Next
STATS
Transfer Centre



 

BUSKELYSEN: LEEDS (U)

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Martin Busk
    23 Dag(e) siden



Den er sgu svær den her. En ganske almindelig Premier League-kamp på en Monday Night Football-aften, eller en lettere ligegyldig kamp, fordi Liverpool FC har valgt at indgå i og tilsluttet sig planerne om en europæisk superliga, sammen med pt. 11 andre store klubber.

Ligegyldig i den forstand, at Liverpool FC nægtes adgang til at spille med i PL og CL fremover, hvis man skal tro på UEFA’s sanktions-udmelding ovenpå selve nyheden om European Super League.

 

Det har sat sindene i kog rundt omkring i Europa. Dette især iblandt os fans. Mandagen igennem væltede det frem med statements fra organisationer, fraktioner og fanklubber, hvor man blandt så meget andet, kaldte det fodboldsjælens død.

Jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet skulle bruge krudt på noget som helst om European Super League i denne analyse, men jeg kan ikke bare sådan helt ignorere, at fodbolden står overfor en kæmpemæssig forandring.

Derfor bliver det også en analyse af kampen, blandet med mit eget (lange) syn på gårsdagens store nyhed der satte gang i en hel fodboldverden og som for mit vedkommende var chokerende, da jeg vågnede op til nyheden, hvor jeg på Liverpools egen hjemmeside kunne se at Manchester United-direktør var en af dem der udtalte sig i den fælles pressemeddelse fra de 12 klubber.

Når sådan noget sker, så ved man bare, at noget er riv ravende galt.

Som hos så mange andre fans, sætter det også mit sind i kog. Jeg bliver også både trist, ked af det, rasende og frustreret. ‘Money talks’ lever i bedste velgående efter i går og £310m er blodsprøjt i årene for Fenway Sports Group (FSG), ejerne bag Liverpool FC.

Jeg vil dog lige prøve at se ind i det hele fra en lidt anden vinkel.

Det ændrer ikke på min grundholdning til projektet, men man KAN jo også argumentere for, at det er forfriskende for debatten, at de største klubber har presset det etablerede system op i en krog gennem udmeldingen omkring European Super League.

Av ja, måske du bare skal tage popcornene frem ...

Tag ikke fejl: Jeg væmmes ved udsigten til at den store magtelite nu vil forsøge at ændre spillet til deres fordel, men skal jeg fortsætte i rillen med synspunkterne fra den anden side af skrivebordet, så er det absolut ikke nogen nyhed, at dem øverst oppe i pyramiden, faktisk skummer fløden for deres egen vindings skyld.

Det synes desværre, at være en ligeså grundlæggende del af spillet, som selve fodboldspillet og kærligheden til fodbolden.

I den forbindelse er både UEFA og FIFA jo gået fra den ene skandale til den anden. Tag bare eksemplerne omkring Rusland, omkring den massive korruption på verdensplan med tv-rettigheder og afgørende stemmer der som bekendt væltede eneherskeren Joseph Sepp Blatter og dennes løjtnant Michel Platini. Tag også alt hvad der er foregået omkring det kommende VM i Qatar med i den ligning.

Jeg synes det er interessant, midt i alt det dystre, at se hvordan ESL har potentiale til at påvirke magtbalancen, for det understreges jo kraftigt af de yderst voldsomme reaktioner og trusler fra fans og grupperinger om boykot, fra de klubber der ikke er med i det ‘fine’ selskab, fra (få) spillere som James Milner og fra (få) managers som Jürgen Klopp.

For mere end 25 år siden blev spillet ændret med baggrund i Bosman-dommen, der sikrede at fodboldspillere frit kunne lade en kontrakt løbe ud og skifte til en anden klub uden den tidligere klub havde ret til nogen form for betaling. Det var den belgiske fodboldspiller Jean-Marc Bosman der tog den hele vejen og fik rettens ord på at professionelle fodboldspillere indenfor EU, havde ret til at skrive kontrakt med en ny klub når deres kontrakt udløb, uden at den gamle klub havde krav på kompensation.

Nu risikerer vi at spillet igen ændres. Af blandt andet den årsag har jeg absolut ingen sympati for ESL-initiativet, for det vil helt klart skævvride alt hvad jeg synes er smukt ved fodbold. Jeg nærer dog heller ikke den store sympati for UEFA eller FIFA, ligesom jeg også har det svært med DBU’s og andre nationale forbunds ståsteder indimellem, men samtidig anerkender jeg deres eksistensberettigelse og jeg holder meget af eksempelvis hele Champions League-showet.

Jeg forstår dog et eller andet sted - og ja, her sætter jeg min røv op i klaskehøjde, godt selve Super League-initiativet. For de store klubber, herunder Liverpool FC, er blevet til globale brands, altså store virksomheder som i højere og højere grad opererer ud over sine egne landegrænser, ude på alverdens kontinenter.

Debatter og diskussioner om det gode og det dårlige, eller det rigtige og det forkerte, tænker jeg også må må tage udgangspunkt i lige nøjagtig det, da fodbold ER blevet til en del af en global underholdningsindustri, ligesom for eksempel Formel 1.

Det ændrer dog ikke på, at mit måske for romantiske syn er ødelagt med det nye initiativ der kom frem i går. Men jeg erkender også at professionel fodbold efterhånden er blevet sammenligneligt med andre stærke brands som Apple, Facebook, HBO, Netflix, Disney, Microsoft og Amazone. Potentialet for indtjening i de største fodboldklubber er stort, også langt større end den omsætning de har i dag, og set fra en business-stol, så giver det mening at tænke i de baner, som jo i dag faktisk er sådan lidt reguleret-ish af blandt UEFA, FIFA og forbund som DBU. Det er jo blandt andet dem der ofte forhandler tv-rettigheder og aftaler på klubbernes vegne, fordi de jo har rettighederne til de forskellige turneringsformater. De store klubber er jo så faktisk dermed ret afhængige økonomisk af de beslutninger der foretages i de nævnte forbund, men det er også klubberne der betaler regningerne - og man kan vel sådan set aldrig fortænke nogen i at tro på, at de er dygtigere til selv at tjene flere penge. Sådan tænker de fleste kæmpestore virksomheder også, som har et globalt brand.

I sidste ende bliver det vel til et spørgsmål om ideologi. Der kan i hvert fald stilles en del spørgsmål og i min verden også med rette.

Skal monopolerne brydes nu?

Er organisationen og strukturen i international fodbold tidssvarende eller er den i virkeligheden bare dybt forældet?

Skal konkurrencen være langt mere fri?

Hvordan regulerer man det marked?

Er man for eller imod globalisering?

Og i øvrigt, hvad så med fans, øvrige græsrødder og alle os der enten dyrker og spiller eller beskæftiger os med fodbold, fordi vi elsker fodbold og selve spillet? Har vi noget at skulle have sagt, eller følger vi bare med?

Måske ville det bedste for alle være, hvis parterne satte sig ned og forhandlede sig frem til den allerbedste løsning, mødte hinanden midtimellem det hele, frem for at være krigeriske. Som Jürgen Klopp sagde i går, så SKAL der ske noget med fodbolden, det er åbenlyst, noget skal ændres, der VIL komme ændringer, spørgsmålet er bare om enderne kan nå hinanden.

Jeg har personligt svært ved at tro på, at det bliver til noget i den form der er lagt frem. Jeg tror på at der er tale om en form for presbold og jeg tænker at man skal sætte sig til forhandlingsbordet snarest, så vi alle kan komme videre med at dyrke vores elskede fodboldspil som fans af fodbold og i mit tilfælde som fan af Liverpool FC. Det andet her, er for ulækkert, det er for ødelæggende, det gavner ingen, slet ikke os fans. I min verden må fodbolden aldrig ødelægges af enevælde. I min verden er det da smukt, at klubber som Leicester og West Ham kan være i spil til Champions League-pladser og jeg har det sådan, at ingen klubber fortjener hvert år, at være med i et eksklusivt regi, bare fordi man er store, og da slet ikke når man bøvler med i dagligdagen at slå fodboldhold som Fulham, Burnley, Brighton, Newcastle og senest i går Leeds.

Hvad jeg dog ikke har tænkt mig, er at stoppe med at se Liverpool spille fodboldkampe. Spiller de, så ser jeg dem. Sådan har det altid været og jeg ser ikke for mig, at det ikke skulle fortsætte. Jeg har om nogen svært ved forandringer, men de kommer i ny og næ og jeg agter at indgå i dem på samme måde som med VAR.

 

Kampanalyse:

Leeds United er jo (ikke længere) en storklub, men alligevel kan de vinde på Etihad med en mand i undertal og få uafgjort mod Liverpool. Alene det faktum gør at deres berettigelse er den rigtige og Liverpools samt de aktuelt 11 andre klubber, er den forkerte. Tag klubber som Arsenal og især Tottenham der også er med. Hvornår har de sidst vundet noget som helst?

Leeds spiller tjubang-fodbold, Bielsa-style - og har høstet stor ros og anerkendelse for det i denne sæson som oprykker til Premier League.

