Læs om tragedien Heysel - Redmen Family
Next
STATS
Transfer Centre



 

Heysel



Enhver der har bare en anelse indsigt i Liverpool F.C. ved at de europæiske turneringer og triumfer er en vital del af klubbens DNA. Gennem årtier har scousers rejst Europa tyndt, og oplevet nogle af fodboldens absolut bedste spillere bringe hæder og ære til engelsk fodbold, og vigtigst af alt byen Liverpool. Men selv de europæiske medaljer og trofæer har en bagside. Historierne om medrejsende fans, der bragte skam over den klub de holdte med, findes også, og må ikke glemmes eller gemmes væk.

Årtiers uro bragt til europæiske byer, såvel som på europæiske stadions, kulminerede for alvor en af de sidste dage i maj 1985 på Stade du Heysel i Bruxelles. En tragedie, hvor Liverpool-hooligans forfærdelige angreb slog 39 mennesker ihjel.

Den dag idag omtales Heysel ofte som “den glemte fodboldtragedie”. Og det er ikke helt ved siden af, for det har længe været i alles interesse at fortrænge de dårlige minder. Men det gør det ikke rigtigt af den grund, for Heysel-tragedien er et af de mørkeste kapitler i Liverpool Football Clubs historie. Det var en forløber til den lige så ubærlige tragedie der fandt sted i Sheffield blot 4 år efter, og derfor er det så hamrende vigtigt at vi aldrig glemmer den.

 

 

2. Kimen blev lagt i Rom


I foråret 1984 nød Liverpool enorm succes. Den hjemlige ligatitel var sikret, og i begyndelsen af året, havde Liverpool-manager Joe Fagan og hans tropper sikret sig Liga Cup-trofæet. 
Nu ventede endnu en europæisk finale på Stadio Olimpico. Stedet hvor klubben sikrede sig sin første European Cup tilbage i 1977. Modstanderen var A.S. Roma, og de må siges at have haft en massiv hjemmebanefordel eftersom at de spillede alle deres hjemmekampe på netop dét stadion. Liverpools holdkort bød på adskillige Liverpool-legender såsom Hansen, Dalglish, Souness og Rush. Flere taler ligefrem om, at det var et af bedste Liverpool-mandskaber klubben nogensinde har set.

Vejen til finalen i Rom blev brolagt med sejre over Odense Boldklub, Athletic Bilbao, Benfica og Dinamo Bukarest. En finalesejr ville betyde, at Liverpool kunne sikre sig sin fjerde European Cup på bare 7 år. 

A.S. Romas vej til finalen er straks en helt anden historie. Den blev nemlig ikke bare brolagt med sejre, men også med et helt igennem skandaløst semifinale-opgør mod Dundee United. Første opgør bød på en flot 2-0-sejr til skotterne, mens returopgøret blev plaget af uhørt opførsel fra både italienske medier og A.S. Roma-spillerne. Den italienske hovedstadsklub sikrede sig en 3-0-sejr og kunne dermed booke en billet til en europæisk finale på eget græs. Senere viste det sig, at Roma havde forsøgt at bestikke kampens dommer med 50.000 £ (svarende til 150.000 £ i dag), og Roma-spillerne angreb Dundee-manager Jim McLean fysisk og verbalt efter deres avancement til finalen. En rent ud sagt skammelig opførsel. Noget som deres fanskare også praktiserede efter selve finalen.

Dagene op til finalen mellem A.S. Roma og Liverpool F.C. havde været glimrende for både italienerne, såvel som de ankomne Liverpool-fans. Rom sitrede af både begejstring og forventning. Scouserne viste sig primært fra deres bedste side, og historierne gik på, at de tørstige fans tømte store dele af hovedstaden for øl indenfor ganske kort tid. Selvom der ikke havde været styr på billetsalg med mere, noget der skulle vise sig at gentage sig året efter, var den generelle stemning udemærket.

Men under overfladen ulmede nervøsiteten. Fodboldvolden var et reelt problem mange steder i Europa, og i særdeleshed englændernes ry og rygte var kommet dem i forkøbet. De engelske klubber der drog på away rundt omkring i Europa efterlod sig et spor af uro og vold. Ville hooliganismen vise sit grimme ansigt, og ødelægge en af fodboldens største begivenheder i bedste sendetid? Fra begge lejre blev der appelleret til fangrupperingerne. 
Det stod klart, at UEFA ville slå hårdt ned på eventuelle uroligheder, og at det kunne medføre karantæner og lignende.

Liverpools direktør Peter Robinson var nærmest profetisk, da han understregede situationens alvor:

 

“UEFA have made it clear they are determined to stamp out hooliganism at football matches. If things went wrong we could find Liverpool winning the European Cup yet banned from playing in it again next season. It’s as serious as that.”

 

Omend stemningen på Stadio Olimpico var hektisk, blev det aldrig værre end det.
Alan Kennedy sikrede Liverpool titlen og tusindvis af glade fans kunne fejre endnu et europæisk trofæ. 

 

Nyhedsindslag om Europa Cup-finalen i Rom


De glade scener fra stadion blev dog markant anderledes ude foran Stadio Olimpico. Ved busparkeringen stod store grupper af Roma-fans klar. De var forbitrede og vrede over finalenederlaget i egen hule, og det gik ud over de glade Liverpool-fans, der var på vej hen til deres busser, for at blive kørt væk fra stadion. Liverpool-fansene blev overdynget med skældsord, sten og flasker. En Liverpool-fan blev stukket ned med en foldekniv, som på ganske mirakuløs vis ikke ramte ham i hjertet. Imens lå hans forslåede søn på jorden og kunne se på, mens italienske ambulancefolk reddede hans far fra at dø.

Øjenvidneberetninger fortæller om, hvordan forslåede og blødende Liverpool-fans humpede ind i busserne efter Roma-fansenes overfald, og om hvordan langt størstedelen af Liverpools fans søgte væk fra urolighederne. Men ved en af broerne over floden Tiber blev det nok for en lille gruppe Liverpool-fans som tog kampen op mod den store skare af aggressive Roma-fans, hvilket gjorde broen til en mindre kampplads.

I dagene efter var de italienske medier fulde af fordømmelse og vrede over de skandaløse scener. UEFA var også utilfredse, og mente at A.S. Roma slet ikke havde været deres ansvar voksent, men konsekvenser såvel som karantæner udeblev.


Tiden gik og blot et år efter var Liverpool således igen i en europæisk finale, og igen var det en italiensk modstander der ventede. Denne gang Juventus. Og denne gang havde Liverpool-fansene medbragt minderne om deres fejring af en finalesejr, der blev ødelagt af italienske hooligans et år forinden. For nogen en kærkommen mulighed for at tryne italienerne på banen, for andre en mulighed for at hævne uroen året forinden. Kimen til Heysel-tragedien blev altså lagt i Rom.

 

 

3. Stade du Heysel, 29. maj 1985.

 

Det var i slutningen af maj 1985, og endnu en europæisk finale ventede for Liverpool Football Club. Finalen var sidste chance for klubben for at hente sølvtøj i sæsonen 84/85. Lokalrivalerne Everton havde sikret sig mesterskabet på imponerende vis med 13 point ned til Liverpool på andenpladsen. Men ikke bare udsigten til en femte European Cup kunne sætte spillerne op til kampen. Joe Fagan, der havde sikret Liverpool sin fjerde European Cup året forinden, ville trække sig tilbage som Liverpool-manager efter finalen. Så spillerne var også opsatte på at give ham en værdig afsked med endnu en europæisk triumf.

Få uger forinden havde England oplevet en af de værste stadionkatastrofer nogensinde, da 56 mennesker mistede livet, da der udbrød brand på en tribune på Valley Parade i Bradford, mens Bradford City spillede sæsonens sidste kamp mod Lincoln i den engelske tredje division (svarende til League One i dag). En katastrofe der ovenikøbet blev broadcastet af Yorkshire Television, og senere vist til hele England, da de større kanaler viste optagelserne af den brændende tribune og fans i flammer. At engelsk fodbold skulle være indblandet i to af de værste stadionkatastrofer på samme måned, var der ingen der havde regnet med, da dagen oprandt og portene åbnede på Stade du Heysel i Bruxelles. 

Stade du Heysel, som blev bygget i 1930 og var Belgiens nationalstadion på daværende tidspunkt, var nærmest ikke blevet renoveret eller forbedret siden dets åbning. Og billederne fra Heysel taler sit tydelige sprog. Stadionet var særdeles uegnet til en europæisk finale af den kaliber som Liverpool mod Juventus må siges at være. Få år forinden havde Arsenal været forbi, og de kunne berette om en faldefærdig ruin. Både Liverpool såvel som Juventus appellerede også til UEFA om at få rykket kampen til et andet stadion. De mente at stadionet var i en alt for sølle forfatning. Noget som både hændelserne til finalen og senere en belgisk undersøgelse gav dem ret i. Bare som et eksempel: Flere fans, der ikke havde billet til opgøret, kunne sparke huller i murene omkring stadion og dermed komme ind til opgøret. Det siger lidt om tilstanden på stedet.

 

Tragedien indtræffer

Allerede inden kampen var det tydeligt, at der herskede en fjendtlig stemning mellem Liverpool-fansene på Sektion Y og X, og de mange Juventus-fans stod på Sektion Z - stedet hvor katastrofen indtraf. I udgangspunktet var Sektion Z et afsnit for neutrale belgiske tilskuere, afsnittet var lige ved siden af Liverpools afsnit Y og X, men da portene åbnede for fansene var det ikke neutrale fans der stod på sektion Z. Tværtimod.

Hvordan kunne Juventus-fans få adgang til et neutralt afsnit, når den italienske klub havde sin egen endetribune uden et neutralt afsnit i den anden ende? Det skyldes at der var mange udstationerede italienere i Belgien, hvoraf flere havde Juventus-sympatier. Disse italienere anskaffede sig billetter til kampen, og hermed også til den ellers neutrale sektion ved siden af Liverpool-fansene. 


 

Det bragte sindene i kog på Liverpools endetribune. Ikke nok med at de kunne se hvordan Juventus’ fans rådede over deres egen endetribune, men nu også et afsnit nede ved Liverpools ende var blot endnu et element til den i forvejen trykkede stemning. Allerede inden kampstart havde rygtet om Juventus-fansenes indtog på tribunen floreret. Og netop dét faktum, at flere af Juventus’ fans nu var så tætte på Liverpools, var en risiko som direktøren i Liverpool FC, Peter Robinson, i forvejen havde appelleret til UEFA om at gøre noget ved. Men forgæves. Minderne om urolighederne året forinden sammenholdt med vreden over at have modstanderens fans så tæt på var en giftig cocktail som i sidste ende fik det hele til at antænde.

En time før kampstart, omkring kl. 19.00, begyndte de første uroligheder at finde sted. Liverpool-fansene og Juventus’ ditto stod få meter fra hinanden, kun afskærmet af et midlertidigt trådhegn og en sparsom politistyrke. De to grupperinger kastede sten efter hinanden, som de fik fra tribunen, der allerede på det tidspunkt var krakelerende.
Da det nærmede sig kampstart eskalerede stenkastene, og nu brød flere grupper af Liverpools hooligans igennem hegnet og forbi politiets afspærringer for at angribe de italienske fans. Juventus-fansene flygtede væk fra Liverpool-fansene og over mod den anden side af Sektion Z, hvor der var en mur. Denne mur kravlede flere over, for at komme væk fra angrebene. Adskillige desperate fans, der forsøgte at flygte, blev mast og presset fra den store menneskemængde, hvilket gjorde at muren brød sammen. Det kostede 39 mennesker livet.

I den anden ende af stadion ved Juventus’ endetribune, kunne italienerne se det kaos som foregik på Sektion Z. De var rasende, og ville ned og slås mod Liverpool-fansene, og hjælpe deres medfans fra angrebene, men belgisk politi modsatte sig deres idé. Derfor brød der også kampe ud mellem politistyrkerne og Juventus-fansene. 

I omklædningsrummene var spillerne ikke klar over det fulde omfang af tragedien der foregik på lægterne. Anførerne fra begge hold blev sat foran speakermikrofonen så de kunne appellere til hver deres fangruppering om at slappe af, men skaden var sket. I mellemtiden skulle myndighederne og UEFA træffe en beslutning, om hvorvidt kampen overhoved skulle afvikles. Man vurderede at risikoen for at situationen ville eskalere yderligere, hvis kampen blev afblæst, ville være for stor. Derfor valgte man at igangsætte finalen kl. 21.42. Det på trods af, at kampens bagtæppe bestod af kaos, og synet af sårede og døde mennesker, der blev fragtet væk på stykker af hegn, der blev brugt som bårer.

Kampen endte 1-0 til Juventus. Målet faldt på et yderst tvivlsomt straffespark som Michel Platini tog sig af. TV-billederne viser et Liverpool-hold der ikke engang overvejer at appellere dommen, men som mest af alt bare gerne ville have finalen overstået.
Liverpool-spilleren John Wark opsummerede efterfølgende kampen således:

"Juventus won after Michel Platini scored from the penalty spot. It wasn’t a penalty but there were no complaints from Liverpool players because we just wanted to go home.”

En europæisk finale var overstået, men den vil aldrig blive husket for spillet på banen eller for hvem der vandt. I stedet vil den maj-aften i Bruxelles altid stå tilbage som en skamplet på Liverpool Football Clubs renommé. En aften der kvæstede over 600 og som 39 fodboldglade fans aldrig vendte hjem fra.

 


 

Den mørke aften på Stade du Heysel. Vi skal advare om voldsomme billeder

 

 

 

4. Efterspillet

 

Dagen efter finalen stod det klart, at moderne europæisk fodbold aldrig blev det samme igen. UEFA-observatør Gunter Schneider var klar i spyttet. Det var Liverpools fans der ene og alene var ansvarlige for, at ulykken fandt sted. Den udlægning fik dog en række nuancer, da den højt ansete belgiske dommer Marina Coppetiers fremlagde sin undersøgelse af Heysel-tragedien 18 måneder efter tragedien. Den konkluderede, at ikke bare fans, men også belgisk politi og de ansvarlige myndigheder stod til ansvar for at katastrofen kunne finde sted. Noget der også fik konsekvenser for de ansvarlige. 

Hjemme i England var reaktionerne voldsomme, og især fra politisk hold var fordømmelsen stor. Margaret Thatchers konservative regering var meget optagede af at stoppe fodboldvolden, og så hooliganisme som så alvorlig en trussel, at der blev oprettet særlige enheder under politiet til at varetage problemet.  Så det gav sig selv, at da Heysel-tragedien indtraf var der ingen tvivl om, hvad Downing Street 10 mente at konsekvensen måtte være. Premierminister Thatcher krævede at det engelske fodboldforbund (FA) trak alle engelske hold fra de europæiske turneringer omgående. Og således gik det til, at FA-formanden Bert Millichip kunne fortælle offentligheden, at man fra det nationale forbunds side havde valgt at trække alle engelske hold fra europæisk fodbold i på ubestemt tid, som en konsekvens af tragedien på Stade du Heysel. Noget der blev annonceret ude foran Downing Street 10.

Få dage efter tragedien fulgte UEFA trop og udelukkede alle engelske hold fra at deltage i europæiske turneringer på ubestemt tid. Liverpool fik specifikt lagt 3 år oveni den generelle udelukkelse. Noget der senere blev reduceret til et enkelt år oveni. Senere blev udelukkelsen fastsat til at gælde i 5 år for alle engelske hold, mens det blev til 6 år uden europæisk fodbold for Liverpool F.C. De engelske klubber kunne igen deltage i 1990, mens Liverpool F.C. vendte tilbage i 1991. 

Denne karantæne gik ud over adskillige engelske klubber, og i særdeleshed lokalrivalerne fra Everton blev hårdt ramt. Hele 3 gange måtte de blive hjemme, på trods af det der normalt ville have givet adgang til europæisk fodbold. Noget der den dag i dag fremhæves af Everton-fans, der dog nøjes med at ty til klistermærker og slagsange. 

Det var dog kun klubfodbolden der blev ramt, og derfor kunne det engelske landshold få lov til at deltage i turneringer i UEFA-regi, selvom alle klubberne i fodboldens moderland måtte blive hjemme. Blot 3 år efter Heysel kunne engelske hooligans igen ses rasere en europæisk by. I 1988 gik det ud over Düsseldorf ved EM-slutrunden i Tyskland. Hooliganismen levede altså stadig i bedste velgående, og var ikke bare klubbernes problem, men hele landets problem.

Foruden engelsk fodbold blev også belgisk fodbold ramt af en karantæne. De måtte ikke afholde en større europæisk finale i 10 år. I 1994 gennemgik Stade du Heysel en større renovation, og blev omdøbt til King Badouin Stadium. 11 år efter tragedien, i 1996, valgte UEFA at King Badouin Stadium skulle være stedet, hvor finalen i European Cup Winners Cup skulle afholdes. 

Det var dog ikke kun klubberne der holdt for. I september 1987 blev 26 Liverpool-hooligans udleveret til rettergang i Belgien, sigtet for uagtsomt manddrab. Fjorten blev kendt skyldige og idømt 3 års fængsel. Herudover blev formanden for det belgiske fodboldforbund, Albert Roosens, samt to politichefer, Michel Kensier og Johann Mahieu, dømt for kriminel uagtsomhed. Roosens for at tillade salg af billetter til det neutrale afsnit (Z) til Juventus-fans, og de to politichefer der var ansvarlige for politiets indsats på Stade du Heysel til finalen. Et minimalt plaster på såret, men ikke desto mindre en rettergang. Og selvom der blev indført forskellige restriktioner overfor fans efter Heysel-tragedien, udeblev de store reformer i forhold til fansenes sikkerhed fra både arrangørerne, såvel som fra myndighedernes side. En mangel på selvindsigt der blot 4 år efter var årsagen til at Hillsborough kunne finde sted. I jagten på bøller glemte man at passe på hovedparten af de fremmødte fans, som kommer for at støtte op om deres hjerteklub. 

Som årene er gået har flere og flere fortrængt rædslerne på Heysel, og italienerne har stadig svært ved at tilgive Liverpool og klubbens fans for den uhyggelige aften på Heysel. Da Juventus og Liverpool FC i 2005 mødte hinanden for første gang siden Heysel hang mørket og skammen over Anfield. En fin tifo med teksten 'Amizia' (venskab) fra The Kop dannede rammen om opgøret, men selvom mange fandt tifoen for sympatisk, var der stadig kritik fra især italiensk side, hvor hyldesten blev set som ignorance i flere medier. Den overordnede modtagelse var dog positiv, og efterfølgende har Liverpool F.C. gjort en indsats for at stå ved den mørke del af historien. Også selvom den nok altid vil være den glemte fodboldtragedie.




Efterskrift

Den dag i dag fylder vreden, frustrationen og skammen stadig meget, og netop derfor er historien om Heysel så vigtig. For den handler ikke kun om en begivenhed der gik galt eller om voldelige fans, hvis angreb på modparten fik dødelig udgang. Den handler om en fodboldkultur som flere parter ikke passede på og værnede om, og mest af alt om myndigheder, der ikke var deres ansvar bevidst. Må det aldrig gentage sig, og må det være en opfordring til, at vi altid passer på hinanden. Røde eller ej.

Daniel Sichlau, april 2018.








Bliv medlem fra bare 25,- og få en lang række fordele som Liverpool-fan

BLIV MEDLEM