SOMMEREN DER BLEV VÆK
Lockdown blev til gradvis genåbning, som blev til mesterskab uden tilskuere, som blev til forsømt sommer. Og nu står vi her så - på tersklen til en ny sæson uden rigtig at have forliget os med den forgangne.
-
-
-
Nathalia Bogdanov
8. september 2020, kl. 22:00
-
-
-
Nathalia Bogdanov
8. september 2020
Du kan også få artiklen oplæst lige her:
Nå. Og så var sommeren ovre, før den rigtig kom i gang. I hvert fald hvis man residerer i Skotland, som undertegnede gør i disse dage. Hedebølger på den sydlige del af de britiske øer og i Danmark kom ikke sådan rigtigt herop. Og hvis det gjorde, så lagde jeg i hvert fald slet ikke mærke til det – enten fordi jeg befandt mig under eget tag, lidt ræd for den der virus, eller fordi jeg havde alt for travlt med at færdiggøre mit speciale.
Da jeg endelig trykkede på den meget antiklimatiske ”aflever”-knap, glædede jeg mig til endelig at kunne nyde sommeren. Men kalenderen viste pludselig september – ikke juli – og det gik op for mig, at sommeren var kommet og gået.
Nu står jeg så her, og Liverpool skal allerede til at tage de første seriøse skridt af 2020/21-sæsonen, lige så pludseligt som 2019/20 gik i stå.
Lad mig sige det sådan her: Lockdown i Skotland har været noget anderledes end i Danmark. Vi blev beordret til at blive hjemme i månedsvis, og jeg kan i skrivende stund stadig ikke tage til familiemiddag hos min kærestes familie, som ellers har været en onsdagstradition pre-lockdown, da vi ikke må blande mere end tre husholdninger.
Så det er fair at sige, at det er med misundelse, at jeg har set jer samles på pubber igen i hjemlandet. Status her er, at selvom pubberne langsomt åbner igen, må der ikke være lyd på TV eller spilles musik i baggrunden – ja, for så taler man jo højere, og flere spytpartikler hvirvles op i luften. Så, deeet…
Pub er derfor udelukket, og jeg regner heller ikke med at befinde mig på stadion igen inden for den nærmeste fremtid. Klubben pønser vist på at åbne for 23 % af Anfields kapacitet i slutningen af oktober, men det virker stadig langt væk og som et skrøbeligt løfte. Spørgsmålet er også, hvordan det overhovedet er muligt, hvis man endnu ikke må ses med sin familie.
Derudover ved vi alle sammen godt, hvor meget rift der er om billetterne, når Anfield er fyldt til bristepunktet. Jeg kunne forestille mig, at sæsonkortholdere vil blive prioriteret, og at vi andre menige medlemmer (eller ikke-medlemmer) bliver sat bagerst i køen eller skal vinde et lotteri.
Indtil nu har jeg meget lidt held i de finalelodtrækninger, jeg har kvalificeret mig til i løbet af årene, så jeg venter lige lidt med at blive alt for begejstret ved tanken om, at der måske kommer fans på stadion igen.
Jeg er egentlig ellers vant til at planlægge mit efterår efter de europæiske hjemmekampe. De kampe er normalt den bedste mulighed, jeg har for at købe billet til Anfield. Dette efterår føles derfor mildest sagt noget tomt. For ikke at nævne, at jeg som skribent trækker (for?) meget på mine liveoplevelser og sansninger fra Merseyside.
Jeg nyder allermest at skrive ud fra mine egne oplevelser, så i mit stille sind panikker jeg derfor lidt over, hvor’n i alverden jeg skal skrive om, at jeg ikke oplever noget. Derfor håber jeg, at I vil bære over med mig og læse med, mens jeg finder mig til rette.
Det er jo ikke kun mig, der skal tilpasse mig. Selvom det har ligget lige på spidsen af vores tunger siden årsskiftet, så er det faktisk først nu, at Klopp og hans mandskab starter en ny sæson med den officielle titel som mestre.
I fanbasen virker det til, at der for nogen hurtigt kom en dæmper på feststemningen, i hvert fald sammenlignet med sidste års Champions League-festivitas, der nærmest fortsatte langt ind i den nye sæson. Personligt var det svært at fortabe sig fuldstændig i sejrsrus (måske på grund af førnævnte lockdown…), og jeg må ærligt indrømme, at min ’social distancing’ også indbefattede fodbold. Det plejer ellers at fungere som min virkelighedsflugt, når det står grelt til i verden.
Ligesom det er lidt antiklimaks at aflevere sit speciale online, når man ikke har sat sine ben på universitetscampus siden februar, er det på en eller anden måde også lidt fladt at starte en ny sæson uden rigtig afslutning på den foregående.
Vi skulle have haft den helt store vejfest. Jeg havde allerede udset mig den mur, jeg skulle stå på til paraden. Og i et alternativt univers er der bestilt bord kun til mine fødder, så de kan slå sig løs på bordpladen.
Men ak, vi lever i den mørke dimension, og jeg må erkende, at det af og til stadig kan gøre mig lidt bitter. Det giver derfor endnu mere grund til at gentage mesterskabssuccesen i en (forhåbentligt) mere COVID-fri verden næste år – jeg føler, at vi fortjener at kunne kramme hinanden.
Det er måske denne følelse af FOMO, der også figurerer på Twitter og Facebook. En smuttur til de sociale medier afslører, at vi er en lettere ængstelig fangruppe. Måske netop fordi at vi ikke fik lov til at gøre det ’rigtigt’, falder vi let tilbage i gamle vaner, når det føles som om, at klubben står stille.
Tvivlen nager hurtigt, og selvom vi har grunde til at have lidt trust issues, projicerer vi måske gamle usikkerheder over på en ny virkelighed.
Vi gik så hurtigt fra at være unbearables – vi fik nærmest ikke lov til at være det – til i stedet at bekymre os om, hvorvidt vi overhovedet er i kontrol over situationen som mestre – og vigtigst af alt, udnytter den.
Hvorfor kan Chelsea lege Football Manager, når vi ikke gør? Hvorfor har vi ikke købt Thiago endnu? Hvordan styrker man egentligt et mesterhold? Og hvordan forsvarer man titlen efter at have jagtet og jagtet den i årtier? Er ejerne faktisk til at stole på? Hvad er penge for en størrelse? Hvad nu hvis? Hvad nu hvis ikke? Hvad nu hvis ingenting?
På trods af uroen blandt fans må vi håbe, at Klopp er mere omstillingsparat, end jeg er (no worries, har endnu ikke brugt det buzzword på mit CV). Han kender de kort, han har på hånden, og måske er rutine og kontinuitet faktisk vigtigere end nye glamourøse navne i opstillingen.
Jeg ved ikke, om jeg er optimist eller pessimist – jeg er nok snarere et pendul mellem de to yderligheder, hvilket reflekterer min generelle sindsstemning dette forår (og sommer, hvis du bliver ved med at insistere på, at den fandtes).
Som sagt har jeg før primært gjort brug af mine egne oplevelser, når jeg skulle skrive om Liverpool. Men siden jeg nu ikke bare er ængstelig, men arbejdsløs og ængstelig, er det måske ikke den mest frugtbare inspirationskilde til klummeskrivning.
For hvis der er noget, som Liverpool FC ikke er, så er det arbejdsløs. På lørdag er der allerede point at hente og en sæson, der for alvor skal sparkes i gang – og denne beklemte sjæl ser frem til igen at kunne lade sig rive med af fodbold.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!