spil og omstillinger.
I første omgang var systemskiftet en succes. Skotterne blev fejet af banen, og det formationsmæssige udgangspunkt gik igen i kampen efter, som vel nok var Liverpools bedste i efteråret: Nemlig sejren over Manchester City.
To fire-kæder giver kompakthed
Og hvad var ændringen så? Præcis hvordan talkombinationerne har set ud i de forskellige kampe, har været omdiskuteret. For når Liverpool har bolden, er positionerne som regel flydende. De forskellige spilsystemer er derfor primært et udtryk for, hvordan den defensive organisation ser ud uden bold.
Liverpool gik over til at spille med udgangspunkt i en 4-4-2, når man stod lavt på banen, og 4-2-4 når der blev presset højt og mere aggressivt. Særligt det første var vigtigt.
Det handlede om at finde en tryg base i de to firekæder, der kunne give de centrale midtbanespillere mere støtte på siderne og give nogle klare principper for det defensive spil.
Det er aldrig optimalt at skulle skifte formation og spillestil midt i en sæson. Det var derfor en gave til Klopp at kunne spille systemet mod en på papiret svag modstander i Rangers, inden det bestod den store test mod Manchester City.
Herefter troede jeg personligt, at der ville blive holdt fast i formationen. Derfor blev jeg også noget overrasket, da vi mod Ajax stillede op i en 4-4-2 med en diamant af fire centrale spillere på midten.
Altså endnu en ny, utrænet formation, hvilket de første 30 minutter af kampen viste. Her kunne Liverpool let have været bagud med 2-0, og så var det formentlig blevet en helt anden kamp.
At Fabio Carvalho med skaderne til Jota og Diaz pludselig var eneste venstrefløj, og at han ikke havde imponeret i de to kampe mod West Ham og Nottingham Forest op til Ajax-kampen, var formentlig en medvirkende årsag til det systemskiftet.
Men allerede kampen efter mod Leeds blev svaghederne ved systemet udstillet, da gæsterne havde alt for let ved at spille på ydersiden af den smalle diamant og tildelte Liverpool et nederlag på 1-2.
Spillerne dikterer systemet
Og det er problemet i en nøddeskal: Det er tydeligt, at Jürgen Klopp har ledt efter den bedste formation og spillestil til de spillere, han har haft til rådighed. Her tænker jeg ikke kun på skader, men også på de spillere, der på grund af formdyk ikke har kunnet levere samme præstationer på sædvanligt niveau.
Men formationsskifterne har også været en medvirkende årsag til de svingende præstationer. Det har været svært at få den defensive base til at fungere som ønsket, og særligt at finde den kompakthed, Klopp selv ved gentagne lejligheder har påpeget mangler.
Den kompakthed er særligt eftersøgt i takt med, at det høje pres er blevet udstillet, fordi det er usammenhængende og ikke lægges som en enhed. Tag Nottingham Forests mål som et lysende eksempel:
Hvorfor er det, at vi skal skubbe bagkæden så højt op og spille med stor risiko i stedet for at stå lavere, så bagkæden har fronten mod bolden, og derfor lettere kan agere?
I de to vigtige sejre over Tottenham og Southampton har vi begge kampe i første halvleg set stærke ud defensivt, fordi vi netop har spillet med en kompakt midtbane.
At kræfterne og energien så er sluppet op i 2. halvleg har som sådan ikke noget at gøre med spilsystemet, men understreger blot behovet for indkøb til især midtbanen. Og netop udfordringerne på midtbanen er bedst eksemplificeret ved, når Fabinho skal forsvare et stort område. Det er formen ikke til i øjeblikket.
Fabinho og midtbanen har set bedst ud, når han har Thiago og Elliot på siderne i en 3-mandsmidtbane, hvor de hele tiden er i kort afstand til hinanden og spiller meget kompakt.
Det samme er gældende, når midtbanen er en diamant med Fabinho som 6er, Thiago og Elliot som 8ere på siderne af diamanten og Firmino, som en meget falsk 9’er. Man kan også argumentere for, at vi i boldbesiddelse har været låste i vores spil i den velkendte 4-4-3 i denne sæson.
Det er ofte svært at sætte et eksakt spilsystem på det offensive, fordi det i langt højere grad handler om spilmønstre og bevægelse, som skal skabe spilrum og målchancer i modstanderens defensiv.
Målscorerne skal tæt på mål
Bedømt på spillernes gennemsnitlige positioner på banen, har det ofte lignet en 4-2-3-1 i faserne med bold. De perioder, hvor vi har set bedst ud offensivt, også indregnet med de spiltyper vi har haft til rådighed, har været de perioder i kampene, hvor vi overmandet det centrale område af modstanderens sidste tredjedel.
Der har vi skabt målchancer, særligt når vi også har fået Mohammed Salah mere centralt på banen, så han kommer i bedre vinkler til at afslutte. En gennemgående udfordring i store dele af efteråret har dog været at få både ham og Nuñez – som vores to skarpeste angribere – tæt på mål.
Nuñez falder fra sin 9’er-position ikke ned i banen og åbner de centrale områder for fløjene, som Firmino gør, og vi har tillige haft brug for Salah for at skabe bredden i banen til højre, fordi Trent Alexander-Arnold har indtaget flere centrale positioner.
I de sidste to kampe i Premier League mod Tottenham og Southampton er samspillet mellem Salah og Nunéz blevet bedre, fordi begge spiller i en mere central placering med Firmino bag sig.
Det har også gjort vores backs opgaver mere enkle, så de primært har skulle koncentrere sig om at skabe bredde og indlæg fra bredden. Det skabte Darwin Nunéz fine scoring mod West Ham og målet til 3-1 mod Southampton. Der har været eksperimenteret meget, ikke altid lige succesfuldt, men mod slutningen af efterårssæsonen så pilen ud til at pege opad.
Til Klopps forsvar skal det siges, at med det at det tætte kampprogram gør det nærmest umuligt at træne den de nye principper for blandt andet hvordan presspillet skal udføres.
Her efterspørger jeg især, fordi formationsskiftet er så nyt, at trænerteamet fokuserer på, at den defensive base er på plads, og at vi står langt mere kompakt på banen.
Det skal være vores første prioritet at få lukket af bagude, så der er en base at bygge videre på. Jürgen Klopp har her i VM pausen fået noget at tænke over omkring det taktiske setup.
Jeg tror, at pausen bekommer Liverpool godt og giver ro til fordybelse på træningsbanen til at arbejde med især det taktiske, for der er stadig spillemæssige udfordringer.
Men det taktiske løser nok – trods alt - ikke den altoverskyggende udfordring i Liverpool: At hente nye kræfter til midtbanen i transfervinduet i januar.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!