Next
STATS
Transfer Centre



 

THE LIVERPOOL WAY

Analyser/Blogs

  • Skrevet af Nikolaj Sørvad Søgaard
    2 Måned(er) siden



Sæsonen kørte på skinner. Vejen til den længe ventede titel var lagt for Liverpool. Og så skete det uventede - ind fra højre kom den forbandede virus, vi nu alle kender navnet på. Alligevel er det som om, der er noget genkendeligt over den sti, vi er på vej ned ad. For på en eller anden måde formår det aldrig at blive helt "straightforward" for Liverpool. Vejen tager altid et uventet sving på vej mod målstregen - og nu må vi endnu engang væbne os med tålmodighed for at nå frem til destinationen.




Jeg har undervejs i denne sæson undret mig. Undret mig over hvordan de andre hold fra den famøse Big Six har kunnet falde så meget i kadence. Funderet over hvordan Guardiolas frygtindgydende  “Centurions”-hold kunne tabe syv kampe. Men mest af alt stillet mig selv spørgsmålet, hvordan det kunne gå til, at Liverpool var blevet mere driftsikker end en tyskproduceret automobil - og hvorfor det hele pludselig kunne se så let ud. 

Alting syntes at gå efter planen. 25 points forspring og en sejrsparade lige om hjørnet. Vejen til det forjættede land var bredere end en firesporet autobahn.
Det var så perfekt, som det kunne blive i et spil så uforudsigeligt som fodbold. Det var nærmest et glansbillede af den situation, mange af os havde håbet på skulle føre til Premier League-titlen. Dét trofæ, der mildest talt må siges at have været gået hen og blevet lidt af en hovedpine for hele klubben og fanskaren. 

Men da vi så endelig befandt os i drømmescenariet, var der alligevel en lille del af mig, der følte, at en eller anden ingrediens var fraværende. 

Det var ikke nogen som helst form for bittersød smag. En skuffelse over ikke at føle russen stærkt nok. Eller en snigende frygt for at det hele skulle ende i et antiklimaks ved at vinde titlen, før den første påskeøl var knappet op, mens der ikke var mere at spille for i de andre turneringer.

Det var nærmere en ubestemmelig oplevelse af, at det her ikke var den typiske “Liverpool Way” - hvad end det så er.
Misforstå mig ikke, men titlelræset havde en nærmest Manchester City eller Chelsea-agtig præg over sig. En stensikker sejr til et fremragende, men også kynisk hold, der stensikkert kørte den den ene sejr efter den anden i hus.
Herregud, 28 kampe inde i sæsonen kunne man nærmest ikke længere få lov til at sætte penge på Liverpool som mestre, så sikkert var det, at det første mesterskab i 30 år havde destination mod Merseyside. En titel grundlagt på kontrollerede etmålssejre og clean sheets. 

Personligt havde jeg nærmere forestillet mig, at når titlen endelig skulle hjemtages, ville det ske på baggrund af hæsblæsende indianerfodbold og sidste-minuts-scoringer ned mod The Kop. Sådan lidt ala 13/14-sæsonen.
I hvert fald havde jeg under ingen omstændigheder forestillet mig at se Liverpool køre Premier League-trofæet hjem på cruise control og med pulsen helt i ro i de sidste mange kampe.

Nu står vi så på den anden side af, at vi alle har lært den gode Søren Brostrøm at kende. Kloden drejer stadigvæk, men ellers er alting mere eller mindre forandret.
For pokker da, selv X-Factor blænder ikke længere op på æteren fredag aften. Så er verden da af lave.

Fodboldsæsonens afslutning svæver derfor også hen i det uvisse. Ingen ved, hvad der kommer til at ske, og Jordan Hendersons titelløft er nu heller ikke længere en garanti. 

Så nu fik jeg altså min action. Dog ikke lige på den måde jeg hverken havde håbet på eller forestillet mig, at det skulle ske. 

I al uvisheden og det ukendte er vi på nærmest tragikomisk vis igen tilbage ved den velkendte “Liverpool Way”.
Aldrig den nemme vej. Aldrig det forventede - og så alligevel. Men uanset hvad altid en emotionel rutsjebanetur, hvor følelsesregisteret får en Josephine Fock-agtig rusketur.

Historien om klubbens triumfer i dette årtusinde kan bakke op om en mildest talt spændende og til tider slingrende vej til succeserne. 

Efter at have slået europæiske storhold som Porto, Roma og FC Barcelona ud i knockoutkampene i UEFA Cuppen i 2001, var Liverpool lige ved at snuble mod upåagtede Alavés i finalen. Først et selvmål i 117. minut til stillingen 5-4, efter den spanske modstander var blevet reduceret til ni mand, sikrede Liverpool sejren og dermed The Treble. 

Historien om miraklet fire år efter i Istanbul kender vi alle, og i 2006 måtte der et dommedagshug af Steven Gerrard i overtiden til for at hive Liverpool tilbage i opgøret mod relativt middelmådige West Ham i FA Cup-finalen.

I 2012 var den så gal igen, da Liverpool på snævrest mulige vis formåede at overvinde Cardiff City fra The Championship i Carling Cup-finalen. Først efter en sløj straffesparkskonkurrence kunne Gerrard og kompagni løfte metallet op mod de medrejsende fans klædt i rødt på Wembley. 

Sidste sæsons forløb op til Champions League-finalen i Madrid gik heller ikke ligefrem stille for sig.
Og sådan gentager historien sig gang på gang for The Reds.

Men sådan er det måske bare med Liverpool. Vejen til triumferne er altid mere bumpet end en brostensbelagt pavée i et Paris-Roubaix løb. 

Vi kan nok lige så godt erkende det: Sæsonens afslutning kommer ikke til at blive, som vi alle havde håbet på. Men det hører på en eller anden måde med til det at være Liverpool-fan - på godt og ondt. 

På forudsigelig vis bliver intet aldrig helt som forventet. Denne gang ser det dog ikke ud til, at den gode Fortuna har tilsmilet os med lykke.

Nogen har måttet vente i 30 lange år. For mig eget vedkommende er der gået 10 år.
Personligt må jeg indrømme, at jeg ikke er i humør til at vente meget længere, men hvad pokker - hvis et par måneders udholdenhed yderligere gør, at jeg får lov til at se Jordan Henderson løfte titlen, væbner jeg mig gerne med tålmodighed. 

Alt godt kommer jo som bekendt til den, som venter. 

Walk on, walk on.








TAGS  



Flere nyheder




















Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM