Portman Road! Et fedt stadion. Intimt og tætbygget med plads til 30.000 tilskuere. Det er præcis sådan en udebane, som det normalt godt kan ligne Liverpool at komme til kort på, men det skete heldigvis ikke fredag aften, hvor vi ikke alene tog sæsonens første sejr, men også det første clean sheet efter to kampe med fire mål lukket ind.
Alisson Becker kom dermed op på 138 af slagsen i sine 336 kampe for The Reds og strøg dermed ind som 4’er på ranglisten - dog stadig markant færre end Ray Clemence (323), Bruce Grobbelaar (267) og Pepe Reina (177).
Noget knap så fedt, hvis jeg lige kort skal tage det ned, var vores transfervindue, som jeg vil betegne som en skuffelse på 4/10. Derfor er jeg naturligvis glad for at jeg netop har læst det jeg også forventede, nemlig at Richard Hughes er fortid i Liverpool. Det var virkelig kun på tide. Skal vi ikke i det mindste blive enige om at hans afløser ansættes på fuld tid? Det er i hvert fald et sted at starte.
Fik vi erstattet legenderne Andy Robertson og Mohamed Salah? Nogle vil jo måske hævde, at det gjorde vi, når vi ser på en tilbagekomst til Kostas Tsimikas samt nyerhvervelsen Bradley Barcola. Vi fik også erstattet Ibrahima Konaté med Jeremy Jacquet, ligesom vi fik tilgang af Victor Muñoz og et lån af Ronald Araújo. Det er bestemt ikke dårlige tilgange eller erstatninger, men det er heller ikke ovenud sexet, må jeg bare sige. Salah blev ikke erstattet 1:1, hvilket nok isoleret set er det største problem foruden en manglende dyb midtbanespiller, en skraldemand og oprydder, ligesom vi også sagtens kunne diskutere en højre back, i og med at vi kun har Jeremie Frimpong, indtil Conor Bradley er retur engang i starten af det nye år.
Mit 4-tal skyldes den manglende parathed på markedet. Vi virkede langt fra gearet, og det var til tider grænsende til noget amatøragtigt, bedst bevist, hvis det er korrekt, at vi i tolvte time forespurgte på Chelseas Malo Gusto. Det virkede igennem det meste af vinduet en tand for uforberedt, usammenhængende og desperat. Der var kraftige rygter om en Cody Gakpo-afgang til Manchester City, hvilket heldigvis ikke skete på trods af et skyhøjt bud. Yankuba Minteh og Ismaïla Sarr til Salahs position på højre kant, men det blev ved snakken - og derudover blev Curtis Jones heller ikke erstattet inde på midtbanen.
I bedste fald efterlader det os med en trup, der er meget lig den, der var der, da vi gik på sommerferie, og i værste fald med en indebrændt og undervældende følelse, i hvert fald målt på ambitionsniveauet. Hvis vi gerne vil dyste med om mesterskabet, så står eksekveringen ikke mål med selve virkeligheden.
Man kan argumentere for, at der sidste sommer blev tilført ekstrem kvalitet i form af Florian Wirtz og Alexander Isak samt til dels Milos Kerkez og Hugo Ekitiké - hvilket kan afstedkomme en bedre tilgang til forventningerne med et år på bagen og dermed en bedre integrering på holdet.
Vi så jo så sent som i går aftes på Portman Road, at en skadesfri Alexander Isak med en pre-season i banken kan blive en voldsom gevinst, så måske kan det være, at alle os kritikere af vinduet kan vise sig at tage fejl. Vi ser også, at vi har hentet nogle stadig unge fyre som Jacquet, Barcola og Muñoz, som der fortsat er et stort udviklingspotentiale i.
Lidt af ‘dødvægten’ er også røget ud, nemlig Stefan Bajcetic og Harvey Elliott, dog render vi stadig rundt med spillere som Wataru Endo og Federico Chiesa, der end ikke er at finde i Champions League-truppen.
Der er også nye lovende signings på vej ind, senest til næste sommer, i form af den nye belgiske keeper Lucca Brughmans, den østrigske midtstopper Ifeanyi Ndukwe og den franske kantspiller Djylian N’Guessan - ligesom der er masser af talent i den eksisterende trup som Giovanni Leoni, Trey Nyoni, Rio Ngumoha og Lewis Koumas.
Det gør i min optik, at vores trup er god, og den har fremtidspotentiale. Den er jo faktisk på mange måder, målt på især talent, mere end okay, og samtidig har vi fået tilført en træner, der kan flytte spillertruppen til nye højder. Det ændrer bare ikke på, at jeg synes, at selve ambitionsniveauet har været for lavt i det her transfervindue, især når man ser på, hvad ‘konkurrenter’ som Arsenal, Manchester City og Chelsea har investeret i. Her er niveauet bare højere - og det gør formentlig, at vi skal kæmpe for en fjerdeplads frem for et mesterskab, i hvert fald i den her sæson. Jeg vil dog så tilføje, at jeg heller ikke har gjort mig forhåbninger om andet.
