Next
STATS
Transfer Centre



 

TEKNISK SET KORREKT - OG HVAD SÅ?

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Andreas Brøns Riise
    1 Måned(er) siden



Der har bredt sig en opfattelse af, at VAR-systemet er neutralt, og at problemerne ligger i implementeringen, og dem der bruger det. Vi er nødt til at diskutere, at det også grundlæggende ændrer vores forhold til fodboldreglerne og spillet.




Fodboldreglerne har aldrig været en eksakt videnskab. De er altid blevet fortolket ind i konkrete kampsituationer. Der dømmes efter instinkt, reaktioner fra spillere, fornemmelser og rutine lige så meget som efter ordlyden i reglerne.

Eksempel: Da Fabinho laver en håbløs clearing mod Sheffield United og efterfølgende reagerer som en defensiv midtbanespiller i stedet for central forsvarsspiller og kaster sig ned i tacklingen, er der noget, der skurer.

Tacklingen er hård, ikke 100 procent kontrolleret, og Fabinho rammer både manden og bolden. En klassisk 50/50-duel. Den kan dømmes, og den kan ikke dømmes. Den er på kanten af feltet, og der er noget, der ikke føles rigtigt, så dommer Mike Dean tager en hurtig beslutning: Frispark.

Her er en påstand: Havde bolden været inde i feltet, er det ikke sikkert, Mike Dean havde fløjtet. Nok er der noget, der skurer i Fabinhos tackling, men er det virkelig nok til, at give spillets største chance væk?

Man har altid snakket om, at ”der skal mere til at få straffe”, selv om nogle altid vil indvende, at hvis det var sket alle andre steder på banen, havde der været frispark. Man har altid talt om, at en dommer kan have en linje. At man kan fløjte en kamp i stykker, selv om hver enkelte dom egentlig kan forsvares. 

De bedste dommere kender ikke bare reglerne, de kender også spillet. Og en 50/50-duel kan nok give et frispark på kanten af feltet, men skal samme duel også give straffespark? De fleste vil mene, at der skal mere til.

 

VARS KOLDE ØJE

 

Men lørdag aften på Anfield sker der noget. Dommeren i VAR-rummet kigger på situationen og opdager, at Oliver McBurnie, der var den tacklede spiller, har sin yderside af støvlen på stregen til feltet. Stregen hører ifølge fodboldloven med til feltet.

Derfor skal man nu i VAR-rummet tage stilling til straffespark eller ikke straffespark. Ifølge protokollen kan de kun omstøde ’clear and obvious errors’, og når der er tale om en forseelse, der både kan dømmes eller ikke dømmes alt efter dommerens linje, har dommeren ikke lavet en åbenlys fejl ved at fløjte. Derfor skal fløjtet ikke omstødes.

Men fløjtet, der oprideligt skulle markere et frispark, bliver nu ændret til at give et straffespark, fordi angriberen havde en lilletå på stregen i en 50/50-duel uden at være tæt på en afslutning.

Lad det være sagt med det samme: Det er teknisk set en fuldstændig korrekt dom. Men som sagt: Havde dommeren fløjtet, hvis han vidste, det var straffespark, han fløjtede for? Det er langt fra sikkert, og VAR havde i så fald heller ikke omstødt ikke-dommen, fordi det heller ikke var en ’clear and obvious error’ ikke at fløjte.

Det her er vi nødt til at diskutere, når vi diskuterer VAR. Vi kan snakke herfra og til evigheden om, om systemet bliver brugt korrekt, og om dem, der bruger det, er dygtige nok.

Det er vigtigt, javel, men der er også en helt anden diskussion. De regler, der for evigt har været fulde af gråzoner og er blevet fortolket ind i konkrete situationer på rent instinkt af dygtige dommere, som kender spillet og ikke bare reglerne, bliver nu brugt som milimetermålestok på 100 gengivelser fra syv forskellige vinkler i ultraslowmotion.

Teknisk set korrekte domme får forrang over for domme, der tager hensyn til kontekst. Vi når frem til domme, der skal dømmes ifølge reglerne, men som de fleste vil være enige om ikke bør dømmes.

Det samme ses ved offsides, hvor vi altid har haft det fint med at konkludere, at "den var på linje" - velvidende at det sker engang hvert årtusind, at de to forreste atomer på to fodboldspillere reelt er fuldstændig lige langt fremme i præcis det nanosekund, bolden bliver slået.

Nu findes 'på linje' ikke længere. Fuldstændig i tråd med den strengt objektive virkelighed, men ikke i tråd med fodboldens virkelighed, som reglerne altid er blevet fortolket ind i.

 

TEKNISK SET KORREKT

 

Havde Sheffield United fået frispark og scoret, havde der været ophidsede diskussioner om, hvorvidt der overhovedet var frispark. Sådan er det. Diskussioner om 50/50-domme – og sågar deciderede fejldomme – har altid været en del af spillet.

Halvdelen ville mene, at der var frispark, halvdelen ville mene, at der ikke var, og på et opskurt internetforum ville en promille ultranørder have fundet en vinkel, der viste, at McBurnie havde en lilletå på stregen, og der derfor burde være straffespark!

De ville næppe blive taget særligt seriøst. Jaja, teknisk set havde de da ret, men straffespark i 50/50-duel med siden til mål, fordi angriberen havde ydersiden af støvlen på stregen? Come on. I sidste ende var vi alle kommet videre og havde glædet os til kampen i næste uge.

I dag er den vendt om. Et fåtal glæder sig over, at den tekniske retfærdighed skete fyldest. Flertallet sidder tilbage med en mærkelig følelse, som nok så mange forklaringer på, hvorfor dommen teknisk set er korrekt, ikke kan fjerne.

Det virker bare ikke rigtigt. Ikke som en naturlig del af fodbold. Og inderst inde frygter vi, hvad der sker i næste uge.

Vi diskuterer grundlæggende ikke længere det samme spil. Nogle diskuterer, om dommen streng objektivt med reglerne som endegyldig facitliste var korrekt.

Modargumentet går derimod på, om der bør være straffespark, når 999 ud af 1000 fodboldfans i realtid ikke engang vil overveje muligheden for, at der er det.

 

FODBOLD FOR DE FÅ

 

Hvis du instinktivt følte, at retfærdigheden havde sket fyldest, da Sheffield United fik straffespark, og den ikke er længere, så er det fair nok. Vi er nogle, der fuldt ud anerkender, at dommen teknisk set var korrekt, men stiller det opfølgende spørgsmål: Og hvad så?

Er den milimeteretfærdige udmåling af fodboldlovens bogstav det eneste, der skal tages hensyn til?

Jeg forelskede mig i et spil, hvor der fandtes dommerlinjer, hvor der skulle mere til at få et straffespark end et frispark. Hvor forseelser, der gav gult i starten af kampen, gav rødt i slutningen af den. Hvor fodboldloven ikke var en eksakt videnskab. Jeg vil meget gerne snart diskutere, hvor alt det er henne efter VARs indførsel. Om det skal være der længere.

Jeg føler mig i tiltagende grad følelsesmæssigt distanceret fra det, der sker på banen, selv om jeg med hjernen fint kan se, at det teknisk set kan forklares. Skal det også være en del af ligningen, når vi gør VAR-brættet op?

Fodbold er blevet verdens største sportsgren, fordi spillet på overfladen er så guddommelig simpelt, at man kan forklare et barn det. Og nede under overfladen er der dybder, der gør, at nørderne også kan få en livstid til at gå med det.

Ville du kunne forklare et barn, hvorfor der var straffe til Sheffield United i dag? Hvornår i løbet af forklaringen tror du, det ville miste interessen?

Man kan ikke engang bare bruge forklaringen, at dommeren er en idiot længere, for dommen var teknisk set korrekt. Det kræver bare lige, at man tjekker tre-fire Twitter-konti, før man selv forstår det, hvis ikke man har indgående kendskab til fodboldreglerne og VAR-protokollen.

Det kan sagtens være, at man kan finde en måde at bruge VAR på, så det i højere grad tager højde for de mange, mange andre faktorer, der altid har været i spil i en dom ud over reglerne. Der er vi bare meget langt fra at være lige nu.

Mit bedste bud er, at man i langt højere grad lader dommeren bruge skærmen, så han kan dobbelttjekke sin egen subjektivitet. Men det skal grundlægges accepteres, at fodbold er subjektivt. Mit bud er, at de fleste dommere i dag ville være løbet ud til skærmen, set at man i virkeligheden tog stilling til et straffespark og endt med at nå frem til, at der ikke var nogen forseelse.

Det vil give mange flere og længere afbrydelser i spillet, og det må så i sidste ende være det, vi skal tage stilling til, om vi kan leve med.

Alle er interesseret i at få færre klokkeklare fejldomme. Færre mål enten fejlagtigt under- eller anerkendt for offside. Færre straffespark opnået ved film. Færre ustraffede benbrækkertacklinger, hvor hensynet til modstanderens sikkerhed tilsidesættes åbenlyst. Det er slet ikke diskussionen.

Men lige nu er vi i bestræbelserne på at opnå det i mine øjne ved at gøre spillet instinktivt tilgængeligt for de få i stedet for de mange.








TAGS  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM