BUSKELYSEN: EVERTON 2 - LFC 0
Skuffelse! Kæmpe skuffelse! Hvis ikke det var det efter Crystal Palace, så var det i hvert fald det, efter i går aftes på Goodison. Tillykke til Everton, der sandsynligvis reddede sig en ny sæson i Premier League.
-
-
-
Martin Busk
25. april 2024, kl. 17:22
-
-
-
Martin Busk
25. april 2024
Den første Everton-sejr på hjemmebane i et Merseyside Derby siden 2010 og dermed også kun det andet Liverpool-nederlag til dem siden samme år. Jeg forstår godt, de er glade og tilfredse i den blå bydel i dag. De kom med alt det, Liverpool ikke kom med, nemlig dedikation, hjerte og fightervilje.
Det plejer at være The Toffees vi - med god grund - benævner som The Bitters, men i dag er det os selv, der føler bitterhed. Først og fremmest bitterhed over, at Manchester United- og Everton-fans nu kan mundhugges over, hvem af dem der endte Liverpools sæson.
Det er fint, men jeg mener nu først og fremmest, at det er Liverpool-holdet selv, der har sørget for at spille pokaler og guld af hænde, mere end det er vores to ærkerivaler.
Det er os selv, der ikke har kendt den helt særlige og nok så berømte besøgelsestid og dermed ikke har slået til, da det gjaldt. Som jeg ser det, har vi kun os selv at takke, for måden vi har formøblet det hele på, både i FA Cuppen, Europa League og Premier League, i løbet af den seneste måneds tid. Det er ikke acceptabelt.
Som jeg tidligere har peget på, så kan der være mange årsager og forklaringer bag. Alt lige fra overordnet træthed både mentalt og fysisk, manglende energi, skader der har sat sit præg på helheden og rytmen, den tidligt udmeldte Jürgen Klopp-exit, uroen om hvad fremtiden bringer og så videre, og så videre.
Men i bund og grund handler det om den kvalitet, der ellers i løbet af sæsonen har bragt os så langt. Den har ganske enkelt manglet den seneste måneds tid.
Vi kan jo have nok så meget possession i kampene, hvor vi helt sikkert formår at matche både Manchester City og Arsenal ganske godt, men det er alene, når det kommer til spillet mellem de to felter. For inde i felterne har vi simpelthen ikke været i nærheden af at matche de to konkurrenter på det seneste.
Vi har scoret rigtig mange mål gennem hele sæsonen, men kilden er løbet tør den seneste måneds tid, ligesom vi har lukket flere ind end nødvendigt. Så den store kontinuerlige forskel på de to andre tophold og os, har været evnen til at holde eget mål rent og evnen til nærmest at score efter behag i den modsatte ende.
En frase i fodbold lyder, at så længe et hold kommer frem til chancerne, så er der ingen grund til bekymring. Hvor ofte har en manager eller en træner ikke sagt sætningen, at han først ville være bekymret, hvis hans hold ikke kom frem til mulighederne. Det er nok også i udgangspunktet ganske rigtigt, bare ikke når det kommer til Liverpool.
Vi så det igen i går aftes, eksempelvis mod slutningen af første halvleg. Her kom vi frem til de helt store chancer, først ved Darwin Nuñez, så ved Luis Díaz og til sidst ved Mohamed Salah. Tre chancer der tidligere på sæsonen nok var blevet sat ind.
Her afslutter vi nu nærmest med lukkede øjne, sparker i blinde, frem for at aflure og se nærmere på, hvor fanden det er at målet står - og ikke mindst hvor keeperen er placeret.
Det er røvhamrende frustrerende og dybt dybt skuffende, at vi ikke får scoret. Sådan var det også mod Crystal Palace, og selv i de andre kampe mod Brighton, Sheffield United, Manchester United og to gange Atalanta har vi haft massevis af store chancer, som bare ikke er gået ind. Det er og bliver et spørgsmål om den afgørende kvalitet, længere er den ikke.
I vores egen forsvarsdel har det også haltet betydeligt igennem den seneste periode. Det har egentlig igennem hele sæsonen været ret nemt for vores modstandere at komme frem til store chancer mod os, men hvor de tidligere har manglet en blanding af held og kvalitet, så er det nu blevet nemt at score mod os.
Sådan var det også i går. En annulleret scoring fra Dominic Calvert-Lewin gav os en advarsel, kun for at selvsamme kom frem til en kæmpe hovedstødschance kort efter, men hvor Alisson mesterligt reddede.
Et kvarters tid senere kom de så alligevel foran. Det var helt gakkelak som vi i situationen endnu engang passivt sejlede rundt inde i egen boks, efter et forsøg på at få clearet bolden ud af feltet, der ingenlunde lykkedes. Mega skidt at vi står fladt, at det bliver til et så rodet og tilfældigt mål, bare fordi vi ikke agerede konsekvent nok.
Generelt ser vi for tiden et Liverpool-mandskab spille utroligt forudsigeligt. Det er alt for nemt at læse for modstanderne. Man ved bare, hvad der sker, når en af vores backs får bolden, man ved bare hvad der sker når vores kanter får bolden.
Det absolut eneste kreative vi har at byde på, og som kan være uforudsigeligt, er når Alexis Mac Allister kommer på kuglen. Han kan - i hvert fald momentvis - finde på at gøre noget andet, end hvad man umiddelbart forventer
Derfor er det også tæt på jammerligt at sætte ham ned som 6’er, hvor han alt andet lige kommer mindre til sin ret i den offensive part af spillet. Spil nu for pokker bare Wataru Endo i den rolle, selvom japaneren heller ikke ligefrem rammer topformen for tiden.
Macca er eneste nøgle til at gøre noget uventet. Der kommer nada fra Curtis Jones og Dominik Szoboszlai. Det er fint at løbe solen sort, men for helvede mand, når de så er på bolden, løber de nærmest direkte ind i en modstander med den, og så skal der igen knokles bagudrettet for at generobre.
Jeg havde pænt svært ved at forstå, at der skulle skiftes ud på midten i forhold til søndagens sejr nede på Craven Cottage. Selvfølgelig skulle Mac Allister retur, men hvis meningen er, at Ryan Gravenberch og til dels også Harvey Elliott skal finde rytme, stabilitet og ikke mindst kontinuitet i Liverpool, så spil dem dog for pokker efter en succesoplevelse som især førstnævnte jo trods alt havde søndag.
Vi er vel ikke på et tidspunkt af sæsonen, hvor spillere ligefrem skal spares for at kunne medvirke i den næste kamp, som jeg må tolke at både Curtis og Szoboszlai så blev forleden dag, eftersom de i går var tilbage i startopstillingen. Det er jo wahnsinn, Jürgen.
Som første halvleg forløb med den store belejring mod slutningen og spil til ét mål, tænkte man jo, at vi nok skulle vende slagets gang i anden halvleg, som faktisk startede ud på præcis samme måde.
Men efter en lille time var det så slut. Sindssygt så fri Calvert-Lewin fik liv til at stå på det hjørnespark, der gav Everton deres 2-0 scoring. Fuldstændig uhindret fik han lov til at stige til vejrs og kunne så nemt som ingenting heade kuglen i mål. Håbløst forsøg på - eller rettere mangel på samme - af forsvare, hvor særligt, og desværre ikke overraskende, Trent Alexander-Arnold spillede en negativ rolle.
Efter 2-0 kom Everton jo først på det meste, fik deres publikum med sig og kæmpede røven ud af bukserne i nærkampene. Vi fik derefter belejret på ny og var da også decideret uheldige med ikke at få reduceret, da Luis Díaz kanonerede bolden på stolpen.
Da heller ikke den strøg ind, så ebbede troen ud, det var tydeligt at se. Luften gik af ballonen, og hvor man tidligere har set et mentalt stærkt Liverpool-hold med troen på, at man godt kan vende en kamp rundt og forvandle den, var det her udpræget synligt, at det ikke ville komme til at ske.
Men så var det jo godt at vi kunne bytte en stopper med en stopper og et par midtbanefolk med et par andre, og det var jo endnu bedre, at vi i et sidste desperat forsøg på at få skabt lidt spænding kunne putte et par reservebacks ind for de faste backs. Hold nu helt julesmåkage, mand, hvor var det bare superunderlige dispositioner fra bænken.
Jeg er med på, at når Diogo Jota igen var ude med en skade (jøsses altså!) og Cody Gakpo var fraværende, at så var der knap så meget at skyde med rent offensivt, men så kunne man jo have bragt Jayden Danns, når han nu alligevel sad derude.
Nuñez og Salah var skuffende, og bragte intet, så alt andet lige kunne man jo have forsøgt sig med en mere uortodoks spiller som Danns, som Everton vel havde haft sværere ved at læse.
Det er altid nemt at være bagklog, det er jeg helt med på, ligesom jeg også er klar over, at når jeg mener noget andet, end det der blev foretaget, ja, så er jeg bare en af mange, der burde overtage roret og styre min klub i den rigtige retning.
Sådan hænger det selvfølgelig ikke sammen, og ingen spillere spiller med vilje dårligt, men hold fast, hvor jeg manglede vilje og rette indstiling i går. Jeg synes, Virgil van Dijk indrammede det meget godt i sit interview efter kampen, hvor han tydeligvis ikke var tilfreds med sine holdkammeraters indstilling og præstation.
Det var på tide, at det blev italesat, og det kan forhåbentlig hjælpe holdet til at få sluttet bedre af i de sidste fire kampe, der er tilbage.
Hvis jeg skal forsøge på at finde en form for perspektiv på sæsonen, så var vi vel ikke ret mange, der forventede at vi ville kunne spille os á point med en førsteplads med fem kampe tilbage. Jeg var i hvert fald ikke en af dem.
Jeg troede faktisk slet ikke, Liverpool ville være i stand til på nogen måde at udfordre titlen i denne sæson. Vi har undervejs udført små mirakler og vendt en masse truende nederlag til sejre, og det har givet os håb og tro, men det var også åbenlyst for mig, at det ikke kunne blive ved med at gå godt, at det måtte stoppe på et tidspunkt.
Jeg synes derfor heller ikke, at vi skal dømme Liverpools sæson alene på de seneste par ugers fald fra tinderne. Det er klart, qua den store skuffelse, når nu det hele slut, at skuffelsen fylder mest, men ser man tilbage på sæsonen som helhed, er jeg stadig positivt overrasket over, at vi kunne formå at spille med så længe om stort set alt hvad vi deltog i.
Vi har i min verden overgået os selv på kvalitet set over hele sæsonen, med undtagelse af april måned, og det vidner for mig om, at der er perspektiv og fremtid i mange af spillerne. Der er dog også spillere, hvor man helt naturligt tænker, at det måske var det. At det måske er ved at være slut, selvom det er mærkeligt at tænke på og også forholde sig til.
Kan det tænkes, at Andy Robertson skal sælges? Slår Ibrahima Konaté nogensinde for alvor til? Bør en lokal dreng som Curtis Jones stadig spille i rødt? Bliver slutproduktet på Luis Díaz til noget på et tidspunkt? Hvor mange skader skal Diogo Jota løbe ind i? Kan det være muligt, at vi bør sige farvel til Mohamed Salah? Det er nogle af de spørgsmål, der naturligt melder sig.
De øvrige, som vi grundlæggende ikke er tilfredse med - her tænker jeg på spillere som Gravenberch, Szoboszlai, Nuñez osv - er stadig så nye i klubben, at de vel ikke skal ud igen allerede, men omvendt så skal der altså hårdere konkurrence til på de positioner, det må være åbenlyst for Michael Edwards, Richard Hughes & Co.
Genopbygning er måske så meget sagt, men vi står over for noget nyt efter en æra, der slutter, og det tager nok tid at få bygget noget nyt og stort op. Jeg kunne godt tænke mig, at der snart, som i meget snart, blev sat navn på vores nye manager.
Jeg er godt nok træt af efterhånden at læse om alle dem, der sættes i forbindelse med det ledige job som Liverpools næste mand i spidsen. Seneste skud og bud er en yngre hollænder fra Feyenoord ved navn ˈArnə ˈSlɔt eller bare Arne på klingende rigsdansk, om man vil
Han er for mig er et lettere ubeskrevet blad, men hvor jeg overvejende stoler på processen og på Michael Edwards’ dømmekraft og så selvfølgelig alt den data, der formentlig understøtter processen. Kom med ham, eller kom med en anden, men kom snart med navnet.
Fire kampe tilbage under Jürgen-æraen. West Ham, Tottenham, Aston Villa og Wolves. Kom så drenge, giv ham nu fire flotte sejre, spil mere frit, få det til at flyde igen, få afsluttet tingene ordentligt, så vi kan se tilbage på en overordnet god sæson, som det i min optik stadig vil være med en tredjeplads og en pokal i Carabao Cuppen som udbytte.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!