BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
BLIV MEDLEM I DAG
SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET

VIND BILLETTER & TURE TIL ANFIELD HVER MÅNED

 
JOYCE: EDWARDS VENDER TILBAGE


 
Foto: ©

BUSKELYSEN: BACK TO WINNING DAYS


Præcis som de øvrige (forholdsvis få) gange, at Jürgen Klopp har tabt en Premier League-kamp, hvilket vil sige 21 gange på små fire og et halvt år, gik Liverpool heller ikke denne gang fra banen som taber, efter forinden at have tabt en kamp. 



 

Siden Klopps debut mod Tottenham den 17. oktober 2015, har han i PL-sammenhæng og i nævnte rækkefølge, tabt til Crystal Palace, Newcastle, Watford, West Ham, Man United, Leicester, Southampton, Swansea, Burnley, Bournemouth, Swansea, Hull, Leicester, Crystal Palace, Man City, Tottenham, Swansea, Man United, Chelsea, Man City og senest Watford. 

Aldrig har næste kamp mundet ud i endnu et nederlag og således (selvfølgelig) heller ikke i går. 

Man kunne nu ellers godt have sine bange anelser, da Bournemouth kom på 1-0. Det var helt sort for mig, at Joe Gomez ikke fik tilkendt et frispark i situationen, hvor Callum Wilson gik i ryggen på ham og ganske ureglementeret bragte stopperen ud af position. 

Men nå, sådan var det jo og så måtte vi i stedet hæve hovedet og kæmpe os tilbage - og heldigvis gav Liverpool præcis det svar som jeg håbede på, ved at sætte sig solidt på opgøret, få udlignet og sidenhen bringe sig foran før pausen. 

Noget festfyrværkeri blev det aldrig og der er stadig et stykke vej til det spil vi har set tidligere på sæsonen. Formdykket er forholdsvis tydeligt og jeg blev, på trods af sejren, ikke overbevist om, at det er overstået endnu. Spillet var en anelse bedre og noget mere sammenhængende end på Vicarage Road sidste lørdag, men der var - som jeg så det - stadig en del efterveer at spore, både fra det opgør og fra FA Cup-nederlaget hos Chelsea i tirsdags. 

Jeg synes også, at der var tale om to deciderede Bournemouth-foræringer ved vores to scoringer og egne tilspillede chancer kunne stadig tælles på mindre end en hånd. Men vi straffede dem prompte for deres fejl og vores to flittigst scorende slog til, da vi havde behov for dem. Det lover ganske godt for den resterende del af sæsonen. 

Fejlene og de ukoncentrerede afleveringer skal dog ryddes af bordet og det skal ske med det samme. Det er simpelthen en tvingende nødvendighed, for når vi, som på onsdag, står overfor en klassemodstander, så straffes det i vores egen ende og det kan vise sig at blive katastrofalt. Især Fabinho må steppe sit game genvaldigt op. Nu har han altså været retur efter sin skade i mere end en måned og han har fået masser af spilletid. Han bliver nødt til at relancere sig selv og sin evne til at placere sig korrekt og være mere forudseende end det aktuelt er tilfældet. Det er hæsligt som han pt. underpræsterer og vi har i Jordan Hendersons fravær virkelig behov for ham og de kvaliteter vi alle ved, at han besidder. 

Selvom Liverpool kom godt igen i går og dermed fik givet svar på tiltale, så sad jeg og råbte halvhøjt overfor mine kollegaer i et konference-rum på et Danhostel i Store Heddinge, hvor kampen var smækket op via en projektor og hvor strategiarbejdet for en stund var sat på pause. Jeg råbte højt fordi vi startede 2. halvleg ud med at spille for langsomt og jeg pointerede flere gange, at hvis ikke vi kom op i tempo, så kunne vi risikere at blive lullet i søvn og pludselig ville den stå 2-2 frem for 3-1. 

Kun foregangsmanden James Milners uovertrufne evne til at kæmpe med blod, sved og hjerte for sin klub, forhindrede dette udfald, da han mirakuløst fik clearet på stregen efter at Ryan Fraser kom igennem og fik tippet bolden op over Adrian og på vej i mål, da Milner heroisk kom styrtende med en lang tå og fik afværget scoringen. 

Det var i bund og grund ikke godt nok - og jeg sad med den frygt jeg ellers ikke har haft de seneste par sæsoner, nemlig at modstanderen ville nå både at udligne og bringe sig foran. Sådan tror jeg uvilkårligt man får det, både fordi vi i en lille periode må undvære vores førstemålmand og fordi vi har tabt tre af vores seneste fire kampe - men sådan endte det heldigvis ikke og vi fik kontrolleret resten af kampen i hus, til den 22. hjemmesejr i træk, hvilket så gav endnu en tilføjelse til den lange række af rekorder, der er sat i denne sæson. Det er det første hold nogensinde der har vundet 22 hjemmekampe i træk. Det er en kæmpe bedrift, der er værd at lette på hatten over. 

Undgår vi nederlag mod Crystal Palace og Aston Villa i de to næste hjemmekampe, så passerer vi altså 3 år uden nederlag på Anfield i Premier League. Det er et kæmpe fort. 

Lad mig også lige - og som så mange gange før, berøre Mohamed Salah. Vi kan alle blive frustreret over at se på ham, når hans spil ikke fungerer som vi godt kunne tænke os det. Sådan har han haft det med jævne mellemrum i de seneste to sæsoner og nok især i denne. Men vi kommer bare ikke udenom hans værdi og vigtighed for det her Liverpool-hold. 

Hans scoring i går, betød at han for tredje sæson i træk kom op på 20 sæsontræffere. Det er første gang siden dagene med Michael Owen, der præsterede det samme i perioden fra 2000 til 2003. Han har altså nu scoret 91 gange for Liverpool i blot 142 kampe og har dermed det klart højeste målgennemsnit i historien, foran koryfæer som Luis Suarez, John Aldridge, Roger Hunt, Fernando Torres, Michael Owen, Ian Rush og Robbie Fowler. Han blev med gårsdagens scoring også den udenlandske LFC-spiller med flest PL-scoringer nogensinde, nemlig 70 mål i bare 100 PL-kampe, mod Suarez’ 69, Torres’ 65, Sadio Manés nu 59, Firminos 56, Dirk Kuyts 51 og Philippe Coutinhos 41. Han er ganske enkelt vanvittig og jeg vil ikke undvære ham for noget som helst andet. 

Så først og fremmest var sejren et udtryk for ‘Back to winning Days’ og nu er det store spørgsmål så om det kan bevares? 

Hvis Liverpool vil videre i Champions League på onsdag, så skal næste kamp også give en sejr, det kan ikke være anderledes med et 0-1 nederlag i bagagen fra første kamp. Derfor skal Atletico Madrid sendes hjem med et nederlag, hvor resultatet ikke bliver 2-1, 3-2 eller 4-3. Det bliver uden tvivl svært og det er ikke blevet nemmere med skaden til Alisson. Det er en klar svækkelse af vores muligheder og det tegner ikke lovende på forhånd. 

Jeg har dog fuld tillid til, som jeg også skrev efter kampen på Metropolitano, at Anfield nok skal klare opgaven på endnu en stor europæisk aften. 

Men det bliver en neglebider af rang mod et formentlig defensivt indstillet Atletico-mandskab og vi har brug for, at samtlige 11 præsterer i voldsomt højere grad end de har gjort de seneste par uger. Jeg lader for eksempel gerne Alex Oxlade-Chamberlain få genvalg på trods af en mildest talt svag præstation i går, men jeg tror at vi får behov for hans skudtrussel og hans evne til at spille i små rum på onsdag. Det er tid for en type som ham, foruden Fabinho, at vise sit værd og han får nu (forhåbentlig) den allerstørste scene til at vise det på. 

Sejren mod Bournemouth betød også, at vi nu maksimalt mangler tre (!!!) sejre for at blive engelske mestre. Det er helt vanvittigt, at vi kan blive mestre på Etihad den 5. april - og med tanke på Citys program mod først Man United senere dags dato, mod Arsenal og Burnley, så er det ikke utænkeligt, at det kan blive før. Med exit fra FA Cuppen, kan det ske allerede mod Crystal Palace her den 21. marts. Det er jo fuldstændig uhørt - og selv når jeg læser ovenstående mere end én gang, har jeg svært ved at forstå hvor tæt på det faktisk er. 

Jeg skal feste i hele april og det halve af maj måned - og jeg vil blive akkurat lige så uudholdelig som det passer mig, fra det øjeblik hvor det sker - og det er fuldstændig uagtet og uafhængigt af, om vi formår at spille os videre i Champions League.

KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND BILLETTER & TURE TIL ANFIELD HVER MÅNED




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..