KLOPP - EN MODERNE SHANKLY ?>










  • FLERE STATISTIKKER


KLOPP - EN MODERNE SHANKLY






For nogle uger siden var jeg på et seminar med mit arbejde sammen med en gruppe nye kolleger. Vi havde fået en opgave forinden, hvor vi skulle fortælle en række ting om os selv, så de andre kunne lære os bedre at kende. En af opgaverne lød på, at vi skulle fortælle om en person, som vi respekterede og lod os inspirere af.

Mit valg faldt på Jürgen Klopp.

Det er ellers ikke så ofte i voksenlivet, at man får et decideret forbillede, men den karismatiske tysker er virkelig en person, der repræsenterer mange af de samme værdier, som jeg forsøger at leve mit liv efter.

Jürgen Klopp har fået mig til at genforelske mig i Liverpool, og det er fantastisk at få lov at opleve i et forhold, der nu har varet 22 år. Han har fået mig til igen at turde tro på, at drømme kan blive til virkelighed, og fodbold er for alvor blevet sjovt igen, efter at han er kommet til.

Klopp overtog ellers en klub, der var gennemsyret af middelmådighed og splittelse. Her blot 4 år senere er Liverpool en af de mest veldrevne klubber på verdensplan, og på banen hører holdet igen til i den absolutte elite - som man gjorde i 70'erne og 80'erne, samt kortvarigt under Rafa Benitez.

 

Lederskab

En af de ting, jeg beundrer mest ved Klopp, er hans egenskaber som leder. I modgang tager han det fulde ansvar. Det er ham, der har fejlet, og ingen skal bryde sig om at fortælle ham andet, selvom det hænder at modstanderens træner eller en dommer får en kommentar med på vejen.

Men kritikken er - i hvert fald uadtil - aldrig rettet mod den enkelte spiller eller holdet, og hvis han endelig har noget kritisk at sige, sker det ikke offentligt.

I medgang giver han derimod al æren til spillerne og sin stab. Det er beundringsværdigt at opleve, hvordan han gang på gang tillægger andre ansvaret for succes. Ifølge Klopp er det de folk, han omgiver sig med, der er de vigtigste. Dette blev atter engang understreget, da han for nylig modtog prisen som årets træner af FIFA:

“I am honored to have won the FIFA award for best men’s coach last night, but I really don’t like to stand on a stage with a trophy all by myself. Everything I have accomplished in this game is only possible because of everyone around me. Not just my players, but my family and my sons and everyone who has been with me since the beginning, when I was a very, very average person.”

Der er ingen tvivl om, at Klopp stiller store krav til de folk, han arbejder med, men er man villig til at gå fra doubter til believer, er der ingen grænser for, hvad han vil gøre for en.

Det er inspirerende at se, hvordan han formår at få sine spillere til at udvikle sig og få det maksimale ud af deres potentiale. Han får dem til at opnå ting, de ikke selv havde drømt om var muligt.

 

Får mennesker til at vokse

I mit eget arbejdsliv arbejder jeg som leder i et beskæftigelsestilbud i socialpsykiatrien, og min fornemmeste opgave er at sørge for at skabe nogle rammer,  mine ansatte trives og udvikler sig inden for. For mig findes der få ting, der er mere givende end at få folk til at tro på sig selv og se dem vokse, og netop det formår Klopp bedre end nogen anden, jeg har set.

Samtidig har han en unik evne til at samle folk, så alle arbejder mod et fælles mål, og det gælder både de største stjerner og spillerne i periferien af holdet. Individet er vigtigt, men det er intet værd uden helheden. Hvis man ikke køber ind på filosofien eller føler sig hævet over klubben, så ryger man videre, uanset hvor stort et navn man er.

Men det er ikke bare spillertruppen han har samlet, det er sket på alle niveauer i klubben. Man har indtrykket af at alle - lige fra køkkendamerne til de høje herrer på direktionsgangen - trækker i samme retning og føler sig som en vigtig del af projektet.

Selv medlemmerne af den før så udskældte transferkomite er blevet en bragende succeser, efter Klopp fik dem til at samarbejde frem for at bekrige hinanden.

Vigtigst af alt, så har Klopp formået at samle os fans. Både lokalt og globalt. For Klopp vidste udmærket, at en af nøglerne til succes var at få genskabt den berømte stemning på Anfield, samt at få en desillusioneret og splittet fangruppe til at samle sig bag klubben.

Det er sket nu, og resten af Premier League kigger mod os i misundelse. For der findes vel dårligt noget federe end at være Liverpool fan pt.

 

Personlighed

Hver eneste gang jeg ser Klopp, får jeg indtrykket af, at det er den ægte vare. Der er ikke noget filter, og han er altid 100 procent sig selv, om han så står på sidelinjen, er til pressekonference eller bliver fanget på en video kl. 5 om morgenen i en kæmpe brandert efter et Champions League finalenederlag til Real Madrid – og det beundrer jeg dybt.

Der er så mange mennesker der lever deres liv efter, hvordan de tror, det bør være, og forsøger at fremstå perfekte. Klopp taler åbent om sine fejl og mangler, men han tager også ved lære af dem. For hvis man først har erkendt, at man har fejlet, kan man ændre på det til næste gang.

I disse tider hvor alle fodboldspillere og trænere er skolet i pressehåndtering og politikker-svar, er det desuden befriende med en person som Klopp, der bare taler lige ud af posen.

Samtidig benytter han humor som en fast del af sin væremåde, og det er et personlighedstræk, der ligger mig selv meget nært, selvom jeg langt fra har samme karisma og smittende personlighed.

Men tag ikke fejl, for bag det muntre ydre gemmer der sig en voldsomt ambitiøs og dreven vinder - samt en dygtig forretningsmand.

 

Købmandskab

I en tid med statsfinansierede klubber og rige oligarker, der bruger penge for sjov i fodboldverden, har Klopp fundet en bæredygtig model, hvor man sælger dyrt og køber smart. Der bliver brugt penge, men det sker i takt med klubbens øgede indtjening, og man handler aldrig over evne.

Vi er gået fra at være truet af konkurs for 8 år siden til sidste år at præsentere det næstbedste regnskab i fodboldens historie. Det er vel at mærke sket samtidig med en massiv sportslig fremgang.

Jeg skal ærligt erkende, at jeg har svært ved at forholde mig til de summer, der florerer i moderne fodbold. Jeg har lært at acceptere, at man bliver nødt til at bruge penge for at kunne være med i eliten, men jeg er simpelthen så stolt over at Liverpool formår at gøre det på en bæredygtig måde.

Klopp er selvfølgelig ikke ansvarlig for dette alene, men det er påfaldende at se tilbage på, hvordan det nøjagtigt samme skete i Dortmund. I løbet af hans 7 år i BVB steg omsætningen fra 108 millioner euro til 276 millioner euro. Der er næsten en tredobling.

Dortmund var på randen af konkurs, inden Klopp tog over, men endte med at kunne fremvise et overskud på 127 millioner euro i hans sidste sæson. I Liverpool er omsætningen steget fra 300 millioner pund til 500 millioner pund, i løbet af de 4 år Klopp har været ansat.

I perioden fra 08/09 til 14/15 kunne Liverpool præsentere et samlet underskud på 110 millioner pund, men efter 3 sæsoner med Klopp er dette vendt til et samlet overskud på 140 millioner pund.

Læg dertil at dette regnskabsår endnu ikke er afsluttet, og at bundlinjen efter nytår forventeligt vil være endnu bedre, grundet den sportslige succes og de beskedne investeringer på sommerens transfermarked.

 

En moderne Shankly

Nu er jeg selv for ung til at have oplevet den legendariske Bill Shankly, men jeg har efterhånden læst og hørt så meget om ham, at jeg har et klart billede af, hvem han var, og ikke mindst hvad han gjorde for klubben. Shankly talte med folkets stemme og forstod virkelig byen Liverpool og de lokale Scousere – i hvert fald den røde del.

Shankly kom fra beskedne kår i en fattig mineby i Skotland og glemte aldrig sin baggrund. Han er kendt som manden, der skabte grobunden for Liverpools succes, og ifølge ham selv var hans vigtigste opgave “to make the people happy”.

Shankly kunne tryllebinde folk med sine ord og har været leveringsdygtig i utallige citater, som for længst er skrevet ind i Anfields folklore.

Hvis det lyder bekendt, så er det sandsynligvis fordi, der er klare paralleller til Jürgen Klopps egen historie. Klopp er fra en lille by i Schwarzwald, som er en del af Ruhr-distriktet, der udover at huse Borussia Dortmund også er Tysklands største industriområde, hvor fattigdom og arbejdsløshed er meget udbredt.

Klopp har allerede udødeliggjort sig selv med sine karismatiske udtalelser og smittende væremåde. Ligesom Shankly har han sat et aftryk på Liverpool FC, som vil blive husket for evigt, og lykkeligvis er han langt fra færdig endnu.

Nedenstående citat fra Klopp understreger ligheden mellem ham og Shankly. For ifølge dem begge er fodbold til for folket.

“I really think the most important thing for football is entertaining the people. We don’t save lives, we don’t create anything, we are not good in surgeries, we are only good in football. If we would not entertain the people, why would we play it then?”

Det er fuldt fortjent, at Klopp blev kåret til verdens bedste træner til FIFA the Best Award Show, og det er stadig svært at forstå, at han rent faktisk er manager i min elskede klub. Efter prisoverrækkelsen gav han et fantastisk interview til theplayerstribune.com,som virkelig understreger, hvorfor han er mit forbillede og en evig kilde til inspiration.

Interviewet hedder “Maybe I Am Dreaming”, og sådan har vi det alle for tiden, Herr Klopp.

Af hjertet tak.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned