Hvilken storslået og tilfredsstillende aften! Gå fra en af de dårligste indsatser lørdag og klip til godt 72 timer senere, hvor jeg vil vove den påstand, at jeg så sæsonens hidtidige bedste præstation, da vi sendte Tottenham Hotspur ud af Carabao Cuppen.
Jeg er altid en anelse mere excited i kampene mod Spurs, fordi yngsteafkommet holder med dem, og er der et hold foruden Man United og Everton, jeg ikke har lyst til at tabe til, så er det jo dem. Det gør mig altid en smule mere nervøs, når vi skal møde dem, også i den lille pokalturnering og selv når vi stiller med det meste af et B-hold. Så både lettelse og glæde fylder i mig, når vi så slår dem, fordi der så er “ro på bagsmækken”.
Jeg var virkelig nysgerrig på, hvilke spillere Andoni Iraola ville udtage, og hvem der skulle starte. Det var kun Alisson, Virgil van Dijk og Florian Wirtz af de faste stamspillere, der var helt udeladt fra truppen. Det synes jeg var et fint signal at sende.
Et andet signal og et endegyldigt vink med en vognstang gik til Wataru Endo. End ikke i en Carabao Cup-kamp var han fundet god nok til startelleveren, men måtte igen sidde på bænken i hele kampen. Jeg ved godt, at han heller ikke indgår i Champions League-truppen, men tænker så også, hvad det dog er, han stadig laver i Liverpool. Hvorfor i alverden blev han ikke solgt, da transfervinduet stadig var åbent. Det er altså lidt synd for den japanske kriger, synes jeg.
Nå, men jeg kunne li’ hvad jeg så. Både hvad angik startopstillingen og selve kampen. Det så ud som om at Tottenham prioriterede den lidt mere, end vi selv gjorde, målt på faste startere - og når man selv starter med i hvert fald syv reserver ud af de elleve, så kunne man jo godt frygte, at det ville ende galt.
Men en blanding af lidt held, noget gå-på-mod, dygtighed og kvalitet, en forrygende Giorgi Mamardashvili i buret samt nogle perler af scoringer i den anden ende gjorde udslaget på en aften, hvor Anfield, på trods af 6.000 medrejsende Spurs-supportere, faktisk også virkede mere opbakkende end længe.
Spurs burde have bragt sig tidligt i front, da Lucas Bergvall helt fri i feltet bare skulle sende kuglen i mål, men Mamardashvili ville det anderledes og reddede på fremragende vis. Georgieren havde en stor aften, selvom han så skidt ud, da gæsterne reducerede, hvor det bare var dårligt målmandsspil, da han ikke kom op til hjørnesparksbolden, som Conor Gallagher så kunne heade i et tomt mål.
Men når det er sagt, så var Marma kampafgørende med ikke færre end 3-4 kæmperedninger, der foruden Bergvalls også talte Mohammed Kudus’ forsøg efter en halv times tid, igen efter en time fra selvsamme, og så ikke mindst ved 2-1 og mens udeholdet pressede på mod selve slutningen, en mega vild og stor redning på afslutningen fra Omar Marmoush. Ofte har jeg stået lidt alene med min holdning til, at Mamardashvili er en dygtig reservekeeper, som jeg vil være tryg ved at overlade posten til den dag, Alisson forlader os. Jeg synes i går, og på trods af blunderen ved deres scoring, at vi godt kan være ham bekendt.
I den anden ende havde Lewis Koumas også et tidligt nærgående forsøg, da han blev spillet fri inde i feltet, men desværre sad forsøget lige i stængerne på Martin Dubravka. Men det var vel sådan set også det eneste, der manglede fra Koumas denne tirsdag aften. Hold nu kæft for en jætteindsats af den blot 20-årige waliser, der var hevet frem til at agere spidsangriber. Han udviste en megafed energi, han tonsede rundt, udviste masser af gå-på-mod, var ekstremt aggressiv og pressede som en gal igennem nærmest samtlige 86 minutter, han fik på banen. Det er altså stærkt set af Andoni Iraola at beholde ham i truppen frem for at sende ham afsted på endnu et udlån. Han fortjener kæmpe ros for en suveræn præstation.
Det er der flere spillere, der gør, vil jeg sige. Alexis Mac Allister for at tage et andet eksempel viste, at det var en fejl at udelade ham i opgøret mod Fulham, både generelt med en stor indsats, men så sandelig også med sin sparketeknik, da han sendte The Reds i front efter lige godt 20 minutters spil, da han smukt og stilrent med høj klasse sendte læderet op i krydset på en tværbold prikket af en Spurs-spiller på kanten af feltet. Intet mindre end fremragende smækket ind af den 27-årige argentiner, der ser ud til at lade fødderne tale i denne sæson, hvilket allerede nu bør give ham den forlængelse af sin kontrakt, som han ønsker sig.
Føringen satte således også gang i en god periode efter et tidligt Spurs-pres, hvor vi lige skulle finde os til rette i de mange nye konstellationer og relationer. Især det sidste kvarter op mod pausen så godt ud med yderst levende spil, med et utroligt højt pres igangsat af både Koumas og så den teknisk dygtige James McConnell, der agerede fint i 10’er-rollen bagved Koumas. Her kunne det også godt være blevet til 2-0, da blandt andet Macca var tæt på at øge føringen.
I begyndelsen af anden halvleg lagde vi ud med et fortsat højt pres, måske endda endnu mere, end vi så i slutningen af første halvleg. Jeg bemærkede, at især Ronald Araújo stod meget højt placeret, og at spillet var skubbet yderligere højt op nede bagfra, formentlig fordi Jeremy Jacquet var kommet ind i stedet for Joe Gomez.
Den høje forsvarskæde og det aggressive spil var også udslagsgivende for målet til 2-0 små ti minutter inde, da Trey Nyoni flot satte et angreb i gang, sendte den videre til McConnell, der fandt Rio Ngumoha, der centrede den ind til Milos Kerkez, bagud til Mac Allister, hurtigt videre ud til Cody Gakpo, der lavede en Cody Gakpo og sendte læderet i kassen med sit karismatiske hug fra kanten. Et helt igennem hurtigt og fremragende opspil, hvor Spurs-spillerne stod plantet som forstenede statister. Jeg elskede alt ved det mål. Fandeme en kæmpe lækkerhed at se på!
Jeg har i den seneste periode, især efter Fulham-kampen, plæderet lidt for, at vi måske bør se Trey Nyoni inde i rollen på den dybe midtbane. Jeg synes afgjort, at han spillede sig tættere på en startplads i går aftes. Rolig på kuglen og en spiller, der ikke gør det sværere, end det behøver at være. Hans passingrate lød på hele 95 %, og selvom han måske ikke fylder så meget, så virker han stilsikker, især med tanke på, at han blot er 19 år gammel, og står det til mig, selvom jeg tvivler på, det sker, så får han genvalg på søndag mod Bournemouth.
Netop Cody Gakpo ser virkelig også god ud. Han gør det ikke nemt for Bradley Barcola at indtage venstre kant-positionen. Det svar, han har givet os, siden han var tæt på et skifte til Manchester City i vinduet, har været aldeles fremragende. Det var også ham, der ved 1-0 fik brysttæmmet en ellers svær bold og sendt den videre over til Rio Ngumoha. Dejlig spiller, ham Gakpo!
Rio havde en svær aften med svære forudsætninger ude på højre kanten, hvor han ofte kom til kort over for lynhurtige og påpasselige Destiny Udogie, der holdt den unge englænder i kort snor. Ikke desto mindre kom Rio til sin ret, og held eller ej, så var han involveret i begge de to første scoringer, hvilket bestemt også tæller.
Liverpool fortsatte ufortrødent det højt anlagte pres og hele tiden med Koumas og McConnell som igangsætterne. Det er ikke, hvad vi er vant til at se med Alexander Isak og Florian Wirtz, hvor det ofte bliver til for meget alibi. Her så man i sandhed to unge gutter, der ikke var bange for at gå højt, bruge sindssygt meget energi og med vanvittig opportunisme bare klø på med alt, hvad man havde. Det var virkelig fedt.
Desværre fik Spurs så reduceret med tyve minutter tilbage på det, der ellers burde have været en nem hjørnesparksbold at cleare, så jeg sad selvfølgelig med bange anelser for, at gæsterne nu for alvor skulle få momentum ned mod deres medrejsende fans.
Men vi stod imod, endda med de to hvirvelvinde på hver deres backposition, i form af Jeremie Frimpong og Milos Kerkez, der gav alt, hvad de havde i sig af den velkendte forvirrethed, deres ofte ret så mærkelige - eller bemærkelsesværdige, om man vil - boldbehandling- og kontrol. Shit, hvor er Jeremy Jacquet dog i øvrigt stærk. Den løbeduel, han tog ude på siden, hvor han bare blankt afviste og fjernede en Spurs-spiller i duellen, den gav mig Van Dijk-vibes i en yngre tilstand. Puha, stadig kun 21 år! Han virker som en ultragod signing!
Efter en times spil kom Ryan Gravenberch og Dominik Szoboszlai på banen. Måske var det noget, jeg bildte mig selv ind, men jeg synes, ingen af dem var imponerende, og jeg havde klart foretrukket at beholde Nyoni og McConnell på banen i længere tid end blot en time. Szobo startede ud med, som han har haft for vane over de seneste kampe, at hælde nærmest alle bolde, han fik, ud over enten sidelinjen eller hen i fødderne på en modstander, og flere gange sad jeg måbende tilbage og tænkte, hvad fanden det er, manden har gang i for tiden.
Typisk for ungareren, så klappede han så kuglen i kassen fra næsten 30 meter, da vi var kommet ind i overtiden. Føj for en basse, der allerede bør aspirere til årets mål i engelsk fodbold. Han lignede en, der tænkte, at der ikke var nogen grund til at risikere en Tottenham-udligning og dermed at skulle udføre straffespark i det kraftige regnvejr. Wauw for et hug på pasningen fra Gakpo, og man må sige, at det opvejede fra en ellers ganske undervældende indsats fra vicekaptajnen.
Jeg synes, Liverpool fortjener kæmpe ros for den her præstation og ikke mindst ros for at være i stand til at stå imod, efter at The Lilywhites havde reduceret. I den her kamp så vi det, jeg tror og tænker, er Iraola-bold og noget af det, han gerne vil. Aggressivitet all over, masser af vilje og gang i den over hele banen. Jeg var virkelig underholdt, hvilket i øvrigt efterlader mig med en endnu større ærgrelse over, at vi ikke var i nærheden af at se lige netop det i lørdags hjemme mod Fulham, som jeg fastholder, vi skal slå stort set altid.
For mig handlede gårsdagens kamp om at give et svar mere, end det handlede om at avancere i Carabao Cuppen. Det er da helt bestemt lækkert, men ikke det vigtigste. Jeg var meget mere på at se reaktioner og se andre presse sig på til holdet, og det synes jeg godt nok i høj grad at være tilfældet, så jeg er stærkt tilfreds her dagen derpå og virkelig både opmuntret og opløftet over en stor samlet holdpræstation. Når man tænker på, hvor få minutter så mange spillere har i benene sammen og med så mange nye reaktioner, så var det sgu intet mindre end imponerende!
Nu handler det om at rulle videre og få bygget endnu mere på. Vi må forvente at se Alisson, Virgil, Szoboszlai, Wirtz og Isak samt enten Victor Munoz eller Bradley Barcola i startelleveren på søndag på Vitality, men det kunne altså være fedt, hvis Iraola udviser lidt mod og spiller med for eksempel Nyoni og Koumas igen …
Tak for en fed og underholdende aften til Liverpool og tak for gensynet til Andy Robertson, der velfortjent blev hyldet fra lægterne.