ER HENDO DEN RETTE ANFØRER?










  • FLERE STATISTIKKER


ER HENDO DEN RETTE ANFØRER?






”Liverpool Captains always deliver. They have to.” Sådan lød det fra legenden Steven Gerrard i sin nye dokumentarfilm Make us dream.”Henderson er indiskutabelt ikke den anfører, som Steven Gerrard var – og det bliver han formentlig aldrig. Men betyder det, at den tidligere Sunderland-spiller ikke er den rigtige kaptajn for en af de største og mest traditionsrige klubber i hele verden?

Af Simon Engell

At fylde Steven Gerrards sko ville være en vanskelig opgave for enhver spiller i den bedste engelske række. Hvor Steven Gerrard var manden, alle kiggede på, når Liverpool ledte efter et afgørende moment i kampene, er Hendersons kampafgørende øjeblikke noget sjældnere.

I sine snart 300 kampe for the reds har Henderson kun formået at putte 24 ind samt lavet beskedne 35 assist. Hendersons skudsstatistik er ligeledes ikke noget at prale af. Han rammer nemlig kun målet 28% af alle de gange han forsøger sig.

Kigger man ydermere på de defensive tal, som mange mener er hans force, taler de også sit tydelige sprog. Henderson har i denne sæson i Premier League kun 1.9 tacklinger pr. kamp, lavet 1.3 bolderobringer pr. kamp og har i sin tid i Liverpool tabt flere dueller end han har vundet.

Henderson har lavet sølle to mål i sine seneste 72 kampe i Premier League for Liverpool. Det ene af dem var med til at give ham den eneste individuelle pris i hele karrieren, nemlig månedens mål for det magiske langskudsmål, han præsterede i vores 2-1 sejr over the blues på broen.

 

En anden slags leder?

Statistikkerne taler bestemt ikke i Hendersons favør, men er hans lederegenskaber af en anden karakter, der gør ham uundværlig på grønsværen? Her synes jeg, at Big Virg spiller en afgørende rolle. Hendersons mangler bliver nemlig tydeliggjort ved tilstedeværelsen af Van Dijk.

I det seneste Merseyside Derby bar Van Dijk det famøse C på overarmen, og Jürgen Klopp forklarede efterfølgende, at det var spillernes valg. Dette bekræfter mig i, at den store hollænder ikke kun tager ansvar i kampene, men også til træning.

Jordan Henderson var blot 24 år da han blev tildelt rollen som anfører i Liverpool. Beslutningen om at forfremme Hendo var den tidligere Manager Brendan Rodgers’. Manageren var en altafgørende faktor, for at valget faldt på netop Henderson.

Rodergs beskrev Henderson som en person der leder gennem sine handlinger og sin attitude. Ydermere understregede Steven Gerrard i sin tid, at valget var det rigtige. Klubbens forfatning er bare radikalt anderledes i dag. I 2014/15 sæsonen sluttede Liverpool udenfor europæiske pladser, nemlig helt nede på en sjetteplads. Og i Hendersons første sæson som anfører sluttede man endnu lavere - helt nede som nummer otte.

Mit argument er altså ikke at Henderson ikke besidder lederegenskaber, og heller ikke at han ikke var det rigtige valg som anfører, da han blev tildelt den ærefulde tjans. Mit argument er, at klubben har udviklet sig markant siden, og at Hendersons lederegenskaber blegner, når Van Dijk træder ind på grønsværen.

 

Uberettiget fordel

Med statussen som kaptajn for et af de bedste hold i Europa synes Henderson at nyde visse fordele, der i mine øjne sommetider koster point for Liverpool. Henderson er nemlig nærmest selvskrevet i de store kampe. I denne sæson har Henderson spillet fra start mod Paris, ude og hjemme og fra start mod Manchester City, ude og hjemme.

Fire af de største kampe, hvor vi kun har præsteret at vinde en enkelt. Alle kampe hvor vores midtbane har manglet noget kreativitet, specielt for nyligt mod titelkonkurrenterne.

Det er ikke optimalt at skifte anfører midt i en sæson, og implementeringen vil indiskutabelt skabe kaos og i værste tilfælde splid, i en ellers harmonisk trup. Skal Klopp tage den store beslutning om at lade anførerbindet skifte overarm, bliver den realistisk set derfor først taget til sommer, hvor man har tid og ressourcer til at lave ændringen samtidig med at man forbedrer sig til en ny sæson.

Et skift i kaptajn-rollen vil også medføre andre panderynker for Jurgen Klopp og hans team. Nemlig faren for at der bliver langt mellem snapsene målt på spilletid for Hendo, der utvivlsomt nyder stor anseelse i truppen. Men med de mange talentfulde midtbanespiller, der optræder i Liverpool, kunne den engelske landholdsspiller meget vel havne ude i kulden.

I sidste ende kommer det dog for mig ned til Gerrards tungtvejende ord: ”Liverpool Captains always deliver. They have to.” Gør Henderson det på et niveau, der er tilfredsstillende i forhold til, hvor vi er som klub nu kontra da han blev udnævnt?












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder