“Jeg har aldrig været på Anfield og set Liverpool tabe!” Sådan sagde jeg altid engang. Men det ændrede Chelsea på for lige godt otte år siden, da de en onsdag aften slog os ud af Carabao Cup’en i en 1/16-finale. Vi kom foran 1-0 ved Daniel Sturridge, men desværre slog Chelsea til ved først Emerson og så indskiftede Eden Hazard blot fem minutter før tid og dermed hej-hej dengang.
Vi spiller altid ultratætte kampe med Chelsea. Især i cup-turneringerne. Men vi kan næsten også godt tillade os at slå fast, at det (næsten) altid er med den samme vinder. Nemlig Liverpool. Størst i erindring er selvfølgelig de to cup-finaler i 2022 på Wembley, hvor vi slog dem i begge efter forlænget spilletid og straffespark, hvor især Carabao Cup-finalen var en gyser, når det kom til ellevermeterplettens eksekveringer, der endte med, at det var de to keepere, der afgjorde det på det 11. spark, først ved at Caoimhin Kelleher scorede, hvorefter Kepa Arrizabalaga brændte. Indtil da havde samtlige andre spillere scoret. Et par måneder senere var det Kostas Tsimikas, der afgjorde det i FA Cup-finalen ved at sætte den afgørende kugle ind bag Mendy.
Sådan kunne det også være gået i går, men desværre missede grækeren, da han havde chancen som Liverpools femte sparker. I stedet skulle vi igennem yderligere drama, blandt andet med matchbold til Chelsea, efter at Ryan Gravenberch havde brændt, men heldigvis nappede Mamardashvili bolden - og så toppede aftenen med en matchvinderrolle til Joe Gomez, fordi Fofana høvlede kampens sidste spark over mål.
På den ene side kunne jeg godt undvære disse dramaer med Chelsea, men på den anden side er det fedt at være en del af, selvfølgelig især når vi vinder.
At jeg har set mit hold tabe på Anfield til Chelsea, er en af rigtig mange årsager til, at jeg elsker at vinde over dem. Jeg har aldrig brudt mig om dem. Det startede for alvor i 00’erne, hvor José Mourinho dengang formåede at sætte Rafa Benitez’ pis i kog (og dermed også mit), deres tyveri af min elskede Fernando Torres, deres fiflen på transfermarkedet og deres evindelige evne til at gå efter spillere bare for, at andre ikke skal købe dem.
Det er derfor altid dejligt at slå dem og ikke mindst slå dem ud.
Således også i gårsdagens Carabao Cup 1/8-finale, hvor vi endda måtte lide den tort at skulle starte første halvleg ud med at angribe ned mod The Kop. Det er ikke ofte, det sker, og når det sker, er det altid med en smule forøget frygt for, at det ender galt, da det ER vores fordel, at vi ofte kan spille ned mod dem, når vi i løbet af en anden halvleg er pisket til at score mål og få et brugbart resultat. Det er noget, Jordan Henderson og Xabi Alonso har været meget indstillet på og bevidste om, hvis de vandt lodtrækningen.
Måske bryder ikke alle sig om det, jeg skriver nu, men jeg vil gerne have lov til at anerkende Jordan Henderson. Jeg må sige, rivalry aside, at jeg er imponeret over, hvordan han som 36-årig holder gang i karrieren og spiller fast for en stor klub som dem. Jeg synes også, at han stadig spiller en god gang fodbold. Hans rutine, overblik, løbepensum og ihærdighed fornægter sig ikke, selvom han nu optræder for dem. Med hele 11 sæsoner i Liverpool og som anfører i en hel del af dem synes jeg faktisk, at han - på sin egen måde - vil tælle hos mig som en legende, den dag han lægger støvlerne på hylden.
Der var god stemning fra lægterne i går. Man kunne mærke på publikum, at der var noget på spil. Det var fedt. Det hjælper også på det, når gæsterne får op til 6.000 billetter, for så er det mere mærkbart på tribunerne, den battle, der foregår. Men den duel blev vundet af vores fans, så hermed er dagens første ros uddelt.
I de her cup-kampe handler det om balance. Hvor vi i seneste sæson totalt nedprioriterede Carabao Cup’en og lod os så nemt som ingenting slå ud hjemme af Crystal Palace med hæslige 0-3 og kun Andy Robertson, Milos Kerkez og Alexis Mac Allister som ‘regulars’, så har vi set en meget bedre balance i startelleveren i denne udgave, både mod Tottenham og i går aftes. Vi stillede dog op med - for mig - en overraskende fronttrio. Ikke så meget i forhold til de tre navne, men mere de positioner, de optrådte på. Lewis Koumas på den højre kant, Cody Gakpo på toppen og Rio Ngumoha til venstre. Den forstod jeg ikke helt. Jeg endte op med at konkludere, at det måtte skyldes, at Gakpo skulle ‘hviles’ på selve banen, hvor det er knap så krævende at spille 9’er frem for kant.
Jeg synes ikke, det var et specielt heldigt valg af Andoni Iraola, især ikke da Koumas starter ud med at få et gult kort og derfor måtte begrænse sig selv i duellerne derefter. Havde jeg været Iraola, så var jeg gået med waliseren på toppen, hollænderen til venstre og unge Rio til højre, men fair nok, at han forsøgte sig med det. Men havde jeg så været Iraola i pausen, efter at have set, at det ikke virkede, så havde jeg byttet rundt på dem fra anden halvlegs start. Det underlige er jo, at de på hver deres måde har spillet forrygende på de positioner, jeg havde valgt, så hvorfor ‘ødelægge’ det momentum?
Nå, men ikke desto mindre var det en forrygende fodboldkamp, i hvert fald målt på energi og liv, knap så meget på selve kvaliteten i det, de to mandskaber foretog sig. Det er mere og mere tydeligt at se, hvad det er, Iraola forlanger af sit hold. Det skal gå stærkt, når vi er på bolden, og vi skal være hurtigt over modstanderen, når vi mister den. Det kræver netop energi, og den fejlede ikke noget.
Jeg elsker også at se, apropos balance, at vi har en 18-årig Rio Ngumoha til at udfordre, en 21-årig Lewis Koumas med masser af meter og aggressivitet i sig, en fornuftig 22-årig 10’er-rolle til James McConnell og så sidst, men ikke mindst en 19-årig Trey Nyoni til at rydde op og fordele.
Jeg er fuldstændig vild med Nyoni. Hvis vi for tiden taler om forelskelse i Ronald Araújo, så er jeg ovenud lykkelig for ham. Hold fast, hvor er han god. Han spiller jo nærmest, som var han Hendo på alder. Det var godt nok ikke mange fødder, han (igen) i går satte forkert. Han er dreven, han er boldsikker, han er en god station, han tager ansvar, han tænker (også) fremad. Virkelig et stort lyspunkt. Bare giv ham langt mere spilletid end det, han får. Han fortjener det.
Det kan så passende være i stedet for Ryan Gravenberch. Ham var jeg godt nok træt af i går. Hold op, hvor var han dog sløj. Han var ikke i nærheden af sit bedste og virkede både anonym og uden den store væsen, bedst illustreret i anden halvleg, da han sendte en bold ned i ingenmandsland fra en ellers favorabel position inde centralt.
Jeg havde ti ud af ti gange skiftet ham ud med Alexis Mac Allister frem for Trey Nyoni, det må jeg bare sige.
Jeg forventer mig altså mere af en spiller, der har været i klubben i snart 3,5 sæsoner, og som fylder 25 år næste gang. Se bare på det vanvittigt tåbelige straffespark, han begik på Moises Caicedo. Hvad fanden skulle det til for? Ecuadorianeren var jo nærmest på vej ud af feltet. Hold da op, hvor var det helt unødvendigt. Da vi kom til selve straffesparkskonkurrencen, var jeg heller ikke to sekunder i tvivl om, at han nok skulle brænde. Det var den følelse, jeg sad med, og ganske rigtigt: vildt sløvt spark på Penders.
Reelt set var der vel kun én anden spiller på banen med en mere sløj aften end Gravenberch, nemlig Chelseas Wesley Fofana, der i den anden ende, kort efter at Chelsea var kommet foran, begik et lige så tåbeligt straffespark via sin hånd, og som hollænderen også brændte, da det hele skulle afgøres fra pletten. Jeg ved sgu ikke helt, hvilket af de to straffespark der var mest dumt at begå, men jeg hælder faktisk til Gravenberchs.
Anden halvleg levede videre som første. Befriende at overvære en kamp uden VAR, befriende med de unges gåpåmod og befriende at se, at de fleste af Liverpools spillere viste stort hjerte, og hvor det lyste ud af dem, at man gerne ville avancere. Det er noget af en kontrast til den seneste sæsons mærkværdige indstilling.
Anden halvleg kunne være gået til begge sider. Giorgi Mamardashvili, som jeg ellers ikke altid er lige tryg ved, når det kommer til spillet med fødderne, viste klassen på forlægget fra indskiftede Marco Palestra, mens Araújo og senere hen Florian Wirtz burde have afgjort tingene oppe i Chelseas boks på to kæmpestore chancer.
På den baggrund var det vel fair nok, at hovedkampen endte uafgjort, og dermed skulle afgøres fra de elleve meter.
I kampen var vores nye helt fra Uruguay igen et defensivt monster, der bare fortsatte med sin imponerende form, hvor han har taget os alle med storm. Til højre for ham spillede Joe Gomez en fremragende kamp, ikke fordi han scorede på sit straffespark, men fordi vi faktisk fik en Araújo-indsats derude fra. Fik bremset det hele defensivt og var godt med fremme i offensiven.
Ovre på den anden side er der måske delte meninger om Kostas Tsimikas. Personligt synes jeg, han slap godt fra mødet med Neto og leverede overordnet fint. Det er i hvert fald rimelig stabilt fra grækeren, og når man tænker på, at vi alle dømte ham helt ude efter sin optræden i første halvleg mod Fulham for halvanden måneds tid siden, så er det egentlig en ganske udmærket back-up for Kerkez lige for tiden.
Apropos at være dømt ude. Wataru Endo og Federico Chiesa … hold op, hvor må de føle sig nyttesløse. Ikke ét eneste minut i hele sæsonen til japaneren, mens Chiesa blot har fået to ligegyldige minutter hjemme mod Manchester City. Ingen plads til nogen af dem i Champions League-truppen heller - og med gårsdagens manglende minutter så har de fået det endegyldige vink med den berømte vognstang om, at den til januar står på klubskifte for dem begge to. Et eller andet sted har jeg lidt ondt af dem, da de begge er krigere, men kvaliteten skal følge med, og det gør den bare ikke, hvor de unge på stribe har overhalet dem og i øvrigt også er fremtiden, så det er et helt fair valg af Iraola.
Det var endnu et avancement, og selvom jeg da klart havde foretrukket Bradford eller Arsenals overmænd fra Fleetwood i kvartfinalen, så er jeg tilfreds med, at vi har trukket Bournemouth på hjemmebane til afvikling i midten af december måned. Med den rette mængde af balance tror jeg, den står på to gange semifinaler i det nye år.
Nu skal vi så tilbage til henholdsvis Premier League og Champions League, hvor kampene fortsætter frem mod næste samling med landsholdene. Allerede på søndag går det løs igen med lidt af en banger hjemme på Anfield mod Arsenal. Vores tredje store hjemmekamp på en uge mod det formentlig stærkeste af alle hold i ligaen. Det bliver enormt spændende og samtidig en slags manddomsprøve for Andoni Iraola, der skal give os et tegn eller et bevis på, hvor langt vi hidtil er kommet i selve processen. Jeg er forsigtig optimist med baggrund i fem sejre på stribe, men jeg ved jo selvfølgelig også godt, at træerne ikke gror ind i himlen, og at Arsenal er super stærke, uagtet om de spiller hjemme eller ude.
I den nye uge skal vi en tur med til Dirk Kuyts Fenerbahce i Champions League, og så ‘slutter’ vi ræset for denne hæsblæsende periode med en udekamp på Selhurst Park.
Let’s do this! 