VIGTIGE MØDER OG TESTS PRÆGER TORSDAGEN
Der bliver knoklet bag kulissen på at få fodbolden tilbage, mens man samtidig indleder tests af Premier League-spillerne.
I dag mødes Premier League, EFL og FA med den britiske regering. Med til forhandlingerne har de blandt andet flere klubbers krav om at bruge egne stadions til afvikling af den resterende del af sæsonen.
Denne del er temmelig vital i forhold til et lille flertal af Premier League-klubberne. Det kan nemlig have afgørende betydning for om de vil stemme Project Restart igennem. Her kræver det 14 ud af 20 stemmer, men der er samtidig 12 ud af 20 klubber, der finder det afgørende at undersøge muligheden for afvikling af kampe på deres egne stadions. Derudover vil der også blive talt om muligheden for normal træning, hvor spillerne må have fysisk kontakt.
Der skal stemmes om 'Project Restart' på mandag, når Premier League-klubberne igen mødes via video. Skulle Project Restart blive stemt ned er det sandsynligt at Premier League vil søge om udsættelse hos UEFA, der har sat d. 25. maj som deadline for de europæiske ligaers planer for afvikling af denne sæson. Det erfarer Telegraph.
Skulle Project Restart omvendt blive stemt igennem, så kan vi efter al sandsynlighed forvente Premier League i fjernsynet igen fra midten af juni.
Men det er ikke blot møder der fylder dagens kalender.
I dag (torsdag) og fredag vil Premier League-klubbernes spillere blive testet for coronavirus. Svaret på de prøver vil lande indenfor 24 timer og dermed kan man lettere iværksætte isolationer og tage sine forholdsregler inden træningen, med al sandsynlighed, genoptages i næste uge.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!