Next
STATS
Transfer Centre



 

DET VAR I DAG VI SKULLE HA’ FEJRET MESTERSKABET

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Daniel Sichlau
    5 Måned(er) siden



Jeg har prøvet at fortrænge det så godt jeg kunne, men jeg kan ikke komme udenom det faktum, at Liverpool var blevet mestre i dag.




På redaktionen havde vi egentlig aftalt at lade være. Der var ingen grund til at minde vores medfans om, at det var i dag, at Liverpool kunne have sikret sig mesterskabet foran et propfyldt Anfield med en sejr over Crystal Palace. Men hånden på hjertet. Hvem har ikke tænkt tanken i det smukke solskinsvejr i dag? Hvis du ikke har det, så vil jeg gerne beklage omgående. Jeg skylder en bajer.

Og inden alverdens påståelige medfans begynder at kværne løs, så lad mig tage det i opløbet. Mesterskabet kunne selvfølgelig være blevet sikret, hvis Arsenal og Burnley havde nået at nappe point mod Manchester City, men... Jeg er overbevist om at en kneben derbysejr over Everton på Goodison var blevet sikret i mandags, men at City stadig havde sikret sig fuldt hus i mellemtiden. Hvorfor en sejr mod Crystal Palace ville have været det sidste stik der manglede.

Det havde været i dag.
En solskinsdag i marts, lidt kølig, men dog stadig en vaskeægte solskinsdag. En lørdag der var blevet trippelsikret i kalenderen, således at der hverken var ansvar for børn, rengøring, haveaffald eller andet der kunne stå i vejen. Det havde været vores dag. 

Vi var sikkert et par tusinde der havde vendt og drejet os hele natten velvidende, at vi var stået op til netop denne lørdag. Lørdagen, hvor Liverpool kunne ha’ sikret mesterskabet for første gang i 30 år. Noget mange har ventet længe på ville ske igen, noget som mange aldrig før har oplevet.  Et mesterskab. Beviset på at man er de bedste.

Der ville uden tvivl have været diverse lokale fester med fyldte stamsteder, hvor danske Liverpool-fans havde været samlet i massevis. Vi var draget mod disse og havde mødtes med dem vi plejer at se bold med. Vi havde stået tæt, men det ville være underordnet, når man bærer de samme farver eller sympatier. Følelsen af at være forenet om det samme. Den slår alt. Beklager alkohol, sex, og rutsjebaner, men I kan ikke følge med her.

Vi havde sammen overanalyseret startopstillingen, vrisset af de spejlblanke eksperter der sad i studiet og prøvede at finde hår i suppen. Tænk at de vovede at gøre den slags på dagen hvor vi, når det hele var overstået, var de bedste og ovenikøbet kunne pege på tabellen og have ret. 

Vi ville kæderyge adskillige pakker smøger, bide negle, vandre rundt om os selv, forsøge at holde det cool og have været i syv sind på samme tid. Ville det virkelig være så hårdt at fejre noget? 

Vi havde søgt hjælp hos dem der kunne huske sidst Liverpool kunne fejre et mesterskab. Hvordan gjorde I? havde vi spurgt og fået samme kedelige svar: ‘Det kan jeg simpelthen ikke huske, men jeg var glad’.

Vi havde samlet os med dem vi kender og holder af, vi havde holdt vejret når dommeren havde fløjtet kampen i gang og vi havde været pinligt bevidste om at nu var det nu.

Det ville have været en nervøs start. Typisk. Dumme afleveringer, fantasiløse driblinger og rystende ringe over hele linjen. For helvede… Men så. Pludselig ud af det blå. En lang bold fremad og vores fronttrio i aktion. Berøring, vending, aflevering og til sidst: Afslutningen. 
Bolden der forlader støvlelæderet og bevæger sig som om, at hele verden var gået i stå. 

Mål.

Forløsningens fælles skrig. Kaos, men hvilket vidunderligt kaos. Lykkelige mennesker der ville kaste sig i armene på hinanden. Vi havde kastet om os med kys, krammere og high fives til dem vi kendte og selvfølgelig også dem vi ikke gjorde. De ville blive kastet rundt med som vores plastbægre fulde af øl. 

Ud af dette fantastiske kaos var en stemme brudt igennem med de første strofer af en sang. En stemme mere og en mere. Alle i kor. Vi havde sunget vores hjerter halvt ud af halsen og vores stemmer ville være tyndslidte allerede nu. Men hvem fanden ville gå op i sit stemmebånds ve og vel, når mesterskabet var inden for rækkevidde? Præcis.

Vi havde set kampen færdig sammen. Der havde sikkert være en scoring eller to mere, men det ville aldrig have været i fare for Anfield havde været med drengene hele vejen. De ville vokse sig 3 meter høje og 2 meter brede med den opbakning.

Og pludselig. Ud af det blå. Slutfløjtet.

Endnu mere kaos og fællessang - og gråd! Vi ville ha’ grædt og grædt. Røde øjne, hulken og en lykkefølelse så stor. 30 års venten ville være forbi. Liverpool tilbage på toppen af hele verden - og England selvfølgelig. 

Vi havde festet til den lyse morgen og længere end det. Vi ville melde os syge for resten af måneden hos vores arbejdsgivere fordi at glædesrusen overtog fornuften, men det ville være noget som fremtidsudgaverne af os selv skulle klare. Det havde været vores dag og vores øjeblik.

 

Alt dette venter vi nu på kan ske. Vi krydser fingre, læser meldinger fra 47 forskellige kilder og aflæser statistikker og tabeller for coronavirussens udvikling, mens vi sidder hjemme i stolen og venter.

Venter på at kunne opleve alt dette. Venter på at det bliver vores tur. Men selvom at alt er vendt på hovedet, at weekenderne synes tomme og at selvmedlidenheden er stukket af med os, så må vi væbne os med tålmodighed. 

Og hvem fanden tror jeg egentlig, at jeg er når jeg skriver den slags? Det ved jeg egentlig heller ikke, men jeg ved at vores tid skal nok komme. Vi skal nok opleve alt dette.

Jeg smider alle hvis’er, forsikringer, livremme og seler. Det skal nok komme. Alt jeg venter på er at denne dag kommer.

Og når den gør, så det bliver en af de største i mit liv. 

YNWA


 








TAGS   premier league  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM