I offentligheden er de kendt som ”de 96”, men for familie og venner var de blandt andet en far, en søn, en datter, en bror, en søster og en bedste ven. Det her er historien om 96 uskyldige fodboldtilhængere, som mistede livet en skæbnesvanger aprildag, og som sidenhen har været udsat for umenneskelige beskyldninger og cover-ups fra de britiske myndigheder.
Af Cillian Murphy
Den engelske fanscene i 80’erne, er blandt de europæiske fanscener som er mest kendt for sin forråede karakter. Mens det er meget vigtigt at understrege, at Hillsborough-tragedien på ingen måde beslægtede sig til hooliganisme, er det med til at give et perspektiv på hvordan fodboldfans blev betragtet af omverdenen og ikke mindst medierne i England og det øvrige Europa.
Blot fire år før tragedien i Sheffield, havde forfærdelige scener udspillet sig i Belgien, under European Cup finalen mellem Juventus og Liverpool på Heysel Stadium i Bruxelles. En tragedie, hvor 39 Juventus-fans mistede livet, som et resultat af hovedsageligt britisk hooliganisme, men også et anspændt forhold mellem italienske og engelske fangrupperinger, et faldefærdigt stadion og groft forsømt planlægning fra UEFAs side. Episoden som den i Belgien, blev af mange betragtet som en kulmination på mange års tvivlsom opførsel fra grupper af fans, og til følge – mere end tvivlsom behandling af fans fra autoriteternes side. Det var blandt andet denne hooligan og nærmest bandeagtige-stemning i engelsk fodbold, som medførte at fodboldfans – ekstreme som ganske civile – blev behandlet som slagtekvæg under kampafviklinger, igennem 70’erne og 80’erne. Selv stadionet Hillsborough var igennem 80’erne kendt som et stadion, der ikke var sikkert at færdes på. I hvert fald ikke på Leppings Lane hvor tragedien udspillede sig.
”It could have happened anywhere” er ofte blevet sagt om de to tragedier i LFCs historie, og det er derfor vigtigt at forstå perspektivet og den kontekst Hillsborough udspillede sig i. Forhistorier om dårlig fansikkerhed er utallige: fra tragedien i 1971 på Ibrox hvor 77 mennesker døde som resultat af en kollapset trappe, til ”The Bradford Fire” som kostede 56 mennesker livet, da en horribel stadionbrand brød ud på Valley Parade som følge af manglende sikkerhedsregulationer. Alt sammen som resultat af den manglende respekt, der var for menneskelivene hos fodboldfans…
Fodbold tilhørte i 80’erne Liverpool som by, og især den røde halvdel af Merseyside var bredt repræsenteret gennem hele årtiet, på banen såvel som på tribunerne. Anfield var i lange perioder et fort, og trofæerne væltede ind på stribe. 1989 skulle være endnu et i rækken, og drengenes FA Cup run var ikke nogen undtagelse for dette. Carlisle, Milwall, Hull og Brentford var blevet besejret forinden, og det var nu tid til årets semifinale – som sædvanligt afholdt på neutral grund, som traditionerne foreskrev det dengang.
Valget var – ligesom det foregående år – faldet på Hillsborough i Sheffield. Afstanden fra de to nordengelske klubber var nogenlunde den samme, og på tidspunktet var Hillsborough et hyppigt anvendt stadion til disse kampe. Forudgående havde der i årene forinden været foruroligende episoder, hvor Leppings Lane – endetribunen bag målet, hvor tragedien udspillede sig – var blevet fyldt over sikker kapacitet. Først i 1981, hvor 38 var kommet til skade i et opgør mellem Tottenham Hotspur og Wolverhampton Wanderers, og efterfølgende havde både Leeds-supportere og Liverpool-supportere haft negative oplevelser med manglende sikkerhed på netop denne tribune. Der lå med andre ord en tragedie og lurede under overfladen, men både fra Sheffield Wednesday og South Yorkshire Police var man tilbageholden med at erkende sit ansvar i sagen.
Allerede inden kampen dukkede de første kontroverser op. Mindre end en måned før kampen var politikommissær Brian L. Mole – som ellers forinden havde haft ansvaret for afviklingen af fodbold i Sheffield – blevet forflyttet til Barnsley, og det var derfor David Duckenfield der var blevet gjort ansvarlig for kampafviklingen. Duckenfield havde aldrig før haft ansvaret for en udsolgt fodboldkamp, og blev beskrevet som havende ”meget lidt, hvis nogen” erfaring med netop dette.
Endvidere var allokeringen af billetter lavet således, at Nottingham Forest – til trods for at have betydeligt færre fans end Liverpool – blev tildelt det større område på stadion, for at undgå at de to holds fans krydsede ruter på vej til og fra kampen. Til trods for de store problemer den engelske fanscene døjede med dengang, var det ingenting i forhold til hvad der skete denne skæbnesvangre dag i South Yorkshire.
Den 15. april 1989 var en solskinsrig dag i Sheffield. Kampen mellem Nottingham Forest og Liverpool FC var sat til kickoff kl 15:00, og begge holds fans var lystigt rejst fra deres respektive byer, for at nyde kampen og en away day i den traditionsrige cupturnering.
På forhånd, var fans fra de forskellige klubber blevet adviseret i, at være inde på stadion 15 minutter før kickoff, af sikkerheds- og afviklingsmæssige årsager. Taget det gode vejr og stemningen i betragtning, var det de færreste fans der havde travlt med at komme ind, hvilket i sig selv var ganske forståeligt. Et enkelt chartret tog var taget fra Liverpool til Sheffield – i modsætning til tre tog året forinden – og fra denne kom 350 Liverpool-supportere som var fremme ved stadion kl 14:20. Fra kl 14 til 14:30 var antallet af fans støt stigende, og området omkring Hillsboroughs Leppings Lane var så fyldt, at fans begyndte at bevæge sig ud på vejene omkring stadion, hvilket skabte kaotiske og farlige situationer ude foran stadion også. 14:40 er klokkeslættet, hvor det sidenhen er fastslået, at South Yorkshire Police mistede kontrol over situationen. Flere involverede i tragedien – tilstedeværende fans, deriblandt Colin Allen som var betjent i Merseyside Police og overlevende tilskuer på dagen – fortalte i løbet af de omtalte inquests, at politiindsatsen var komplet uorganiseret og nærmest ikke-tilstedeværende.
23 tælleapparater skulle lukke 24.256 fans ind, og endnu en ledelsesmæssig fejl blev begået, da man inden kampen havde besluttet, at både tilskuerne fra Leppings Lane og West Stand (langsiden), skulle ind af de samme indgange. Det medførte – ganske forudsigeligt – at de mange fans endte i en såkaldt flaskehals, når de skulle ind på stadion. De fans der havde billetter til en anden afdeling end den de forsøgte at entrere kunne heller ikke komme ud, da der var for store menneskemængder bag dem. Som kickoff nærmede sig, foreslog enkelte betjente at man udskød kampstarten med 20 minutter, da de fornemmede, og kunne se, at noget slet ikke var som det skulle være. Dette blev afvist af Duckenfield.
Problemet opstod især i kraft af, at der intet blev gjort for at omdirigere de mange, uvidende fans fra at tilgå pen 3 og 4. Der var mere plads på de yderlige tribuneafsnit, men disse blev ikke anvendt, og politiet samt stewards på stedet gjorde intet for at gelejde folk i de rigtige retninger. Det blev antaget at fansene blev korrekt anvist på stadion, men dette skete så langt fra, og er en afgørende årsag til at ulykken endte som den gjorde. Det endegyldige tidspunkt for katastrofens optrapning var dog den berygtede ”open the gates!” ordre fra David Duckenfield. Med denne ordre, blev en port – Port C – som var tiltænkt til udgang, åbnet. Formålet var at dæmpe presset ude foran stadions tælleapparater, hvor der også var en livsfarlig situation under opsejling. Enhver med bare den mindste indsigt i håndtering af fodboldkampe, ville vide hvad dette medførte. Yderligere 2.000 fans kom nu ind af denne åbne nødudgang – udenom normale tælleapparater – og det medførte det dødbringende skub, som i sidste ende vurderedes til at være tidspunktet hvor katastrofen blev total.
Som minutterne gik, blev det meget klart at denne situation krævede allerhøjeste beredskab. Det mente South Yorkshire Police dog ikke indledningsvist. Da de utallige fans, som nu var klemt mod de forreste hegn i en sådan grad at de skreg, grundet tab af bevidsthed og hjælpeløshed, begyndte folk at klatre over hegnet. Den handling blev dog i første omgang betragtet som en baneinvasion (se indledningen om hooliganisme og behandling af fodboldfans), og Duckenfield beordrede sine tropper til at stoppe de mange fans, som i afmagt var kommet over hegnet og ind på banen. Med dette i baghovedet, gik betjentene ud fra at de skulle stoppe ballademagere, snarere end at hjælpe utallige livløse fodboldfans tilbage til livet. Der blev sågar tilkaldt hundepatruljer til dette formål, hvilket bevidner om en grov fejlvurdering af situationen, og manglende evne til at vurdere hvad der foregik for øjnene af South Yorkshire Police.
Kl 15:05:30 blev kampen fløjtet af, af dommer Ray Lewis, efter at Politikommissær Greenwood (chefen for afviklingen på Hillsborough) var løbet på banen og havde fået Lewis’ opmærksomhed. Kort forinden havde Peter Beardsley haft et skud på overlæggeren, hvilket havde forårsaget endnu mere uro på den i forvejen overfyldte tribune, og dette gjorde kun situationen for de forreste fans, som nu var mast i en sådan grad at de lå på jorden, ovenpå hinanden, meget værre. Der var i Pen 3 nedbrudt en sikkerhedsafspærring, som gjorde katastrofen total. Efter kampen blev fløjtet af væltede størstedelen af den stadig levende tribune ind på banen, og det gik op for alle i nærheden at der var tale om en omfattende katastrofe, der ville kræve menneskeliv. Det er også fra dette tidsrum, at de kendte og skræmmende billeder af de mange fans der bliver løftet op på den øvre tribune stammer, og også de grusomme billeder af de mange fans – børn, kvinder, unge mænd – som helt hjælpeløst bliver mast imod hegnene. De er bevidst ikke blevet gengivet her, men en hurtig søgning på Google kan bekræfte forfærdelighederne. Vi advarer dog mod meget stærke billeder.
Det var herfra ren overlevelse og forsøg på at mindske tabene blandt Liverpools fans. Spillerne blev gennet tilbage i omklædningsrummene, i hvad der blev forklaret var en 30 minutters udskydelse af kampen. Alt imens var der nu fans på store dele af banen, som forsøgte at udøve førstehjælp, og som brækkede stykker af bandereklamer af, og brugte dem som bårer for at fragte de skadede og livløse mennesker ud af stadion for at få hjælp. Det var kaos, og politi, stewards og ambulancefolk var rystede over situationen. En situation, som især førstnævnte havde tilladt at eskalere i den grad som det var tilfældet. I mangel på annoncering over PA-anlægget, var de mange Nottingham Forest-fans undertiden utilfredse med hvad de opfattede som en baneinvasion, og begyndte at pifte af modstanderholdets fans. Dette skabte enkelte spændinger, som South Yorkshire Police valgte at omgås med en barrikade – til følge, at de fans som skulle have hjælp af ambulancerne i Nottingham Forest enden ikke fik det, og blev bedt om at vende om. Der var i alt tilkaldt 44 ambulancer til Hillsborough, hvoraf kun en enkelt fik lov at komme ind på stadion af Politiet. Et resultat af crowd control frem for crowd safety. Dertil er det værd at notere, at blot 14 af de i alt 96 ofre blev fragtet til hospitalet – flere ambulancefolk, inklusiv en førende redder, som beskrev hele scenen omkring Hillsborough, og redningsforsøgene som ”et galehus”.
Herfra var der selvsagt undtagelsestilstand, og de kaotiske og paniske scener herfra gives også en del af skylden for det høje dødstal. Fansene selv gik i gang med at redde de slagne, og gav livgivende førstehjælp på den bane, der på nuværende tidspunkt bedst kunne beskrives som en slagmark. Flere har ligeledes kritiseret den manglende organisation i indsatsen. En Liverpool-fan som også var læge, Dr. John Ashton, beskrev hvordan der ikke blev gjort noget for at differentiere mellem de levende, døde og dem med mindre skader på Hillsborough. Det samme gjorde sig gældende for hele processen, der udspillede sig på dagen og i dagene efter i den gymnastiksal ved stadion, som fik funktion af lighus. Manglende følsomhed overfor de efterladte, og den hårde proces af sorg de her måtte gennemgå, har være en tilbagevendende og betydelig del af efterspillet for Hillsborough.
I lighuset var alt kaos. Læger, som var til stede, beskriver stedet som værende uorganiseret og stemningen var ikke sørgende, men snarere bebrejdende overfor de efterladte. Meget ufølsomme politifolk og socialarbejdere havde ikke den fornødne empati og forståelse for de knuste efterladte, og forældre og familiemedlemmer blev tvunget til at kigge billeder igennem af alle de døde, for at finde billederne af deres egne pårørende. Såfremt et billede blev fundet, og en afdød genkendt, begyndte forhøret straks: ”Var de fulde? Hvor mange pubs havde de besøgt” med mere. Endnu engang blev dette betragtet som et yderst ubehageligt og meget intimiderende element, hvilket sagtens kan forstå, når man tænker på at disse mennesker har stået og skullet arbejde med massiv sorg.
På Hillsborough Justice Campaigns egen hjemmeside berettes flere historier om grov tilsidesættelse af familiemedlemmers følelser. Især beskrivelser af, hvordan de døde blev reduceret til numre som skulle identificeres, og hvordan de efterladte ingen tid fik til at være sammen med afdøde. ”Din datter tilhører nu the coroner” var beskeden, og generelt var den manglende sensitivitet noget der går igen i mange beskrivelser, både fra hospital og gymnastiksalen. Omend ufatteligt ubehageligt og blot yderligere med til at bidrage til sorgen, skulle de efterladte snart lære, at end ikke deres kæres eftermæle skulle bevares intakt…
I dagene efter Hillsborough var der naturligvis en stemning af chok i byen, og på hele Merseyside. De fleste i byen var og er involveret i fodbold community’et omkring byens to store klubber, og kendte man ikke selv direkte en der var berørt af Hillsborough-tragedien, så kendte man næsten med sikkerhed én, der kendte én. Det var nogle dybt tragiske dage, men også nogle dage der viste hvad fodbold også kan gøre, når det kommer til sammenhold, og kondolencerne strømmede i disse dage ind fra hele landet – for ikke at sige verden. Paven og Dronningen, såvel som formanden for Juventus, gav officielle kondolencer til klubben.
På afstanden på tværs af Stanley Park i Liverpool blev der lagt røde og blå halstørklæder ud, med det sidste halstørklæde lagt mellem Anfield og Goodison Park kl 15:06 som symbolsk handling. De samme to hold – Liverpoolklubberne, som velsagtens var de største i landet på dette tidspunkt, mødtes i maj måned i turneringens finale, som blev spillet med sørgebind og et minuts stilhed før kampen. En kamp, som desuden blev vundet med 3-2 af Liverpool, efter forlænget spilletid.
Anfield var også dækket op, blomster, halstørklæder, flag – alt. Billederne herfra har for evigt været huskede, og vil formentlig også blive det i fremtiden.
Ser man tilbage på hændelserne på og omkring 15. april 1989, er det dog ikke ovenstående der fremstår mest iøjnefaldende. Dækningen fra mediernes side er derimod det som løber med prisen – og den var alt andet end positiv. Dækningen af Hillsborough fra mange af de toneangivende avisers side, er faktisk en af hovedårsagerne til den store modstand der er kommet mod aviserne i især Nordengland. Selvom der var mange grimme og faktuelt ukorrekte forsider, var der alligevel en, som den dag i da står klart i manges erindring. Og det med rette.
”The Truth”. Sådan lød overskriften på formiddagsavisen The S*ns (The Sun) forside onsdag d. 19. april 1989. En famøs, berygtet og direkte kvalmefremkaldende forside, selv den dag i dag. Overskriften blev opfulgt med følgende underrubrik:
“Some fans picked pockets of victims; some fans urinated on the brave cops; some fans beat up PC giving kiss of life.”
The Inquests – altså efterbehandlingen af hele Hillsborough-tragedien, der også omtales senere i denne artikel – har sidenhen vist, at dette var direkte faktuelt forkert, og en direkte løgn. Hvilket de medier der formidlede forsider som The S*ns, formentlig, udmærket var klar over.
Netop dette er der til stadighed debat om. Mange mener at aviser som The S*n løb ærinder for Thatcher’s Konservative Tory regering, og pushede en klassekamp, som fyldte ufatteligt meget i Storbritannien i disse år. Andre mener at The S*n ”bare” ukritisk og i en bekræftelse af deres eget billede af tragedien formidlede forsiderne, ud fra de nøjagtige beretninger der kom fra South Yorkshire Police. Det virker uanset hvad til at løgnene og historierne i nogen grad kan spores tilbage til South Yorkshire Police. De blev så – i bedste fald – ukritisk formidlet videre, i håbet om at sælge flere aviser, og samtidig bidrage til et billede af en by, som i denne periode blev set ned på af store dele af det øvrige engelske samfund.
Senere kom det frem, at det blandt mange andre, var Gordon Sykes – en politimand der arbejdede og patruljerede ude foran Leppings Lane tribunen, som havde fremsat beskyldningerne om de engelske fans, og deres plyndring af døende medfans. Sykes, beskrev desuden området omkring de omtalte tribuner på Hillsborough som en ”dødsfælde”, og vurderede at FA, Sheffield Wednesday og South Yorkshire Police spillede russisk roulette med fodboldfans’ liv.
Retorikken hos The S*n – og andre formiddagsaviser såsom Daily Star – var præget af et samtidsbillede overfor fodboldfans, men også overfor Nordengland, og i særdeleshed Liverpool og Merseyside. Omend The S*n ikke har gjort sig fortjent til formildende omstændigheder, skal det siges at forsiden blev publiceret efter fire dage, hvor samtlige rapporter fra medierne og Politiet havde placeret skylden hos fans, som blev beskrevet som fulde, uregerlige og voldsomme. Desuden var der en diskurs, som indeholdt utallige beskyldninger om fans der var mødt op uden billet, for bevidst at tvinge sig adgang til stadion. En fortælling, som flere gange er blevet afvist under selve perioden, og igen under The Hillsborough Inquests. Retorikken var militaristisk, og sågar UEFAs præsident Jacques Georges var ude med følgende udtalelse, som han dog efterfølgende måtte undskylde uforbeholdent for:
”Man havde fornemmelsen af, at de var dyr der ventede på at angribe arenaen”
Udtalelsen fra Georges er både grim og ufølsom, men skal ses i lyset af føromtalte katastrofe på Heysel fire år forinden, hvor hooliganisme desværre var skyld i dødsfaldet hos 39 Juventus-fans. Netop denne kobling er lavet af mange der har dækket katastroferne. Var Heysel ikke sket, var Hillsborough med al sandsynlighed heller ikke – dette skyldes blandt andet de indhegninger, som opstod ovenpå tragedien i 1985. Sikkerheden for fodboldfans blev ikke prioriteret – som nævnt længere oppe: crowd control frem for crowd safety.
Ovenstående har medført, at The S*n er stort set uset i hele Merseyside-området, hvor der stadig er mange kiosker der nægter at forhandle den. Store dele af landet foragter avisen og dens indhold, og da den omtalte forside på billedet blev trykt, blev den også købt i stor stil af Liverpools beboere, og brændt. I dag trives ”Don’t Buy The S*n” samt ”Shun The S*n”-kampagnerne også begge, og det til trods for at MacKenzie og The Sun var ude og undskylde for et år siden. Too little, too late…
En historie der er blevet symbol på hele forholdet mellem Liverpool FC og The S*n, er den Kenny Dalglish kunne fortælle ovenpå The S*ns respektløse og løgnagtige forside. Dalglish var til stede på dagen, som manager for Liverpool FC, og var under de skæbnesvangre uger efter tragedien med til næsten alle af de i alt 95 begravelser som manager for klubben (Tony Bland var det 96. ofre, som døde da hans respirator blev slukket i 1993). En kæmpe gestus, som krævede et stort menneske. Netop King Kennys rolle i hele Hillsborough er blevet hyldet utallige gange, og flere har kaldt på en ridderorden (OBE) for netop dette mod og det åndelige overskud han udviste. Dalglish’ egen søn – Paul – var til stede på Hillsborough den dag, men slap uskadt. Hillsborough er desuden grunden til at Dalglish ikke fortsatte som manager for Liverpool tilbage i ’90.
Kelvin MacKenzie, redaktør på The S*n, og en af de mest hadede skikkelser i det britiske mediebillede, indså det problem de havde fået, efter modtagelsen af aviser. MacKenzie ringede til Liverpool FC og havde en dialog som følger:
MacKenzie: ”Kenny, we have a bit of a problem”
Dalglish: ”Aye”
MacKenzie: ”How can we resolve it?”
Dalglish: “See that headline you put in, ‘THE TRUTH’? Just have another one, as big: ‘WE LIED. SORRY.’”
MacKenzie: “Kenny, we can’t do that.”
Dalglish: “I can’t help you then.”
Med de ord lagde Kongen af Liverpool røret på, og startede en lang og barsk kamp for retfærdighed.
Senere i maj måned 1989 opstod Hillsborough Family Supporters Group, som var for familiemedlemmer til de afdøde i ulykken. HFSG, som de hovedsageligt er kendt som, har stået for de utallige Memorial Services der har været på Anfield de seneste mange år. Her er blandt andet Trevor Hicks og Margaret Aspinall kendte for deres lange og seje kamp, hvor Hicks mistede sine to teenage-døtre, og Aspinall sin søn. HFSG har altid kun været for relaterede pårørende fra Hillsborough-tragedien. Gruppen har altid kæmpet en utrættelig kamp for retfærdighed til deres børn og efterladte, og det må afføde hvor stort et arbejde de involverede familier har gjort i kampen for retfærdighed. Det blev en sej og til tider umulig kamp mod myndighederne og det etablerede retssystem – HFSG vender vi tilbage til senere.
