BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
BLIV MEDLEM I DAG
SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET

VIND BILLETTER & TURE TIL ANFIELD HVER MÅNED

 
JOYCE: EDWARDS VENDER TILBAGE

Jürgen Klopp
 
Foto: Getty Images ©

HVOR SKAL VI HEN?


Midt i en mildest talt tumultarisk sæson, er det måske en god ide at forsøge at sætte sig op i helikopteren og se på det store perspektiv i Projekt Klopp og ikke kun på den aktuelle form og spillemæssige krise. Ingen af os ved, hvad fremtiden bringer, men spå kan man altid, og jeg vil i det følgende komme med nogle bud på hvor vi er på vej hen.



Intet mesterskab i 2021

Med weekendens nederlag til Manchester City - der i øjeblikket ligner et hold der er mindst én klasse bedre end alle andre - er vi ude af mesterskabskampen i denne sæson. Målsætningen er nu at ende så højt som muligt og minimum på en Champions League givende fjerdeplads.

Hvor stort et setback er det egentlig for ”Projekt Klopp” når man end ikke er bejler i en sæson, hvor det ellers lignede at Liverpool var den mest åbenlyse favorit til mesterskabet i mange mange år.

Ingen tvivl, det er selvsagt et setback på både selvforståelse og måske mest af alt på de skridt, der skulle bygges ovenpå fundamentet i bestræbelsen på at blive et dynasti. Den bestræbelse er ikke opgivet, men sat på foreløbig standby.

Hvis det var blevet til det glasklare mesterskab som man havde forventet, havde det givet Liverpool nogle gedigne strategiske muligheder både hvad angår rekruttering, økonomi, transfers, infrastruktur m.m. hvor man kunne have taget endnu flere skridt end dem der allerede er taget de seneste 5 år.

Nu bliver det imidlertid ikke til det mesterskab og derfor er bestræbelsen sat på standby og i stedet for at lægge endnu større afstand til de konkurrenter, der ligeledes er ved at opruste på et mere strategisk og strukturelt plan (Arsenal og Manchester United), må vi nødvilligt indse at de haler lidt ind på os, men vores fundament er stadig til at kunne lave et afgørende ryk igen, meget snart.

Klopp har gjort os til titelkandidater to (måske endda tre) sæsoner i træk med henholdsvis 97 og 99 point. Uhørte pointtal i en så kompetitiv liga som den engelske.

Kigger man på de bagvedliggende parametre var langt det meste af vores præstationsniveau i sæsonen 17/18 faktisk også på vanligt mesterskabsniveau, men det år var Manchester City med deres 100 point i en klasse over alle andre. Selvom vi ”kun” endte på 4. pladsen, var vi klart det næstbedste hold i ligaen og præsterede faktisk på det, der hidtil havde været mesterskabsniveau.

Hvad får setbacket så af betydning? Hvis vi når top 4, vil det nok mere blive et ”bump på vejen” hvorimod vi med en placering uden for top 4 skal kigge grundigt på, hvor meget af truppen der skal udskiftes.

Ikke fordi den ikke er god nok, men fordi der antageligt vil være en del spillere, for hvem det er kardinalt at spille Champions Leaugue, og de muligvis så skal afhændes, mens der stadig kan cashes ind på dem.

Spillere som Salah, Mané, Van Dijk, Fabinho, Alisson er alle spillere, der helt givet ser sig selv spille Champions League HVER sæson, og selvom alle selvsagt ikke vil blive afhændet, så er det sandsynligt at nogle vil presse på for en transfer.

Ender vi i top 4 med Champions League på programmet i næste sæson, vil denne sæson hurtigt gå i glemmebogen som ”de forspildte muligheders sæson” eller ”skadeskrisens sæson”, og truppen vil for størstedelens vedkommende forblive intakt, med en enkelt eller to udskiftninger blandt de bedste 13-14 stk.

Eksempelvis Wijnaldum, der ser ud til at have besluttet sig for en fremtid under mere sydlige himmelstrøg end den evige slagregn på Merseyside.

 

Klopp og FSG?