Derfor var jeg også helt sikker på at selve fodboldkampen ville blive en god en af slagsen, hvilket jeg fik bekræftet. De spillede med enorme risicis, og The Reds kunne have lukket kampen flere gange, så al spænding forholdsvist tidligt var forsvundet ud af opgøret.

Men så er vi tilbage ved den samme besøgelsestid som mod Real Madrid i sidste uge. Igen kendte Liverpool ikke til denne og dermed lykkedes det for værterne at udligne kort før tid. Unødvendigt, men ikke uventet.

Det var en kamp i et hæsblæsende og højt tempo, med spillet bølgende frem og tilbage. Liverpool ejede første halvleg, hvor det i Mohamed Salahs fravær var bygget op så Trent Alexander-Arnold skulle få pladsen i højre side, ved at Sadio Mané gik ind i banen. Leeds ejede derimod anden halvleg, hvor gæsterne overlod initiativet og det endte derfor helt fortjent med en pointdeling.

Man kan ganske enkelt ikke sige at LFC burde have vundet, med tanke på Alissons tre pragtredninger på forsøgene fra Patrick Bamford, Jack Harrison og Tyler Roberts, der alle skulle have scoret i mand mod mand-situationerne ligesom Bamford havde derudover også et flot forsøg på overliggeren. Der var i anden halvleg noget nær åbent hus i Liverpools forsvar, i hvert fald i den sidste halve time, og på den baggrund var det retfærdigt med fordelingen af pointene.

Jeg synes der blev leget alt for meget med ilden og jeg undrer mig over, at Jürgen Klopp ikke fik skiftet mere energi ind fra bænken, da dem der startede begyndte at gå kolde. Især midtbanefolkene så tunge ud i de sidste tyve minutter, noget James Milner også italesatte efter kampen, så i stedet for at skifte to angribere ud og erstatte dem en til en, så kunne man med fordel have hevet Thiago Alcântara, James Milner selv eller Gini Wijnaldum ud.

Havde Alex Oxlade-Chamberlain erstattet en af de tre i stedet for Diogo Jota, så tror jeg vi havde haft ekstra kræfter til at holde Leeds fra det fad de langsomt men sikkert fik tildelt.

 

Kampens højdepunkt:

Vores føringsmål. Det var en formidabel aflevering af Jota op i bagrummet bag Alioski til Trent, der fejende flot kunne spille Sadio Mané helt fri til 1-0.

 

Kampens lavpunkt:

På samme måde som vores egen scoring helt naturligt var kampens højdepunkt, kan det vel kun være Leeds’ udligning, der var kampens lavpunkt, der faldt så lort før tid, at det nærmest var umuligt efterfølgende at forfølge sejren.

 

Bedste Liverpool-spiller:

Alisson Becker. En enkelt blunder i form af et meget skidt udspark, der dog ikke fik nogen betydning, ændrer ikke på at han med tre virkelig gode redninger, var klart bedste Liverpool-mand.

 

Værste Liverpool-spiller:

Thiago Alcântara. Det er et mirakel at manden kommer fra banen uden et gult kort. Han var ét stort frispark og gav mig ikke andet indtryk end en svag præstation.

 

Endelig dom:

Generelt var vi lidt tilbage ved det med at holde en føring og køre en sejr i hus. Som skrevet før, ville vi nærmest allerede nu have sikret os en CL-plads, hvis fodboldkampe kun varede mellem 70 og 80 minutter. Hold kæft hvor har vi sat mange point til i denne sæson til sidst i kampene. Noget ER der altså galt på den front. Enten er den gal hos Jürgen Klopp, der ikke kan se det samme som jeg (og flere andre) kan eller også er vi uden den rigtige form, den rigtige tro eller bare uheldige.

Det er super frusterende og det sammen med de mange afgørende skader tidligere på sæsonen, er afgørende for at vi ligger placeret på en 6. plads udenfor den kommende sæsons fine selskab, hvis der altså bliver en sådan i vanlig format.

 

Afrunding:

Hvis vi tager udgangspunkt i fortsat at skulle deltage i Champions League i næste sæson, så var det her endnu et skridt i den forkerte retning. Den fjerdeplads vi havde lagt os op på med scoringen til 1-0, blev formøblet til en sjetteplads ved slutfløjtet.

Det er skidt, for det sætter os yderligere under pres. Vi er nærmest pisket til nu, tror jeg, at hive maksimumpoint ud af de fem kampe mod Newcastle, Southampton, West Bromwich, Burnley og Crystal Palace, hvis vi skal i betragtning. Med vores aktuelle form, skal vi næppe satse på fuld pointhøst på Old Trafford om små to uger.

 

Lad os se hvor det hele ender ...










TAGS   buskelysen  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM