Next
STATS
Transfer Centre



 

BUSKELYSEN: SHEFFIELD UNITED (H)

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Martin Busk
    1 Måned(er) siden



Martin Busk er klar med Buskelysen oven på lørdagens opgør mod Sheffield United.




Selvom ordsproget siger, at forandring fryder, oplever mange, at forandringer i livet sjældent bliver opfattet som frydefulde. Snarere tværtimod. I flere undersøgelser svarer et meget stort flertal af de adspurgte deltagere, at det er vanskeligt – eller endda meget vanskeligt, at kapere og acceptere samt tolerere forandringer. Det være sig både inden for opførsel, adfærd, regler og holdninger.

Det er de færreste mennesker der er gode til at tilpasse sig forandringer og jeg er helt sikkert en af dem.

Min egen omstillingsparathed har altid været forholdsvis lille og jeg har ikke altid kunne finde ud af indstille mig på noget nyt og noget anderledes. Det handler nok først og fremmest om både tryghed og stabilitet.

Nu tror du nok, at der kommer et kæmpe rant mod Video Assistant Referee-systemet, VAR. Der er allerede sagt og skrevet så vanvittigt meget om det system, at jeg ikke rigtig orker at bruge særlig meget tid på det længere, så jeg vil blot kommentere kort på hændelsen i går, hvor Sheffield United blev tilkendt et straffespark, der i første omgang blev tildelt som et frispark begået af Fabinho mod Oliver McBurnie.

Straffesparket kan der vel ikke indvendes noget imod, såfremt det er korrekt, at McBurnies fod har kontakt til feltets kridtstreg. Så er det vel egentlig korrekt nok, at VAR omstøder det til værende et straffespark.

Men begik Fabinho overhovedet en forseelse? Den er jeg lidt mere i tvivl om og det ærgrer mig at erfare, at Premier League efterfølgende bekræftede, at VAR ikke havde tjekket for om der reelt set var tale om en forseelse. VAR skal og kan ikke tjekke for frispark, men det skal tjekke for straffespark. Når man tjekker for straffespark, hører det vel med, at man også skal tjekke for om der overhovedet begåes en forseelse. Det er den part jeg ikke forstår og det er i min optik, den part der bør debatteres, også selvom det ikke står til at ændre.

Nogle påstår at dommer Mike Dean, aldrig havde fløjtet, såfremt han havde set, at det foregik inde i feltet. Det ved jeg ikke om jeg er enig i. Den skal vel fløjtes for, hvis den er der, uagtet om det sker indenfor eller udenfor. Som med så mange andre dommere, ved man aldrig helt med Mike Dean, så det må stå hen i det uvisse.

Nå, men tilbage til min indledning, altså det med forandringerne og min anke imod at ændre på ting.

Jürgen for fa’en! Hvorfor ændre på noget der længe har virket? Hvorfor nu pludselig en 4-2-3-1 opstilling? Hvad skulle det nu til for? Hvad var årsagerne til og argumenterne for det? Det var da en tåbelig disposition.

Som jeg forstår det på Klopp, så handlede det ikke om at finde plads til Diogo Jota, men mere om at give Sheffield United noget at tænke over, noget andet at forholde sig til, at give dem problemer defensivt.

Entschuldigung Herrn Klopp, men den køber jeg sgu ikke helt. Jeg mener der var tale om en fejldisposition, at ændre formation, for helt ærligt, så var Liverpool voldsomt heldige med at gå til pause med 1-1. Helt objektivt, så kunne Sheffield United sagtens have været foran med minimum to mål ved pausen.

Jeg synes faktisk vi i store dele af de første 45 minutter var udspillet. Det var forfærdeligt at være vidne til hvordan The Blades satte os under pres med de høje bolde og alt nedfaldet omkring dem. Det var enormt uroligt og ofte også enormt usikkert. Det var som om, at trygheden og stabiliteten var væk og det kan jeg egentlig godt forstå.

Klopp sagde selv efterfølgende, at hvor Sheffield United har haft en fuld uges træning, hvor de blandt andet har kunne øve 12 forskellige standardsituationer, så har Liverpool blot haft restitutionstræninger ovenpå Champions League-opgøret i Amsterdam. Med andre ord; Liverpool har ikke haft de store muligheder for målrettet at træne ind i et formationsskifte væk fra den vante måde at gribe en kamp an på.

Jeg havde helt klart foretrukket den sædvanlige 4-3-3 formation med James Milner placeret sammen med Gini Wijnaldum foran Jordan Henderson.

Nu gik den så alligevel. Det gav ovenikøbet bonus, eftersom både Roberto Firmino og Diogo Jota scorede, ligesom Mohamed Salah og især Sadio Mané legede kispus med Sheffield Uniteds bagkæde. Så Klopp kan roligt påberåbe sig - og som næsten altid - retten til at få ret, men hånden på hjertet, så var vi heldige med ikke at være bagud med et par stykker ved pausen og så var det jo blevet en hel anden kamp.

Kampanalyse:

Alisson Becker retur mellem stængerne var et stort boost og det gav egentlig, på trods af usikkerhedsmomenter, en større ro. Der er bare en langt større tillid til Alisson og han formår at indgyde til en helt anden form for respekt, når han er bagerste skanse.

Det var et godt fundament for at slide sejren i hus, for det var en arbejdssejr, langt mere end det var prangende og flot spil.

Formationsskiftet gjorde ikke noget godt for Liverpool, der virkede rådvilde og ledte efter løsningerne. Det handlede i 1. halvleg nærmest udelukkende om at forsvare og sådan bør det ikke være, når man på hjemmebane møder et bundhold med blot et enkelt point på kontoen.

Store dele af Liverpool-holdet virkede forvirrede, især inden pausen og havde problemer rent defensivt, men faktisk også i det opbyggende spil, hvor det normalt så stærke maskinrum inde centralt virkede usynligt. De to 6’ere, altså Jordan Henderson og Gini Wijnaldum, fremstod begge usikre i pasningsspillet og ledte efter løsninger når LFC var i boldbesiddelse.

Det var en rodet affære længere fremme på banen. Det var som om at de fire forreste ikke rigtigt kunne finde ind til hvem der egentlig skulle have udgangspunkt hvor, måske med undtagelse af Mané i venstre side.

Firmino deltog ikke voldsomt meget som link-up spiller, Salah søgte ofte ud i højre side, der er hans naturlige position, selvom han skulle ligge oppe som spidsangriberen, men herude lå Jota i forvejen og på den måde, synes jeg ofte, at de kom til at løbe hinanden for meget i hælene.

Man glemmer nok alle disse udfordringer og problemer en smule, når det ender i en 2-1 sejr, fordi sejrene altid er de vigtigste.

Det blev da bestemt også bedre i 2. halvleg. Liverpool fik sat sig mere på spillet og virkede den tand mere solide i det de foretog sig. Jordan Henderson især, spillede sig gevaldigt op og slap tøjlerne mere end det var tilfældet i 1. halvleg.

Alligevel synes jeg at gæsterne kom frem til lidt for meget og selv efter 2-1 scoringen, var jeg ikke specielt tryg. Jeg frygtede hele tiden for en udligning og Sheffield United havde stadig et par perioder med momentum, hvor det godt kunne være endt galt. Dog blev defensiven også bedre og især Joe Gomez kom ofte onsdagens helt fra Amsterdam, Fabinho, til undsætning i en del situationer.

Bedste indslag i kampen:

Han burde have scoret frem for at sparke på stolpen, for så var den kamp lukket med 8 minutter igen. Men hold op hvor var det godt, det Mo Salah lavede op til selve afslutningen. Proptrækkeren var fundet frem. Det samme var gældende på den scoring der korrekt blev annulleret for offside efter en god times spil. Den tæmning eller nedtagning om man vil, inden han sender bolden i mål: Wow!

Værste indslag i kampen:

Straffespark, ikke straffespark? Det skal jeg som sagt ikke kloge mig voldsomt på. Men VAR får alligevel titlen som det værste indslag i kampen, da systemet bør tjekke for om der overhovedet begåes en forseelse af Fabinho.

Bedste Liverpool-spiller:

Jordan Henderson. Som nævnt, syntes jeg, at han udviste usikkerhedsmomenter i løbet af 1. halvleg, men han var alligevel manden bag udligningen til 1-1 med sit indlæg til Sadio Mané og i 2. halvleg så vi endnu engang den store fandenivoldskhed, der kendetegner en rigtig leder. Han gik forrest, ledte og fordelte, tænkte hurtigt og direkte med gode og præcise afleveringer.

Hendos betydning for Liverpool er signifikant.

Værste Liverpool-spiller:

Jeg ved godt at ikke alle er enige med mig i min holdning til Gini Wijnaldum. Jeg ved godt at jeg ofte kritiserer ham for meget til andre folks smag, men jeg savner simpelthen en mere afgørende Wijnaldum. Jeg ved også godt at man sjældent kan sætte en fod på hans arbejdsradius og løbevillighed, men jeg får alt for lidt fra ham. Jeg ser ham ikke, som jeg gerne vil se ham. Han virkede endnu engang anonym i går og han kommer ikke frem til noget som helst. Han er en fin balancespiller, men hold op hvor træder han meget i bolden og spiller meget på tværs. Hvor er de dybe stikninger der splitter et forsvar? Hvor er den direkte facon og de hurtige handlinger? I går var de omtrent lige så fraværende som de plejer at være. Jeg vil se ham noget mere og jeg vil se ham være langt mere kampafgørende.

Beklager, Gini!

Endelig dom:

Selvom det har virket som en stor klagesang i analysen, så er jeg selvfølgelig glad. Sejren var utrolig vigtig! Så tag endelig ikke fejl, for jeg er ovenud glad og lykkelig for de tre point og glad for at vi formåede at fastholde den fornemme statistik hjemme på Anfield, hvor vi i går rundede 62 kampe som ubesejret i Premier League.

Det er nu præcis 1.270 dage siden, at vi sidste gang smagte et PL-nederlag hjemme på fortet, da Crystal Palace tilbage i foråret 2017 formåede at hente en smal sejr. Det er fandeme vildt og den vanvittige rekord som Chelsea tog under Mourinhos første æra, er ikke længere så håbløst langt væk. 25 hjemmekampe mere, så er også den rekord taget. Det er vel ikke længere helt urealistisk, selvom der stadig er lang vej til sæsonen 21/22, hvor den kan komme i hus.

Med de to scoringer er vi nu også det hold der har scoret flest mål. Det er nødvendigt, med tanke på de mange mål vi lukker ind, et sted hvor vi er de dårligste sammen med bundproppen fra Fulham.

Afrunding:

Vi afrundede en flot uge post Virgil van Dijk, med seks point på kontoen, tre i Europa og tre i ligaen. Det er helt sikkert brugbart og giver godt på kontoen for selvforståelse og selvtillid, omend der spillemæssigt fortsat er plads til forbedringer.

Nu venter FC Midtjylland så i CL på tirsdag og det er en kamp der bare skal give yderligere tre point, således at vi er komfortable forud for de to afgørende opgør mod Atalanta.

I ligaen er vi ligeledes retur på Anfield, når West Ham kommer på besøg lørdag aften. De startede med to nederlag, men har sidenhen oppet deres game genvaldigt, ved at hente sejre mod Wolverhampton og Leicester samt fået uafgjort mod både Tottenham og Man City, så det bliver bestemt ikke en walkover og særligt ikke, hvis Klopp har tænkt sig at køre på med 4-2-3-1 systemet overfor David Moyes’s 5-4-1, der kan gøre livet surt for enhver defensiv.








TAGS   buskelysen  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM