DA PUBBEN BLEV STILLE, HUSKEDE JEG DET, VI IKKE MÅ GLEMME
I lørdags var jeg på Anfield og se mit hjertehold spille. Men det var dagen efter på en pub i Ranelagh Street, jeg fik weekendens mest mindeværdige oplevelse.
-
-
-
Rasmus Gissel
15. december 2025, kl. 15:31
-
-
-
Rasmus Gissel
15. december 2025
Torsdag den 3. juli 2025 er en dato, der står voldsomt klar i min erindring.
Min ældste blev 16 år den dag.
Vi havde fejret hans fødselsdag søndagen forinden, så på selve dagen var jeg draget på solo-vandretur i de norske fjelde sammen med vores hund.
Jeg ringede til ham om morgenen fra skønne Geiranger, med flag og sang, alt var godt.
Et par timer senere begyndte både min Facebook og Twitter at rumstere med triste nyheder.
Diogo Jota var tilsyneladende kommet til skade. Fatalt.
Jeg slog det hen og vandrede videre - en fjer, ti høns og alt det der, som vi i HC Andersens land er opdraget med.
Da jeg et par timer senere stod ved Storsætterfossen i Geiranger var der dog ingen tvivl.
Diogo Jota var ikke længere i blandt os.
En 28-årig far til tre, og nygift i kun 12 dage.
Det ramte mig - og millioner af andre - dybt.
Tårerne trillede ned i Storsætterfossen. Hvor var det hele dog meningsløst.
Hvorfor nu fortælle den historie, der i diverse afskygninger for længst er beskrevet hundrevis af andre steder?
Det hele væltede op til overfladen igen i går - den 14. december 2025 - snart et halvt år efter ulykken.
Her stod jeg på Irish House i Liverpool og så Brentford - Leeds.
Liverpools tidligere anfører Jordan Henderson bragte hjemmeholdet foran sig fejrede med sin tidligere holdkammerats ikoniske Playstation-fejring efterfulgt af et blik mod den uendelige stjernehimmel.
Der blev helt stille på pubben, fraset et par enkelte, der mumlede et “forever number twenty”.
Den jubelscene og pubbens reaktion gjorde dybt indtryk på mig.
Den mindede mig om, hvor ekstrem en situation Liverpools trup befinder sig i.
Og hvor let vi alle - mig selv inklusive - har ved at glemme det, når fodboldmaskinen kværner derudaf.
Når denne uges Liverpool-skuffelse analyseres, og skylden lægges hos træneren eller en eller flere spillere, og så er det ellers videre til næste uge, næste kamp.
Lige der på en dødstille pub i ellers altid feststemte Liverpool, blev jeg mindet om det.
At der er mange faktorer, der skal med i ligningen, når det øjeblikkelige morads skal gøres op - men at vi ikke må glemme sorgen.
Jotas død kan selvfølgelig ikke forsvare Arne Slots søvngængeragtige tilgang til fodbold eller undskylde, at PSV udraderer Liverpool på Anfield.
Men den kan give noget af forklaringen på, hvorfor 2 + 2 måske ikke altid giver 4 i denne sæson, men nogle gange kun 3, måske endda til tider 2.
Hvorfor der nogle gange mangler den sidste meter. Hvorfor skrøbeligheden er så svær at komme af med.
Jeg synes grundlæggende vi spiller af h…… til, og synes reelt vi har gjort det i et år.
Og jeg kan pege på taktiske beslutninger, jeg langt fra er enig i, som forklaring.
Men der er også faktorer, som måske særligt kan forklare, når udførslen af simple opgaver fejler, og den mentale tilstedeværelse halter.
Det er fuldstændig ligegyldigt, om man får 30.000 kroner om måneden eller 10 gange så meget om ugen, hvis en kollega dør under tragiske omstændigheder, vil det påvirke en.
Fodbold spilles af mennesker af kød, blod og følelser.
Det blev jeg mindet om, da James Milner kom på banen på Anfield i trøje nummer 20, og Jordan Henderson fejrede sin scoring, som han gjorde.
To spillere, der har forladt klubben, men ikke det fællesskab, Diogo Jota var en del af, men nu ikke er det længere.
Ibrahima Konaté har næppe Diogo Jota i tankerne, når han fuldstændig håbløst begår straffespark i Leeds.
Men ting akkumulerer, og så er der måske alligevel en sammenhæng mellem motorvejen i Sydeuropa, hvor Jota forulykkede, til Elland Road, hvor Konaté klokker i det.
Det gik op for mig, da en pub i Liverpool stivnede, fordi Henderson da han endelig scorede sit første mål i Brentford-trøjen - et halvt år efter ulykken - udtrykte sig så klart.
Der er mange lag i vores nuværende krise. En famlende manager, et tvivlsomt udtryk, nye spillere der skal spillet ind og du kan selv fortsætte listen.
Men der er også en sorgbetinget mental udfordring at overkomme, som mange - jeg selv inklusive - har haft svært ved at placere.
I går blev jeg husket på, at den skal med i regnestykket, ikke som den primære årsag til Liverpools problemer, men dog som en stadigt medvirkende faktor.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!