De første inquests i tragedien blev anført af Stefan Popper, og han stod allerede her bag den første kontrovers, idet han begrænsede hovedefterforskningen til 15:15, ni minutter efter kampen var blevet afblæst, og fansene var begyndt at komme fra tribunen og ud på banen. Netop denne manglende inklusion af vidneudsagn, som gik på Politiets mangelfulde rolle, og de manglende ressourcer til redning af døde og døende fans vakte stor kritik på tidspunktet. I 1991 ledte Poppers efterforskning frem til, at accidental death (hændelig død) kunne tilskrives de mange dødsfald på dagen. Beslutningen om ikke at inddrage alle vidneudsagn var den første af mange fejlagtige officielle afgørelser som de efterladte skulle finde sig i at blive spist af med, ligesom dødsårsagen også blev omstødt på senere tidspunkt.
Præcis en måned efter tragedien i Sheffield indledte Lord Justice Taylor den første af – hvad der skulle vise sig at være – mange efterforskninger, da han påbegyndte arbejdet på den famøse Taylor Inquiry (senere publiceret som Taylor Report).
Rapporten bestod egentlig af to dele, selvom den i eftertiden hovedsageligt er blevet omtalt i én del. Der var en interim report og en final report, hvoraf den første beskæftigede sig med placeringen af skyld, og undersøgelse af de forhold der havde ledt til katastrofen i første omgang.
Taylor kunne som den første give lidt retfærdighed og closure til de efterladte familier, selvom vejen endnu var lang herfra. Rapportens første del fastslog, at hovedårsagen til ulykken var mangelfuld politiindsats. Sheffield Wednesday Football Club blev også gjort delvist ansvarlig, men især store dele af den forklaring South Yorkshire Police tidligere havde afgivet blev skudt ned – herunder at Politiet ikke tidligere havde skullet håndtere så stor en gruppe fans. Det kunne beviseligt skydes ned, da de tidligere to års semifinaler havde haft indgang til begge tribuner fra samme indgang.
På samme måde havde tidligere kampe afkrævet udskudt kickoff, grundet sent fremmøde, og det var blot endnu et tilfælde af at Politiet ikke havde fulgt en ansvarlig og retmæssig planlægning for dagen. Det blev desuden estimeret af Taylor, at stadion først ville have været fyldt klokken 15:40, altså næsten efter første halvleg var færdigspillet.
De essentielle hovedpunkter i rapportens første del var således:
1) Den primære årsag til katastrofen var at man ikke spærrede af for indgang til det centrale tribuneafsnit, efter at Gate C blev åbnet. Dette ledte til den overfyldte tribune, som i sidste ende medførte de 96 dødsfald.
2) Ovenstående var et problem, idet de centrale tribuneafsnit – 3 & 4 – begge var overfyldte på forhånd. Det var de grundet manglende numerisk kontrol fra de ansvarlige på stadion.
3) Da afsnit tre blev overfyldt, kollapsede en afspærring – hvilket blev forværret af den træge reaktion og respons da nedbruddet indtraf. Manglende lederskab (fra Politiet) og det lille antal samt den lille størrelse på hullerne i hegnet var en forhindring for redningsaktioner.
Denne rapport blev som nævnt før, overordnet set velmodtaget – men ikke uden undtagelse. Der var stadig anført medvirkende årsager, såsom fulde mindretal af fans, i rapporten – hvilket senere er blevet afvist i de nyere inquests. På tidspunktet blev rapporterne også kritiseret for ikke at forholde sig kritisk nok overfor ambulanceservicen og desuden slet ikke at nævne FAs rolle i at tildele fansne forkerte områder på stadion, og derved ikke forudse at situationer som den der opstod kunne opstå.
Den anden halvdel af Taylor Report, og den der i dag står tilbage som den egentlige Taylor Report hos de øvrige klubber i England, var den der indeholdt advisering om siddepladser på alle stadions i Football League, og som i øvrigt ændrede meget af landskabet i engelsk fodbold i tiden fremadrettet. Dog lempedes kravene, så det kun var de to øverste række som skulle have ”all seater” når vi nåede til 1994. Som resultat heraf åbnede mange stadions i England med nye siddepladser, og det samme gjorde sig gældende for Anfield, som i april 1994 havde sin sidste hjemmekamp med [Standing Kop] (artikel, Anfield indsættes), som blev spillet mod Norwich. Siden har der ikke været stående fans på Anfield, og til trods for den tiltagende mængde forslag om at indføre ”Safe Standing” i England, er der mange interesseorganisationer i England og især på Merseyside, for hvem bevidstheden om Hillsborough er for stor en byrde til at være tilhængere af dette.
Med rapporten blev der også lavet regler for hegnafspærringer på stadions, som blev fjernet – som direkte konsekvens af tragedien i Sheffield. Senere samme år (oktober ’90) fastslog myndighederne dog ud fra rapportens natur, at der ikke var belæg for at retsforfølge de involverede i selve ulykken.
I årene efter 1990 var der dog adskillige civile søgsmål, rettet mod især David Duckenfield, den hovedansvarlige bag begivenhederne i Sheffield og Bernard Murray som havde ansvaret for kontroltårnet.
I 1997 blev det besluttet, at Lord Justice Stuart-Smith, som en del af den nye Labour-regering, skulle se på muligheden for at udføren en ny undersøgelse, af begivenhederne otte år forinden. At Stuart-Smith måske ikke var det rette valg til netop dette, kom ret hurtigt til udtryk under et af de indledende møder med de pårørende familier fra Hillsborough. Her kommenterede han, respektløst følgende:
"Have you got a few of your people or are they like the Liverpool fans, turn up at the last minute?"
En krads, og ikke mindst usædvanligt chokerende kommentar, fra vedkommende som skulle hjælpe familierne, som stadig ønskede flere svar, og ikke havde sluppet opmærksomheden fra den første rapport der, selvom den gav mange medhold, ikke var korrekt udtømmende. Familierne havde fået adgang til udtalelser, som de kunne se var blevet ændret, og var nu klar over at der var sket et cover up fra myndighedernes side.
Blandt andet havde underkendt flere vidneudsagn, som blev ændret eller vurderet til at være forældede. Ændrede udsagn ville ikke tælle som nye beviser, og juridisk set ville Lord Justice Stuart-Smith derfor ikke inddrage dem i undersøgelsen.
Omkring denne tid stifter vi for første gang formelt bekendtskab med Professor Phil Scraton, som ligeledes spiller en stor rolle i at afsløre det massive cover up som var i gang fra South Yorkshire Police, og de øvrige myndigheders side. Scraton, som selv er fra Wirral i Merseyside, var uddannet sociolog, og brugte i tiden omkring ulykken tid på at efterforske og publicere rapporter, som gik imod de officielle observationer og undersøgelser fra myndighedernes side. Det var under denne kontrol – scrutiny – fra Stuart-Smith, at hans arbejde for alvor kom frem i lyset på en bredere skala.
Her tilegnede han sig nemlig adgang til samtlige rapporter på området, og gennemlæste dem i læsesalen hos House of Lords. Det var her de ændrede politiudsagn, som i mange tilfælde var komplet omskrevet, kom frem i lyset. Velvidende at dette var sket, var det stadig ikke nok til at Stuart-Smith ville omstøde hændelsen, og Scraton forblev til det sidste dybt kritisabel overfor netop hans arbejde. Scratons arbejde udgør størstedelen af det grundlag, som BBCs Hillsborough dokumentar fra 2016 er bygget på. Det var desuden Scraton som blev udpeget til at være formand for Hillsborough Independent Panel.
Til trods for at Scraton havde offentliggjort og bragt opmærksomhed på det, var Stuart-Smith altså entydig i sin støtte til den oprindelige coroner Stefan Poppers føromtalte afgørelse. Ingen udsagn efter 15:15, hvor situationen der ledte til selve tragedien var overstået, ville indgå i undersøgelsen. Dette skabte nok engang stort oprør hos de berørte familier, men også hos den siddende Justice Minister, Lord Falconer som udtalte at han var overbevist om at denne konklusion var forkert, og at familierne nu oplevede at et cover up fra myndighederne blev mødt med endnu et.
Anne Williams, som i mange år sad som chairwoman i Hillsborough Justice Campaign, førte en lang og sej kamp for retfærdighed til sin søn Kevin Williams, som døde i gymnastiksalen ved Hillsborough, umiddelbart efter ulykken. Hun havde forinden en af disse høringer i vinteren 97/98 sikret sig to vidner, i form af betjente, som var til stede under forsøget på redningen af Kevin. De havde begge erklæret, at de var blevet presset til at lave nye udtalelser og vidneberetninger om situationen. Ændrede vidneudsagn, som meget fik West Midlands Police til at se bedre ud. Efterfølgende trak den ene betjent – Derek Bruder – sit udsagn tilbage, mens den anden – Debra Martin – fastholdt sit udsagn. Martins udsagn blev overruled af Stuart-Smith, på baggrund af hendes overordnedes fastholdelse. Anne Williams udviklede sig til en massiv skikkelse i hele Justice Campaign’en, og var aktiv frem til sin død af kræft i 2013, i en alder af 60 år.
Det var også i 1998, at de første møder med netop Hillsborough Justice Campaign var begyndt at forme sig, og de blev tildelt det lokale de stadig befinder sig i på Walton Breck Road, lige overfor Anfield. HJC blev formet med henblik på en mere bred, og offentlig støtte til hele sagen, end den HFSG var og er kendt for. Her er der på kampdage åbent for alle, som føler at de associerer sig med tragedien, og man kunne – i hvert fald før i tiden – komme forbi og donere penge og få stickers. Det er selvsamme sted, vi fra LFC Denmark Family har været forbi og donere og aflevere vores ”LFC-Danmark” armbånd flere gange, senest tilbage i november 2015.
For alle familierne stod det efterhånden klart på dette tidspunkt, at kampen ville være endnu længere og sejere, end de nogensinde havde fortjent eller forventet. Men folk på Merseyside giver ikke op så let…
Ved 20-året for tragedien, i april 2009, blev den hidtil største ceremoni afholdt på Anfield, hvor 28.000 deltagende var mødt op for at vise deres respekt og deltage. Efter flere stille år, var der i anledningen af 20-året for katastrofen igen blevet åbnet for, at den utrættelige søgen efter retfærdighed kunne fortsættes fra officielt sted.
Andrew Burnham, som var en del af Labour-regeringen på dette tidspunkt i kraft af sin rolle som Sports Minister, var til stede på dagen. Hans tale blev overdøvet af de fremmødtes ”Justice for the 96” afkrævede nu at alt information om Hillsborough-tragedien kom frem i lyset. Fire dage senere, 19. april 2009, bekræftede Home Secretary Jacqui Smith, at hun havde anmodet om at alle hemmelige filer fra Hillsborough, samt tidligere undersøgelser kom frem i lyset til efterforskning, og efterfølgende afholdt hun møder med HFSG. Som følge deraf blev Hillsborough Independent Panel indsat, hvor føromtalte Phil Scraton blev indsat som hovedefterforsker.
Hillsborough Independent Panel blev stiftet i januar 2010, med henblik på at gennemgå samtlige hemmelige, ændrede og afviste dokumenter og beviser i henhold til tragedien i ’89. Målet var at øge public awareness på tragedien, og ikke mindst de kontroversielle omstændigheder sagen var blevet behandlet på efterfølgende. Sidst men ikke mindst, var der også et tydeligt og forståeligt ønske, om at få stillet nogle af de mange politifolk og øvrige instanser til ansvar, for den tragedie som de var med til at eskalere. Indsættelsen af HIP betragtes af mange som det største slag for retfærdigheden i nyere tid, og det var også stiftelsen af dette organ, som gjorde at man langt om længe kunne få den længe ventede disclosure.
8. marts 2011 kom udmeldingen fra Hillsborough Independet Panel, at man ville eksaminere og undersøge alle de skjulte dokumenter der førhen havde forelagt, og at man nu endegyldigt ophævede det meget kontroversielle cut off kl 15:15, som ellers havde gjort tidligere efterforskninger utilstrækkelige og mangelfulde. Hermed var der langt om længe belæg for endelig at kunne lave en fuldkommen undersøgelse af begivenhederne på Hillsborough.
Efter gennemgang af mere end 450.000 dokumenter, kunne Hillsborough Independent Panel 12. september 2012 offentliggøre den rapport om ulykken, som utallige familier, Liverpool-fans og generelle modstandere af justitsmord og tilhængere af retfærdighed, havde ventet på. Rapporten viste, ganske som det efterhånden havde stået klart i mere end 20 år, at politiet og myndighederne forsøgte at dække over deres fejl, og at uskyldige Liverpool-fans fejlagtigt havde fået skylden for 96 dødsfald.
Konstateringer i rapporten var mange, og flere af dem bekræftede de udsagn og formodninger der havde været. Vigtigst var det, at accidental death-dommen fra Taylors Rapport i 1990 blev dementeret, og ændret til unlawfully killed – altså at ingen Liverpool-fans overhovedet bar del i ansvaret for de utallige dødsfald. Der var manglende politikontrol og sikkerheden hos fans var i fare hele vejen rundt. Det kom her frem, at 41 af de i alt 96 døde kunne have været reddet og stadig i live, og at mange af disse var døde som resultat af at blive placeret på ryggen, fremfor i aflåst sideleje.
Endvidere nåede rapporten frem til, at 164 vidneudsagn var blevet ændret, hvoraf de 116 var blevet ændret for at fjerne negativ omtale af South Yorkshire Police. Dette stemmer ikke helt overens med Politikorpsets egen udlægning om at redigere for at fjerne følelsesmæssig påvirkning. Tillige udførte South Yorkshire Police alkoholtests af ligene – sågar på børn – og kørte profilerne på de døde gennem politiets dataregister, for at kunne bruge det for at skubbe deres agenda. Det blev gjort på ordre fra føromtalte Popper, som også var manden bag den første inquest i 1990. Lige netop dette blev fremhævet af Phil Scraton i BBCs Hillsborough dokumentar som værende med til at give det endelige praj om hvilken vinkel politifolkene søgte at lægge på historien.
I alt kunne der opsummeres syv punkter, indenfor hvilke der var tale om procedurer og håndtering som var enten mangelfuld, forsømmende eller direkte strafbar. Den indeholdt desuden en betratelig kritik af den oprindelige beslutning om at afskære vidneudsagn efter 15:15, samt det faktum at det tog otte år før offentligheden blev oplyst om de ændrede vidneudsagn fra politifolk. Sidst men ikke mindst blev også MacKenzie og The S*ns udsagn endegyldigt totalt dementeret, på baggrund af den store mængde bevis i form af CCTV, vidneudsagn og fotodokumentation fra dagen.
Rapporten førte til officielle undskyldninger fra regeringen og daværende Premierminister David Cameron og fra Labour-frontmand Ed Miliband, hvis parti var det ledende i Storbritannien under Stuart-Smiths fejlagtige inquest fra 1998. Sheffield Wednesday var også ude og sige undskyld, og påtage sig deres del af ansvaret, mens South Yorkshire Police og tidligere chefredaktør fra The S*n, Kelvin McKenzie også var ude og undskylde her. Sidstnævnte for døve ører…
Den 21. december 2012 bekræftede den britiske højesteret, at de originale inquests fra 1991 var ugyldige, og at disse skulle foretages på ny. Dette blev modtaget med glædestårer, og lettelse bland familierne, og blandt de fejrende var føromtalte Anne Williams. På dette tidspunkt var hendes kræftsygdom så fremskreden, at hun vidste hun ikke ville leve til at se afgørelserne på disse inquests. Hun gik bort tre dage efter 24 året for Hillsborough, 18. april 2013.
De nye inquests blev påbegyndt i marts 2014, i Birchwood, Warrington.
26. april 2016 kom Hillsborough Justice Campaign, Hillsborough Family Support Group, Liverpool FC og byen Liverpool så tæt på den endelige retfærdighed, som det kunne lade sig gøre. Der blev endegyldigt sat punktum for de inquests, som første gang var blevet afgjort i strid med de egentlige begivenheder, i 1991.
Disse inquests, som varede i næsten præcis to år, var de længste af sin art nogensinde, og blev fulgt massivt af samtlige større, engelske medier undervejs. Blandt andet blev Gordon Sykes i 2014 stillet overfor de udtalelser han havde givet om de fulde, berøvende fans overfor retten, og måtte erkende at han havde talt usandt, og ikke fortalt den egentlige sandhed. Han holdt dog fast i, at fans på stadion stadig var fulde, men måtte samtidig erkende at stadionfaciliteterne og især Politiets indsats var at bebrejde for den endelige tragedie. Sykes måtte selv erkende, at mange af hans udsagn var direkte løgne, men sendte også en skarp kritik af FA og Sheffield Wednesday afsted, og sagde at denne uundgåelige tragedie ventede på at ske. En holdning der desuden deltes og deles af mange i og omkring det engelske fodboldmiljø den dag i dag.
I samme forløb blev det fastslået af flere omgange, at politiets mindset på dagen gik på at der ville være optøjer hos fansene, hvilket begrundede meget af den adfærd der blev udvist fra de ansvarliges side. Under samme afhøring i sagen blev det desuden udpeget, at Duckenfield agerede som en manager i højere grad end en leder – og at han desuden havde løjet omkring ordren til at åbne Port C, da han påstod ikke at have gjort det.
Bortset fra det var der utallige, forfærdelige, meget deskriptive og levende forklaringer fra øjenvidner som havde oplevet at hive deres døde eller døende venner ud af bunker af lig. CCTV og øvrigt videomateriale blev gennemgået igennem de mange retsdatoer, til stor gru for mange tilstedeværende. Enkelte historier gik på hvordan folk havde formået at flygte fra tunnelen der ledte ind på stadion – blot for at blive dirigeret tilbage ind, og derefter ikke komme ud i live.
Endvidere var der beretninger om politifolk der i begyndelsen skubbede skrigende folk tilbage ind i den dræbende menneskemængde, ligesom flere folk blev erklæret døde, uden der var tjekket ordentligt for puls eller havde været tilstrækkelig lægefaglig vurdering af situationen.
I månederne op til afgørelsen havde Margaret Aspinall og resten af HFSG meddelt, at der ikke ville blive afholdt flere Memorial Services på Anfield. Dette betød, at den højtidelighed som blev afholdt 15. april 2016 var den sidste nogensinde. Alt tydede på at et endeligt punktum i sagen, hvilket også endeligt blev sat denne dag i april. Tre uger forinden, 6. april 2016, havde de ni jurymedlemmer fået til opgave at fælde dom. På dagen kom de tilbage, og afgjorde at 96 fans blev unlawfully killed. Margaret Aspinalls reaktion på dette var som følger:
"Let's be honest about this – people were against us. We had the media against us, as well as the establishment. Everything was against us. The only people that weren't against us was our own city. That's why I am so grateful to my city and so proud of my city. They always believed in us.”
Der var 12 punkter, med yderligere to spørgsmål som delpunkter, som juryen skulle tage stilling til. Alle svarene faldt ud til Liverpools og de afdødes fordel, og den endelige frikendelse, og totale rensning af alle fans på stadion den dag var en realitet. Langt om længe var retfærdigheden sket fyldest!
Dagen derpå var der to aviser der fejlede i at dække udfaldet af sagen på deres forside. The Times var det ene medie, som dog rettede det i deres andet oplæg. Dette var undertiden ikke nok til at få Tony Barrett, mangeårig journalist på avisen, til at blive, og han lagde ovenpå den kontroversielle beslutning sin opsigelse. Den anden avis der fejlede? The S*n… Her var der først på side 8 & 9 blevet fundet plads til dækningen, og på side 10 var der givet en undskyldning. Det som Trevor Hicks sagde, om Kelvin MacKenzie ovenpå den originale undskyldning i 2012, kan sagtens gentages om avisen som helhed:
"Too little, too late (…) he’s a lowlife, clever lowlife, but lowlife"
I januar 2017 blev det foreløbigt sidste kapitel i hele Hillsboroughs efterspil åbnet, da efterforskerne i den sidste inquest godkendte 23 filer, med mulige sigtelser mod de involverede i tragedien på Hillsborough og det efterfølgende cover up af tragedien.
Af de 23 mulige sigtelser, går 15 af dem på personer eller organisationer, som var direkte involveret i kampafviklingen, og sigtelserne lyder for groft uagtsomt manddrab, perverting the course of justice, miscounduct in public office og brud på sikkerheden i henhold til Safety of Sports Grounds Act 1975. Altså, seriøse og omfattende anklager.
De øvrige otte der er sigtet, kan alle blive sigtet på baggrund af omstændigheder efter kampen, og tæller de samme som ovenstående 15, blot foruden anklagerne for direkte medskyldighed i dødsfald blandt de 96. Det vides endnu ikke om de 23 sager vil føres ud i livet, og hvad de eventuelle straffe vil være.
Fra det inderste af vores hjerter håber vi nu, at denne sag snart kan få sat et punktum, og at de som ikke er iblandt os længere, og ikke mindst de efterladte familier, kan få den fred de fortjener.
Omend omfattende og lang, er denne beretning om Hillsborough og det juridiske efterspil blot en del af det fulde billede. Selve Hillsborough, de efterfølgende løgne, cover up’et fra myndighedernes side og den lange kamp for retfærdighed, er af hidtil uset karakter i verdenshistorien. Den efterfølgende retssag som har fyldt de senere år, har afdækket mere end 35 millioner ord. Der er utallige nuancerende, uddybende og – uomtvisteligt – modstridende fortællinger om selve ulykken, løgnene der fulgte efter og de forskellige parters ansvar og indblanding.
Dette er et forsøg på at opsummere de væsentligste pointer, af hvad der på én gang endte med at være en katastrofe, en tragedie, en løgn og et svigt af dimensioner. Den er bygget på officielle nyheder og historier, tilført perspektiv fra enkeltpersoners beretninger og oplevelser, på denne forfærdelige dag i Sheffield, forinden og efterfølgende. Alt er skrevet med den dybeste respekt for de der ikke er iblandt os længere, og de familier og efterladte, som resten af deres liv skal leve uden vished om præcis hvilken skæbne deres elskede led. May their souls rest in peace for all eternity.
- Cillian Murphy
Læs mere her:
Hillsborough BBC
Hillsborough Justice Campaign’s historiesektion
Hillsborough Independent Panel, inklusiv de 450.000 afdækkede dokumenter
Wikipedia, Hillsborough Disaster
The Guardians dækning, især David Conns artikler
BBC tidslinje, fra tragedie til sandhed
Beretning fra en overlevende, Adrian Tempany
Juryens svar fra 26. april, kronologisk