Tillykke til Arsenal. De var de mest kyniske og spillede ret beset som et forsvarende - og formentlig kommende - mesterhold skal spille på den vel for dem sværeste udebane i hele sæsonen. De var snu og de var cool. Det er ikke ligefrem skønhedsfodbold, de sætter sammen, det tenderer i perioder det kedelige, men de formår oftest alligevel at få fuld gevinst.
En gevinst der primært kom i stand via Alissons tåbelige igangsætning efter lige godt et kvarters tid, hvor han sendte bolden op i ingenmandsland, hvor den landede midt imellem Jeremy Jacquet og Alexis Mac Allister, blev opsnappet, spillet ud på kanten og via et Declan Rice-indlæg, der fik lov til at passere hele tre LFC-forsvarsspillere, dukkede kølige Kai Havertz op og sendte The Gunners på sejrskurs.
En bold der aldrig måtte få lov at passere først Virgil van Dijk, så Jeremy Jacquet og så en stillestående Ronald Araújo. Men det er i første omgang en bold, der aldrig må gå til Arsenal. Virkelig sløjt af Alisson! Der skal altså altid adresse på en sådan pasning, ellers må du sgu smække den ad helvede til. Når det så er sagt, så gjorde brasilianeren lidt af skaden god igen i anden halvleg med en super lækker mesterlig redning på forsøget fra Christos Tzolis.
Scoringen kom også efter et første kvarter, hvor Arsenal var startet bedst. Man ved selvfølgelig aldrig, hvordan fodboldkampe vil udvikle sig, og var vi ikke kommet bagud, så ved vi reelt set heller ikke, om det var lykkedes for Liverpool at sammensætte sådan et brag af en sidste halv time af første halvleg, som det var tilfældet.
Men hold da op, hvor spillede vi god bold efter at vi kom bagud. Her så man alt det, som Andoni Iraola træner på med holdet hver evig eneste dag. Stort og massivt genpres, decideret overfaldsfodbold og masser af ballade. Vi totaltdominerede Arsenal i den periode, var konstant farlige, men det blev hele tiden ved lige ved og næsten. Vi spillede de hurtige angreb med få stationer og resolutte afslutninger til følge. Nogle gange måske endda en tand for resolutte, fordi vi også forhastede os i vores iver efter at udligne. Det stod i hvert fald klart efter opgøret, at vi kun havde et meget forkølet Mac Allister-forsøg inden for målrammen igennem hele kampen.
Selvom vi var bagud, sad jeg og var ganske opløftet over den meget levende måde, vi greb situationen an på. Man ved jo godt, at det eneste der er muligt, hvis man er nede til Arsenal, er at knokle på, blive ved og ved - og det føler jeg, vi gjorde.
Kritikpunktet i den fase er selvfølgelig først og fremmest effektiviteten. Nok spillede vi fejende flot, men når det kom til næstsidste eller sidste fod, så kneb det mere. Cody Gakpo er i min verden den dårligste af vores fire kantspillere til at spille til højre. Enten skal han spille til venstre, eller også skal han ikke spille. Bradley Barcola virkede veloplagt i venstre, men alt for ofte desværre uden det afgørende produkt.
Marginalerne var så heller ikke helt med os. Se bare på frisparket fra Florian Wirtz som et eksempel, der desværre kyssede overliggeren.
Hvorfor i alverden blev der ikke set nærmere på et muligt straffespark i det 35. minut på indlægget fra Barcola efter frispark? Jurrien Timber hev jo Alexander Isak klokkeklart i trøjen og holdt ham nede. Var vurderingen mon, at det var soft? Gad vide, hvad der var sket, hvis nu Isak, som så mange andre, havde kastet sig i jorden? Frustrerende!
Det var det også, da Macca burde have bragt scoren på 1-1 ved sin kæmpestore chance efter et Milos Kerkez-indlæg lige før pausen. Sindssygt ærgerligt, at den ellers hovedstødsstærke argentinske jernmand ikke fik kontrolleret kuglen ind bag David Raya.
Anden halvleg blev en mindre skuffelse, hvor jeg, angribende ned mod The Kop, havde forventet et endnu større stormvejr, men Arsenal fik lukket langt bedre ned. Der så man, hvor taktisk dygtigt et fodboldhold de desværre også er.
Gæsterne fik gjort opgøret mere rodet og usammenhængende, hvilket var med til at slå Liverpools rytme i stykker. Man kan så diskutere, om vi også selv havde en andel i det ved at lade Dominik Szoboszlai afløse en ellers ganske god og velspillende PL-startdebutant i Trey Nyoni allerede inden der var gået en time. På sin vis gav det selvfølgelig mening, da Nyoni balancerede på tærsklen til sit andet gule kort. Jeg synes bare ikke, det var noget, der gjorde os bedre som hold.
Jeg er helt med på, at når man nærmer sig en times spil og er bagud mod det bedste hold i ligaen, så skal man forsøge på noget, men jeg tror faktisk, jeg havde taget Florian Wirtz ud i stedet for, ikke mindst for at forsøge på at holde en nogenlunde form for balance og struktur. Vi har også talt meget om i sæsonens indledning, at det ikke rigtigt har fungeret med Macca, Szobo og Wirtz på banen samtidig.
Vi gik i hvert fald fra en første omgang, hvor vi havde tonsvis af energi, til en anden omgang, hvor vi ikke længere havde nær så meget etableret spil, hvilket også gjorde, at Arsenal kom en del mere på bolden.
Gradvist forsvandt vores offensivspillere mere og mere ud af kampen. Først Cody Gakpo, så Florian Wirtz, så Bradley Barcola og til dels også Alexander Isak, som jeg dog synes ser stadig skarpere og mere bevægelig ud for hver gang, han er i aktion.
Først til allersidst fik vi igen lagt spillet højt op og presset Arsenal tilbage. Der var jo nærmest tale om belejring, hvor vi spillede ultra offensivt, men det gav desværre ikke gevinst. Jeg må indrømme, at jeg sad lidt med følelsen af, at vi kunne have spillet til juleaften uden at få scoret.
Den gode gamle frase om, at man skal score i sine gode perioder, holdt stik. Det formåede Arsenal, mens Liverpool ikke formåede det, og dermed kunne holdet fra London drage hjem med deres første PL-sejr på Anfield siden starten af september 2012. Det må smage godt, når det ikke er lykkedes i 14 år at vinde.
Jeg synes stadig, på trods af nederlaget, at der er mange positive tendenser at få øje på. Jeg deler derfor heller ikke helt Dominik Szoboszlais analyse efter kampen, hvor han sagde, at “nogle dage er vi helt deroppe, andre dage er vi ikke i nærheden”, i hvert fald hvis han mente, at vi ikke var i nærheden i går, for det synes jeg, vi var på rigtig mange parametre, med undtagelse af det der er med til at afgøre fodboldkampe, nemlig scoringer.
Vi står tilbage med et ærgerligt, men også okay fortjent nederlag, synes jeg. Det gør, at i stedet for tre point op til dem (og Man City), så er afstanden i stedet for nu ni point. Det er, hvad det er, og det er alligevel ikke der, vi kan tillade os allerede at have forventninger til at skulle være. Vi skal bare op på den berømte hest igen, og det skal naturligvis kaste en sejr af sig på Selhurst Park på søndag, når Crystal Palace er værter. Herefter står den på en ny termin med landsholdsfodbold, inden vi senere i november måned returnerer til to rivalopgør mod først Manchester United og derefter Everton.
Vi skal også lige forbi tyrkiske Fenerbahce nede i Istanbul i overmorgen. En sejr her vil betyde, at vi næsten ikke kan undgå en placering i top otte i ligaspillet af Champions League, hvilket jeg tillægger en del betydning, når det til foråret for alvor strammer til i bestræbelserne på igen at nå en finale på Metropolitano i Madrid.