Men apropos ny træner, så synes jeg allerede i den tredje kamp, at det stod mere klart end i de to foregående, hvad det er, der kendetegner Andoni Iraola.
Jeg synes, vi kom ekstremt stærkt ud til opgøret og spillede en af de mest opløftende første halvlege længe. Når vi kom på bolden, var vi meget direkte og virkelig nærgående. Det pynter på det ellers så trætte Liverpool-hold, vi sammen gik på sommerpause med. Vi fik vores første hjørnespark allerede i det første minut, og derfra var tonen sat.
Ipswich er ikke et helt dårligt hold, hvilket de både viste i premieren hjemme mod Sunderland, som de slog i det sidste minut, men også viste os prøver på i løbet af de første 45 minutter på Old Trafford senest.
Vi punkterede lynhurtigt deres ambitioner om at præge kampen ved selv at være umådelig aggressive på banens sidste tredjedel, og vi havde enormt mange bolderobringer, både fra duelspillet, men også fordi vi tvang dem til at begå en masse fejlafleveringer, hvilket var meget, meget tilfredsstillende at se på. Det føles nærmest som en evighed, siden vi sidst har set den slags fodbold. Virkelig rart.
Selvfølgelig blev det kun endnu bedre af, at vi også fik fuld valuta for den omgang. To scoringer inden for de første ti minutter, begge fra Alexander Isak og begge med vanvittigt smukke assists fra Cody Gakpo, gjorde, at vi fik en tidlig og ikke mindst tryg føring i hus - som vi så formåede at føre ud i livet frem til Darren Englands slutfløjt.
Vi så heller ikke helt den samme vaklen, som vi så i de to første kampe mod Newcastle og Nottingham Forest. Vi var noget mere potente i vores forsvarsspil, hvor det bestemt ikke var skidt set af Iraola at lade Araújo starte - som den eneste ændring fra seneste kamp - på højre back-positionen. Han var stærk og påpasselig og kom i vejen for en del. Det var med til at sikre, at knap så meget slap igennem ude i den side.
Vi var også mere påpasselige inde centralt i banen, selvom der - i perioder - fortsat var en ubalance at spore. Til tider virkede det stadig lidt for nemt at spille sig igennem derinde, fordi vi selv har for travlt og kommer til at stå for højt placeret med de tre centrale midtbanespillere. Det er stadig noget, der skal arbejdes på, men der var dog stadig den afgørende kvalitet til forskel på Ipswich og Liverpool, så det blev ikke til ret meget mere fra og for dem i første halvleg end et par sporadiske halvfarlige forsøg.
Det glædelige var også, at når vi kom op i deres ende, virkede vi selv relativt farlige stort set hver eneste gang. Her udviste vi hurtig boldomgang, masser af bevægelse for ham, der havde bolden, og flere gode afslutninger både fra distancen og inde omkring feltet. Det var meget positivt.
Ipswich ville som hjemmehold selvfølgelig gerne blæse til angreb og gøre kampen levende. I en periode på cirka ti minutters tid mellem minut 55 og 65 var de bestemt også nærgående og fik løftet stemningen på Portman Road, men jeg synes faktisk, at vi formåede at holde ganske godt stand og ikke smelte sammen på samme måde, som vi så utallige gange i seneste sæson.
I den resterende del af opgøret fik vi igen noget bedre fat, udskiftningerne begyndte at komme på begge hold, og med dem slår man også tid af klokken, hvilket kan forårsage, at spillet er noget tid om at komme tilbage i omdrejninger, og det tænker jeg lige netop i går hjalp Liverpool ret meget igennem den afsluttende fase, hvor det slet ikke lykkedes for værterne at etablere noget, der mindede om et pres ned mod vores mål.
På den måde kunne vi køre kampen hjem i professionel stil med et ganske stærkt udtryk, hvor vi var tættere på 3-0, end de var på at reducere.
Et andet højdepunkt var vores tænding til kampen. Vi virkede - for en gangs skyld - parate. Det var fedt at se vilje og gejst frem for slukkede ansigter, og det er bestemt noget, vi kan bruge inden onsdagens premiere i den nye Champions League-sæson, hvor vi igen står over for Atlético Madrid hjemme på Anfield. Det skal også bruges i retning af Fulham-kampen på lørdag på samme bane - og formår vi at bringe samme intensitet med os ind i begge kampe, så er jeg meget positiv.
Jeg rundede de 50 år i tirsdags, så nu vil jeg her lørdag eftermiddag smutte til fest, til fest for mig selv - og med Liverpool i hjertet.
Tak for en dejlig og opløftende fredag aften til mine røde helte 