ET VENDEPUNKT ELLER BEGYNDELSEN TIL ENDEN FOR KLOPP?
Liverpool fortsatte sin dårlige sæsonstart med et forsmædeligt nederlag på 4-1 til Napoli. Det var klubbens største nederlag i europæisk sammenhæng siden 1964, og spørgsmålet er om det var et nødvendigt wake-up call, eller vi er vidne til Klopps berygtede syvende sæson, hvor alt endnu engang kommer til at ramle om ørene på ham.
-
-
-
Daniel Agergård Kawa
8. september 2022, kl. 22:55
-
-
-
Daniel Agergård Kawa
8. september 2022
Efter en maraton sæson med 63 kampe, hvor Liverpool havde mulighed for at vinde samtlige 4 trofæer til det sidste, er denne sæson mildest talt startet undervældende. Det startede ellers lovende, med en overbevisende 3-1 sejr over Manchester City i Comunity Shield. Presset sad i skabet, vi spillede direkte og City kunne ikke leve med vores intensitet.
Darwin Nunez rev Citys forsvar midt over og Erling Håland brændte en direktør fra klods hold. Det lod til at vi havde fundet melodien fra start, alt imens City skulle bruge tid på vænne sig til at spille med en rendyrket 9er. Det har desværre vist sig at forholde sig stik modsat.
For siden da, har Liverpool lignet en skygge af sig selv, og spillerne virker både fysisk og mentalt udbrændte. Energien er forsvundet, hvilket er yderst bekymrende for et hold der lever af sin intensitet. Angrebet er uskarpt, midtbanen bliver overløbet, og forsvaret sejler. De bærende kræfter er slet ikke mødt op til sæsonstarten, og det virker som om, at viljen til at vinde er stærkere hos de hold vi møder.
LIVERPOOL ER BLEVET LÆST
Liverpools gameplan er blevet læst af modstanderne, som med ret simple midler både kan neutralisere os offensivt, og penetrere os defensivt. Opskriften lyder groft sagt således: Stå dybt og kompakt, så der ikke efterlades noget bagrum at løbe i. Lad Liverpool have bolden det meste af tiden, luk de centrale områder på banen ned og skub spillet ud på fløjene, hvor Liverpool slår endeløse indlæg ind i boksen. Liverpools offensiv udgør generelt ikke nogen stor trussel i luftrummet, og når bagkæden ikke skal ud at løbe, er det nemt at bevare organisationen. Man er samtidig retvendt når bolden erobres, hvorefter bolden der spilles forbi midtbanen og langt ned bag Liverpools tårnhøje bagkæde – gerne i området bag vores ultraoffensive backs. Real Madrid gjorde det i Champions League finalen, og det er lykkedes for stort set samtlige hold siden.
Dette skaber et utal af store chancer til modstanderholdene, på trods af at de sjældent har bolden. Faktisk har Liverpool haft omkring 70 % boldbesiddelse i denne sæson i ligaen indtil videre, hvilket er suverænt det højeste for klubben i al den tid man har lavet statistik over den slags. Hvis det havde været Man City eller Barcelona havde det været et kvalitetsstempel, men ikke for Klopps Liverpool. For grundessensen i den offensive gameplan er et højt genpres, som skal fange modstanderen ude af balance og straffe dem. Men når modstanderen aldrig har bolden, tages Liverpools farligste våben ud af spillet.
EN USKARP OFFENSIV
Hvis man kigger på statistikker og XG, så burde Liverpool faktisk have vundet samtlige kampe i år – med undtagelse af blamagen i Napoli, hvor Liverpool var klart underlegne. I alle andre kampe har vi været det hold med flest afslutninger, men det er ikke nødvendigvis det man oplever, når man ser kampene. Dette tror jeg blandt andet skyldes, at Liverpool har en kedelig tendens til at komme bagud i stort set alle kampe. 9 gange i de seneste 11 opgør i alle turneringer har Liverpool indkasseret først, hvorefter man har skulle længere frem på banen og kæmpe sig tilbage i kampen – hvilket så har efterladt endnu mere plads i bagrummet.
Den eneste gang Liverpool er kommet foran, var i 9-0 kampen mod Bournemouth. Et fuldkommen absurd resultat ovenpå en rædselsfuld sæsonstart, men det paradoksale var at vi ikke havde markant flere afslutninger (18) end i øvrige kampe i ligaen, hvor vi i snit har haft 12 afslutninger pr. opgør. I de fleste kampe har vi haft chancer til at score 3-4 mål, og vi følger fint vores XG for sæsonen med 15 scoringer og en XG på 14.11. Problemet er bare at hovedparten af de mål kom imod Bournemouth, hvor vi havde en XG på 3,81 og scorede 9. Derved har skarpheden manglet i de øvrige kampe, og oplevelsen er bare anderledes når man jagter en udligning, frem for at være foran.
Der er faktisk kun 2 opgør i denne sæson, hvor Liverpool ikke har haft flest afslutninger – og det er imod Man City (12-10) og Napoli (12-9). Alligevel er kontrasten voldsom, for det ene står som højdepunktet, og det andet som det absolutte lavpunkt i sæsonen. Napoli kampen er her særligt interessant, i forhold til min ovenstående analyse af hvordan man skal spille mod Liverpool.
Selvom alle kunne se at Napoli var klart overlegne på dagen, havde Liverpool bolden 57 % af tiden, næsten det samme antal afslutninger og slog 31 indlæg. Napolis målmand blev noteret for 6 redninger, men alligevel havde Liverpool blot en XG på 1,17 og gennemførte 0 kontraangreb. Napoli derimod havde 7 kontraangreb, slog 5 indlæg og havde en XG på 4,49, på trods af mindre boldbesiddelse og kun 2 afslutninger mere end Liverpool. Det lykkedes dermed Napoli til fulde at neutralisere vores styrker og udnytte vores svagheder.
IDENTITETSKRISE
Der er så mange ting at tage fat på som ikke fungerer, men for mig er det altoverskyggende problem den manglende intensitet. Uanset hvordan spillet på banen har fungeret, har Klopps Liverpool altid været garant for at løbe mere, sprinte mere og være modstanderholdene fysisk overlegne. De faktorer er fuldkommen væk nu, og Liverpool har løbet kortere og sprintet mindre end modstanderholdende i samtlige kampe i denne sæson.
I første runde mod Fulham var Liverpool det hold, i hele ligaen der løb færrest meter. Det er altså Klopps Liverpool vi taler om her! Det er voldsomt bekymrende, og vores assistenttræner Pep Lijnders må virkelig begræde timingen af udgivelsen af hans nye bog, som bærer titlen ”Intensity is our identity”.
Titlen på bogen fortæller tydeligt at holdet ikke bare gennemgår en formkrise, men en decideret identitets krise lige nu - hvilket interviewet med Klopp efter Napoli kampen også er et bevis på. Klopp sagde her at holdet bliver nødt til at genopfinde sig selv og det bliver også nødvendigt, hvis denne sæson ikke skal blive hans sidste i spidsen for Liverpool. Ikke at jeg tror han nogensinde bliver fyret, men nærmere at han selv vælger at trække stikket efter sæsonen, hvis han ikke længere oplever at kunne motivere spillerne - ligesom han gjorde i Dortmund.
Vi er også inde i den berygtede syvende sæson, som er her det historisk er gået galt for Klopp i både Dortmund og Mainz. I begge tilfælde endte både holdet og Klopp med at brænde ud, ovenpå nogle intense år, der havde trukket store veksler på alle. Klopp havde samtidig beholdt en kernegruppe af spillere, som blev gamle sammen, og han formåede ikke at forny truppen og genopbygge holdet.
BACK TO BASICS
Det er det helt store spørgsmål, er om Klopp formår at gøre det anderledes denne gang. Der er bekymrende tendenser, men vi har også tidligere set hvordan han kan vende et stort nederlag – dengang ligeledes 4-1 til Spurs i 2017 – til at skabe et fundament for resten af sæsonen.
Løsningen var på det tidspunkt at trække bagkæden 10 meter tilbage, spille med mindre risiko og lade et solidt defensivt fundament være udgangspunktet for at spille sig i form igen. For mig er nøgleordet her kontrol, for ud over intensiteten, så er det frem for alt kontrollen vi har mistet. Evnen til at kontrollere en kamp, evnen til at skrue op og ned for tempoet, og evnen til at slå til på det rette tidspunkt. Alt det der skabte den ubønhørlige vindermaskine, vi har set de seneste år.
Jeg tror løsningen langt hen af vejen er den samme denne gang, men udgangspunktet er vidt forskelligt. I 2017 var projektet endnu under opbygning, spillerne var sultne og Klopps ideer var stadig ved at blive implementeret. Kvaliteten af truppen var derimod markant ringere end den er nu - for med undtagelse af Sadio Mané - er det samme gruppe spillere, som alle var enige om, var blandt de bedste i både klubbens og engelsk fodbolds historie for blot få måneder siden.
Spørgsmålet er om sidste sæsons nærmest umenneskelige præstation, og den ubærlige måde det hele endte, har sat sig så meget fysisk og mentalt, at spillerne er udbrændte. Her bliver det afgørende om Klopp endnu engang formår at motivere holdet og få de etablerede og efterhånden aldrende spillere til at genfinde energien og det mentale overskud, som har været kendetegnende for de seneste års succes.
Heldigvis lysner det på skadesfronten, og særligt Thiago bliver afgørende for at vi kan genvinde kontrollen på midtbanen. Nunez er tilbage fra karantæne og Jota er tilbage fra sin skade, hvilket også burde give offensiven mere skarphed. Vi har samtidig en gruppe unge sultne spillere, der banker på til førsteholdet og viser spændende takter. Det giver mig forsigtig grund til optismisme, men det er også nu der skal ske noget andet.
Efter at weekendens kampe er blevet udsat, giver det Klopp en uge til at få rettet op på tingene. Det tror jeg er en god ting, for der er meget der skal arbejdes på. Normalt foretrækker jeg ellers at spille hurtigst muligt efter et dårligt resultat, men ikke denne gang.
Nu bliver det i stedet hjemme mod Ajax i midtugen, at reaktionen skal komme. Men det bliver forhåbentlig ikke som imod Bournemouth, hvor vi kaster alt frem og løber dem over ende.
I stedet håber jeg på en halvkedelig, kontrolleret 2-0 sejr, hvor vi står solidt på banen, giver få chancer væk og kører sejren stille og roligt i hus. Det trænger vi til og det vil give mig fornyet håb om, at dette ikke er begyndelsen til enden for Klopp i Liverpool.
YNWA
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!