BUSKELYSEN: I FJENDENS LEJR ?>










  • FLERE STATISTIKKER


BUSKELYSEN: I FJENDENS LEJR






Det er fandeme sjældent, jeg står op kl. 04.00 på matchdays. Det gjorde jeg i lørdags. Dog ikke på grund af spænding og sitren i kroppen, som jeg fx. kan vågne af på Champions League-finaledage, men fordi jeg skulle nå et fly fra lufthavnen mod London.

Her skulle en loge, som jeg er medlem af, nemlig på en lille weekendtur til den engelske hovedstad, blandt andet for at se fodbold.

Turen var dog naturligvis tilrettelagt sådan, at Liverpools tidlige middagskamp mod Newcastle var inkluderet i selve programmet, og derfor ringede vækkeuret allerede kl. 04.00.

Ankomst i Stanstead cirka 09.15 engelsk tid. Et par hurtige tog ind mod hotellet for at aflevere bagage, derfra i hastværk ud mod Tottenham Hotspur Stadium, hvor vi gik på The Bricklayers, en Tottenham-Pub med træsæder fra det gamle White Hart Lane.

Strålende vejr med næsten 25 grader, høj sol, kolde fadøl og en gårdhave fyldt med harmløse, middelaldrende og gråhårede Spurs-supportere samt en mindre storskærm udgjorde en samling fine ingredienser, på trods af at jeg var langt væk fra de vante rammer, siddende koncentreret hjemme i sofaen.

Starten på selve opgøret fra Anfield var til gengæld ikke særlig rar. En hurtig scoring fra hollandske Jetro Willems ødelagde hurtigt min gode indre stemning, og når man så står iblandt venner, hvor de fleste af dem elsker at håne en, når det går skidt, samt er i selskab med omkring 100 Spurs-fans, hvis kærlighed til Liverpool ikke er blevet større siden deres nederlag i Champions League-finalen for nogle måneder siden, ja så føler man sig ret så meget på fremmed territorium.

Når det så er sagt, så var jeg egentlig ganske stærk i troen på, at det nok skulle vende og at det ville ende i en sejr. For som efterhånden nævnt flere måneder i træk nu, så er vi kommet til det stadie med den her klub, hvor man faktisk går og bliver selvsikker og nærmest er overbevist om, at opgør som det i lørdags, på hjemmebane, ikke kan gå galt.

Det er jo en menneskealder siden det er blevet til et nederlag på Anfield og jeg er ikke der, hvor jeg på forhånd tænker, at det bliver en klub som Newcastle, der napper en sejr. Selvfølgelig vil nederlaget komme på et tidspunkt, men som det var Chelsea sidste gang det skete, så tror jeg, at det er den kaliber vi skal op i, før og når det sker næste gang

Det er herlig unik følelse, at have fået det sådan. Det er nu om dage, meget mere betryggende, at være fan af Liverpool, end det var for blot 3-4 år siden.

Og ganske rigtigt; Newcastle blev så heller ikke den modstander der pillede pynten af Liverpool på hjemmebane. Vores fantastiske fronttrio afgjorde tingene for os og vi kunne igen gå fra banen som sejrsherre og med fortsat maksimumpoint i Premier League.

På trods af den tidlige scoring imod os, var det for mig at se, en klassisk Liverpool-kamp, særligt i 2. halvleg, med højt tempo, godt genpres og hurtige omstillinger og i bund og grund var The Magpies en overkommelig opgave for Jürgens sejrsvante tropper.

Det var sjovt på The Bricklayers. Et par hurtige kander pints i solen, gjorde at jeg måske forholdvis hurtigt fik en lillebitte tendens til at glemme hvor det var jeg præcis befandt mig - og dermed både blev en anelse løssluppen og lettere frygtløs, når Liverpool scorede.

Jeg tillod mig selv - som altid - at juble ret højlydt ved hver af de tre scoringer og Spurs-folket accepterede det sådan nogenlunde, sålænge de bare selv kunne få lov til at råbe “Yids” to-tre gange i timen.

Så alt i alt var jeg vidende til endnu en overbevisende sejr og dermed en fortsat 1. plads, der blev ydeligere udbygget af Man Citys nederlag hos Norwich. Derfor var det samlet set en god weekend og det gjorde egentlig knap så meget, at overvære Tottenham udradere Crystal Palace hjemme på deres nye stadion.

Jeg skulle hilse at sige, at stemningen ikke på nogen måde var vild. Jeg var faktisk skuffet over den. Flot stadion, uden tvivl, men der var godt nok mange minutters tavshed undervejs i kampen, på trods af et sprudlende hjemmehold. Anfield er flere klasser over, også mod de mindre hold.

Nu starter titelforsvaret så omkring Champions League i morgen aften. Det er revanchetid nede i Napoli. Det bliver spændende at se, om vi denne gang formår, at få noget med derfra.

En ny alvorlig test venter på Stamford Bridge på søndag i selve ligaen. Det opgør kunne meget vel ende uden en vinder og dermed Liverpools første pointtab. Det er altid svært nede på Broen.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned