ANFIELD ER FRUSTRERET
Martin Busk er klar med Buskelysen efter den uafgjorte kamp mod Chelsea på et buhende Anfield.
-
-
-
Martin Busk
10. maj 2026, kl. 11:27
-
-
-
Martin Busk
10. maj 2026
Det for mig mest bemærkelsesværdige ved kampen mod Chelsea i går var Anfield. Det er godt nok sjældent, jeg hører buh-råb mod enten træneren, spillerne eller sågar selve holdet. Fra tid til anden sker det mod enkelte spillere, som f.eks. da Trent Alexander-Arnold sidste år modtog tilråb, ligesom Mario Balotelli også fik en tur i ny og næ. Senest der var buh-råb mod en manager, var vel Roy Hodgson i 2010/2011.
Buh-råb i sig selv er jo ikke som sådan usædvanlige. Jeg kan da godt erindre dem efter vores 0-0-kamp mod Manchester United tilbage i december 2023, hvor vi alle forventede, at vi ville hamre dem med et stort nederlag. Der var også nederlaget mod Leeds i sæsonen før. Personligt husker jeg også reaktionerne i den allersidste tid med Rafa Benítez.
Men buh-råbene i går på Anfield var alligevel ret markante og kraftige. Det er sket andre gange i denne sæson, som efter vores to 1-1-kampe mod henholdsvis Burnley i januar og Tottenham i marts, og når det sker som i går eftermiddags - både ved en udskiftning og ved selve slutfløjtet - så er det selvfølgelig en kedelig tendens, der i den grad er med til at øge presset på Arne Slot. For det var jo åbenlyst ham, man buhede ad, og måske knap så meget spillerne, selvom det er dem, der spiller kampene.
Det helt særlige ved Anfield er netop, at kulturen traditionelt set altid har været bygget på devisen “back the team”. Derfor bliver det næsten en historie i sig selv, når publikum begynder at buhe.
Mange fans og historikere omtaler stadig Roy Hodgson-perioden som den moderne målestok for, hvor galt det skal stå til, før Anfield vender sig mod manageren - og det er så det, der nu er ved at ske igen. Det helt store spørgsmål er, om forholdet til Arne Slot og hans dispositioner står til at redde. Mange Liverpool-fans håber formentlig at han smutter, mens alle andre, der ikke holder med Liverpool, håber at Arne Slot bliver.
Situationerne med buh-råb - især da Rio Ngumoha blev skiftet ud - var et klart symbol på den nedtur som Liverpool aktuelt befinder sig i under Arne Slots ledelse.
Anfields reaktion sagde det hele, da den unge Rio blev erstattet i anden halvleg af Alexander Isak, hvilket var en beslutning, som både The Kop og resten af stadion helt åbenlyst havde svært ved at forstå. Ngumoha havde jo været blandt de få lyspunkter. Han spillede med god energi, tog initiativ og lignede måske den eneste spiller, der kunne skabe noget offensivt i en kamp, hvor mulighederne ellers var få.
Netop derfor virkede udskiftningen også svær at forklare. At tage ham ud til fordel for vores rekorddyre angriber gav ikke specielt meget mening - ikke fordi Isak ikke skulle ind, men fordi Cody Gakpo blev på banen til trods for endnu en kamp, hvor hollænderen knap nok var involveret og havde færrest boldberøringer af alle. Da Ngumoha gik fra banen, lignede det, at Arne Slot forsøgte at forklare sig over for ham, men det druknede i de højlydte buh-råb fra tribunerne.
Det, jeg hæfter mig allermest ved, var, at det ikke bare var almindelig utilfredshed. Det var Anfield, der reagerede tydeligt - og samlet signalerede, at de var uenige i dispositionen, hvilket jeg i øvrigt bakker fuldt ud op om. Som før nævnt sker det meget sjældent i Liverpool, men når det gør, er det som regel et tegn på, at situationen er alvorlig.
Selve det uafgjorte resultat gjorde kun stemningen tungere, og ved slutfløjt blev utilfredsheden igen tydelig fra lægterne. Alt i alt føltes det som et øjeblik, der måske kan vise sig at få større betydning, end man lige tror. Som med protesterne for nylig omkring de stigende billetpriser, hvor der nu her efterfølgende er indgået et kompromis, skal man bare ikke tage fejl af Anfields stemme. Det bliver interessant at se, om det får betydning for Arne Slots fremtid. Efter kampen forsøgte Slot at forklare, at det var kramper, der var årsag til udskiftningen af Rio, men det ændrer sådan set ikke på, at reaktionen fra tribunerne i den grad understreger, hvor anspændt stemningen er blevet.
Når Liverpool bliver mødt med buh-råb fra The Kop og den øvrige del af Anfield, skyldes det jo ikke bare én enkelt ting, men er en kombination af flere frustrationer, der har bygget sig op. Det starter ofte med en oplevelse af manglende intensitet, hvor holdet ikke arbejder hårdt nok, ikke presser modstanderen, ikke spiller med den nødvendige energi og virker passive i duellerne. Oven i det kommer situationer, hvor spillet bliver idéforladt og langsomt, hvor bolden cirkulerer meget uden at der skabes reelle chancer, og hvor angrebet mangler gennembrudskraft og tempo. Når det sker i kampe, hvor forventningen er, hvis ikke en klar sejr, så i hvert fald en sejr, så bliver reaktionen jo bare endnu stærkere, fordi afstanden mellem forventning og præstation føles stor.
Det bliver for alvor tydeligt, når de samme problemer gentager sig over flere kampe, så det ikke længere føles som en enkelt dårlig dag, men som et større mønster, hvilket vi må sige er tilfældet i den her sæson. Vores fans begynder så at reagere på det, de har set før, nemlig de samme typer mål imod os, de samme mangler offensivt og de samme uløste problemer fra kamp til kamp. I de situationer retter frustrationen sig derfor også indirekte mod Arne Slots beslutninger - hvad enten det handler om udskiftninger, taktiske valg eller spillere, der åbenlyst ikke kan finde ud af hverken at agere eller reagere på det, der sker nede på banen.
I sidste ende handler buh-råbene om noget mere grundlæggende, nemlig vores følelse af, at holdet ikke lever op til Liverpools identitet. Kulturen har i årtier været at støtte holdet ubetinget, så når publikum alligevel vender sig mod præstationen, er det et udtryk for skuffelse snarere end decideret fjendtlighed. Det er netop derfor, buh-råb i Liverpool altid føles som noget særligt og sjældent, fordi de kun opstår, når afstanden mellem forventning, indsats og spillets niveau bliver alt for stor til bare at ignorere.
Vi fik jo ellers en bragende god start på opgøret med en tidlig scoring på et intet mindre end vidunderligt langskud fra Ryan Gravenberch - og så skulle man jo mene, at vi ville påføre Chelsea deres syvende nederlag i træk i Premier League. Men hvor man siger, at en 2-0-føring altid er den farligste i fodbold, så kan vi efterhånden godt konstatere, at det for Liverpools vedkommende næsten er farligt bare at komme foran. Det virker efterhånden som om, at vi hver gang det sker, trækker os længere tilbage og begynder at stå dybt - og det er altså lang tid at forsvare sig, når man gør det efter cirka ti minutters spil.
Det bliver simpelthen både drænende og dræbende at se på. Jeg bemærkede især en sekvens lige omkring den halve times spil, hvor vi stod med et helt hold nede blot 25-30 meter fra vores egen mållinje, og det var immervæk med Cody Gakpo, Rio Ngumoha og Dominik Szoboszlai som de forreste, mens bagkæden stod helt inde i vores eget felt. Det gav mig en nærmest pinlig fornemmelse i hele kroppen, og det er ganske enkelt alt for ufedt at se på i et vigtigt opgør, hvor vi med en sejr helt endegyldigt kunne have sikret os billet til næste sæsons Champions League.
Man kan derfor bestemt heller ikke sige, at det på nogen måde var uretfærdigt, da Chelsea udlignede til 1-1 efter 35 minutters spil. Det var jo bare en konsekvens af, at vi havde stillet os alt for dybt ned efter vores tidlige føringsmål. Frisparket, som Enzo Fernández på mærkværdig vis fik lov til at udligne på, var i sig selv tosset at begå og det var desværre helt på linje med så mange andre tossede valg på banen.
Første halvleg var en ørkenvandring ud i både fejl og decideret dårligt spil efter at vi var kommet foran, og jeg sad tilbage med den der velkendte følelse om: “hvad fanden er det, der foregår?”. Det er så svært at genkende mit hold og min klub, når vi spiller på den måde. Det mindede til tider om en af de der sommerkampe, hvor intet er på spil, men for helvede altså, vi spillede jo om millioner af kroner.
Rent offensivt - og uden at det skal lyde som en regulær bashing af Cody Gakpo - må man også bare efterhånden konstatere, at det ikke fungerer med ham alene oppe på toppen. Han virkede - nærmest som altid - hverken komfortabel, involveret eller sådan rigtig til stede. Det står især tydeligt, når man tænker på, at det var mod et Chelsea-hold i virkelig dårlig form, som på ingen måde ligner et mandskab, der har styr på tingene for tiden.
I første halvleg havde han kun seks boldberøringer i alt og ingen af dem var inde i modstandernes felt, ligesom han heller ingen muligheder skabte og endte i flere situationer i ingenmandsland, når det kom til områderne, hvor duellerne ellers skulle udspille sig. Han virkede faktisk nærmest som et spøgelse på banen, hvilket jo i sig selv gør helt ondt at se på. Jeg læste et eller andet sted, at første gang han rørte bolden var efter 41 (!) minutters spil. Jeg har ikke sat mig ned for at tjekke, om det er rigtigt, men hvis det er tilfældet, så fortæller det jo alt.
Anden halvleg blev, i hvert fald rent indledningsvist, ikke ret meget bedre. Det var tæt på rystende, hvor nemt vi ofte blev splittet ad til atomer i situationer, hvor Chelsea så nemt som ingenting kunne boltre sig og kombinere, som havde de aldrig bestilt andet. Vi decideret sejlede rundt ude i vores højre forsvarsside i starten af anden halvleg, hvor Curtis Jones og Jeremie Frimpong havde svært ved at finde ud af, hvem der tog sig af hvem, og det var kun på grund af et mulehår, at Cole Palmer ikke fik godkendt sin scoring til 1-2 efter endnu et svagt forsøg på at forsvare.
Resten af kampen blev en anelse bedre, og Liverpool forsøgte da i det mindste sådan rent lejlighedsvist at gå efter sejren, men det blev aldrig for alvor farligt, og derfor ebbede opgøret også ud i et nyt kryds, hvilket var sæsonens ottende af slagsen. Det er bare ikke kønt, når vi samtidig har tabt 11 andre kampe og kun vundet 17 ud af 36 mulige kampe.
Frimpong i øvrigt - hvad er han egentlig på det her hold? Er han højre back, er han højre kant? Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg har tidligere omtalt ham som et friskt pust til truppen, og på nogle områder, i hvert fald når han lykkes, så synes jeg egentlig, han har noget at bidrage med, men jeg må bare sige, at han her efter at være returneret fra sin seneste skade, hvor han har været klar siden den 1. marts, har skuffet mig enormt.
Man kan så vende den rundt og spørge sig selv: Hvem har ikke det? Altså skuffet mig. Forleden dag havde jeg en lille debat med en god ven, der selvfølgelig også holder med Liverpool, om hvem der egentlig - efter Dominik Szoboszlai - har været vores næstbedste spiller i den her sæson.
Vi brugte et helt kvarter på at tale alle spillere igennem, og vi kunne faktisk ikke rigtigt komme frem til nogen, der for alvor stak ud. Vi nåede frem til, at det måtte være Hugo Ekitiké, der trods alt i de 45 kampe, han nåede inden sin slemme skade, fik scoret 17 mål og lagt op til 6. Det syntes vi var godkendt, men pointen er, at det er helt utroligt, at vi ikke kan pege på en spiller, der efter Szoboszlai har markeret sig på bare tilnærmelsesvis samme niveau.
Som jeg skrev efter kampen mod Man United, så er jeg træt. Jeg er drænet, drænet for Liverpool-energi. Hvor jeg - helt bevidst - valgte at holde Arne Slot nærmest helt ude af nederlaget på Old Trafford sidste søndag, så står den rigtig meget på “hans skyld” i dag. Som Anfield syntes, så synes jeg også, at bægeret er ved at være fyldt. Erkendelsen af, at det næppe bliver bedre under hans vinger, begynder mere og mere at fylde i mig. Jeg har - som skrevet mange gange før - hele tiden haft en tro, der senere blev til et håb om, at manden der - trods alt - gav os et mesterskab for et år siden, på en eller anden måde ville lykkes, men det ser ikke sådan ud - og det bliver spændende at se, om ledelsen efter i går nu kommer på andre tanker i forhold til hollænderens fremtid på Anfield.
Vi er stadig fint med, når det kommer til en Champions League-plads i den nye kommende sæson, her hvor der nu resterer blot to kampe. Det er lige før jeg vil sige, at det næsten ikke kan gå galt med vores aktuelle 59 point og måske især ikke efter, at Aston Villa med deres finaleplads i Europa League mod Freiburg kan forårsage, at England kan få seks hold med, hvis de vinder. Det kræver, at Villa ikke ender i top fire, og derfor bliver det jo en ret afgørende kamp, der venter os på Villa Park på fredag aften.
Vi har dog et forspring ned til Bournemouth på aktuelt fire point, og selvom vi har en svær opgave på fredag, så har de så sandelig også det samme, eftersom de møder Man City på næste tirsdag, og det er i øvrigt heller ikke nemt for dem at slutte af hos Nottingham Forest i sidste runde, der måske til den tid stadig kan risikere at være involveret i nedrykningskampen, selvom en del skal gå imod dem. Med tanke på, at Aston Villa også skal møde Man City, der måske har et mesterskab at spille for, så vil det være mærkeligt, hvis ikke Liverpool ender i top fem, men man ved sgu aldrig helt - og der er stadig en del scenarier i spil, desværre.
Helt afslutningsvist: Noget af det mest positive ved denne søndag ovenpå sådan en kamp som den i går, er at en af mine helt store helte, Adam Lallana, fylder år. Ham har jeg altid elsket. Stort tillykke til ham, han var en dejlig spiller, selvom ikke ret mange andre fans deler min holdning. Jeg har bare altid haft et svagt punkt for ham 
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!