Next
STATS
Transfer Centre



 
Martin Busk er klar med sin Buskelyse

BUSKELYSEN: RECORD-BREAKING LIVERPOOL

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Daniel Sichlau
    17 Dag(e) siden



Martin Busk er klar med sin Buskelyse efter gårsdagens sejr over Tottenham.

61 ud af 63 mulige point i de første 21 kampe. Bedste start nogensinde for et hold i en af Europas fem største ligaer. Manchester Citys ellers så vanvittige rekord fra 17/18-sæsonen blev dermed slået. 20 sejre i 21 kampe. Vi har tabt én ud af de seneste 60 kampe. Vi har ikke tabt igennem 38 spillerunder nu, hvilket jo svarer til en hel sæsons antal kampe. Shit mand.

12 sejre på stribe i Premier League. 6 kampe i træk uden at lukke et mål ind. Bedste strike i 14 år. Alisson Becker har nu i alt 27 clean sheets i ligaen i sine 51 optrædender. Gæt hvor mange mål han har lukket ind i alt? Også 27. Han har reddet de seneste 17 skud der har været på ham indenfor rammen, inklusiv de to kampe ved VM for klubhold. 34 ud af de sidste 37 forsøg har han reddet, hvilket giver en procent på 92. I går mod Tottenham stod han også bare hvor han skulle. Sikkerheden selv. Shit mand.

Det her fodboldhold vælter rundt i rekorder og jagter endnu flere af slagsen. Jeg er dybt imponeret. Det har jeg skrevet i næsten samtlige analyser i de seneste halvandet år. Målet er dog isoleret set, ikke rekorder. Målet er helt klart det engelske mesterskab mere end noget andet. Jeg tror på målet, mere end nogensinde før.

Tænk at vi står her medio janaur og blot behøver at vinde 12 af vores sidste 17 kampe, for at være helt sikre på at løfte mesterskabs-pokalen. Det er endda under forudsætning af, at Manchester City vinder samtlige af deres resterende 17 kampe. Er det så for tidligt at begynde at regne på det? Ja det er det jo nok et eller andet sted. Men vi er altså derhenne nu, hvor jeg har svært ved at se det kan gå så grueligt galt som det faktisk skal gøre, hvis ikke vi fra søndag den 17. maj skal feste i flere uger. Jeg siger ikke, at det er i hus. Jeg har lovet mig selv, at det først sker henne i februar og under klar forudsætning af, at det til den tid ser lige så lovende ud, som det gør lige nu. Jeg skal sgu ikke nyde noget. Jeg medgiver dog, at det vil blive et af mit livs største skuffelser, hvis det skulle glippe.

I går var endnu et bevis på, at vi vinder alle slags kampe og over alle slags modstandere. De stepper alle en tand eller to op, når de møder Liverpool, hvilket betyder fuld fokus og mental parathed, hvis man skal vinde.

“I gamle dage”, altså dengang Liverpool kæmpede for en 4. plads i ligaen, var det modstandernes keepere der stod deres livs kamp og ofte gjorde livet surt for os. Nu om dage er det et helt fodboldhold der knokler en vis legemsdel ud af bukserne for at få et resultat mod os. Det så vi med Spurs i går, der var meget mere villige til at præstere, end jeg har set dem tidligere på sæsonen. José Mourinho har det dog stramt med Jürgen Klopp. Han har blot vundet 2 ud af 11 kampe mod tyskeren.

Med alt det in mente, så sætter det bare vores præstationer i relief, synes jeg.

Vi er ikke bare et af topholdene. Vi ER topholdet. Holdet alle vil slå. Vi spiller også som det ultimative tophold. Vi har det fornødne mindset til at være tophold. Både på gode dage og mindre gode dage. Vi har det fornødne held. Det er jo et under, at Lo Celso ikke rammer målet 8 minutter før tid, på sin kæmpe chance, som jeg så inde, men som røg helt udenom stolpen. Lige der, var vi forfulgt af det held der hører med til at være tophold. Sådan var det også for Manchester City i de seneste to sæsoner, især i sidste sæson.

Alle dem der ikke holder med LFC, har fundet alle årsager frem til hvorfor Liverpool øjensynligt vinder mesterskabet: Det er først og fremmest VAR’s skyld. Uden VAR havde Liverpool slet ikke været så suveræne. Der regnes lystigt med algoritmer og hele pivtøjet, på hvordan tabellen havde set ud, såfremt VAR ikke havde været en del af Premier League i 19/20. Det blev ellers hævdet op til sæsonen, at med indførelsen af VAR, så ville Liverpool langt om længe ikke længere have det tække, som nogle mener vi har haft de seneste par år. Det er så overdrevet morsomt at følge med. Vi ville være fucked, måtte man forstå.

Vi var også fucked efter at Alisson gik i stykker i premieren mod Norwich og var ude i 8 uger. Der røg den chance. Det samme var tilfældet når heldet hørte op. Da så Joël Matip blev skadet, så ville opturen ophøre. Det samme da Fabinho røg langvarigt ud. Vi kunne heller ikke længere holde clean sheets, så derfor ville City og ikke mindst Leicester snarest overhale os. I december måned, med det program og de mange kampe, ja så ville vi gå nedenom og hjem. Janaur måned, en notorisk svær måned for Liverpool, ja så ville glæden slutte.

Efterhånden sidder jeg bare tilbage med én eneste høj lyd der kommer ud af min mund: Hahahahahaha!

Jeg glæder mig til at se den snarlige anerkendelse af det her fodboldhold, fra alle dem der ikke holder med Liverpool, ligesom jeg har anerkendt og taget hatten af for Citys vanvittige præstationer de sidste to sæsoner. Den må da på et tidspunkt indtræde. Folk må da snart opgive, at blive ved med at finde andre årsager til vores suverænitet, end det sublime fodboldspil og den utrolige holdånd, der har bragt os hertil.

Mod Tottenham så jeg en glimrende 1. halvleg, afløst af en tættere og mere jævnbyrdig 2. halvleg. Det var ganske okay. Ikke sæsonens bedste præstation, men en indsats, som vi alle ugens 7 dage, samlet set skal vinde og kan være ganske godt tilfredse med. Jeg savnede at vi mere målrettet opsøgte 2-0 målet og dermed fik lukket kampen. Der var optræk til det, men de sidste procenter manglede. Derfor blev det mere spændende mod slutningen, end det egentlig burde have været. Spurs fik i de sidste 20 minutter trykket os godt tilbage og der var træthedstegn at spore, særligt i vores venstre side, der begyndte at hænge. Med tanke på det store løbearbejde der blev udført af Sadio Mané, Gini Wijnaldum og Andy Robertson, så var det dog forståeligt, men det er så der, det havde været federe, hvis vi allerede havde været komfortabel foran.

I min verden burde Andy Robertson i øvrigt også have set rødt i sin duel med Tanganga. Han kom med unødig stor kraft på en miskontrolleret bold, ind i Spurs-debutanten. Det gjorde Tanganga nu også den anden vej rundt, men Robbos støvleknopper var forrest og derfor kunne han snildt have set rødt. Alt for farligt spil og et på det tidspunkt tydeligt træthedstegn fra skotten, der havde knoklet stenhårdt kampen igennem. Jeg tror nu vi havde vundet kampen alligevel, men ret skal være ret og havde det været omvendt, havde jeg sandsynligvis også råbt på rødt kort.

Bredden så vi igen blive brugt fra Jürgen Klopp. Mange dømmer Adam Lallana færdig, men hvor er en mand som ham dog vigtig at kunne sætte på banen, når det snerper til. Han kommer ind med den rette portion erfaring og rutine, kender sit job, holder klogt i bolden, får vendt på de rigtige tidspunkter og forærer ikke noget unødigt væk. Vigtig spiller fortsat.

Alt var heller ikke lige godt afstemt hele tiden. Det vil ske i perioder og så er det jo godt vi har Virgil van Dijk til at rydde op, når der er fare på færde. Se bare på situationen, hvor Trent Alexander-Arnold og Joe Gomez i fællesskab ikke får afviklet situationen godt nok og hvor bolden havner hos Dele Alli, der får den bedste position til noget af det han mestrer allermest. Her kom van Dijk ilende ind i feltet og nåede på samme tid både at gøre Dele Alli gravid, sætte ham i gang med fødslen for i sidste ende at sørge for at han blev skilt. Ingen som helst tvivl om, at hollænderen bærer sin kæmpestore del af succesen.

Denne her optur startede i min optik faktisk via Tottenham Hotspur. Helt nøjagtigt startede den, efter kampen den 22. oktober 2017 på Wembley, altså for lige godt to år siden. Her vandt Spurs med hele 4-1. Det var den dag, hvor jeg tror, at Jürgen Klopp fik nok af sin daværende defensiv uden styrmand. Det var den dag, at han besluttede sig for, at Virgil van Dijk skulle landes, for nærmest enhver pris.

Kampen var blot 31 minutter gammel, da han flåede Dejan Lovren ud, efter to kæmpe fejl, der gav Spurs en 2-0 føring. Ved pausen stod den 3-1. Som sædvanlig havde Liverpool mest boldbesiddelse, flest afleveringer, flest afslutninger på mål, men defensiven sejlede rundt med Joe Gomez, Joël Matip, Lovren og Alberto Moreno. De tre førstnævnte har vi stadig og de er blevet så meget bedre, primært på grund af van Dijk.

Den sejr sendte Tottenham op på 3. pladsen, mens Liverpool røg helt ned som nummer 9 i tabellen og det var den svageste start fra et LFC-hold siden 1964. Jürgen Klopp udtalte bagefter, at det jo ikke ligefrem var fordi, at Spurs behøvede genialiteter for at bryde igennem vores forsvar.

Den dag kom signalet. Signalet om, at hvis Liverpool på nogen måde skulle finde fordums styrke igen, så behøvede man stabilitet i de bagerste geledder. Det fik han med købet af van Dijk et par måneder senere og sidenhen har det bare været én stor optur. I går kom vi 31 point foran Spurs i tabellen, endda med en kamp i hånden. Vi tager den lige igen: 31 point.

I det første opgør mellem de to klubber siden van Dijk-indkøbet var Spurs mega-heldige med at få 2-2 med sig hjem fra Anfield qua en straffesparksscoring af Harry Kane dybt inde i overtiden. Siden da har de ikke haft en jordisk chance, hverken i tabellen eller i de indbyrdes kampe, hvor de nok har bidt pænt fra sig, men slet ikke være i nærheden af at vinde. Siden da har Spurs tabt 27 ud af 89 ligakampe. Siden da har Liverpool til sammenligning blot tabt 4 ud af sine 88 ligakampe.

Jeg så gårsdagens kamp sammen med den yngste arving. Han holder jo med Spurs. Den stod selvfølglig på fuld mobning, da Martin Atkinson fløjtede af. Det var en fornøjelig lørdag aften i hans selskab. Han kan godt få øje på, at det her Liverpool-hold kan noget, som ingen andre kan. Han går ikke specielt meget op i det og vil hellere spillere FIFA, hvor han på én gang virker både anerkendende og irriteret over, at der er hele fem LFC-spillere med på TOTY.

Nu har vi aktuelt, hvis vi ser på afstanden ned til City alene, som jeg stadig betragter som den eneste der kan spænde ben for Liverpool, hele 17 point at gøre godt med. Det er muligt det forvandles til 14 efter Citys kamp på Villa Park, men så har de også spillet en kamp mere.

Næste gang venter Manchester United. Paradoksalt nok det eneste hold vi ikke har slået i sæsonen. Det er et derby der lever sit helt eget liv og jeg tør ikke proklamere en stensikker sejr, men der er helt sikkert lagt i kakkelovnen til Ole Gunnar & Co. om en uges tid på Anfield. Det bliver et stort brag, med et toptændt hjemmehold og en enorm vildskab på tribunerne. Vi går en midtuge i møde uden kampe og dermed kan der sættes fuld fokus på De Røde Djævle. Hold kæft hvor jeg glæder mig.

Up The Mighty Reds!








TAGS   buskelysen  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM