Next
STATS
Transfer Centre



 

PÅ VEJ MOD EN SKILLEVEJ: LIVERPOOL, KLOPP OG DEN GAMLE GARDE

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Andreas Brøns Riise
    7 Dag(e) siden



Loyalitet til koncept og spillere gør systemet til stjernen. Når toppen er nået, er kynisme og fornyelse nødvendig for at fastholde positionen. En skillevej for Liverpool begynder at vise sig i horisonten.

Jamie Carragher satte efter kampen mod Everton ord på en følelse, mange nok sidder med: Nu gider vi simpelthen ikke tale eller høre mere om Virgil van Dijks skade. Nu har han været ude så længe, at der må være fundet en løsning.

Følelsen er som sagt meget genkendelig. Fodbolddækningen er massiv i disse år, og man bliver ærlig talt træt af at høre den samme forklaring uge efter uge. Men ting går ikke væk, bare fordi man ikke taler om dem – heller ikke skader.

Hvis det var til at finde en løsning på, at verdens bedste forsvarsspiller ikke er der, var der næppe grund til at smide et verdensrekordbeløb for at hente ham i sin tid.

Men hvorfor opstår de så, de skader, spørger mange. Er det træningen den er gal med? Den mest nærliggende forklaring blev givet allerede i sensommeren, da kampprogrammet for en sæson uden pre-season blev præsenteret.

Det her er ikke fodbold – det er mord, lød analysen. Men igen: Det er mange måner, Kopcast og Monday Night Football siden, og mediemøllen må for alt i verden ikke hænge fast i samme analyse for længe, for det giver ingen klik. En ny uge kræver nye forklaringer og nye helte og skurke.

Når det så er sagt, giver det helt bestemt mening at kigge på de elementer af Liverpools historiske formkrise, der ikke kan forklares af skader og et umenneskeligt kampprogram. Og der kommer vi ikke uden om at tale om Jürgen Klopps trupopbygning.

 

Alle skal kunne være på bagsædet, når vi rykker sammen i bussen

 

Jürgen Klopp har altid været mest komfortabel med, at der ikke er alt for meget konkurrence om pladserne.

Start-11’eren giver sig selv, når alle er skadesfri og friske, og så har han en god håndfuld alsidige trupspillere med den rette mentalitet og løbevillighed, men ikke med et niveau, der gør, at de kan gøre krav på en startplads. Your Kevin Grosskreutzes and James Milners.

I udkanten af truppen befinder sig som regel nogle ’fringe players’, der får 5-6 kampe per sæson, men alligevel dukker glade og tilfredse op og viser den rette indstilling til træning.

Det skaber kontinuitet, god stemning og de helt rette betingelser for, at systemet kan blive stjernen. Bagsiden er manglende fornyelse.

Indtil videre har Jürgen Klopps tid i Liverpool været kendetegnet ved, at mere eller mindre hver eneste beslutning på transfermarkedet på bagkant har vist sig at være den rigtige. Ikke mindst har manglende aktivitet har vist sig retfærdiggjort og funderet i en perfekt læsning af den eksisterende trup.

Da Liverpool valgte ikke at købe ind før 19/20-sæsonen kunne man spore en vis undren. Når man misser mesterskabet med ét point og har det pull, som et vundet Champions League-trofæ giver, er det så netop ikke dér, man skal sikre sig den sidste forstærkning, der gør, at man også kan tage det sidste skridt op og vinde mesterskabet?

Den skepsis blev godt og grundigt gjort til skamme. For Jürgen Klopp havde helt rigtigt læst, at han kunne bruge det lige præcis missede mesterskab som motivation til at vride endnu mere ud af snart sagt samtlige spillere. Den læsning synes at have været lidt mere skæv i sommer.

 

Mesterholdets forbandelse

 

Der blev faktisk hentet konkurrence ind til både midtbane og angreb i form af Diogo Jota og Thiago. Efter lovende takter blev de begge skadet, og det er svært i de mørkeste stunder ikke at sammenholde tidspunktet for Jotas skade og Liverpools begyndende formdyk.

Men spørgsmålet er, om man gik langt nok? Om båden ikke skulle have været rokket lidt mere?

Liverpool har meget svært ved at score mål, og alligevel giver fronttrioen sig selv. For to måneder siden åbnede jeg i en analyse så småt for at begynde at kalde Xherdan Shaqiri, Takumi Minamino, Naby Keïta og Divock Origi for fejlkøb.

Eller i hvert fald kalde det en fejl, at de ikke er solgt igen, efter at især Shaqiri og Origi unægteligt har haft deres højdepunkter, der dog på intet tidspunkt har bragt dem ét skridt nærmere på start-11’eren, når Klopps foretrukne er klar.

Coronaøkonomien har utvivlsomt gjort det sværere at afhænde spillere til den pris, Michael Edwards’ regneark siger, de er værd. Men det er svært ikke at sidde med følelsen af, at man denne gang forpassede muligheden for – og fejllæste nødvendigheden af - at forstærke sig fra en styrkeposition.

At tiltroen til, at den gamle garde igen kunne grave dybt, har været for stor. Hvis man vil vide, hvad Liverpool er oppe imod i denne sæson, som de ikke var i sidste, skal man bare kigge på Ralph Hasenhüttls tårer efter en 1-0-sejr over Liverpool en januarmandag for tomme tribuner på St. Mary’s.

Som mesterhold får man en skydeskive på ryggen. Det vil altid være så stor en skalp at vinde over mestrene, at modstanderne finder et par ekstra procent. Og et par yderligere procent, når mesterholdet er såret, og der lugtes blod.

Modsat er det nærmest en kliché, at noget af det sværeste i verden er at motivere et mesterhold. Martin Jørgensen sagde det meget godt i kommenteringen af Leipzig-kampen:

Som spiller står man nok på banen med den samme følelse, som xG også viser efter Liverpools kampe i øjeblikket – nemlig at man gjorde nok til at vinde den. Og at udfaldet af samme kamp og indsats sidste sæson havde været en af de smalle etmålssejre, Liverpools mesterskab var bygget af. Men det ér bare ikke nok i denne sæson.

 

Den fede dame er endnu stille

 

At den tiltrængte fornyelse ikke kom i sommer betyder ikke, at projektet er brændt ned til grunden. Da Jürgen Klopp kom til Liverpool med et ry som verdens bedste manager, når det kommer til at have langt lys på, var sammenligningerne med Bill Shanklys dynasti legio.

Personligt mente jeg, at det mest sandsynlige var, at vi ville se det samme i Liverpool som i Mainz og Dortmund – en kæmpe fire-femårig energiudladning og en raket op i røven, der ville sende Liverpool til tops igen, men også brænde ud.

Det kan da også godt være, det er der, vi er kommet til på historiebuen. Men når vi snakker om Bill Shankly, snakker vi meget sjældent om de seks trofæløse sæsoner, der var mellem hans andet og tredje mesterskab, mens han genopbyggede.

Det er længe siden, og fodbold har flyttet sig en del siden, men også hvis vi kigger på det mest nylige dynasti i engelsk fodbold, gentager mønsteret sig.

Alex Fergusons Manchester United gik tre mesterskabsløse sæsoner fra 03/04 til 06/07, hvor man også røg ud af Champions League i gruppespillet eller mellemrunden. Og det i en væsentligt mindre kompetitiv liga end Premier League er i dag.

Da mesterskabet igen blev vundet, var en håndfuld spillere gengangere, men tidligere stamspillere som Fabien Barthez, Roy Keane og Ruud van Nistelrooy var fortid, mens Edwin van der Saar, Patrice Evra og Wayne Rooney udgjorde den nye stamme.

Det kræver et knivskarpt blik for, hvornår spillere har toppet, og kynisme og gennemslagskraft til at skifte dem ud, uden det skaber mytteri i truppen, at blive på toppen over længere tid i samme klub. Det er en sjælden kvalitet, og derfor lykkes det også meget sjældent.

En styrket økonomisk position har gjort, at Liverpool nu modsat tidligere kan fastholde sine bedste spillere. For ganske få år siden var fornyelsen kommet helt af sig selv, fordi spillerne efter et par gode sæsoner havde spillet i Barcelona, Real Madrid eller Juventus. Den tid er der næppe mange, der drømmer sig tilbage til.

Nu har Liverpool de økonomiske muskler til at fastholde dem på langtidskontrakter med tårnhøj løn, og det er naturligvis også en del af forklaringen på de manglende indkøb, at pengene er brugt på det. Men som med alt andet i fodbold er der fordele og ulemper. Bagsiden af medaljen hedder i denne henseende mæthed.

Jürgen Klopp er en manager, der beder sine spillere om at gøre det umulige, og til gengæld er grænsende til evigt loyal, hvis man gør det. Og Liverpools stamspillere har gjort det umulige de seneste to sæsoner. Det er meget menneskeligt - bevidst eller ubevidst - at forvente, at det giver en visse privilegier – og som manager at tilbyde dem.

Den tilgang skal justeres, og Jürgen Klopp har da indtil videre i Liverpool også vist sig i stand til at lære på jobbet. Den fede dame har ikke sunget for Jürgen Klopp endnu i klubben.

 

Skillevej kan skimtes i horisonten

 

Men det bliver tiltagende tydeligt, at Liverpool står med et valg til sommer. Et ret klassisk et af slagsen: Skifter man manageren eller spillere? Fodboldhistorien er rig på eksempler efter opblomstringer, når en disciplinær manager afløses af en, der giver spillerne mere frihed. Indtil det så som regel efter en sæson eller to bliver for løst i koderne, og en ny nedtur begynder.

Carlo Ancelotti er et glimrende eksempel på en manager, der sjældent har varetaget store genopbygningsprojekter, men til gengæld har haft succes med at komme ind i klubber med allerede etablerede trupper og give verdensklassespillere spilleglæden tilbage.

Den vej kan man godt vælge at gå. Især hvis forholdet mellem manageren og ejerne reelt har lidt skade efter et uskønt januartransfervindue.

Ellers er det nok nødvendigt at acceptere, at der skal ske større udskiftninger i spillertruppen, end det hidtil har været skønnet nødvendigt. At selv ’mentality monsters’ kan løbe tør på et tidspunkt.

Enten ved at opgradere ”udtjente” trupspillere til nogen, der kan skabe reel konkurrence om pladserne i start-11’eren. Eller ved at sige farvel til nogen i den gamle garde.

Hidtil har Klopp og Edwards' blik for forbedringspotentiale og sult i den eksisterende trup været ufejlbarligt. I sommer glippede det. Muligvis fordi, det er to helt forskellige ting, man skal kigge efter, når man henholdsvis jagter og skal forsvare et mesterskab. Men bedre sent end aldrig.










TAGS  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM