EN STEMME UDEFRA: BRIGHTON










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


EN STEMME UDEFRA: BRIGHTON






Så skal vi en tur ned til kysten i det sydøstlige England, nærmere bestemt til kyst- og bade-byen Brighton, der over tid er vokset sammen med byen Hove og derfor nu officielt hedder Brighton & Hove. Den ligger 80 kilometer syd for London og består af cirka 275.000 indbyggere.

Foruden det lokale fodboldhold fra Brighton & Hove Albion, så er byen mest kendt for at have et fællesskab for homoseksuelle, biseksuelle og trans-personer - og er af nogen kendt som "Europas homohovedstad".

Lidt uden for byen, nærmere bestemt på Falmer Stadium - eller det sponserede navn American Express Community Stadium om man vil - spiller Liverpool lørdag eftermiddag på et af de nyere engelske stadions, der blev indviet i 2011 med plads til 30.750 tilskuere.

 

En af de første Brighton-kampe på det nye stadion var en Carling Cup-kamp mod Liverpool i september 2011. Hvem kan nævne de to Liverpool-spillere på billedet?

 

Brighton & Hove Albion Football Club blev grundlagt helt tilbage i 1901 og afviklede i sine første 95 år deres hjemmekampe på Goldstone Ground i Hove, hvor de spillede frem til midten af 90’erne hvorefter de skiftede til Withdean Stadium i Brighton. Brighton & Hove Albion rykkede efter 34 års fravær op i landets bedste række i sommeren 2017 og sluttede 17/18-sæsonen som nummer 15. I skrivende stund er The Seagulls placeret som nummer 13.

Manager er den 60 årige Chris Houghton. Han kom til Brighton fra Norwich i 2014 og afløste vores egen tidligere LFC-legende Sami Hyypiä, der kort var ansat hos The Albions det samme år.

 

Modstander: Brighton & Hove Albion FC

Tidspunkt: Lørdag den 12. janaur 2019 kl. 16.00

Sted: Falmer Stadium

Dommer: Kevin Friend

TV: 3+ og Viaplay (optakt fra kl. 15.30)

 

Brightons sæson indtil videre

Falmer Stadium lægger græs til Brightons 11. hjemmekamp i denne sæsons PL, mens det er Liverpools 12. udebanekamp. Ud af de 10 første hjemmekampe har Brighton vundet 5 gange, spillet 3 uafgjorte og tabt 2 gange.

De lagde flot fra land i den første hjemmekamp, ved at slå Manchester United med 3-2 - og har endvidere slået West Ham, Wolves, Crystal Palace og Everton, mens det er blevet til uafgjorte kampe mod Fulham, Leicester og Arsenal, samt knebne 1-2 nederlag til Tottenham og Chelsea.

Så en del tyder på at Brighton er trygge på hjemmebane, hvilket blot 2 sejre på udebane mod henholdsvis Newcastle og Huddersfield, også vidner om. The Albions har dermed hentet 18 ud af 30 mulige point på hjemmebane.

I alt har Brighton sikret sig 26 point i sæsonens første 21 kampe, hvilket rækker til en ganske fin placering som nummer 13 i tabellen, efter 7 sejre, 5 uafgjorte og 9 nederlag.

 

Manager Chris Hughton er yderst populær på sydkysten, og han har gjort Brighton til et hold, der er svære at slå i egen hule

 

Liverpools 11 udebanekampe indtil videre, er endt ud med 8 sejre, 2 uafgjorte og et enkelt nederlag, der jo som bekendt faldt forrige torsdag på Etihad mod Manchester City, så omvendt er The Reds ganske komfortable på udebane, hvor det altså er blevet til lutter sejre mod hold udenfor top 5.

Liverpool er jo som bekendt nummer 1 i ligaen og har 4 point ned til Manchester City, mens man er henholdsvis 6 og 10 point foran de yderligere forfølgere fra Tottenham og Chelsea, i kampen om næste sæsons forjættede land; Champions League-billetterne. I alt 54 imponerende point har Klopps tropper samlet sammen i de første 21 runder.
 

Seneste møde

Brighton har scoret 24 mål i sine første 21 kampe og lukket 29 ind. Det ene af de 29 mål blev lukket ind i det omvendte opgør på Anfield tilbage i sæsonens tredje kamp i slutningen af august sidste år, hvor Mohamed Salah scorede kampens enlige mål på oplæg fra Roberto Firmino efter 23 minutters spil.

Det var en kamp hvor hjemmeholdet havde bolden i 70 procent af kampen, havde 22 forsøg på mål mod Brightons 6 og hvor Mathew Ryan i gæsternes mål havde ikke færre end 7 store redninger.

Det var dog også en kamp hvor Alisson Becker i et par tilfælde måtte vise sit værd, blandt andet på et powerfuldt hovedstød fra Pascal Gross kort før tid, i et opgør hvor Liverpool-holdet generelt havde en lidt ’sloppy’ tilgang til det hele, men hvor det alligevel blev til en 1-0 sejr.

 

H2H

Liverpool FC og Brighton har mødtes i alt 28 gange:

7 opgør i FA Cuppen

2 opgør i Liga Cuppen

8 opgør i den gamle 2. Division (op igennem slut 50’erne og start 60’erne)

8 opgør i den gamle 1. Division

3 opgør i tiden med Premier League

 

Ikke overraskende er det Liverpool, der samlet set er bedst indbyrdes:

Liverpool-sejre: 16

Uafgjorte: 8

Brighton-sejre: 4

 

Sidste sæson sejrede Liverpool hele 5-1 på Amex Stadium - blandt andet på en genialitet af Coutinho på frispark

 

I de tre Premier League-kampe hedder statistikken tre sejre, på henholdsvis 5-1 (U), 4-0 (U) og 1-0 (H). Dermed må man sige, at Liverpool i tiden med Jürgen Klopp som manager, har gjort det godt på Falmers Stadium, med en samlet målscore på hele 9-1 over to kampe.

 

Værd at holde øje med

Brighton spiller som oftest i en solid 4-5-1-formation, indimellem dog også i en 4-4-1-1, især på hjemmebane - og satser først og fremmest på en velfungerende organiseret defensiv under manager Chris Houghton. 

Brightons topscorer hedder Glenn Murray. Han er 35 år og har lavet 8 mål i sæsonen. En god gammeldags engelsk centerforward med mål i støvlerne sæson efter sæson. Det er efterhånden langt fra hver gang at han spiler fra start og endnu mere sjældent er det, at han spiller alle 90 minutter, men han er bestemt værd at holde øje med.

Næstmest scorende er irske Shane Duffy, der fra sin position i midterforsvaret ofte er med fremme på standardsituationer og er dygtig samt farlig i hovedspillet. Han har nettet 4 gange i sæsonen. 

Ingen andre på Brightons hold end de to ovennævnte spillere har scoret flere end 2 sæsonmål, men det er dog ligeledes værd at holde øje med engelske Solomon March og franske Anthony Knockaert, begge midtbanespillere, der har assisteret henholdsvis 5 og 4 gange i sæsonen. Solomon March er også suverænt den offensiv-spiller med flest skud på mål indtil videre. 28 gange har han forsøgt sig.

To andre midtbanespillere, nemlig hollandske Davey Propper og engelske Dale Stevens er dem der har sat flest tacklinger ind på det sammentømrede blå-hvid-stribede mandskab.

 

En stemme udefra: En Seagull-supporters synspunkter

Denne gang er det ung lokal dreng fra kystbyen, der er vores stemme udefra. James Blackmore er 17 år gammel og bor i den lille by Worthing, der ligger en lille halv times kørsel fra Falmer Stadium. Blackmore er inkarneret Brighton-supporter og har været det siden han var barn, men rent faktisk er han også Liverpool-fan, da store dele af familien er det - og han har været på Anfield som LFC-supporter.

James Blackmore kommer til samtlige af Brightons hjemmekampe, da han samtidig arbejder i deres officielle shop ved stadion.

 

Sidste sæson, jeres første i Premier League, endte I på en 15. plads. I denne sæson er Brighton i øjeblikket placeret som nummer 13. Er du tilfreds med den hidtidige sæson?

Jeg er indtil videre meget tilfreds med at vi er 10 point væk fra nedrykningszonen. Det er faktisk ret så bemærkelsesværdigt, taget i betragtning af at vi stadig er en ny klub i Premier League. I starten af sidste sæson, forudsagde samtlige eksperter, at vi ville ryge direkte ned i Championship igen, men vi endte komfortabelt over nedrykningsstregen. Vores færd og progression har været fremragende og det er fantastisk at være Brighton fan i denne tid.

 

Transfervinduet er åbent. Tror du at Brighton går på indkøb og køber forstærkninger inden den 1. februar?

Jeg ser ikke at Brighton går ud og køber nogen som helst nye spillere i dette transfervindue, fordi vi var rigtig aktive i det sidste, hvor vi hentede ikke færre end 10 nye spillere til klubben og de er alle stadig i fuld gang med at vænne sig til os og vores måde at spille på. Derfor kommer der ikke til at ske noget nu her, ikke andet end nogle af de unge, der sandsynligvis kommer afsted på udlån til mindre klubber for at få spilletid. 

 

Brighton kører en solid maskot i form af mågen 'Gully'

 

Hvad er det helt specifikt, som Liverpool skal frygte ved Brightons spil, når vi besøger jer i morgen?

Brighton er et meget defensivt hold, hvor der satses på hurtige omstillinger og dermed kontrafodbold. På hjemmebane spiller vi dog med større possession, fordi vi er mere trygge med vores egne fans i ryggen. Derfor bliver Liverpool nødt til at spille meget tålmodigt, fordi Brighton er enormt svære at nedbryde, har en meget solid defensiv, især inde i det centrale maskinrum. I den anden ende skal Liverpool være fokuserede omkring dødbolde, særligt hjørnespark, hvor vi udgør en stor trussel og hvorfra vi scorer de fleste af vores mål, da mange af spillerne er høje og stærke i luftspillet. 

 

Hvordan ser du på mulighederne i morgendagens kamp? Er du optimistisk eller tror du at Liverpool kommer til at køre Brighton over?

Som fan af begge klubber, vil det uanset hvad, blive en god kamp for mig, men jeg er på Brightons vegne faktisk meget optimistisk, fordi vi i øjeblikket viser god form og fordi Liverpool har tabt sine seneste to kampe. Derfor kan det blive en yderst interessant kamp, hvis Brighton formår at bygge videre på den gode form og selvtillid vi har i øjeblikket, selvom jeg dog også føler at Liverpool bør blive for stor en mundfuld og nok vil ende op med de 3 point lørdag eftermiddag. 












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder

#KOPCAST - XMAS RECAP, TRANSFER CENTRE & STARTEN PÅ 2019

Skrevet af Daniel Sichlau, den 14. Jan. 2019

Så er #Kopcast tilbage! Vi samler op på en forrygende december måned, en halvsløj start på 2019, januars transfervindue og et blik på den kommende tid. Alt sammen i selskab med...

LÆS MERE