Der har i Klopps æra, indtil videre, ikke kunne sættes så meget som den mindste kile imellem Klopps udmeldinger i medierne og FSG´s udviklingspolitik af klubben. Tværtimod. Den første kile så vi i det netop overståede transfervindue, hvor det virkede til, at Klopp via medierne fik kommunikeret, at noget måtte ske.

Hvorvidt det er dramatisk eller ej, er vel nok et temperamentsspørgsmål, for overordnet er der ingen tvivl om, at manageren og ejerne er på bølgelængde omkring den stepvise udvikling af klubben - både hvad angår trup, træningsfaciliteter, intern infrastruktur og Anfield.

Klopp og FSG ligner det vel nok lykkeligste ægteskab imellem ejere og manager i Premier League. Om Klopps udtalelser ligefrem var et udtryk for at hvedebrødsdagene er slut, er jeg ikke helt sikker på. De var utvivlsomt et råb om hjælp og måske endnu mere en forventningsafstemning om fremtiden, hvor der også vil blive brug for pengepungen, når truppen skal forstærkes.

Jeg anskuer det fra den vinkel, at det lod til, at FSG var lydhøre, og selvom hverken Davies eller Kabak på nogen måde har sprængt banken, så er det, at der blev handlet, også et signal fra FSG´s side om, at de lytter, og jeg tror, at Klopp og FSG stadig har den indbyrdes tillid og har ryggen på hinanden fremadrettet.

Infrastrukturen i form af nyt træningsanlæg og udvidelse af Anfield - om end den på grund af corona-pandemien er udskudt - er på plads, og FSG har her, helt i Klopps ånd, vist vilje og evner til at udvikle step by step i et langsigtet perspektiv.

Mangler investeringerne på transfermarkedet, sidder pengene i høj grad løst, når det kommer til opgradering af infrastruktur og fastholdelse af nøglespillere ved lukrative kontraktforlængelser.

Lykkes vi med at komme i top 4 - og bliver vaccinerne i Storbritanien udrullet, så stadions igen kan åbnes, og der dermed kan laves matchday-indtægter - er jeg derfor heller ikke i tvivl om, at vi kan se frem mod to-tre signifikante signings i sommerens transfervindue.

Wijnaldum skal erstattes, og både forsvarskæde og angrebskæde skal styrkes i form af en permanent ny makker til Van Dijk og en erstatning/afløser for Roberto Firmino, der efterhånden ligner en mand, som trods sine kun 29 år, har peaket og ikke lader til at kunne finde tilbage til det niveau, der har gjort ham afgørende i systemet.

 

Hvor er vi henne i Klopps æra?

Pilen har indtil for halvanden måned siden kun peget én vej under Jürgen Klopps regime i Liverpool, nemlig opad. Den øjeblikkelige pil peger nedad, desværre mere stejlt end man kunne ønske sig, mens den i de bedste tider har peget mere stejlt opad, end man har kunnet forvente.

20/21 - et isoleret tilfælde?

Der er mange, der peger på den oplagte lighed, der er imellem Liverpools øjeblikkelige form og laver den oplagte sammenligning til Klopps sidste sæson i Dortmund, hvor udfordringerne lignede de samme - nemlig at man har svært ved at finde offensive løsninger mod lavtstående modstandere.

Den slags udfordringer så vi ligeledes i begyndelsen af Klopps æra, hvor specielt perioden i januar og februar 2017 står som et skrækeksempel, hvor det i 12 forsøg kun blev til to sejre over Tottenham i PL og Plymouth med et reservespækket FA-Cup mandskab. Dengang blev det efter februars udløb kun til et enkelt nederlag i resten af Premier Leaugue-sæsonen.

Til sammenligning er det i de sidste 12 kampe blevet til fire sejre, hvoraf de tre har været i PL. Vi er et andet sted nu, så det kan man selvsagt også forvente, men dette perspektiv er alligevel værd at notere sig.

Jeg havde personlig forventet, at vi i denne sæson ville være tæt på lige så suveræne som i forrige sæson med en intakt trup, der var bedre sammenspillet end konkurrenternes, hvilket er en oplagt fordel i et ekstremt tætpakket kampprogram, som ikke levner tid til indøvelse af diverse mønstre på træningsbanen. Det handler udelukkende om restitution og en enkelt kampforberedende træning imellem kampene.

Med den skadessituation, der er opstået, er den fordel, der ellers var oplagt, nu blevet til en ulempe. For hvor kampenes tæthed kan være en fordel, når kontinuiteten er intakt, så er den det direkte modsat, når man konstant er tvunget til ændringer grundet skader, sygdom og karantæner.

Der vil selvsagt altid opstå skader, men omfanget hos Liverpool har i denne sæson været ekstremt - helt ekstremt endda.

Et kig på tabellen viser, at kun Wijnaldum, Salah, Firmino, Robertson og Jones blandt det man vil kalde ”topspillere” (de 19 bedste) har kunne holde sig skadesfrie (Salah dog ramt af Corona i én kamp). De øvrige 14 spillere har alle været mere eller mindre skadet.

Læg dertil, at de ikke skadede spillere i forvejen er nogle af de mest belastede siden sommeren 2018. Her har Wijnaldum spillet 85% af alle PL-minutter, Salah 89%, Firmino 83% og Andy Robertson hele 94% af alle PL-minutter i en næsten treårig periode.

Havde der været tale om 3-4 stk. ad gangen, havde problemet været mindre, men med længerevarende skader til hele otte spillere har det samtidig betydet, at så snart de øvrige har været til rådighed, så har de været tvunget på banen - uanset kampform.

Et eksempel er Thiago, der efter en lang skadespause som konsekvens af Richarlisons brutale overfald på Goodison måtte sidde udenfor helt frem til nytår.

Efter en sådan pause ville man normalt indsluse sådan en spiller gradvist. I de otte kampe Thiago har spillet siden sin tilbagevenden, fik han ganske vist kun 12 minutter i den første optræden mod Newcastle, men herefter er det blevet til fuld spilletid i 5 ud af 7 kampe og med 68 og 78 minutters spilletid i de øvrige to.

Det er ganske simpelt får hårdt et program for en spiller der er ude af kampform, og som har været ude i tre måneder. Det medfører træthed, øget risiko for skader og ikke mindst at topniveauet er lavere, end det ellers ville være.

Den historie går igen for en stor del af de øvrige spillere, og den er i høj grad medvirkende til, at vi mangler både rytme og topniveau.

En anden grund er, at vores bedste midtbanespillere har spillet ude af position. Jeg tror, vi kan stille den bedste midtbanekonstellation med Hendo, Fabinho og Thiago - det så i al fald fornuftigt ud mod Everton - men den mulighed taget ud af spil med Fabinhos permanente vikarrolle i centerforsvaret og Hendos mange gæsteoptrædener.

Begge har gjort det fortrinligt i forsvarskæden, derom ingen tvivl. De er bare ikke stoppere, og det kan ses, når der for alvor er pres på i de afgørende situationer.

Det øgede antal af dårlige situationer, som vores bagkæde er kommet i, er en naturlig konsekvens af, at midtbanen ligeledes har været svækket, og vi har i den grad manglet det normale pres og tryk på bolden.

I fronttrioen har vi ligeledes ikke kunnet rotere (med kvalitet), siden Diogo Jota blev skadet, og det har kunnet ses blandt de forreste. Der var ellers en nyopstået friskhed med Jotas ankomst, men den mulighed er ligeledes gået os af hænde. Det er med andre ord i alle tre kæder, at vi er ramt. Ikke bare ramt, men hårdt ramt.

Når Alisson så tilmed har været ude i så mange kampe - målt for en målmand - så er alle ingredienser til et hold uden rytme, friskhed og skarphed til stede.

Vi så nogle fantastiske præstationer i hjemmekampene mod Arsenal, Wolves og Leicester, hvor de spillere, der var til rådighed, stadig var friske, og hvor trygheden og rytmen fra det fasttømrede koncept stadig var intakt. Det modsatte er tilfældet nu.

 

Anfield

Endelig mener jeg ikke, man skal underkende effekten af, at vi på hjemmebane ikke har vores sædvanlige 12. mand med os. Havde vi tabt til Burnley og Brighton med Anfield i ryggen? Jeg ved det ikke, men jeg kan næsten ikke forestille mig det. Havde vi tabt til Manchester City - ja, det tror jeg.

Samspillet mellem The Kopites, manageren, spillerne og spillestilen har været helt unik, og jeg tror, vi på hjemmebane havde vundet både de ovennævnte kampe og mod WBA, men det er selvsagt spekulationer.

Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at holdet og publikum gensidigt har gjort hinanden bedre, og hvor der er mange stadions, der er blevet ”biblioteker” de seneste år (også Anfield i mindre gode sæsoner og små kampe), så har Anfield haft et højt bundniveau og kunne hjælpe Klopps udvalgte, når der har været behov for det.

 

20/21 - one off!

Jeg tror på baggrund af ovenstående, at sæsonen i år er en one off. Der er hidtil rigtig mange parametre, der har peget fremad, og med returnering af de skadede spillere og et par gode justeringer i truppen, kan jeg ikke se, at 21/22 skulle blive uden Liverpool i blandt de to bedste i PL.

Tværtimod mener jeg, at truppens alder og sammensætning peger i retning af, at de næste 2-3 sæsoner er der, hvor der skal både peakes og bygges på, i form af nødvendige justeringer.

På mange måder minder vi netop om det hold, vi var i starten af 2017, hvor vi med de rigtige justeringer i form af Salah, Keita, Van Dijk, Alisson og Fabinho i det efterfølgende år, frem til sommeren 2018, fik hævet niveauet til helt nye højder.

Det er lige præcis sådan et løft i form af 2-3 spillere, vi har brug for for at komme på toppen af kurven igen. I den præstationskurve, der er angivet ovenfor, kan man se, hvordan det indtil nu er gået opad, og hvor det helt naturligt er gået stejlest opdad i starten af Kopps æra.

I mine øjne er vores setup designet til, at også sæsonen i år skulle have været på toppen af præstationsbarometeret. De ovennævnte parametre gør, at det ikke bliver tilfældet, om end vi skal huske, at selvom det ser sort ud, så er vi stadig med i Champions League og kan slå hvem som helst!

Når vi ikke når den top, som planen var i denne sæson, er det min vurdering, at der er lagt op til, at de efterfølgende sæsoner bliver en ny top på barometeret over Klopps æra, hvor en nedgang i næste sæson eller sæson efter havde været sandsynlig, men den ufrivillige nedgang i denne sæson giver muligheden for en ny opbygning.

 

Fortrøstningsfuld fremtid

Selvom mange - som nævnt i indledningen - sammenligner vores krise med den krise, Klopp havde i Dortmund, så mener jeg ikke, de er direkte sammenlignelige. Dels har skaderne for en stor dels vedkommende ødelagt denne sæson.

Klopp har helt sikkert ikke sprudlet af overskud på sin sædvanlige charmerende sæson, han har haft for travlt med for meget andet, og han har helt sikkert også lavet nogle taktiske fodfejl, for vi har spillet for ens, uanset personalet på banen.

Her har han forsømt at få justeret, men den manglende tid til kampforberedelse har helt sikkert spillet ind, og de rutiner, der er så imponerende indarbejdet i mange sæsoner, har været det, man har forsøgt at falde tilbage på.

Det, der gør mig fortrøstningsfuld, er Klopps evne i Liverpool til at justere og genopfinde sig selv. De to første fulde sæsoner under Klopp var mere eller mindre en direkte kopi af den fodbold, der var blevet spillet i Dortmund.

Men herefter har Klopp formået at forny sig og tilpasse sine tanker til en mere permanent topholds-tankegang, og ikke mindst har han formået at omgive sig med folk med indsigt i det moderne spil og fremtidens tendenser.

Et af Klopps mantraer overfor spillerne er, at det er okay at fejle, hvis blot man lærer af fejlene. Jeg er overbevist om, at han selv lever op til denne standard og netop har lært af den dårlige tid i Dortmund - de kom i øvrigt stærkt igen i slutningen af sæsonen.

Jeg tror netop, den erfaring Klopp har fra den sidste sæson i Dortmund, gør, at han ved nøjagtig hvilke processer han skal igangsætte for at vende den nuværende krise og ikke mindst for at få præstationskurven op på det høje niveau igen.

KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND BILLETTER & TURE TIL ANFIELD HVER MÅNED




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..