EN KAMP JEG ALDRIG GLEMMER: JEG STOD FORAN ET TOMT STADION OG FØLTE MIG PLUDSELIG HJEMME










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


EN KAMP JEG ALDRIG GLEMMER: JEG STOD FORAN ET TOMT STADION OG FØLTE MIG PLUDSELIG HJEMME






Det var først i mine teenageår, at Liverpool FC for alvor erobrede hjertet. Selvom jeg trådte mine barnesko i 80´erne, så var det et andet hold i rødt - nemlig det danske landshold - der var min store passion, men EM i 1996 bekræftede mig det jeg godt vidste inderst inde, nemlig at Liverpool FC er mit hold.

Mine forældre og jeg selv var trofaste roligans og i perioden 1988 - 1996, missede vi ikke én eneste kamp, hverken på hjemmebane eller udebane. Netop EM i 1996 dannede rammen om min endelige forelskelse i Liverpool FC. Mellem det danske landsholds kampe i Sheffield, var vi på rundvisning på både Old Trafford og Anfield.

Jeg havde set masser af fodbold i 80´erne og altid holdt en smule med Liverpool. Da jeg i 1990 læste Jan Mølbys bog ”På banen - og på bænken” blev min nysgerrighed yderligere vækket. Stadionrundvisningerne bekræftede det jeg godt vidste, men først dér fandt ud af, jeg skal være Liverpool-tilhænger resten af livet.

Der var simpelthen - allerede dengang - meget mere sjæl på Anfield, i væggene, blandt personalet og selvom det betød at jeg på den baggrund vendte mit store idol Peter Schmeichel ryggen, så var der fra den vej ingen vej tilbage. Liverpool FC var min klub.

 

Den allerførste gang

Alligevel var det først 20 år senere jeg fik min debut på Anfield. De mellemliggende år fulgte jeg med. Tæt med. Interesseret og passioneret, men på mange måder uden at tage det sidste skridt i form af en live-kamp, eller fanfællesskaber. D. 14. april 2016 sad jeg som mange andre Reds, bag fjernsynet og så miraklet mod Dortmund udfolde sig.

De efterfølgende dage gik jeg rundt med en følelse inde i kroppen om at godt nok snart måtte erklære min ubetingede støtte til Klopp og projektet på en eller anden måde. Fire dage senere sad jeg i min sofa og fandt lige pludselig ud af, at jeg 10 minutter forinden havde trykket ”bestil” på både fodboldbillet, fly, bil og hotel med afgang 30 timer senere!

Billet til Merseyside opgøret på Anfield mod Everton. Det var egentlig først i flyveren fra Frankfurt, som jeg var fløjet til fra Billund, at jeg ”vågnede” og tænkte hold kæft hvor er det vildt det jeg har gang i. Ankommet til Manchester lufthavn og installeret i en lejebil gik turen hurtigt mod Liverpool.

 

Helten fra Dortmund-kampen, Origi, åbnede scoringen, men måtte senere bæres fra banen efter en svinsk tackling af Munes Mori

 

Jeg kan stadig fornemme det sug i maven jeg fik da jeg så skiltet med ”Football-stadia” på M62 mod Liverpool.
Tænk at jeg var her. Lige her. På vej mod Liverpool. Rammen om mange af mine drømme. Synet af de sidste 30 års fodboldtapet.

GPS´en var imponerende præcis og halvanden time efter touchdown i Manchester stod jeg på Beech Mount Hotel i Liverpool, 3 timer før muligt check-in. Intet problem. Jeg fik lov at låne et lille rum, så jeg kunne klæde om og komme i løbetøjet. Nu ville jeg ud og se mig omkring. Se om jeg kunne finde den scene jeg kunne mærke jeg allerede fortrød, jeg ikke havde besøgt noget før.

 

Endelig hjemme

Pludselig tonede den frem bag de ellers endeløse og triste rækkehusfacader. Der var den. Scenen. Anfield. Jeg er stadig forbløffet over at man som voksent menneske kan stå foran et tomt stadion og pludselig føle sig hjemme. På fremmed grund. Ikke desto mindre var det fornemmelsen, og har i øvrigt været det på de efterfølgende 15 besøg de sidste par år.

Jeg sørgede for at opfange alle de indtryk der var muligt. Hvordan street-food vognene stille og roligt ankom. Boderne med halstørklæder blev så småt gjort klar. Stewarderne gik allerede her 7 timer inden kampen og gav råd og hjalp horderne af turister.

Området bag hovedtribunen var en stor byggeplads, på grund af udvidelsen af den Main Stand der blev indviet 4 måneder senere. Men lige der på sådan en tidlig forårsdag, var det verdens smukkeste byggeplads.

 

2-0 ved Mamadou Sakho i første halvlegs overtid

 

Jeg fandt en lille kiosk, købte en flaske vand og satte mig ned overfor Anfield. Solen havde tilsyneladende registreret min ankomst og havde som varm velkomst jaget alle skyer tværs over den Engelske Kanal, således Liverpool og Anfield kunne præsentere sig selv fra den absolut bedste side.

Her sad jeg så. Følte mig som et lille barn på en juleaften. Fyldt op med både glæde og forventning. De mange landskampe havde i årenes løb, bragt mig til i al fald 50-60 forskellige stadions. Alligevel sad jeg her overfor Anfield, 20 år efter besøget ved EM96, og følte at det var HER, fodbolden hørte hjemme. Lige her.

 

Sjælevenner mødes

Nå, timerne gik, kampen nærmede sig. Jeg havde fået fat i en billet med spisning inden kampen, i Bob Paisley Loungen. Det var først halvandet år senere jeg fandt ud af at jeg til hver en tid vil foretrække pøblens loungen, nemlig diverse pubs inden kampen.

Ikke desto mindre var det en fortræffelig oplevelse i loungen. Jeg elsker at rejse med andre. Og alene. I begge tilfælde er jeg i godt selskab synes jeg. Denne her impulsive visit, var jeg taget afsted på alene. Det er ofte en god mulighed for at komme i snak med andre og denne aften i Bob Paisley loungen ingen undtagelse.

Jeg kom til at snakke med en lang række mennesker, der alle bekræftede mig i det jeg også kunne føle på den anden side af Nordsøen, nemlig at Liverpool FC var på vej et godt sted hen i forhold til de sidste mange år. Stemningen i byen var optimistisk kunne de berette, og troen på at en bæredygtig fremtid var på vej, var stor.

 

3-0 efter en times spil - målet signeret Daniel Sturridge

 

Jeg havde en perfekt plads ud for midterlinjen på det, der nu er Sir Kenny Dalglish tribunen. Herfra kunne man se det imponerende skue af den nye Main Stand, der var ved at være færdige, klar til at indhylle den nuværende tribune.

Det hele føltes så uvirkeligt. Jeg sad der og så ned på mit drømmehold, der varmede op. De samme mennesker som havde bragt mig og millioner af andre i ekstase 6 dage forinden. Jeg kunne næsten ikke begribe jeg var lige der midt i det, der var - og er - mit Mekka. Lige midt i pilgrimsrejsen.

 

Spændingen forløses

5 minutter til kampstart. Nerverne enorme, på trods af en kamp der i forhold til tabellen var uden den store betydning, men en kamp mod Everton er altid vigtig. I momentet altid vigtigere end alt andet. Flere i loungen inden kampen nævnte at en sejr i Europa League selvfølgelig ville være stort og et skridt på vej tilbage mod tinderne, men nu gjaldt det altså ”Tofees” og intet er vigtigere end at vinde over dem.

Halvandet minut til kampstart. Gerry and the Pacemakers tog luft ind, og gjaldede nu ud af højtalerne i skøn forening med struberne fra alle Reds på Anfield.

Wauv for en følelse. Jeg har været gange nok på Anfield nu, til at høre hvornår You´ll never walk alone synges af ”pligt” og hvornår den virkelig betyder noget. Den dag betød noget. Alt. Lige nu og her.

Kampen i gang. Jeg var helt oppe at køre. Levede mig ind i alle situationer, som var de afgørende for menneskehedens overlevelse. Til tider var jeg lidt forbløffet over mig selv.

Spillemæssigt blev det en ensidig affære. 2-0 ved pausen og 4-0 ved slutfløjtet var et total retvisende billede af en kamp, hvor det ene hold var signifikant bedre end det andet. Heldigvis var det mit hold.

Stemningen på tribunerne var fantastisk. Euforien fra Dortmund-opgøret ugen forinden var bragt med på Anfield. Berusende tilråb omfavnede spillerne i rødt. Kærlighedserklæringerne i form af uendelige sange blev sendt afsted i højt tempo.
Spillerne kvitterede med en næsten perfekt kamp. Eneste minus var sådan set at der ingen spænding var.

 

Coutinho gør ydmygelsen af lokalrivalerne total med sit mål til 4-0

 

De 90 minutter fløj afsted og pludselig stod jeg igen udenfor Anfield. Midt i forårsnatten. Jeg var en stor bouillonterning af følelser. Alle de følelser, jeg havde haft i de forgangne 30 år omkring fodbold, var nu kogt ind og ned til denne aften. Denne ene aften. Jeg var kort og godt blevet forelsket. Ikke en ”banal” forelskelse i det modsatte køn eller et andet menneske, men i noget så komplekst som et fodboldhold, et stadion, en by.

Den slags forelskelse man godt ved bliver til et permanent forhold der byder på langt flere svigt end et forhold på det menneskelige plan. Og med uendelig tilgivelse. Der var jeg. På denne forårsaften.

Sidenhen er det blevet til mange LFC-kampe. Både på Anfield og på udebane. Både med svigt og lykke i uendelige mængder. Det var denne Merseyside-kamp, der gjorde det definitive udslag for mig.

Den kamp glemmer jeg aldrig.

----------

I løbet af 2018/19-sæsonen vil vores skribenter komme med deres bud på hvilke kampe, der altid vil leve i deres bevidsthed. Hvor man kan huske præcis, hvordan der lugtede på stadion, barndomsværelset, pubben, eller hvor man nu end så den henne. Hvor kampen vækkede en følelse, der aldrig har forladt kroppen:

Del 1 - Liverpool - Nottingham Forest 5-0: "Jeg cyklede ud på en mark for at få signal til transistorradioen"

Del 2 - Liverpool - Arsenal 5-1: "En følelse af uovervindelighed"

Del 3 - Liverpool - Arsenal 2-1: "Klubben var tilbage med fuld musik - fremtiden var igen lys"












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder

#KOPCAST - XMAS RECAP, TRANSFER CENTRE & STARTEN PÅ 2019

Skrevet af Daniel Sichlau, den 14. Jan. 2019

Så er #Kopcast tilbage! Vi samler op på en forrygende december måned, en halvsløj start på 2019, januars transfervindue og et blik på den kommende tid. Alt sammen i selskab med...

LÆS MERE