Next
STATS
Transfer Centre



 
Liverpools årsregnskab for 20/21 er en forsmag på et muligt større underskud i indeværende sæson

FSG – VARM LUFT ELLER SUND FORNUFT?

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Patrick Pilov
    9 Dag(e) siden



Mens foråret for alvor har meldt sit ankomst og hverdagen stille og rolig begynder at ligne en mere normal en af slagsen, landede Liverpools årsrapport fra 19/20-sæsonen på bordet, hvor det mest bemærkelsesværdige er et underskud på £46,3m for regnskabsåret.

Når man kigger på årsregnskabet- og rapporten, er det vigtigt at bide mærke i, at det er gældende for perioden 01-06-2019 til og med 31-05-2020, hvorfor Liverpools nye sponsoraftale med Nike eksempelvis ikke har nogen indflydelse på netop dette årsregnskab.

Perioden udelukker også eventuel medieindkomst med ved de sidste ni Premier League-kampe i 19/20-sæsonen, mens der også var tabt stadionindkomst for de fire sidste udskudte hjemmekampe for sæsonen, da alle disse blev rykket og spillet for tomme tribuner.

Det betyder, at indkomsterne på kampdage faldt fra £84,2m til £70,9m, dog også grundet de to hjemmekampe færre i Champions League, sammenlignet med det foregående år.

I forhold til sponsorater har klubben dog bygget på, grundet godt arbejde af henholdsvis Peter Moore og Andy Hughes, som i fællesskab har drevet den kommercielle indkomst op fra £188m i 2019 til £217,4m i 2020.

De resterende interessante tal for klubbens regnskabsår er administrative udgifter (som primært tæller spillerlønninger), der steg fra £484,4m til £496,9m, salg af spillere, som faldt fra £45,2m til £26,9m og rentebetalinger, som faldt med £1,3m. En stigning der ved første øjekast måske virker mystisk, da Liverpool ikke for alvor har lavet de store transfers, men som sandsynligvis kommer på baggrund af kontaktforlængelser og en stor udbetaling i bonuser ved triumfen i Champions League.

Dette har altså betydet et samlet underskud på £46,3m før SKAT og et netto underskud på £39,5m.

I det frigivne regnskab redegøres der ikke for hvilke præmiepenge der tæller med i hvilken sæson, men det må antages, at præmiepengene for Champions League-triumen i 18/19-sæsonen tæller med i det seneste regnskab, grundet turneringens afslutningstidspunkt, mens præmiepengene for Premier League-sejren i 19/20-sæsonen først vil tælle med i det indeværende regnskabsår, da sæsonen blev udskudt til sommeren.

 

Effekten af corona

 

Det er nærliggende at pege på coronapandemien som altoverskyggende faktor og en grund til at tro på, at man ikke skal være bekymret for underskuddet i klubben, da tallene vil se bedre ud med tilskuere tilbage på stadion. Men det er langt fra hele sandheden. I realiteten vil dette årsregnskab kun være minimalt påvirket af corona.

Som det nævnes ovenfor, så er Liverpool reelt kun gået glip af indkomsten på fire kampdage, hvorfor det egentlig er et ganske fint resultat. Kigger man på tallene fra det foregående årsregnskab, udligner bundlinjen egentlig sig selv, da 18/19-regnskabet gav et samlet overskud på £41,9m.

I modsætning til Manchester United lidt længere ned af M62-motorvejen har FSG dog holdt fast i en virksomhedsstrategi, hvor klubben behandles som et passiv i stedet for et aktiv, som man løbende trækker penge ud af.

Dette skal ikke forstås som en hyldest til FSG, da vi som fans aldrig må betvivle, at Liverpool for FSG er en pengemaskine, og når tiden kommer til at tælle pengesedler, så har vi fans i bund og grund ikke et eneste ord at skulle have sagt.

Pointen er dog at det overskud klubben havde i det foregående regnskab, er blevet i klubben som egenkapital og derfor har taget en stor bid af det underskud der har været i det seneste regnskabsår.

Desværre betyder perioden for regnskabsåret også, at der som sådan ikke er den store målbare effekt af corona, hvilket først for alvor vil komme til udtryk i det indeværende regnskabsår, som er gældende for 20/21-sæsonen.

Selvom det lyder forfærdeligt, så er det også vigtigt at pointere, at den nye sponsoraftale med Nike også først er trådt i kraft efter dette regnskabsår, og derfor kan komme til at have en stor effekt på klubbens kommercielle indkomst.

For de af jer, som måske har glemt hvordan den nye aftale med Nike er sat sammen, så er klubben garanteret et beløb på £30m om året, mens vi også modtager 20% af de samlede indtægter på salget af merchandise.

Den faste aftale lyder på £15m mindre end den gamle aftale, men det forventes at aftalen kan løbe helt op i £75m om året, baseret på Nikes brand og salgstal.

 

FSGs redningskrans - European Super League

 

Alt det ovenstående, samt de iskolde fakta, at Liverpool har tabt hele £46m efter to måneder med corona, har uden tvivl gjort det til en svær sæson i 20/21-sæsonen, hvor de sportslige resultater desuden har bragt næste års Champions League-deltagelse i fare.

Med så stort et tab på så kort en periode kan man kun gisne om det massive driftunderskud, der må være i klubben for det indeværende regnskabsår, og selvom Nike-aftalen også først er gældende for indeværende år, så er der samtidig en klausul i aftalen, hvor Liverpools sponsorindtægter falder, såfremt klubben ikke formår at kvalificere sig til Champions League to sæsoner i træk.

Kigger man så på klubbens nuværende situation, hvor kvalifikation til Champions League i næste sæson virker som en fjern drøm, samt en manglende sikkerhed for pengene i deltagelsen af Champions League, åbnede der sig en gylden mulighed for FSG.

En amerikanisering af europæisk fodbold, vi som fans afskyr, men klubejere ser som en gylden mulighed for at stabilisere deres ROI (return of investment) i klubben.

Mens fans på tværs af samtlige fanbaser i fællesskab så sportsånden og sjælen af fodbold blive suget ud af vores elskede klubber, så ejerne af 12 af Europas største klubber en mulighed for at garantere en fast indkomst via ESL.

En fast indkomst, hvor deltagelsen alene ville garantere en større sum penge, end en sejr i Champions League, som på denne måde kunne skabe et større sikkerhedsnet for klubberne og derfor ikke ville tvinge dem til at minimere omkostningerne.

Kigger man på dette forslag udelukkende fra et erhvervsmæssigt synspunkt, er det en sand genialitet, som potentielt kunne garantere FSG maksimal ROI i klubben.

Manglende garanti for indkomst, samt manglende Champions League-fodbold i næste sæson, kan have katastrofale sportslige konsekvenser på den korte bane, da FSG ikke er kendt for at ville skyde penge ind i klubben, ligesom de ikke trækker penge ud af klubben.

Alt efter resultatet for det indeværende regnskabsår, kan dette betyde et tvunget salg af spillere, da det som grundregel er den eneste reelle mulighed for at kunne tjene ekstra penge.

Heldigvis har Liverpool en bred trup af perifere spillere, som kan sælges til forholdsvis høj værdi, men i værste tilfælde kan det betyde et salg af en af de absolutte nøglespillere i klubben, uden mulighed for at kunne hente en tilsvarende spiller til klubben.

Det betyder også, at FSGs overvejelser ved at sælge 10% af ejerskabet til kapitalfonden RedBird Capital for £480m pludselig kan have forskellige retninger, i forhold til hvad det i første ombæring var tiltænkt.

Tankerne ved at indlede samtaler om at tage imod bud for andele i klubben var dengang at oprette en separat entitet, tilsvarende City Football Group og RedBull-koncernen, som ejer flere klubber rund om i Europa.

En såkaldt fodboldpyramide, som kunne fodre talenter til Liverpool, gennem forskellige ligasystemer rundt om i verden, hvor Liverpool skulle være toppen af pyramiden, mens der skulle dannes en klar trappe fra bund til top blandt andre klubber.

Denne tanke og strategi, er et logisk næste skridt i FSGs fodboldeventyr, men kan dog være blevet vasket helt væk fra tavlen med coronapandemien.

Som udgangspunkt formoder jeg, at pengene fra RedBird skal gå til dækning af de huller, der kommer i forbindelse med corona, mens det også kan være med til at dække udgifterne til yderligere udvidelse af stadion, hvor Anfield Road End som bekendt står for skud, mens det også forventes at The Kop for en renovering inden for nærmeste fremtid.

 

Fremtiden i Liverpool FC

 

Selvom det overordnet lyder skræmmende, at Liverpool har et underskud på godt og vel 400 millioner gode danske kroner, så er det som nævnt dækket ind af det foregående overskud fra 18/19-sæsonen.

Det skræmmende er i virkeligheden, at klubben nu er gået igennem en helt sæson, nærmest helt uden tilskuere på stadion, og hvis man tænker på, hvilken effekt de manglende indtægter fra fire kampdage i ligaen betyder, så er det nærmest uoverskueligt at tænke på, hvad manglende kampdagsindtægter betyder ved 19 ligakampe, otte Champions League-kampe og en Carabao Cup-kamp.

Selvom den nye Nike-aftale betyder en højere indtægt i kommercielle aftaler, så kan det dog heller ikke gøre op for de mange penge, Liverpool går glip af ved at misse semifinalen, finalen og sejren i Champions League.

Derfor forventer jeg et større underskud for indeværende regnskabsår - og det endda markant.

Med manglende stadionindtægter og manglende præmiepenge fra Champions League, forventer jeg faktisk et underskud på over £100m og måske endda i nærheden af £150m.

Det skal siges, at jeg naturligvis kun kan gisne om dette, og at jeg på ingen måde har andet belæg end udregninger på manglende indtægter og præmiepenge fra Champions League.

Uagtet hvordan klubbens reganskaber ser ud næste år, så er det dog væsentligt at huske på, at RedBird købte en 10% andel i klubben for £488m, som potentielt kan betyde en kapitalindsprøjtning i klubben.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at det hele afhænger af sommerens transfervindue, hvor jeg sagtens kunne se klubben sælge ud af de mange perifere spillere der ikke får spilletid, såsom Marko Grujic, Harry Wilson, Divock Origi, Sheyi Ojo og Xherdan Shaqiri, som samlet vil kunne skabe en indtægt i omegnen af £80m.

Uanset hvad, så vil der sandsynligvis komme penge ind i klubben, og jeg har svært ved at forestille mig andet en, at salget til RedBird vil bruges enten til at købe nye spillere eller til at investere i fremtiden for Liverpool.

Oven i dette kan det tilføjes, at Liverpool for første gang siden 01/02-sæsonen nu befinder sig i top 5 over klubber med største omsætning i verden, hvoraf den eneste Premier League-klub der overgår Liverpools omsætning for 19/20-sæsonen er Manchester United, hvilket lover godt for fremtidens muligheder for at skabe indkomst.

Sammenligner man i øvrigt med de resterende Premier League-klubber, så ligger Liverpool faktisk i den øverste halvdel af tabellen når det kommer til økonomiske resultater. For mens Liverpool kom ud med et brutto underskud på £46,3m, så er det kun Chelsea og Manchester United fra Big Six der har et bedre årsregnskab end Liverpool, og Liverpool ligger sågar er underskud der ligger under gennemsnittet for klubberne i ligaen.

Det er særligt to klubber der trækker den median markant ned, hvoraf den eneste muligvis kommer som lidt af en overraskelse, mens den anden måske er mindre overraskende.

Mens olierige Manchester City har et samlet underskud på deres årsregnskab på £125m for 19/20-sæsonen, så er det faktisk ikke dem der topper listen - det er nemlig vores lokale rivaler og bysbørn fra Everton, som har et svimlende underskud på £140m.

Så selvom FSG har trådt ved siden af, og for alvor har gjort sig upopulære blandt mange fans, og at man kan betvivle, hvorvidt de egentlig har fodboldklubbens bedste for øje, så kan man ikke betvivle, hvad de har gjort for Liverpool som organisation.

Heldigvis for os fans, så går kommerciel succes og sportslig succes rigtig ofte hånd i hånd, og jo større succes klubben har på banen, dets mere værdi vil klubben også få, så selvom man ikke altid er glad for den kommercialiserede del af fodboldverden, så er det et sundt symbiotisk forhold, Liverpool som fodboldklub har med ejergruppen, der driver forretning.

Liverpool er en af de absolut bedste drevne fodboldklubber i Europa, og dette er udelukkende grundet FSGs hårde forretningsstrategi, som har gjort Liverpool til en selvforsynende entitet, der sammen med sin sportslige succes skaber en større værdiansættelse for sig selv.










TAGS   fsg   coronavirus   regnskab  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM