ARABIENS NAT
Jordan Henderson og Fabinhos skifter til Al-Ettifaq og Al Ittihad har skabt stor debat. Er Saudi-Arabien ved at ændre fodboldverden, som vi kender den? Kan det forsvares at spille hvor som helst, blot pengene er store nok? Og har Henderson et større ansvar, fordi han har kæmpet for social retfærdighed og ikke mindst LGBTQ-bevægelsen, end en spiller der ikke offentligt har taget et standpunkt?
-
-
-
Daniel Agergård Kawa
2. august 2023, kl. 08:00
-
-
-
Daniel Agergård Kawa
2. august 2023
Denne sommer har fodboldverden set måbende til, mens den ene aldrende verdensstjerne efter den anden er skiftet til Saudi-Arabien, hvor der venter astronomiske lønninger at polstre bankbogen med inden fodboldpensionen.
Det gør sig også gældende for en lang række nu tidligere Liverpool spillere, hvor Fabinho er den seneste, der har valgt at lave det lukrative skifte. Listen tæller også Roberto Firmino, Sadio Mané, Steven Gerrard, Robbie Fowler og Jordan Henderson.
Det er vel at mærke til en liga, der er rangeret som nummer 58 i verden, og som få havde kendskab til for blot otte måneder siden. Det hele ændrede sig, da Cristiano Ronaldo skrev under med Al Nassr i januar, og er stukket helt af sidenhen.
Intet skifte har dog skabt større debat på vores breddegrader, end da det lykkedes Al-Ettifaq med Steven Gerrard i spidsen at hente Liverpools anfører Jordan Henderson.
Kaptajnernes fald
Det er meget svært for mig at rumme, at så mange af de spillere, som har været med til at definere Liverpool i min tid som fan, nu medvirker til at blåstemple et af de mest diskriminerende og undertrykkende styrer i verden.
For mig er Liverpool nemlig en fodboldklub med et helt særligt værdisæt, der adskiller os fra alle de andre - og jeg har hidtil bildt mig selv ind, at spillerne køber ind på dette.
Men når selv Steven Gerrard og Jordan Henderson, vores kaptajner gennem de seneste 20 år, vælger at skifte til Saudi-Arabien, er jeg ikke så sikker længere. For netop de to burde om nogen kende klubbens værdier.
Steven Gerrard var mit store ungdomsidol og regnes blandt de bedste spillere i klubbens historie. En lokal dreng, der nåede hele vejen til toppen, og som er et forbillede for millioner af Liverpoolfans verden over.
Derfor var jeg utroligt lettet, da han i første omgang afviste tilbuddet fra Saudi Arabien, men det var blot indtil beløbet blev stort nok. Han efterlod mig med samme følelse, som da Michael Laudrup blev træner i Qatar. Det gør ondt når ens helte, viser sig at være noget andet end man troede.
Jordan Henderson er ganske vist ikke scouser, men han har om nogen forstået klubben og dens værdier. I 12 år har han været et forbillede, og er gået forrest både på og uden for banen.
For mig har han haft ægte Liverpool-blod i årene og samtidig kæmpet en kamp for social retfærdighed – både i forhold til sundhedsvæsenet under Covid-19 og for hele LGBTQ-bevægelsen. Desuden kæmpede han en brav kamp for at forhindre European Super League.
Hendersons indsats har været beundringsværdig, og selvom han ikke tilnærmelsesvis havde samme talent og heltestatus som Gerrard, så har han for mig på mange måder været en mere ansvarsfuld anfører.
Derfor er jeg så utrolig ærgerlig over, at de begge er endt med at medvirke til Saudi Arabiens massive satsning på at promovere sit styre via sports washing.
En del af et større problem
Som jeg ser det, er Saudi-Arabiens indtog i fodboldverdenen blot det seneste skridt i et grundliggende problem ved moderne fodbold. For det startede allerede med Roman Abramovitch russiske oliemilliarder i Chelsea og fortsatte med Qatar og Abu Dhabis overtagelse af henholdsvis PSG og Manchester City.
Her blev lande med tvivlsomme værdier og menneskesyn for første gang en del af fodbolden i Europa. I takt med dette bevægede de økonomiske rammer sig mod (endnu mere) astronomiske højder.
VM blev afholdt i Qatar, på bekostning af mere end 8.000 menneskeliv, der under slavelignende forhold skulle opføre topmoderne fodboldstadioner midt i en ørken. Alt dette blot så Qatar kunne vise verden, hvor fantastisk et land de var.
Her i Nordeuropa var der protester og endda tale om boykot. Da det kom til stykket, mødte alle lande alligevel op. I Danmark planlagde vi at varme op i nogle t-shirts, der hyldede menneskerettighederne.
Det blev i sidste ende droppet, da det kom frem at alle spillerne ville få det gule kort. Hykleriet ville ingen ende tage. Vi vil gerne fortælle hvad vi synes, men når det kommer til stykket, er det ikke vigtigt nok til at leve med konsekvenserne.
I England var protesterne få, og i resten af verden var det ofte slet ikke et tema. Money talks, og så blæse være med at det kostede næsten tre gange så mange menneskeliv som 9/11 at afholde en slutrunde.
Senest har den Saudi-Arabiske Investeringsfond (læs stat), først købt Newcastle og senest fire klubber i Saudi Pro League, hvilket endegyldigt har ændret fodboldverdenen.
Det var i forvejen svært at forholde sig til det niveau, som transfers og spillerlønninger har nået de seneste 20 år. Men de summer, der nu bliver smidt ind i sporten, truer med at ødelægge spillet for altid.
For når man begynder at tale om årslønninger på 5 milliarder til en spiller (Mbappé), så er det stukket helt af. Det skal her nævnes at Den Saudi-Arabiske Investeringsfond er god for angiveligt 7 billarder - svarende til 7.000. milliarder. Det er Joakim von And-penge, og så langt fra almindelige menneskers virkelighed, som noget kan være.
Har Henderson et særligt ansvar?
For at vende tilbage til Henderson, så får han i Saudi-Arabien mangedoblet sin løn, og skulle nu modtage omkring 310 millioner kroner om året. Absurde summer for en 33-årig spiller, der er i sin karrieres efterår.
Jeg har set flere, der argumenterer for, at Henderson er i sin gode ret til at vælge pengene, og det har de sådan set ret i. Men der florerer også udtalelser om, at kontrakten bliver livsændrende for ham og hans familie - og her bliver jeg sgu harm.
For manden har tjent omkring 500 millioner kroner i sin tid i Liverpool. Gennemsnitslønnen i Nord Vest England er omkring 265.000 kr. pr. år. Det vil dermed tage en gennemsnitlig person fra Liverpool 1.886 år at tjene 500 millioner. Den lader vi lige stå lidt.
Hvis en fattig familie bliver tilbudt en mulighed for at tjene flere penge, så de kan hæve deres levestandard til et acceptabelt niveau, så kan jeg bedre forstå, at man kan lokkes til at arbejde for en tvivlsom arbejdsgiver.
Men at argumentere for, at en multimillionær bliver nødt til det grundet den økonomiske gevinst og derved give køb på sine værdier, etik og moral – det har jeg intet til overs for.
Det, hvor Henderson virkelig skuffer, er fordi han netop har været så vokal om LGBTQ-rettigheder. For det får ham til at fremstå som en hykler. Jeg kender ikke til hans personlige holdning, og det kan sagtens tænkes, at han fortsat mener det samme, men alligevel har vurderet at den økonomiske gevinst ganske enkelt blev for stor.
Samtidig er det heller ikke hans egen sag han har kæmpet, men nogle andres. Det forestiller jeg mig gør det lettere at give køb på. Det er kun ham, der kender sandheden, men faktum er, at han har truffet et karrierevalg, der har svækket hans eftermæle markant.
Hvad med de andre?
Det er nemt at fordømme andre, og jeg er som sagt helt uenig i det valg, Henderson har truffet. Men vi valgte som nation at stille op til VM i Qatar, og var ikke engang villige til at tage et kollektivt gult kort, for at stå på mål for vores værdier.
Desuden er der ét spørgsmål, der dukker op hos mig igen og igen: Og det er, om de andre spillere er meget bedre?
For jeg forestiller mig ikke, at hverken Gerrard, Fowler, Fabinho, Firmino, Mané eller alle de andre store stjerner, der er skiftet til Saudi-Arabien, støtter op om brud på basale menneskerettigheder, og går ind for henrettelser og stening.
De har ganske vist ikke optrådt som hyklere ligesom Henderson, men de har alle medvirket til at blåstemple et af de mest undertrykkende og diskriminerende regimer i verden for ussel mammon. Det, synes jeg, fortjener mere kritik, end tilfældet har været.
Jeg synes, man som professionel fodboldspiller, og i særdeleshed både som tidligere og nuværende anførere for en af verdens største klubber, har et kæmpe ansvar for sine handlinger.
Der millioner af børn og unge mennesker, der idoliserer dem og følger dem blindt. Her synes jeg virkelig Henderson, Gerrard og alle de andre har fejlet.
På sidelinjen står jeg tilbage som en gammel fodboldromantiker, der efterhånden har svært ved at genkende det, der gjorde mig forelsket i sporten i sin tid. Det er efterhånden mere og mere tydeligt, at penge betyder alt i moderne fodbold.
Jeg bilder mig dog fortsat selv ind at være fan af verdens bedste klub, der trods alt formår at bibeholde en snært af romantik i en kynisk virkelighed. Det giver mig en form for trøst, når nu heltene svigter.
YNWA
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!