Next
STATS
Transfer Centre



 

KOMMENTAR: JEG LEDER OG LEDER...

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Rasmus Gissel
    24 Dag(e) siden



Rasmus Gissel sætter her ord på de mange tanker der tænkes på en dag som i dag.

Jeg leder og leder.

Leder efter meningen. Meningen med hvorfor jeg skal bringes i mine følelsers vold.

Har det som for 20 år siden. Dengang Twintowers styrtede. Uden sammenligning i øvrigt. Følelsen af noget uvirkeligt. Noget radikalt. Et sår der måske - måske ikke vokser til uanet størrelse. Men som aldrig heles.
Hvorfor skal ejerne tvinge mig imod min klub?

Jeg elsker jo klubben. Hvorfor skal jeg tvinges til at synes dårligt om den? Hvad med Klopp? Min elskede Klopp. Folkets mand. Den emotionelle tysker med styr på værdierne. Kan han se sig selv i dette cirkus. Se fans gå imod klubben. Ham der lever af emotionalitet. Hvad med spillerne? Indprintet Klopps værdier og idealer.

Hvad med folket? De lokale. Scouserne. Byen. Identiteten. Hvad med dem. Deres hverdag tages fra dem. Liverpool FC er livet. Ikke en biting. Livet. Et liv der aldrig bliver det samme. En puls i en by, der aldrig igen vil slå på samme måde.
Hvad med familierne til ofrene fra Hillsborough-tragedien. Deres samlingspunkt er kampen for retfærdighed. Med klubben som centrum. Nu svigter den også. Som det officielle England gjorde. Ikke i kampen. Men som centrum og samlingspunkt.

Flagene pilles ned på The Kop. Folket vender ryggen til. Hvad mon Poor Scouser Tommy havde gjort, hvis det var sket inden han drog i krig? Fightet utvivlsomt. Som de lokale allerede gør. Bannere udenfor Anfield. RIP LFC står der. Det stikker i hjertet. For et døgn siden var det vigtigste ved genåbningen at komme til Liverpool. Drikke øl. Snakke med lokale. Nyde stemningen. Nu ved jeg ikke om det nogen sinde sker igen. Hvorfor skal det tages fra mig? Fra alle. Skide være med mig. Jeg er jo bare ”Legacy Fan”, Tænker FSG. Gu' er jeg ej. Jeg er pisse vigtig. Ligesom de millioner af andre LFC-Fans er. Alle fodboldfans er vigtige. Sammen er vi stærke. Hvor stærke vil den kommende tid vise. Er vi stærke nok? Eller bliver vores identitet taget fra os? Vores hjerteblod. Vores åndehul.

Bob Paisley and Bill Shankly, The fields of Anfield Road. Historiens vingesus. Hvis det larmer er det fordi de roterer i graven. Hvad havde de gjort? Jeg ønsker dem tilbage som frontkæmpere. Håber Klopp bliver frontkæmper. Vil det så betyde fyring? Jeg vil gerne have han bliver. Jeg vil også gerne have at han kæmper imod. Jeg leder og leder. Leder efter meningen.

Er det hele bare et rænkespil? Et spil jeg ufrivilligt bliver taget til fange i? Det er det nok. Et spil med Joel Glazer på vores hjemmeside. Det er ikke et spil jeg bryder mig om. Såret er dannet. Ketchuppen er ude af flasken. Såret vil ikke heles. Ketchuppen kan ikke komme tilbage. Min klub har vendt mig ryggen. De kommer måske tilbage. Men jeg glemmer ikke. Glemmer ikke smerten da de forlod mig. Nej vent. Ikke klubben. Ejerne. De har taget klubben som gidsel. Klubben er alle os andre. Det er derfor jeg er pissevigtig. Fordi jeg sammen med millioner af andre kan danne en enhed. En enhed der måske kan bekæmpe denne bastard. Men følelsen. Følelsen af afmagt. Af svigt. Min klub har svigtet mig. Forladt mig. You´ll never walk alone. Hvem skal jeg nu gå sammen med. Hvis det ikke er et rænkespil. Så vil jeg ikke gå med klubben. Ikke hvis det hele bliver en realitet. Hvad skal jeg så?

Jeg vil ikke forblive i tomheden. Det kan da ikke passe. Det må være løgn. Hvorfor er netop min klub med i det her? Vi har jo værdierne i orden. Vi er da ikke ligesom Chelsea, Manchester City eller Manchester United. Jo, åbenbart. Vi har bare været bedre til at skjule det. Pakket det ind i floskler. Pakket grådigheden ind. Bag klubbens flotte ord. Hvem er klubben? Det er supporterne. I hjertet. I virkeligheden er det FSG. FSG. FSG er ikke bedre end sheikerne, Glazer familien eller Abramovic. De har bare skjult det bedre. Bedraget mig. Ladet mig tro. Tro på at vi rent faktisk var på en højere hest end de andre. Kom dog ned af den hest. Vi er langt bedre end de andre. I hjertet. Men ikke FSG. FSG out. Hvorfor skulle de skabe kløft mellem mit elskede LFC og mig.

Bliver der en by at komme tilbage til. Et mekka. Et Anfield. En by med fodboldsange på hver en pub. Hvad skal man så snakke om over den skummende pint? Hvem gider at komme på Anfield nu? Udover kineserne. Dem er der i forvejen mange af. Hvem skal jeg så synge og danse med når øllet skummer? Hvem skal jeg så omfavne når vi scorer? Nå nej, vi scorer jo ikke. Og jeg skal ikke se med. Det gider andre heller ikke. Hvad dælen skal man så?

Qatar, Super League, oligarker og FSG. Hvad skal vi overhovedet med fodbold mere? Orker vi mere? Grådigheden vinder hele tiden ind på os. Tager en bid. Og en bid mere. Af vores sjæl og kærlighed til spillet. Nej. Kærligheden til spillet får de sgu ikke. Det spil der er lavet for at begejstre. Begejstringen er afløst af tomhed. Leeds v Greeds i aften. Gider jeg se med? Måske? Måske mest for at blive bekræftet i at det hele er noget lort. Hvorfor så se? Fordi tragedier er en del af fanlivet. Men ikke sådan en tragedie som den her. Det er jo dommedag. Langt mere end en tragedie. Det må ikke ske. Så vil jeg ikke mere. Jeg håber jeg evner tilgivelsen. Tilgivelsen når det hele falder til jorden. Har jeg også bare glemt det et par uger efter. Nej. Ikke denne gang. Denne gang gravede de kløften. De mener det. Eller gør de?

Det sker heller ikke. Det er bare et rænkespil. Et spil jeg har ladet mig drage ind i. Et spil der opsluger mig. Fylder mig med tomhed og vrede. Jeg leder og leder. Leder efter meningen. Grav ikke kløften dybere. Kom jorden tilbage i kløften. I min kløft. Og i alle mine medfans´. Vi er nemlig pissevigtige. Sammen kan vi. Lad os bekæmpe dette svulstige legeme der er opstået. Bastarden. Sammen er vi stærke. FSG out. Fodbolden tilbage. Kære medfans - You´ll Never Walk Alone.










TAGS   european super league  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM